Markus H. Kristensen er en odds-ekspert kendt fra Twitter. For halvanden måned siden lukkede han en yderst lukrativ bettingtjeneste ned. Dermed gav eksperten afkald på 130.000 kroner om måneden før skat.
BeXpert gør opmærksom på, at artiklen indeholder benævnelse af store satsede summer foretaget af en highroller. Vi ønsker ikke at inspirere til uansvarligt spil og opfordrer derfor alle brugere, uanset hvor mange penge de måtte have, til at spille ansvarligt. Spil ikke for mere, end du har råd til at tabe. Læs eventuelt en eller flere af vores artikler omhandlende money management. Har du problemer med dit spil, finder du link til hjælpelinjer nederst i artiklen.
Interesserer du dig for betting, og er du på den sociale medieplatform Twitter, så er der en udmærket chance for, at navnet Markus H. Kristensen siger dig noget. Markus er én ud af mange af en generation af eksperter, der sælger deres tips på Twitter. Eller det vil sige, det var han indtil den 22. juli, hvor han meddelte, at han trak stikket. Markus havde fået nok. Det kunne selv en indtjening på 130.000 kroner om måneden før skat ikke ændre på.
BetXpert har taget en snak med Markus om, hvordan det er at være Twitter-ekspert, og hvordan det er at gå fra at være en ”Mr Nobody” til at være en ekspert med over 6.000 følgere på Twitter. Herudover også hvad der var drivkraften bag at lægge utallige timer i sin betalingsservice. Det og meget mere.
Det begyndte i kiosken som ung teenager
Ligesom så mange andre, der spiller på oddset, så satte Markus også sit første spil i en kiosk hos vores allesammens statsejede bookmaker, Danske Spil.
Hvordan eller hvornår fandt du interessen for betting?
- Jeg spillede poker i en tidlig alder, hvilket der nok er mange sportsbettorer, der har gjort på et tidspunkt i deres liv. Generelt kan man også sige, at jeg altid har haft en interesse for det med spil; det at kunne være dygtigere end andre og så slå dem i spil. Det har altid fascineret mig.
- Første gang, jeg satte et odds, var som 12-13-årig nede i kiosken efter skole. Spillet begyndte først rigtig at tage fart, da jeg var 20-21 år. Her satte jeg mig ned og stillede mig selv nogle spørgsmål: Er der en fremtid i det her? Er det noget, jeg kan lave penge på, udover bare at have en lille gevinst i ny og næ og så tabe lidt eller gå i nul i det lange løb?
Og hvad kom du så frem til?
- At hvis jeg gik mere professionelt til værks, kunne jeg formentlig udnytte en masse ineffektivitet i markederne. Her snakker vi ikke om de helt store kampe og de store 1X2-markeder og Asian handicap på eksempelvis Premier League og Champions League. Det er ikke det marked, man skal forsøge at slå, fandt jeg ud af. Disse markeder er efterhånden så effektive, at det er en meget svær mission.
Fandt vejen til nichemarkederne
I stedet for at prøve på at slå de store markeder kastede Markus sig over de lidt mindre nichemarkeder såsom kort-spil, indkast, frispark, skud på mål, tacklinger og så videre. Her er markedet mindre effektivt, fortæller eksperten. Særligt kort-spillene skulle vise sig at blive afgørende for hans Twitter-karriere.
- Det var helt klart kort-spillene, hvor jeg først fik øjnene op for, at jeg kunne slå markedet rimelig signifikant. Det var også ad den vej, at hele Twitter-karrieren for alvor begyndte for mit vedkommende. Det var tilbage i 2018.
Krævede det en masse lærepenge, inden du nåede til et punkt, hvor du kunne lave overskud på din betting?
- Nej, faktisk ikke. Jeg har altid været meget statistisk anlagt, og det varede ikke længe, før jeg fandt ud af, at jeg kunne slå markedet. Siden jeg begyndte at tage betting seriøst, har det aldrig kostet mig noget som sådan. Så nej, ingen dyre lærepenge, siden jeg begyndte at tage betting seriøst.
Fra ”Mr Nobody” til betalingsekspert – et øget pres
I 2018 begynder Markus at poste sine spil på Twitter, og to år senere åbner han sin betalingsservice, så folk skal betale for hans spil. Da Markus lukkede sin service tilbage i juli, var han nået op på mere end 6.000 følgere på Twitter.
