Så nærmer starten på NFL-sæsonen sig endelig: Natten til fredag d. 11. september går det løs. BetXperts NFL-mand Peter Jensen kan ikke vente, og for at fordrive tiden har han givet sig i kast med en række grundige optakts-artikler.
Her følger den første - med et kig på sommerens trænerskifter og spillerhandler samt på de spillere der kan forventes at spille markante roller i den kommende sæson.
(Et par tip er i øvrigt allerede lagt ud, på denne side).
Cut day
Det første spark, det første kast, det første løb, den første tackling i preseason er langt tilbage i fortiden. Nu venter i omegnen af 700 fyresedler inden de 1696 spillere, som klarer ”cut day” (lørdag den 5. september), er klar til første runde i NFL-sæsonen anno 2009.
Første kamp i regular season spilles natten til fredag d. 11. september (dansk tid). De forsvarende NFL-mestre Pittsburgh Steelers tager imod Tennessee Titans.
Det er en kamp fra AFC, den ene af de to conferences der udgør NFL. Resten af AFC samt NFC (den anden konference) svinger i gang søndag d. 13. september.
Den regulære sæson løber til december. I januar går slutspillet - playoffs - i gang.
I næste uge inden den regulære sæson sparkes i gang kommer optakter til de to konferencer (læs om AFC her) med bud på hvordan holdene klarer sig og divisionerne ender.
Indtil da kan I genopfriske tiden der er gået siden Steelers natten til den 2. februar slog Arizona Cardinals i en af historiens bedste Super Bowls, samt tage et kig ind i den nye sæson med nogle forudsigelser:
NFL: Optakt
Denne ”for”-optakt vil se nærmere på:
- de ændringer holdene har foretaget på cheftrænerposten
- nogle af de store handler, der er foretaget holdene imellem
- hvad der skete med de store navne i free agency
- draften; hvilke rookies kan vi få noget at se til i år?
- mine kandidater til de priser, der bliver uddelt efter sæsonen
- tv-dækningen af NFL-sæsonen anno 2009
- NFLs struktur
Nye head coaches
Enhver offseason starter hårdt og brutalt med trænerfyringerne umiddelbart efter 17. og sidste spillerunde. 9 hold har siden sæsonen sluttet skiftet head coach, mens to hold har holdt fast i den cheftræner, som i 2008-sæsonen havde fået ansvaret midlertidigt. Af de ni hold, som har skiftet ud på posten har de to været frivillige tilbagetrækninger – den ene annonceret før starten af 2008-sæsonen; den anden længe ventet.
Cleveland Browns: Eric Mangini
Det kom ikke som nogen overraskelse, at Browns valgte at fyre Romeo Crennel. Crennel havde stået i spidsen for et hold, som året forinden var blot én sejr fra slutspillet, men i stedet endte denne sæson med femtevalget i draften, efter en kaotisk sæson præget af både skader og meget konservativ play-calling. Syndebukken måtte findes, og som cheftræner stod Crennel forrest i linjen.
Ind er i stedet kommet Eric Mangini, som blev ledig på markedet efter Jets valgte at sige farvel til ham. Mangini er oplært i New England Patriots under Bill Belichick – som i øvrigt også har haft Romeo Crennel under sine vinger – og førte i sin første af tre sæsoner som cheftræner for Jets holdet i slutspillet.
Presset på Mangini er næppe stort, da Browns ligner et hold under genopbygning.
Denver Broncos: Josh McDaniels
Med tre kampe tilbage skulle Broncos blot vinde én gang – eller Chargers tabe én gang – for at det igen stod på slutspilsbold i Denver. Chargers vandt deres resterende kampe, mens Broncos tabte deres – herunder til Chargers i sidste spillerunde – og det kostede Mike Shanahan jobbet efter 13 år i trænersædet. Det var umiddelbart en stor overraskelse for mange, men efter at have sundet sig på det i nogle dage, kunne flere godt se logikken i fyringen.
Erstatningen blev den unge Josh McDaniels, der kom fra en stilling som offensiv koordinator hos Patriots. Efter i 2007 at have været manden bag et af historiens stærkeste kasteangreb, og i 2008 på utrolig vis at have tilpasset angrebet så godt til den urutinerede Matt Cassel, at Patriots endte med 11 sejre (men alligevel missede slutspillet), var McDaniels i høj kurs, og Broncos var lykkelige for at hive det unge offensive geni ind.
Siden har piben fået en helt anden lyd i Colorado, og flere fans er allerede nu klar til at smide McDaniels på porten. Årsag? Angiveligt forsøgte McDaniels at hente Matt Cassel til klubben, da han skulle passe bedre end Jay Cutler til det angreb McDaniels ville indføre. Dette kom Cutler for øre og en sæbeopera – næsten af Favre’ske dimensioner – endte med at Cutler blev tradet væk.
Herefter fulgte en mærkværdig draft, og senest en nødvendig suspendering fir resten af preseason af WR Brandon Marshall, og på trods af at McDaniels endnu ikke har haft ansvaret for holdet i én eneste regulær sæsonkamp, er det pres, der hviler på hans skuldre muligvis større end på nogen anden cheftræners – i hele ligaen. Hvis ikke der er tegn på at holdet bevæger sig i den rigtige retning i løbet af denne sæson, kan dette ende med at blive McDaniels’ første, sidste og eneste sæson som cheftræner i ligaen.
Detroit Lions: Jim Schwartz
Af alle trænerfyringer i ligaen var den af Rod Marinelli nok den mest forudsigelige. Under Marinelli tabte Lions, siden en 6-2-start på 2007-sæsonen, 23 af 24 kampe, og endte som det første hold i NFL-historien med en 0-16-record.
Tennessee Titans’ defensive koordinator Jim Schwartz er kommet til, og har fået ansvaret for at føre dette årtis mest tabende hold på rette vej. Hos Titans stod Schwartz bag et af ligaens stærkeste forsvar – men han havde bestemt også spillerne til det. I Detroit venter en helt anden udfordring, som bliver spændende at følge.
Lions kan ikke andet end kaldes et hold under genopbygning, så Schwartz er ikke i fare for at blive fyret, hvis Lions igen ender med meget få sejre (skulle det næsten utænkelige ske, at holdet igen går 0-16 skal intet dog udelukkes...).