Hvordan var det at gå fra at være ”Mr Nobody” til at være en kendt bettor med over 6.000 følgere, hvor folk betaler dig penge for dine spil?
- Jeg brugte først og fremmest halvandet år på at etablere mit navn på Twitter. Herefter var det så, at det for alvor tog fart i 2020. Jeg ramte en streak på 27 ud af 28 spil, og så begyndte det pludselig at gå hurtigt med antallet af følgere. Først oprettede jeg min betalingskanal, og inden jeg fik set mig om, kom jeg i selskab med de store Twitter-drenge, som jeg dengang og stadig den dag i dag skriver og sparrer med.
Påvirkede det her, altså det med at levere spilforslag, som folk betalte for, dig i din hverdag? Var du under et pres for at levere overskud?
- Inden jeg oprettede min betalingsservice og kun gav gratis tips på Twitter, var jeg ikke under noget pres. Jeg tænkte selvfølgelig over, at jeg gerne ville gøre det godt, men jeg lå ikke søvnløs om natten, hvis jeg var inde i en dårlig periode. Jeg startede heller ikke Twitter-kontoen op med henblik på at tjene penge. Det fandt jeg først ud af senere, at det var noget, der var muligt, og at det var noget, jeg gerne ville.
- Da jeg senere startede min service op mod betaling, var der et vist pres for at levere. Når jeg en gang imellem ikke selv havde penge på et spil, som var delt med kunderne, heppede jeg altid mest på, at kundernes spil skulle gå hjem fremfor mine egne spil. Gruppen har altid haft førsteprioritet for mig. Så ja, du kan godt sige, jeg følte et stort pres.
Markus forklarer, at han fra tid til anden ikke selv kunne spille på de tips, som folk betalte for. Det havde ikke noget at gøre med, at disse spil var mindre gode. Det var som regel et spørgsmål om at have nok likviditet til rådighed hos den pågældende bookmaker. Det lyder videre fra eksperten, at presset om at levere til gruppen aldrig blev så stort, at det decideret påvirkede hans dag eller humør.
Betalingsservice med månedlig abonnementspris på 750 kroner
Markus H. Kristensen og de andre Twitter-eksperter tjener faktisk ikke deres penge på Twitter. Og så alligevel. Det er kompliceret og alligevel helt simpelt. De skaber sig et navn på Twitter, hvor de viser, at de kan lave overskud på den lange bane.
Når de er nået til dette punkt, kommer kommunikationsplatformen Telegram ind i billedet. Det er herinde, at betalingsspillene bliver delt – ikke på Twitter.
- Min betalingsservice fungerede således, at man som betalende kunde blev tilføjet en konto på Telegram. Det er noget, der minder lidt om Messenger. Det er typisk den kanal, de fleste betalingsservices kører på.
Hvor mange betalende kunder havde du i din service?
- Jeg satte et loft på antallet af medlemmer, hvorfor maksimalt 175 kunne være med. Der var fuld booket op i al den tid, jeg kørte servicen. Jeg satte en begrænsning på antallet af medlemmer, fordi jeg ville undgå, at linjerne (på spillene, red.) ikke skulle forsvinde for hurtigt. Det skulle dog vise sig, at de forsvandt rimelig hurtigt alligevel.
Betalte man for en periode ad gangen?
- Jeg havde en abonnementsløsning, hvor man blev trukket hver måned. Havde man ikke lyst til at være med længere, skulle man bare skrive det til mig.
Hvad kostede et abonnement hos dig?
- 100 euro (cirka 750 kroner, red.) om måneden, hvilket indbragte lidt over 131.000 kroner om måneden. Det er selvfølgelig mange penge, jeg har valgt at sige nej til, men der er flere ting i det. Først og fremmest havde jeg en partner, som fik 12,5 procent. Herudover skulle der betales revisor, moms og skat. Når alt er betalt, er pengene dermed ikke lige så store, som de kan være i de skattefrie gevinster, du får via betting.
- Mange har dog rystet på hovedet ad mig, fordi de synes, det er idiotisk at sige nej til de penge.
Hvor meget havde du tilbage til dig selv, når udgifterne var betalt?
- Jeg har ikke helt tal på det, men jeg vil mene omkring de 50.000 kroner. Jeg har faktisk aldrig trukket så meget som en eneste krone ud til mig selv. Alle pengene står stadig i firmaet. Jeg har aldrig været afhængig af de penge, jeg tjente på servicen.