Efter igen at være gået i tænkeboks efter Colts var røget ud af slutspillet besluttede Tony Dungy at det nu var endegyldigt slut. Han har siden fungeret som mentor for Michael Vick i dennes (succesfulde) forsøg på at vende tilbage til ligaen.
Assisterende head coach og quarterback coach Jim Caldwell var for længst blevet kørt i position til at tage over når Dungy takkede af, så det var ingen overraskelse at Caldwell efterfølgende stod med ansvaret. Trods den nogenlunde planlagte tilbagetrækning er der sket en del ændringer i trænerstaben, og Colts har skiftet koordinator på både den defensive side af bolden samt på special teams (dog umiddelbart forstærkninger), mens også offensive coordinator Tom Moore er gået af, men dog fortsætter i en konsulentrolle på ubestemt tid, hvor han i praksis vil have samme rolle som tidligere.
Da Colts hvert år under Dungy har været i slutspillet må alt andet end slutspilsdeltagelse i denne sæson betegnes som en slem skuffelse. Holdet er på ingen måde under genopbygning så slutspilsdeltagelse forventes både i organisationen og blandt fans. Ikke desto mindre er presset på Caldwell næppe så stort, at et misset slutspil vil koste ham jobbet.
Efter to sæsoner i træk som førte til et top 5-valg i draften var det ikke den helt store overraskelse at Herm Edwards måtte forlade jobbet. Holdet var ganske vist under genopbygning og forventningerne lunkne, men der var ikke de store tegn på fremgang hvilket kostede Edwards jobbet.
Efter at have ansat Scott Piolo som ny general manager blev Arizona Cardinals’ offensive koordinator Todd Haley, hentet ind som ny cheftræner. Efterfølgende blev den tidligere San Francisco 49ers’ head coach Mike Nolan ansat som ny defensiv koordinator, hvilket betyder et skifte fra 4-3 til et hybrid-forsvar. Haley har desuden selv påtaget sig jobbet som offensiv playcaller og quarterback coach.
Skiftet på forsvaret samt det angreb Haley ønsker at køre, kræver ændringer i spillertruppen, og understreger blot at Chiefs er under genopbygning. Haley bør derfor være forholdsvis sikker i sit job, selv hvis denne sæson skulle ende på nogenlunde samme måde som de foregående.
Det var ellers startet så godt for Eric Mangini. I sin første sæson hos Jets gik holdet 10-6 og nåede slutspillet. Efter en dårlig 2007-sæson lignede Jets igen i 2008 et slutspilshold, lige indtil Brett Favres arm gik ned og trak holdet med sig. Slutspillet kiksede og Mangini blev fyret.
Mangini fik som bekendt hurtigt arbejde igen i Cleveland, mens Jets i stedet ansatte Baltimore Ravens’ defensive koordinator Rex Ryan, som har styret et af ligaens bedste forsvar i de seneste sæsoner.
Jets virker som et hold i genopbygning, men ikke desto mindre vil der formentlig være et moderat pres på Ryan om at levere en hæderlig sæson, da holdet har et på papiret ganske stærkt forsvar og løbeangreb. Selv hvis det ikke skulle gå sådan vil jeg dog mene at Ryan sidder forholdsvis sikkert i cheftrænerstolen.
Tom Cable tog over som midlertidig head coach efter fyringen af Lane Kiffin i sidste sæson. Under Cable leverede Raiders en hæderlig afslutning på sæsonen, og efter at have haft både Cable og nogle af de andre trænere fra klubben til jobsamtale lod ejer Al Davis Cable tage over som fast mand.
Der venter Cable en ordentlig mundfuld med at få Raiders på rette kurs, og så længe Al Davis bestemmer i Oakland kan ingen Raiders-cheftræners job kaldes sikkert. Cable har dog været i klubben i nogle år efterhånden og ved derfor hvad der forventes af ham og hvilken slags football Davis ønsker Raiders skal spille, og det taler for at han trods alt kan holde minimum sæsonen ud.
Cable kan risikere en karantæne fra ligaen for et overfald på en assisterende træner under training camp.
Ligesom Cable tog Mike Singletary over som midlertidig head coach for et hold i Californien, da 49ers efter fyringen af Mike Nolan, valgte at forfremme Hall of Fame-linebackeren Singletary fra linebacker coach til head coach. Singletary fik hurtigt sat sig i respekt ved at sende tight end Vernon Davis tidligt i brusebad for ikke at gøre som der blev sagt, og under Singletary vandt 49ers flere kampe end de tabte. Det var derfor heller ikke nogen stor overraskelse at Singletary efter sæsonen fik fjernet prædikatet ”midlertidig” fra sin jobbeskrivelse.
Jeg vil tro at det forventes af Singletary at han kan holde fast i fremgangen fra sidste halvdel af sidste sæson, men snoren vil formentlig være lang nok til at en enkelt sæson under middel ikke koster jobbet.
Ligesom Colts havde Seahawks også kørt den fremtidige cheftræner i position på forhånd. Mike Holmgren meldte ud før sidste sæson at 2008 var hans sidste år som træner i Seattle, og Seahawks udnævnte den tidligere Atlanta Falcons-træner Jim Mora Jr. som manden, der skulle tage over efter Holmgren.
Holmgren havde nok gerne været foruden 2008-sæsonen, som den udviklede sig, da holdet, efter en sæson præget af et hav af skader på offensive nøglepositioner og spillere som ikke spillede op til niveau, sluttede 4-12.
Forventningerne til Mora må og bør være at han bringer holdet tilbage i toppen af divisionen hvor de har hørt til i det meste af dette årti. Får Mora ikke forbedret holdets record kan han være fortid allerede efter denne sæson, selvom jeg tror han vil få chancen igen i 2010, hvis det skulle gå så galt.
Rams sagde allerede i løbet af sidste sæson farvel og tak til Scott Linehan. Midlertidig head coach blev Jim Haslett som ikke fik forlænget sit ophold, da organisationen ville i en ny retning – Haslett er siden blevet head coach for UFL Colorado i den nye football-liga UFL. Efter sæsonen slog Rams til og fik fat i en af ligaens bedste defensive koordinatorer i de seneste år – manden som fik knækket Patriots’ offensive linje i Super Bowl XLII, og dermed presset Tom Brady – Steve Spagnuolo.
Spagnuolo takker af efter to år hos New York Giants, og prøver sig af som cheftræner for første gang i karrieren. Han overtager et hold, som de seneste to år blot har vundet i alt 5 af 32 kampe og har valgt som nummer to i draften efter begge sæsoner. Det er et hold under genopbygning og selvom flere brikker er på plads er forventningerne til den kommende sæson næppe store. Tværtimod tror jeg de fleste i og omkring holdet forventer endnu én middelmådig sæson inden 2010-sæsonen skal markere året hvor Rams kommer tilbage mod toppen.
Ligesom Mangini, Schwartz og Haley er genopbygning et nøgleord for denne sæson, og skulle Rams igen blot vinde få kampe vil det næppe have betydning for Spagnuolos tilstedeværelse i klubben.
Fyringen af Jon Gruden i Tampa var sammen med Shanahans ditto i Denver de mest overraskende fyringer i denne offseason. Buccaneers kom fra en slutspilssæson og havde kurs mod endnu en inden holdet i december total-kollapsede og missede slutspillet. Det kostede Gruden jobbet, selvom hovedårsagen umiddelbart skulle findes på forsvaret hvor Monte Kiffins beslutning om at følge med sin søn (Raiders’ fyrede Lane Kiffin) til University of Tennessee, blev annonceret umiddelbart inden det forsvar Kiffin styrede, valgte at tage på mental december-ferie.
Mens fyringen kom bag på Gruden og flere af klubbens fans, kom udnævnelsen til ny head coach ganske givet også bag på Raheem Morris. Efter Kiffin valgte at sige farvel var Morris blevet forfremmet til defensiv koordinator. Kort efter blev han yderligere forfremmet til head coach.
Bucs’ organisation ser muligvis holdet, som et der er under genopbygning – men jeg tvivler på at de gør det i samme grad som man gør hos fx Lions. Man har ganske vist måttet sige farvel til en af ligaens bedste defensive koordinatorer, ansat en ung og uprøvet head coach og brugt sit førsterundevalg på en quarterback. Dette ligner meget et tegn på at man er ved at genopbygge holdet, men i og med at de har ansat en head coach ”indefra”, og også har tilføjet nogle stærke offensive spillere, tror jeg de satser på at kunne køre videre. Man vil nok være villig til at acceptere en dårlig sæson, så længe man ser tegn på at det kan blive bedre igen allerede fra 2010.
De største handler
Jay Cutler (
Uden tvivl denne offseasons største handel. McDaniels’ tidligere omtalte angivelige (forgæves) forsøg på at hente Matt Cassel til Denver Broncos fik sat holdets franchise quarterback Jay Cutlers sind så meget i kog, at forsoning ikke var en mulighed. I løbet af kort tid stod det klart at Cutler ville blive handlet, og Chicago Bears var holdet, som slog til.
Matt Cassel (New England Patriots/Kansas City Chiefs):
Broncos prøvede angiveligt, men uden succes, og i stedet blev det divisionsrivalerne fra Kansas City Chiefs, som fik held med at handle sig til New England Patriots’ quarterback Matt Cassel. Den unge spiller, som gennem hele sin college- og NFL-karriere havde været backup for nogle af de store stjerner, fik lagt holdet i sine hænder da Tom Brady blev skadet. Han greb chancen og da hans kontrakt udløb efter sæsonen valgte Patriots at bruge holdets franchise tag på ham, for derefter at forsøge at handle ham. Chiefs bed på og handlede sig til både Matt Cassel og veteran-linebacker Mike Vrabel. Cassel har siden fået en ny 6-årig kontrakt til en værdi af $63 mio.
Tony Gonzalez (Kansas City
En af NFL-historiens bedste tight ends, Tony Gonzalez, fik opfyldt sit ønske om at komme væk fra et genopbygningsramt Kansas City Chiefs-mandskab, til et hold, som kunne spille med om slutspilspladserne og den Super Bowl-ring Gonzalez endnu ikke har fået. Gonzalez udtrykte allerede ønske om dette før sidste sæson, men da var Chiefs ikke interesserede i at lave handlen. Der var heller ikke meget som tydede på at det var tilfældet i år, indtil kort tid før handlen blev en realitet, da Chiefs’ GM Scott Piolo og Falcons’ ditto Thomas Dimitroff, som kender hinanden fra deres tiden i Patriots, blev enige om en handel.
Jason Peters (Buffalo
I hele offseason sidste år lavede Jason Peters et holdout i protest over sin kontrakt, og siden fulgte en dårlig 2008-sæson fra hans side. Peters var dog stadig utilfreds og ville have en ny og større kontrakt, og når ikke de ville give en ny kontrakt var Bills’ eneste mulighed for at undgå endnu et langt holdout, som kunne påvirke holdet i negativ retning, at trade Peters. Det blev Philadelphia Eagles, der sikrede Peters, og dermed har fået sig en spiller, som på sine gode dage er en af ligaens mest dominerende left tackles, og stadig har mulighed for at udvikle sig.
Kellen Winslow (Cleveland
Var man i tvivl om hvorvidt Cleveland Browns stod foran genopbygning eller ej, burde man ikke længere være det efter denne handel. Winslow, en af ligaens bedste tight ends, og et af de få offensive våben holdet havde tilbage, blev sendt til Buccaneers.
Free agency
Free agency-perioden åbnede den 27. februar ved midnat, og var blot ca. seks timer gammel da årets (vel også næsten bogstaveligt talt) største free agent blev signet. Titans’ DT Albert Haynesworth blev signet af Washington Redskins på en 7-årig kontrakt til en værdi af $100 mio. Afhængigt af præstationer kunne kontrakten blive hele $115 mio. værd. Kontrakten gjorde Haynesworth til ligaens bedst betalte defensive spiller. At det blot tog seks timer at få det hele på plads har siden ført til anklager fra Titans om ”tampering” fra Redskins’ side – dvs. at de havde ført forhandlinger med Haynesworths agent før free agency startede. Foreløbig er der ikke nogen endelig afklaring i sagen, som potentielt vil kunne koste Redskins valg i draften næste år (og/eller en bøde).
Udover signingen af Haynesworth fik Redskins lavet en vigtig re-signing af CB DeAngelo Hall. Da Redskins i forvejen var i problemer med lønloftet måtte DE Jason Taylor takke af efter blot én sæson i klubben. Efter nogen tids rygter om at han var på vej til Patriots, skrev han til sidst kontrakt med sin gamle klub, Miami Dolphins.