Tjente ”markant mere” på sin betting
Selvom Markus H. Kristensen tjente en meget god løn på sin betalingsservice, lægger han ikke skjul på, at han faktisk tjente endnu mere på sin egen betting.
Nu har du allerede svaret lidt på mit næste spørgsmål, formoder jeg. Det går nemlig på, om du kunne eller kan leve af din egen betting kombineret med din betalingsservice? Når du havde cirka 50.000 kroner tilbage til dig selv, når alt var betalt, ved bettingservicen, giver svaret vist sig selv her …?
- Ja, det kunne jeg godt have levet af.
Hvad tjente du mest på, bettingservicen eller dine egne spil?
- Det er mine egne spil. Klart, faktisk.
Hvor meget mere end de 50.000 kroner?
- Det går jo hele tiden op og ned i betting, men det var markant mere, jeg selv tjente på mine egne spil. Jeg har selvfølgelig haft tabende perioder, men samlet set over et år var det markant mere end 50.000 kroner om måneden. Mere kan jeg ikke sige om det.
”Det er blevet sværere det seneste år”
Markus fortæller, at han og mange af de andre Twitter-eksperter, som kører i de samme markeder som Markus, ofte fandt de samme gode spil hos bookmakerne.
- Vi ser mange af de samme ting. Der kommer nærmest en facitliste for, hvornår bookmakerne træder ved siden af. Det har man kunnet se, fordi vores (eksperternes, red.) modeller har fundet frem til de samme spil.
- Jeg tror, at mange af os, der var med tidligt på de her markeder, har tjent rigtig gode penge på det. Dette ikke mindst fordi dine konti holdt noget længere tid (inden de blev limiteret, red.) for bare et par år siden, og du kunne få lov til at placere nogle flere penge på de markeder her. Det var en guldmine. Nu er bookmakerne blevet lidt bedre til at lukke, ændre og sætte deres linjer, så det er blevet sværere at tjene penge nu. Der er sket meget på disse punkter bare indenfor det seneste års tid.
Hvordan holder du overblikket over alle disse odds og linjer?
- Jeg sidder med nogle computerprogrammer, der indenfor få sekunder kan fortælle mig, at der er frigivet nye linjer på de forskellige kampe. Her har jeg været meget heldig med at have nogle folk omkring mig til dagligt, som har forstand på den slags teknologi. Det hele handler om, at du er i stand til at komme ud på de tidlige linjer. Det er oftest her, at de bedste spil ligger.
Recency bias og pressede oddssættere
Markus H. Kristensen mener, at mange bookmakerne kan have en tendens til recency bias. Det vil sige, at der lægges meget betydning i resultaterne fra de seneste kampe.
Når du og flere andre eksperter kan slå markedet markant som privatpersoner, er her så tale om, at bookmakerne ikke gør deres arbejde godt nok til at begynde med?
- Ja, helt sikkert. De er i mange tilfælde blinde for nogle ting og har forholdsvis meget recency bias i sig. Det vil sige, at de kigger rigtig meget på, hvad der skete i den seneste kamp og måske også kampen inden. De vægter nye resultater rigtig højt. Eksempelvis hvis Manchester City har fået 25 indkast i den seneste kamp, så vil det have en stor effekt på oddsene og linjerne ved Citys næste kamp.
- Det betyder, at vi (eksperterne, red.) tit ved, om linjerne kommer til at åbne for højt eller for lavt på et givent spil. Det er en ineffektivitet hos bookmakerne. Én af mange.
- Det er dog ikke kun bookmakerne, der lider af recency bias. Man kan måske endda tale om, at de til tider bevidst lider af det, fordi de ved, at spillerne primært kigger på, hvordan det er gået i den seneste kamp og måske lige et par kampe yderligere. Folk har en forventning om, at det, der sker nu, det bliver ved med at ske. Så sort/hvidt er det bare ikke altid.
- Jeg mener i den sammenhæng, at fodboldkampe er meget tilfældige. Mønstrene kan variere meget vidt og bredt. Derfor nytter det ikke noget at drage konklusioner eller sammenhænge ud fra en-to kampe. Det kan sagtens være tilfældigheder.
Når mange folk forestiller sig, hvordan bookmakerne sætter deres odds og linjer, tænker de måske ikke over, at den enkelte oddssætter måske kun har 15-20 minutter til det per kamp. Det er en klar fordel for spillere som Markus H. Kristensen, siger han.