Patriots fik måske ikke hentet Taylor, men har ikke desto mindre fået forstærket sig ganske betragteligt med signings af bl.a. et par garvede veteraner i RB Fred Taylor og WR Joey Galloway, mens også CBs Shawn Springs og Leigh Bodden kom til. I stedet for Taylor fik Patriots i starten af august tradet sig til Raiders’ Derrick Burgess.
Ved udgangen af førstedagen lignede Ravens en af de helt store tabere i årets free agency, med udsigt til at miste flere defensive spillere samt C Jason Brown, som blev signet af St. Louis Rams til en 5-årig, $37,5 mio. kontrakt. Skaden blev begrænset lidt ved at klubben senere fik lavet en ny kontrakt med ILB Ray Lewis. Til gengæld lykkedes det ikke at fastholde ILB Bart Scott, som sammen med S Jim Leonhard tog med Defensive Coordinator Rex Ryan til New York Jets. Bart Scott fik en af free agencys største kontrakter (6 år, $48 mio.) da han skiftede. Ravens fik rettet pænt op senere i free agency, og selvom de ikke nødvendigvis kom forstærket ud af perioden, blev skaderne holdt på et acceptabelt minimum.
På vestkysten var der også nok at se til. Oakland Raiders gav CB Nnamdi Asomugha en 3-årig kontrakt, hvis værdi svarer til at klubben giver ham tre franchise tags – i Asomughas tilfælde svarer det til $45,3 mio., hvoraf pengene de første to år ($28,6 mio.) er garanterede. De fik lavet flere vigtige re-signings, og kom samlet set ganske pænt ud af free agency. Én spiller som de valgte at fritstille var S Gibril Wilson, som Miami Dolphins hurtigt fik skrevet en 5-årig kontrakt med.
I det nordøstlige hjørne af staterne, fik Seattle Seahawks skrevet en 5-årig kontrakt til $40 mio. med den mest attraktive receiver på det frie marked, Bengals’ WR T.J. Houshmandzadeh, som en overgang virkede tæt på at skrive kontrakt med Vikings.
New York Giants fik rettet fokus på den i forvejen ret stærke defensive linje og skrev kontrakt med først DT Rocky Bernard og siden en stor (6 år, $42 mio.) kontrakt med Chris Canty, som kom fra divisionsrivalerne Dallas Cowboys. Cowboys hentede Chargers’ DE Igor Olshansky som erstatning.
Som nævnt under trades fik Falcons forstærket angrebet med Tony Gonzalez – til gengæld måtte sagde de farvel til flere forsvarsspillere i free agency, herunder bl.a. LBs Michael Boley og Keith Brooking.
En af ligaens mest karismatiske personligheder, WR Terrell Owens, må også nævnes i denne gennemgang. Dallas Cowboys fyrede T.O., og tre dage senere skrev han en ét-årig kontrakt med Buffalo Bills.
August bød på to velkendte navne som fandt sig en klub. Den tidligere QB for Falcons, Michael Vick, blev signet af Eagles efter to år i fængsel, mens Brett Favre efter at have skiftet mening en 40-50 gange besluttede sig for at genoptage karrieren igen-igen hos Minnesota Vikings.
Der er naturligvis mange andre (store og små) spillere, som har skiftet klub i free agency (i NFL-gruppen blev der løbende opdateret – se evt. dette link: http://www.betxpert.com/groups/thread.asp?threadID=351&groupid=16 ). De væsentligste klubskifter hos de enkelte hold vil blive nævnt i optakterne i næste uge.
Draft
Draften løb af stablen den sidste weekend i april. Som forventet valgte Detroit Lions QB Matthew Stafford med det første valg, efter få dage forinden at være nået frem til en aftale med Stafford og dennes agent.
Quarterback-klassen i årets rookieårgang vil få svært ved at leve op til sidste års, hvor både Matt Ryan og Joe Flacco startede fra dag 1, og kom i slutspillet. Marks Sanchez vil starte fra første dag hos Jets, og Stafford er i skrivende stund k kamp om at få starterpladsen hos Lions.
Running back-klassen ser umiddelbart ganske stærk ud, og både Knowshon Moreno, Donald Brown, Chris Wells og LeSean McCoy ser ud til at kunne få væsentlige roller i deres respektive holds angreb i år. Jets’ Shonn Greene, 49ers’ Glen Coffee og Panthers’ Mike Goodson skal også nok få spilletid, men næppe i samme omfang som de andre. Det er en klasse jeg er spændt på at følge, og der er flere af de sent valgte running backs, som også kan gøre indtryk. Bengals’ Bernard Scott og Jaguars’ Rashad Jennings ligner i hvert fald to spillere, som kan nå at sikre sig en plads som primær backup på deres holds depth charts.
På receiverfronten er jeg umiddelbart lidt mindre optimistisk i forhold til denne sæson. Dels er flere af de største talenter, spillere som ikke er vant til at spille i et Pro Style-angreb, og derfor formentlig har en hel del arbejde foran sig, før de får bidt sig fast på holdet. 10. valget Michael Crabtree ligger i kontraktstrid med 49ers og truer med at sidde ude hele året og gå i draften igen næste år. Forventningerne er lidt større til Darrius Heyward-Bey, Jeremy Maclin, Kenny Britt og specielt Percy Harvin (mere herom senere). To receivere valgt i fjerde runde, Colts’ Austin Collie og Raiders’ Louis Murphy, er værd at holde øje med. Collie kæmper om en plads som tredjereceiver og returner, mens Murphy umiddelbart har udsigt til at starte tidligt i sæsonen pga. skader i truppen.
Flere tight ends kan vise sig farlige i år. Kun Brandon Pettigrew blev valgt i første runde og vil formentlig se en del spilletid, men jeg er personligt mere spændt på at følge nogle af spillerne valgt i mellemrunderne – bl.a. Titans’ Jared Cook, Giants’ Travis Beckum og Bills’ Shawn Nelson. Én spiller vi desværre ikke får at se er Eagles’ Cornelius Ingram, som jeg i mit draft-review nævnte som en sleeper. Han viste sig hurtigt i training camp, og lignede en spiller på vej mod masser af spilletid, da han i starten af august gik ned med en knæskade, som vil holde ham ude hele sæsonen, og som i allerværste fald kan betyde slutningen på karrieren. Det er samme skade, i samme knæ, som holdt ham ude i hele collegesæsonen anno 2008 (og formentlig betød at han først gik i femte runde i stedet for første eller anden).
Umiddelbart lignede den offensive linje-klasse en særdeles stærk en af slagsen, men jeg er blevet lidt mere lunken med tiden. Jason Smith har haft sine problemer i training camp hos Rams, men vil formentlig starte som right tackle inden sæsonen er omme. Andre Smith lavede et langt holdout, og kom først i Bengals’ camp i søndags, to uge før sæsonstart. Eugene Monroe endte også med et holdout, men kæmper i øjeblikket om at vinde jobbet som left tackle hos Jaguars. Omvendt har Michael Oher imponeret og ligner en starter når første spillerunde sparkes i gang. Indvendigt ligner både Browns’ Alex Mack og Bills’ Eric Wood startere som enten guard eller center, og det samme er tilfældet for Bills’ guard Andy Levitre. Panthers’ Duke Robinson, som jeg fremhævede som klubbens bedste valg i draften, blev i starten af august båret fra banen, ifølge rapporter pga. hjerteproblemer, og er det tilfældet kan karrieren allerede være slut for ham.
Defensivt vil vi næppe se ret meget til de defensive linjefolk. Chiefs’ Tyson Jackson, Falcons’ Peria Jerry ligner faste startere, mens Colts’ Fili Moala og Packers’ B.J. Raji vil se spilletid som rotationsspillere. Også Evander Hood ligner en rotationsspiller på Steelers’ linje. På ydersiden kan en spiller som Bills’ Aaron Maybin være værd at holde øje med og også Panthers’ Everette Brown kan få noget spilletid i år. Derudover er det så som så med navne, jeg har forventninger til i år. En position på den defensive linje er ofte svær at omstille sig til når man skifter collegefootball ud med de professionelles rækker.
Linebacker-årgangen ser til gengæld ret spændende ud, i modsætning til sidste år, hvor det reelt set kun var Patriots’ Jerod Mayo og Falcons’ Curtis Lofton, som bed sig fast på deres respektive hold. Jeg ser en del spillere, som kan få masser af spilletid i år (se evt. mine bud på rookies of the year længere nede). Umiddelbart er mine forventninger dog begrænset til de linebackers, som blev valgt i de første to runder. Én sent valgt spiller, som kunne have fået meget spilletid var Patriots’ Tyrone McKenzie, som i stedet fik den tvivlsomme ære af at være den første rookie, der blev skadet for sæsonen.
I det bageste forsvar er det hovedsageligt blandt safeties, at jeg tror vi skal finde rookies, der får masser af spilletid. Lions’ Louis Delmas, Patriots’ Patrick Chung og Bears’ sjetterundevalg Al Afalava har i hvert fald muligheden for at bide sig fast som enten startere eller vigtige backups i år. To cornerbacks er dog værd at holde øje med. Saints’ Malcolm Jenkins og Dolphins’ Sean Smith ser ud til at kunne få en del spilletid. Jenkins kom sent i training camp, men er allerede kravlet op ad holdets depth chart til en plads som nickelback, og det bør kunne sikre ham en del spilletid. Smith ligner en starter for delfinerne, mens deres førsterundevalg Vontae Davis er bag Smith på holdets depth chart.
På special teams er det nok hovedsageligt punters vi vil se fra rookieårgangen. Bengals Kevin Huber, Saints’ Thomas Morstead og Colts’ Pat McAfee ser alle ud til at skulle punte for deres hold i år. Af kickers er det umiddelbart kun Chiefs’ Ryan Succop, der har sikret sig fast arbejde.
Meget kan dog endnu nå at ændre sig både fra nu af indtil sæsonen starter, eller i løbet af sæsonen, og flere undraftede spillere vil sikre sig en rosterplads efter ”cut day” på mandag. Disse har jeg ikke taget med i overvejelserne her. For mere om de enkelte valg i draften, se det draft-review, der blev lagt på siden i starten af maj (http://www.betxpert.com/artikel/sadan-gik-nfl-draften).
Bud på prisuddeling efter sæsonen
Most Valuable Player/Offensive Player of the Year
1. QB Drew Brees,
2. QB Tom Brady,
3. QB Peyton Manning,
4. RB
5. QB Aaron Rodgers,
Jeg har valgt at slå de to priser sammen, da det oftest vil være den samme vinder af de to priser, og i hvert fald de samme kandidater. Der er også mulighed for at det er en defensiv spiller, som vinder MVP-titlen, men sandsynligheden er ikke ret stor (læs evt. noget om hvordan det historisk er gået her.
Sidste års vinder af titlen som årets offensive spiller, Drew Brees, er umiddelbart mit bud på en vinder. Vi vil næppe se endnu en 5000-yard sæson fra Brees, hvis Saints finder et løbeangreb, men han kan meget vel ende med både at have kastet for flest yards og touchdowns når sæsonen er slut, og skulle Saints nå slutspillet vil Brees ganske givet have haft stor andel i det, og det kan give ham MVP-titlen.
2007-vinder Tom Brady er bookmakernes favorit til titlen, men man bør have for øje, at han kommer tilbage fra en skadespause og mangler Josh McDaniels, hvilket kan blive en svækkelse. Sandsynligheden for at det bliver ham er måske størst, og er han helt klar og leverer han en god sæson kan de ovenstående faktorer dog ende med at afgøre det til hans fordel, lidt som tilfældet var med Manning sidste år.
Som forsvarende MVP, og tre-dobbelt vinder af prisen, er Peyton Manning umulig at komme udenom når kandidaterne skal findes. Sidste år var en af hans dårligste sæsoner i karrieren, men var alligevel god nok til at vinde titlen – ”hjulpet” på vej af en skade tidligt i sæsonen. Med et på papiret forstærket løbeangreb vil Colts kunne køre play-action mere effektivt, og det gør med ét Manning til en farligere spiller at stå over for. Tager han titlen i år vil han med fire titler være den spiller i historien, der flest gange er blevet kåret til league-MVP.
Adrian Peterson var længe en særdeles stærk kandidat til titlen sidste år, men smed bogstavelig talt selv muligheden for hæderen på jorden, med et hav af fumbles sent i sæsonen. Han vil igen i år være omdrejningspunktet på Vikings’ angreb – Brett Favre eller ej – og kan han skære ned på sine fumbles kan det føre til en MVP-titel, men det kræver også at Vikings kvalificerer sig til slutspillet.