- Vi skal også huske på, at bookmakerne frigiver utrolig mange linjer på disse specialspil. Det vil kræve mere tid og ressourcer, hvis de skulle gøre det endnu bedre. Omvendt kan jeg sidde i en hel uge og forberede mig på indkast, frispark, kort-spil etc. i en håndfuld kampe. Det gør, at jeg kan komme i dybden, hvilken en oddssætter, der har 15-20 minutter per kamp, ikke kan.
- Jeg kan lade være med at spille, hvis jeg ikke kan lide, hvad jeg ser, mens oddssætteren skal komme med et bud på alle kampene.
Markus H. Kristensen roser imidlertid særligt bet365 for at blive ved med at have odds på disse specialspil. Dette selvom han selv og de øvrige eksperter samt deres betalende kunder til tider har ”straffet dem utrolig hårdt”.
Læg ikke for meget i head-to-head-statistik
Ifølge Markus H. Kristensen har mange spillere en tendens til at placere deres spil ud fra statistikker over de seneste indbyrdes opgør. Det er en klar fejl, mener han.
- Folk er lidt for endimensionelle i deres tankegang, når de kigger på kort-spil. En stor fejl er for eksempel at lægge for meget i head-to-head-kampe. Eksempelvis hvis folk kan se, at de seneste fem indbyrdes opgør mellem to hold er gået over 3,5 kort, og du kan få odds 2,00 på over-spillet på samme linje til weekendens kamp. Så har folk en forventning om, at det er en selvfølgelighed, at det vil komme til at ske igen.
- Den head-to-head-statistik er for mig noget af det mest overvurderede statistik indenfor betting. Bookmakerne kan jo også se disse statistikker, og de er tilmed klar over, hvor størstedelen af pengene fra de mindre spillere vil falde, nemlig der hvor statistikken dikterer dem hen. Dermed kan bookmakerne justere oddsene ud fra den viden.
- At kigge på de seneste indbyrdes møder er klart den største fejl, som mange folk begår.
Hvad med tilfælde, hvor det er almenkendt, at klubberne hader hinanden, og linjen er gået over 3,5 kort i de seneste fire-fem kampe, kan du heller ikke bruge det til noget?
- Derbykampe og den slags kan være en undtagelse. Her har vi en derbyfaktor, som er en helt anden variabel. De fleste kampe er dog ikke derbykampe, og her er head-to-head-statistikken overflødig. Rent statistisk set vil det ske, at nogle indbyrdes møder går over en vis linje eksempelvis fem gange i træk. Det behøver man ikke lægge så meget i.
Kan du komme med et enkelt godt råd til, hvad man som bettor skal kigge på?
- Hvis folk er interesseret i at spille på kort-spil, så skal de generelt kigge lidt mere på dommeren til kampen og tildele ham endnu mere vægt. Herudover tror jeg, at der er mange, som vil komme til at undervurdere udebaneforholdene her efter corona. Det seneste halvandet år har det ikke betydet så meget, om man spillede hjemme eller ude, når det kommer til antallet af uddelte kort.
- Her frygter jeg, at mange nok vil komme til at brænde nallerne efter corona, hvis de ukritisk spiller på hjemmeholdet til at få flest kort.
Så du mener, at udeholdene vil begynde at få flere kort generelt nu, hvor coronarestriktionerne er på tilbagetog, og tilskuerne begynder at komme på stadion igen?
- Ja, det vil begynde at gå den vej igen af de årsager. Derfor vil særligt nye bettorer formentlig brænde nallerne, hvis de bare kigger på data fra de seneste halvandet til to år – og det er faktisk typisk det, som folk kigger på. Her har det været marginalt, hvad hjemmebanefordelen har gjort for kort til ude- og hjemmeholdene.
Vil der også generelt komme flere kort i kampene nu, tror du?
- Ja, det regner jeg stærkt med. Bookmakerne er også begyndt at tage højde for forholdene, kan jeg se på linjerne. Tag for eksempel Premier League-spillene. Alle de kortspil, der hedder over/under 3,5 nu, ville have heddet 3,00 i sidste sæson. På den måde har de været fine til at justere, at der er kommet fans tilbage på stadion, og at der er mere tænding på til kampene.