Min sidste kandidat i top fem er Aaron Rodgers. Rodgers har i Green Bay et af ligaens absolut stærkeste receiverkorps, og allerede sidste år fik Rodgers Packers’ fans til at glemme Brett Favre. Det største problem bestod i at holdet tabte de tætte kampe, og her manglede Rodgers umiddelbart det sidste. Får han styr på det i år – hvilket der med et umiddelbart stærkere forsvar og mere rutine er muligheder for – hører Rodgers absolut til i denne diskussion. Med de våben han har til rådighed (både receivers og tight ends) kan Rodgers få fantastiske stats, og hvis Packers samtidig når slutspillet – hvilket jeg slet slet ikke anser for urealistisk – bør Rodgers være en klar kandidat til titlen.
Spillere jeg overvejede, men ikke fandt plads til på listen: Chargers’ QB Philip Rivers, Eagles’ QB Donovan McNabb, Falcons’ RB Michael Turner og Titans’ RB Chris Johnson.
Defensive Player of the Year
1. OLB DeMarcus Ware,
2. OLB James Harrison,
3. DT Albert
4. S Troy Polamalu,
5. S Ed Reed,
6.
Ser vi bort fra Coach of the Year-forudsigelsen (længere nede) er dette den jeg har kæmpet mest med. For skal prisen gå til pass rusheren, der dominerer sack-statistikken, til linebackeren, der dominerer tackle-statistikken eller til playmakeren i det bageste forsvar, som får fingrene i den ene bold efter den anden? Eller til en helt fjerde? Mens det på den offensive side af bolden som udgangspunkt er begrænset til to positioner, er det på forsvaret en helt anden sag, og der er ingen tydelig tendens at spore i forhold til positionen (bortset fra at en cornerback sidst vandt i 1994). Siden 1997 er prisen dog gået til en spiller fra et top 5-forsvar i 10 ud af 12 tilfælde.
Men til kandidaterne: Første mand på listen er altså DeMarcus Ware, som jeg umiddelbart tror vil føre ligaen i sacks i denne sæson. Forsvaret ser stadig stærkt ud hos Cowboys og Ware bør kunne komme ind og levere et hav af sacks i år – sidste år førte han ligaen med 20, og det kan potentielt blive til endnu flere i år, og måske en rekord for flest sacks i én sæson.
Den regerende titelindehaver, James Harrison, skal også nævnes. Han spiller på ligaens nok bedste forsvar, hvor han er den store styrmand, og leverer både masser af tacklinger, sacks og forcerede fumbles. Det er svært at forsvare en sådan titel, og forsvaret ser for mig at se en lille smule svagere ud end sidste år, hvorfor jeg ikke har placeret ham som nummer et på denne liste.
Albert Haynesworth er den ene spiller på denne liste, som ikke rigtig hører til i nogle af kategorierne jeg nævnte i starten. Han laver hverken et hav af tacklinger, sacks eller interceptions – til gengæld er han dominerende som bare fa...n, og skaber plads til at hans holdkammerater kan lave spillene. Han laver dog, af en defensive tackle at være, både mange tacklinger og sacks. Kan han holde niveauet fra de foregående sæsoner efter skiftet til Redskins, er han en spiller, som ikke skal glemmes når denne pris skal uddeles. Sidste år havde Redskins ligaens tredjebedste forsvar, og det ser forstærket ud i år.
Endnu en kandidat fra Steelers er safety Troy Polamalu. Spilleren med det karakteristiske lange sorte hår, er en af ligaens største playmakers. Han har et fantastisk boldøje, og laver både masser af interceptions og vigtige tacklinger.
Samme type er Ravens’ Ed Reed, der vandt prisen efter 2004-sæsonen. Han førte ligaen i interceptions sidste år og returnerede to af disse for touchdown, herunder en for en NFL-rekord 107 yards. Han laver ikke mange tacklinger, men har de sidste to år slået 29 bolde ned og lavet 16 interceptions, som i snit er returneret knapt 25 yards.
Andre kandidater, der var overvejet: Texans’ DE Mario Williams, Vikings’ DE Jared Allen, 49ers ILB Patrick Willis, Titans’ S Michael Griffin og så har jeg Steelers’ OLB LaMarr Woodley som outsider.
Offensive Rookie of the Year
1. RB Knowshon Moreno,
2. RB Chris Wells,
3. WR Percy Harvin,
4. RB LeSean McCoy,
5. QB Mark
Lad det være sagt med det samme; jeg forventer at kampen om denne pris bliver et anliggende mellem de fire første på liosten. Jeg skal dog ikke udelukke en overraskelse.
Knowshon Moreno er, som jeg nævnte i mit draft-review, et fantastisk fit i Broncos’ angreb, og Broncos’ ageren på running back-fronten siden draften antyder for mig at se, at Moreno vil være (eller hurtigt blive) førstevalg og få en del flere carries end de øvrige running backs på rosteren.
Chris Wells vil ganske givet få en forholdsvis stor rolle i Cardinals’ angreb, men vil skulle dele carries med Tim Hightower. Han løber bag en linje, som sidste år havde problemer med at skabe plads til Hightower og Edgerrin James, samtidig med at Cardinals formentlig igen i år først og fremmest vil være et kastehold, selvom der vil komme mere fokus på løbet. Hvis Wells kan holde sig rask (og det er et stort ”hvis”!) er han dog playmaker nok til at kunne levere en så god sæson, at han kan være svær at komme udenom i denne afstemning.
Minnesota Vikings’ alt-mulig-mand Percy Harvin er den største playmaker i rookie-årgangen. Vikings har efter sigende lagt indtil flere spil ind i deres playbook, med henblik på at få bolden i hænderne på Harvin, hvad enten det er som receiver, running back eller sågar quarterback i en Wildcat-pakke. Han er dog lidt skrøbelig, og har døjet med flere skader i collegetiden, og det svækker hans kandidatur lidt i denne sammenhæng, hvorfor jeg holder ham under de to running backs. Spiller han en fuld sæson uden skader kan han let ende med at blive en suveræn vinder af prisen.
I Philadelphia står andetrundevalget LeSean McCoy overfor en potentielt stor sæson. Brian Westbrook har rundet de 30 og har været skadesramt, hvorfor han formentlig vil blive aflastet mere i år end tidligere. Den tidligere backup Correll Buckhalter er væk og i stedet er det Westbrook-klonen McCoy, der har fået den tjans. Han er et fantastisk fit i systemet og kan komme til at være en hel del på banen i år – men han får ikke en starterrolle i denne sæson, medmindre Westbrook bliver skadet.