Nedlukning af betalingsservice – ”var ikke en sund livsstil”
Da Markus den 22. juli meddelte, at han ville lukke sin betalingskanal ned, var det ikke en impulsiv beslutning truffet på et splitsekund. Den 24-årige studerende havde levet for længe uden at være opmærksom på sig selv og sine omgivelser.
Closing my group and taking a step back from betting
— Markus H. Kristensen (@Markushk22) July 22, 2021
Read: https://t.co/4e7XEon8jT
Den 22. juli meddelte du på din Twitter-profil, at du ville nedlægge din tipsservice. Var det et svært valg, og hvad lå der egentlig til grund for beslutningen?
- Som jeg skrev i min besked, så er betting lidt en speciel livsstil. Mange tror jo, at det er den rene leg at leve af at bette, men sådan er det langtfra. Det er mange, mange hårde timer foran en skærm, uden at du har kontakt til ret mange mennesker. Det kan være stressende at skulle have øjne på odds, linjer, kampe og resultater konstant. Alt i alt er det ikke nogen vildt sund livsstil, i og med du sidder meget ned foran skærmen.
- Og det er som nævnt tidskrævende. Det er mange timer, du ikke får brugt med dine venner og så videre. Når du som jeg har et stort netværk indenfor betting, så spiller du jo på alt muligt døgnet rundt, hvorfor du kan have svært ved at fokusere, når du er sammen med andre.
- Jeg har siddet og set film med min daværende kæreste, mens jeg havde over 100.000 kroner på en tenniskamp. Det gjorde, at jeg ikke var til stede med hende, og den slags tilstedeværelse fandt jeg ud af, at jeg ikke ville undvære.
Markus fortæller endvidere, at weekender og fridage er en by i Rusland, hvis du kontinuerligt vil være i stand til at tjene penge på betting.
- Der er heller ikke noget med, at jeg bare kunne holde fri fredag og lørdag, for det var her, at spillene oftest kom ud. Her er man som seriøs bettor dikteret af markedet til at være parat til at slå til. Du kan ikke tillade dig at vente et par timer. Så er alle spillene smadret af alle de andre spillere.
- Mit virke har også betydet, at jeg har måttet sige nej til mange sociale ting såsom byture, padeltennis, udlandsture og den slags. Så kan det godt være, at jeg har tjent rigtig gode penge, men det har faktisk aldrig været ussel mammon, som har været drivkræften for mig. Særligt ikke når det kom til min betalingsgruppe. Penge er ikke alt. Jeg gjorde det for at bevise overfor mig selv og min omverden, at jeg kunne gøre det. At jeg kunne slå markedet.
Midt i den travle hverdag med odds, linjer og higen efter resultater kom der indimellem beskeder tikkende ind fra Markus’ betalende kunder. Som oftest var her tale om folk, som ville takke Markus for hans gode arbejde.
- Nogle skrev til mig, at jeg havde været med til at ændre deres liv. Det har eksempelvis været beskeder om, at jeg har været med til at finansiere deres bryllup. En ung mand skrev, at han via mine spil havde fået råd til at købe sin første bil. Andre har sendt billeder til mig af deres Rolex-ure, som de har købt.
- Den slags beskeder betyder meget mere for mig end pengene. At vide, at jeg har været med til hjælpe andre mennesker. Det har været det fedeste.
Hvad var det sværeste ved at være Twitter-ekspert?
- Det sværeste var, når der var tabende dage eller weekender. Det sker selvfølgelig for alle, men det var aldrig sjovt at opdatere spillene med et minus på Twitter. Det gjorde altid lidt ondt på stoltheden.
Markus fortæller endvidere, at han ret beset burde bruge 35-40 timer om ugen på sit studie på Aarhus Universitet. Det har dog været helt umuligt, hvorfor han tit har skullet læse op til eksaminer uden at have været til ret mange forelæsninger.
Råd til andre aspiranter: find din niche
Eksperten har været vidne til flere håbefulde mennesker, der har prøvet at gøre ham og de andre succesfulde Twitter-eksperter kunsten efter. Tit og ofte ender det dog med, at disse nye aspiranter prøver at gabe over for meget, hvilket betyder, at de ender med at fejle.
Med de erfaringer, du har gjort dig med at være en ekspert, som tager imod betaling for dine spil, hvad vil du så råde andre til, som har drømmen om at gøre dig kunsten efter?