Sidste år så vi to rookie-quarterbacks levere overraskende gode sæsoner, og Matt Ryan endte med at tage prisen som årets bedste offensive rookie. Af de tre førsterundevalgte quarterbacks ser jeg Mark Sanchez som den med størst chance for at gentage bedriften Jets’ cheftræner Rex Ryan var sidste år defensiv koordinator for Ravens, for hvem rookie Joe Flacco leverede en fin sæson, og kan Jets-forsvaret holde modstandernes score nede, vil det gøre chancen for at Sanchez’ angreb sætter points nok på tavlen til at vinde – og det kan give ham chancen for at vinde denne pris.
Colts’ RB Donald Brown og Lions’ QB Matthew Stafford var også overvejet til listen.
Defensive Rookie of the Year
1. OLB Aaron Curry,
2. MLB James Laurinatis,
3. OLB Brian Cushing,
4. OLB Brian
5. MLB Rey Maualuga,
En umiddelbart tydelig tendens når man kigger på ovenstående kandidater er deres positioner – nemlig i linebackerkæden. Det er den kæde på forsvaret, det er lettest at glide ind i, når man skifter fra college til NFL, og samtidig vil det ofte være linebackers, der fører holdene i tacklinger og dermed får de bedste stats. Da pass rushers yderligere sjældent dominerer i deres første sæson (med undtagelser som fx Shawn Merriman, naturligvis) vil prisen oftest gå til en 4-3-linebacker eller en inside linebacker i et 3-4-system.
Seattle Seahawks’ Aaron Curry ligner på forhånd en af de klare favoritter til denne titel. Han er i forvejen betragtet som en meget komplet fodboldspiller, og han vil nyde godt af at spille i en stærk linebackerkæde med Lofa Tatupu og Leroy Hill – ulempen er dog at netop de andre stærke spillere kan gå ind og ”tage” tacklinger fra Curry, og da Curry skal spille strong side linebacker og ikke weak side vil hans tackle-statistik lide lidt under dette.
I samme division findes mit bud nummer to til titlen, James Laurinatis, som jeg ser som den største trussel til Curry – og jeg har de to et stykke foran de øvrige på listen. Dét der taler for Laurinatis er at han, modsat Curry, næsten ene mand skal rydde op i midten af forsvaret. Rams’ defensive linje har ikke været stærk mod løbet, og kommer modstanderens running back først forbi den defensive linje vil det ofte være Laurinatis, der skal stå for tacklingen. Ligesom Curry en spiller med football i blodet, som har alle muligheder for at blive en succes fra første dag.
Brian Cushing vil formentlig glide ind i Texans’ forsvar ved siden af tackle-maskinen DeMeco Ryans. Derudover vil Cushing nok være den linebacker på holdet som får flest muligheder for at blitze, og derigennem samle nogle sacks. Han er umiddelbart et stykke efter de ovenfor nævnte spillere, men han skal ikke udelukkes.
Brian Orakpo har imponeret i Redskins’ training camp. Han blev oprindeligt draftet som defensive end, men blev tidligt i forløbet prøvet af som outside linebacker i 4-3-forsvaret, og vil formentlig også finde sin plads netop her. Han vil formentlig blive sluppet løs på blitzes undervejs i kampene, og med sit eksplosive første skridt kan han blive en større faktor end umiddelbart forventet i år. Det kan dog kræve mange sacks for at han kommer i betragtning til denne pris, medmindre han også samler et utal af tacklinger. Han spiller dog på et talentfuldt forsvar, hvor bl.a. Albert Haynesworth kan komme til at give plads til ham.
Rey Maualuga, som hos Bengals vil spille ved siden af sin tidligere college-holdkammerat Keith Rivers runder listen af. Han er en hard-hitter, som let kan være at finde på highlight-reels uge efter uge når de store hits vises. Det vil tale for at han kan vinde prisen, men han faldt ud af første runde af en grund – nemlig at han har betydelige svagheder mod både løbet og kastet. Han har det med at misse tacklinger (gerne i forsøget på at lave det store hit), og kan meget vel blive taget ud på åbenlyse kastedowns, og disse to faktorer vil formentlig koste i kolonnen, som hedder ”tacklinger”.
Comeback Player of the Year
1. QB Tom Brady,
2. QB Carson Palmer,
3. OLB Shawne Merriman,
4. DE
5. OLB Jason Taylor,
Hvilket grundlag denne pris uddeles på er umiddelbart svært at vurdere, for hvornår har en spiller, som ikke har enten været ude med en skade eller bare ude på bænken, været så ”dårlig” at man kan kalde en god sæson for et comeback?
Den naturlige storfavorit til prisen må være Tom Brady. I 2007 var han NFLs MVP, i 2008 sluttede sæsonen syv et halvt minut inden i sæsonpremieren (ca. 20 minutter efter kickoff). Jeg ser ham som nævnt tidligere som en af favoritterne til MVP-prisen, og derfor må han også være en klar topkandidat til at tage denne pris.
En anden quarterback, som har døjet med skader er Bengals’ Carson Palmer. Han missede en stor del af sidste sæson – og spillede langt under tidligere tiders niveau i de kampe han fik. Palmer skulle nu være kommet sig over sin albueskade og være 100% fit til den nye sæson, og selv uden Houshmandzadeh bør han kunne få en god sæson – i hvert fald hvis Ochocinco kan holde fokus bare nogenlunde rettet mod spillet på banen.
Efter to quarterbacks går vi til tre pass rushers. De første to er Chargers’ Shawne Merriman, som røg på IR efter første runde i sidste sæson og Giants’ Osi Umenyiora, som missede hele sidste sæson med en skade. ”Lights Out” Merriman skulle være klar igen, og spilleren med flest sacks i perioden 2005-2007 må være en naturlig kandidat til denne pris, hvis han kan genfinde sin form. Umenyiora gjorde comeback i holdets første kamp i årets preseason, hvor han fire minutter inde i kampen fik sacked Jake Delhomme og forceret en fumble. Han spiller på en stærk defensiv linje, som kan give plads til ham, men han vil formentlig ikke få så mange snaps som tidligere, og det kan svække ham i forbindelse med denne pris – selvom han formentlig vil komme ind på oplagte kastedowns.