- Jeg tror, man skal være indstillet på, at det ikke er så nemt, som det ser ud til at være. Rigtig mange er ikke dygtige nok i det lange løb. Det kan der være flere årsager til. Eksempelvis, at de ikke kan klare, hvordan det ofte går meget op og ned. Det har jeg set rigtig mange gange på danske bettinggrupper rundtomkring på de sociale medier.
- Du skal endvidere være forberedt på, at succesen ikke kommer hurtigt. Du skal være på de sociale medier længe, og du skal have delt mange gratis tips, inden du kan begynde at tage penge for det. Det er ikke nok med en positiv tilbagebetaling over 100 spil. Det kan lige så godt være tilfældigt. Du skal vise, at du er vindende over lang tid. Der gik to år, hvor jeg ikke tog en eneste krone for mine spil.
- Det er selvfølgelig også alfa og omega, at du har flair for spil, og at du er meget interesseret i det. Tro heller ikke, at du kan slå alle markederne. Jeg var selv rimelig hurtig til at finde ud af, hvad jeg kunne slå, og hvad jeg ikke kunne slå. Det gælder med andre ord om at kende sine begrænsninger. Du skal ikke spille på noget tilfældigt, bare fordi det, du ved mest om, ikke lige er på menuen en given dag.
- Find en niche. Lad være med at tro, du både kan være vindende i Counter-Strike og fodbold. Kig gerne på åbningslinjerne på et givent marked, og hold øje med hvilken vej de bevæger sig frem mod lukkelinjerne. Så får du tit en indikation om, hvordan markedet bevæger sig. Dermed kan du muligvis finde en vej ind til, hvordan og hvornår du skal sætte dine spil.
Slutteligt pointerer Markus, at man ikke bør oprette en betalingskanal for pengenes skyld. Det bør i hvert fald ikke være hoveddrivkraften, mener han. Det bedste, som Markus har fået ud af sit virke på Twitter, er, foruden de mange søde takkebeskeder, en række venner og bekendte og ikke mindst sparringspartnere, siger han.
Tæt på at vinde 300.000 kroner ved et tilfælde
Markus er ikke typen, der går efter de helt store gevinster. Han er en highroller med store indsatser, men han jagter ikke bevidst de store odds. Han spiller også næsten altid singler. Der kan snige sig en enkelt double ind her og der, hvis det betyder, at han kan få lidt flere penge igennem på sit spil.
Det betyder, at Markus ikke ligger inde med nogle historier om 100-kroners spil, der blev til 50.000 kroner eller andet. Alligevel har den dygtige bettor en lille anekdote til os.
- Jeg har en lille historie. Det var, kort efter jeg begyndte at spille seriøst. Her havde jeg fundet et kortspil, som jeg gik ned i en Cashpoint-kiosk for at spille. Det var et rigtig godt spil, mente jeg, og den skulle have et skud på 3.000 kroner.
- Jeg fik sat mit spil, men opdagede ikke, at der allerede var valgt et odds af ham, der senest havde været ved maskinen. Så jeg betaler kuponen, hvorefter jeg kan se, at der er tilføjet et live-spil til min kupon. Det var et odds 21 på en to minutter gammel fodboldkamp, hvor der ikke måtte blive scoret.
- Med det ekstra spil betød det, at jeg kunne vinde cirka 300.000 kroner, hvis kampene gik hjem. Det skulle vise sig, at det kom rigtig tæt på. Jeg fulgte selvfølgelig den her fodboldkamp lidt, og som tiden gik, kunne jeg konstatere, at spillet så bedre og bedre ud. De ville ikke score i kampen.
Mon ikke den dygtige bettor fik mere og mere sved i håndfladerne, som kampen skred målløs frem. TIl sidst kunne han i hvert fald desværre konstatere, at heldet ikke var med ham hele vejen til målstregen.
- I det 89. minut gik den ikke længere. 1-0. Dermed var jeg utrolig tæt på en meget stor gevinst ved et tilfælde og en kende uopmærksomhed. Mit eget spil gik hjem, men det kunne jeg ikke bruge til noget.
BetXpert opfordrer atter til ansvarligt spil. Spil derfor ikke for mere, end du har råd til at tabe. Læs eventuelt om en eller flere af vores artikler omhandlende money management. Har du problemer med dit spil, bør du tage kontakt til StopSpillet og/eller registrere dig hos ROFUS.