Jason Taylor var NFLs bedste defensive spiller i 2006, og blev før sidste sæson tradet til Washington Redskins, hvor han dog leverede en særdeles middelmådig sæson, hvor han blot startede otte kampe og deltog i 13, og kun fik samlet 3,5 sacks (laveste antal siden 1999, og næstlaveste i karrieren). Han er nu tilbage i Dolphins hvor Jerry Porter huserer modsat, og kan Taylor genfinde niveauet fra 2006-2007, denne gang i et 3-4-forsvar, er han en fin outsider til titlen.
Jeg tvivler stærkt på at vinderen af denne pris bliver en anden end Brady. Jeg kunne finde enkelte andre kandidater, såsom Matt Hasselbeck, Reggie Bush og evt. Tony Romo – spørgsmålet er dog om Tony Romos sæson sidste år vil blive betragtet som ”dårlig” eller skadesplaget nok (han missede tre kampe) til at han vil blive overvejet hvis han leverer en supersæson. Colts’ Bob Sanders kunne også overvejes, men hans manglende evne til at holde sig rask tror jeg også vil komme til udtryk i denne sæson, og det gør det svært for ham at komme i seriøs betragtning til titlen.
Coach of the Year
1. Gary Kubiak,
2. Mike McCarthy,
3. Bill Belichick,
4. Andy Reid,
5. Jim Caldwell,
Indrømmet, jeg er på noget nær bar bund hvad angår denne titel. Det eneste nogenlunde faste holdepunkt jeg kan finde for uddelingen er, at vinderen typisk står i spidsen for et hold, som når slutspillet.
At jeg har et godt øje til Houston Texans i år har jeg ikke lagt skjul på de seneste fire måneder, og bliver i år året hvor Texans endelig når slutspillet er Gary Kubiak i mine øjne storfavorit til at modtage denne hæder. Det vil nemlig være første gang Texans når det forjættede land, og det vil være en næsten ligeså god historie, som Dolphins’ og Falcons’ turnarounds sidste år.
Green Bay Packers er et af de hold med størst chance for at gå fra en losing season til slutspillet i år, og sker det må Mike McCarthy være en af de største favoritter til at tage denne titel. Det er dog lidt et enten-eller valg, da divisionen ser ganske stærk ud, og misser Packers slutspillet, vil det formentlig betyde at McCarthy ikke tager titlen.
Bill Belichick har allerede vundet prisen to gange (flest af alle aktive head coaches), senest efter Patriots’ 16-0-sæson i 2007. Nu er Brady tilbage og Patriots favoritter til at tage AFC East og vinde Super Bowl. Om det også nødvendigvis gør at Belichick skal med på denne liste er svært at sige, da prisen uddeles inden slutspillet, og dermed skal baseres på regular season. Spørgsmålet er nemlig om ikke det kræver endnu en fænomenal sæson af patrioterne, for at Belichick får denne pris. Jeg tror det umiddelbart, men Patriots er et hold, som kan levere en sådan sæson, og derfor kan jeg ikke udelade Belichick.
Eagles’ head coach Andy Reid, som vandt prisen efter 2002-sæsonen, fortjener også en plads på denne liste. Han skal stå i spidsen for et Eagles-hold, som i training camp er blevet ramt af flere skader til startere, har taget nogle chancer – bl.a. med Jason Peters og Michael Vick – og har mistet defensive coordinator Jim Johnson. Eagles’ division er hård, så en slutspilsplads er ikke garanteret. Fås den kan det være nok til at give Reid denne pris igen.
Jim Caldwell har på papiret måske haft det let, med at overtage Indianapolis Colts. Et hold med mindst tolv sejre hvert af de seneste seks år, og slutspilsdeltagelse syv år i træk, og ni af de seneste ti sæsoner, burde umiddelbart være relativt let at overtage, også selvom konkurrencen i divisionen er hård. Caldwell har dog sat sit præg på holdet med udskiftninger i trænerstaben, og han skal stå i spidsen for et hold i år 1 efter Tony Dungy- og Marvin Harrison-æraen. Kan han, som rookie-head coach, igen føre holdet til tolv sejre og slutspilsdeltagelse må han uanset betragtes som en outsider til titlen – men jeg tror ikke at han vinder den hvis enten Texans eller Packers når slutspillet (medmindre Colts vinder 15 eller 16 kampe, hvilket næppe bliver tilfældet).
Mange andre trænere kan nævnes i denne sammenhæng, og selv hvis ikke Lions når slutspillet kan Jim Schwartz være en overvejelse værd, hvis han formår at gøre Lions til et konkurrencestærkt hold efter de blot har vundet 1 af de seneste 24 kampe. Gør Broncos hvad jeg ikke tror på, nemlig når slutspillet, er Josh McDaniels også værd at have med i tankerne. Ingen træner har fået mere opmærksomhed end ham i offseason og han har taget nogle store chancer, så en slutspilsplads vil stå som ”bevis” på at han havde ret, og at alle kritikerne (og dem er der mange af) tog fejl. Vikings’ Brad Childress, Bears’ Lovie Smith, Chargers’ Norv Turner, 49’ers Mike Singletary, Saints’ Sean Payton og Bengals’ Marvin Lewis har også været blandt de trænere jeg overvejede til listen. Mike Tomlin fra Steelers vil nogle måske mene jeg har overset, men det er svært for migat se hvordan han skal forbedre holdet så meget fra sidste år, hvor de med et umiddelbart svært kampprogram hentede 12 sejre, at han skal hente stemmer – og han fik altså ikke én eneste stemme i sidste års afstemning.
NFL på dansk tv
Den danske tv-dækning vil ligesom sidste år være fordelt mellem TV2 Sport og 3+, hvor TV2 Sport sender søndage kl. 19 samt Monday Night Football, mens 3+ sender de sene opgør søndag (kl. 22 samt Sunday Night Football – med højdepunkter af en anden kl. 22-kamp mellem de to kampe). Senere på sæsonen vil der også blive spillet kampe torsdag og lørdag – og en enkelt fredag (den 25. december), som sendes på 3+.
Følgende kampe kan vi allerede nu konstatere vil blive vist på dansk tv i løbet af sæsonen – det er torsdags, fredags- og lørdagsopgør, Sunday Night Football, Monday Night Football samt årets Wembley-kamp:
Week 1:
Week 2:
Week 3:
