Benfica vandt efter en tæt kamp med Porto mesterskabet i den bedste portugisiske række sidste sæson og er naturlige favoritter til at gentage kunststykket. Lykkes det Porto eller måske Sporting at vippe dem af pinden? Bliv klædt på til den nye sæson i Primeira Liga i denne optakt af Lusiadas.

Selvom flere profiler har forladt den bedste portugisiske fodboldrække, er der stadig meget at se frem til. Kampen om mesterskabet ser tæt og uforudsigelig ud - hvor står mestrene fra Benfica eksempelvis uden João Félix? Og kan Porto stille et slagkraftigt mandskab efter en sand profilflugt?

Også kampen om de resterende europæiske pladser ser helt åben og spændende ud, om end Braga må forventes at være "best of the rest".

Med tre nye hold i ligaen kommer der formentlig også action i midten og i bunden. Alt i alt er der lagt i kakkelovnen til en uhyre interessant sæson 2019/2020 i Primeira Liga.

Odds på Primeira Liga 2019/2020

Ifølge bookmakerne bliver det en jævnbyrdig kamp i toppen, hvor Benfica er smalle favoritter foran FC Porto. De forsvarende mestre fortjener denne rolle, men niveauforskellen er ikke ret stor, og heller ikke Sporting må dømmes ude på forhånd. Samlet står vi med tre hold, der hver især har fornuftige chancer for løbe med guldet, når sæsonen er slut.

Hvem vinder Primeira Liga 2019/2020?

Bedste odds Bookmaker
Benfica 2,10
Porto 2,75
Sporting 8,50
Braga 34,00
Vitória Guimarães 101,00
Rio Ave 151,00
Boavista 501,00
Moreirense 501,00
Santa Clara 1001,00
Belenenses 1001,00
Vitória Setúbal 1001,00
Portimonense 1501,00
Pacos Ferreira 1501,00
Marítimo 2501,00
Aves 3001,00
Tondela 3001,00
Famalicão 3001,00
Gil Vicente 4501,00

Odds er opdateret 1. august klokken 17:30. Bemærk, at der på enkelte hold vil kunne findes højere odds på Betfairs Spillebørs.

Første møde mellem Benfica og Porto er allerede den 25. august. En kamp vi kan se frem til - og som utvivlsomt vil give det første reelle indtryk af styrkeforholdet mellem de to klubber. Endvidere er der Super Cup finale mellem Benfica og Sporting allerede nu på søndag: Den perfekte måde at starte sæsonen på!

Den velkendte trio kæmper om titlen

Som sædvanligt er der kun tre hold, der reelt har mulighed for at vinde ligaen. Men det ser meget tæt ud mellem disse tre.

Ved første øjekast lader Benfica til at have den stærkeste trup, men der skal ikke meget til, før Porto kan overhale dem. Sporting må heller ikke undervurderes: De står med væsentlig bedre chancer end i sidste sæson, hvor adskillige nøglespillere forsvandt fra klubben grundet problemer bag scenen. I denne sæson har alle tre tophold haft mulighed for at få en ordentlig forberedelse. Lad os se nærmere på hver af favoritterne.

Benfica

Den store nyhed fra transfervinduet er selvfølgelig, at João Félix forlod Benfica til fordel for Atlético Madrid - men til stor økonomisk gevinst for klubben. Efter en stærk sæson er det selvfølgelig et tab for Benfica, men offensiven ser stadig farlig ud, og vi må forvente, at Benficas angreb vil skabe store problemer for modstanderne i 2019/20-sæsonen.

Et andet tab er den brasilianske forward Jonas, der i årevis har været en profil for klubben. Han betragtes som en af de bedste spillere i hele Benficas historie, men med en alder på 35 år var det på tide at lægge støvlerne på hylden. Skadesplagede, men dog talentfulde Salvio er også taget væk.

Til gengæld har Haris Seferovic overtaget Jonas’ rolle på fornem vis. Han gjorde det solidt i sidste sæson og endte som topscorer - endda foran hypede Félix. På højrefløjen har Rafa vist sig at være en mere effektiv spiller end Salvio og står ligeledes på holdkortet endnu.

Blandt nye navne finder vi Raúl de Tomás (hentet fra Madrid - næstdyreste spiller i klubbens historie), Carlos Vinicius (hentet fra Napoli, men med en fortid i Portugal) samt den talentfulde offensivspiller Jota, der har haft stor succes hos Benfica B samt Portugals U17 og U19 hold.

Jota fik nogle enkelte minutter på førsteholdet i den forgangne sæson, men uden at imponere. Denne sæson er forventningerne lidt højere, og han er formentlig den mest interessante ungdomsspiller på holdet.

Offensiven vil altså fortsat være produktiv, mens resten af holdet også ser solidt ud. Midtbanen styres fortsat af velkendte Pizzi og har fået en interessant tilgang i Chiquinho, som imponerede for Moreirense. I forsvaret er ændringerne få: Jardel og Rúben Dias er en solid duo i midten, mens de to talentfulde backs ofte har licens til at gå med frem.

Fortjener Benfica deres favoritværdighed op til sæsonen? Ja, det gør de. Overordnet har de mest talent i truppen. Deres forsvar var ikke bedst i fjor, men med Portos tab i transfervinduet kan Benfica vise sig at blive det stærkeste hold i alle kæder. Succestræner Bruno Lage fortsætter, så Benfica bliver et underholdende mandskab at følge. Vi kan roligt forvente høje handicaplinjer og - med godt 45% sandsynlighed - en ny portugisisk titel. Dog ingen værdi i et vinderspil i denne omgang.

FC Porto

Selvom Benfica tog mesterskabet, så var det en tæt affære i sidste sæson. Porto havde også gode chancer for at hente guldet, men det var med en helt anden tilgang end Benfica. Holdet kunne ikke følge med rent offensivt, men havde med længder den bedste defensiv. Både i de direkte kampbilleder og på de underliggende stats.

Men nu må de undvære talentfulde Eder Militão (skiftet til Real Madrid) og bundsolide Felipe (skiftet til Atlético Madrid). Pepe kom til klubben sidste vinter og er en midlertidig løsning. Han spillede stærkt i de kampe, som han fik, men det er 12 år siden, han forlod klubben til fordel for Real Madrid, og han er ikke ung længere.

Unge Diogo Leite er talentfuld og kan potentielt blive en god erstatning i midterforsvaret, men der er ingen garantier. Ivan Marcano er vendt tilbage til klubben og bør kunne skabe ekstra stabilitet. Alex Telles er sikker mand på venstre back, men han tænker mindst lige så offensivt, som han tænker defensivt.

Målmandsposten kan blive et problem. Casillas spillede det meste af sidste sæson, inden han blev ramt af hjerteproblemer. Daværende afløser var brasilianske Vaná, men fremtidens mand er formentlig unge Diogo Costa, som netop er hentet fra eget B-hold.

På midtbanen kommer Porto til at undvære tidligere anfører Héctor Herrera, der er taget med Felipe til Atlético. Óliver Torres er et andet tab - en super kompetent spiller, som desværre aldrig fik den ønskede spilletid i Porto.

Sidst, men ikke mindst: Yacine Brahimi, der måske har været holdets vigtigste spiller over de seneste sæsoner, er også væk. Man har et håb om, at den kreative Shoya Nakajima kan erstatte Brahimis produktion på venstrekanten. I den modsatte side bør Jesús Corona som sædvanlig være en garanti for fornuftigt spil. Det samme kan siges om Danilo på den defensive midtbane, der er udpeget som ny anfører. Han får nyt selskab i form af Mamadou Loum, der indtil for nyligt befandt sig i Braga. Midtbanen ser generelt fornuftig ud, men Portos fans ville nok ikke klage, hvis der var mere dybde.

For reelt at udfordre Benfica har Porto brug for en eller flere forwards, der for alvor melder sig på banen. Soares var holdets topscorer i sidste sæson, men “kun” med 15 mål. Moussa Marega tog et skridt tilbage og spillede fornuftigt, men ikke fantastisk.

Skadesplagede Aboubakar var engang ligaens bedste angriber og kan potentielt være løsningen igen, men han er stadig et spørgsmålstegn. Porto har hentet Zé Luís fra Spartak Moskva, der har en lang fortid hos Braga og som som minimum må forventes at blive et udmærket alternativ til de etablerede offensivspillere i truppen.

Porto har et solidt hold - formentlig det næstbedste i ligaen. Potentielt kan de slutte foran Benfica, men det kræver, at forsvarsstyrken fra sidste år kan gentages, at der ikke kommer for mange skader på midtbanen, og at mindst én angriber for alvor træder frem. Vi ligger lige i underkanten af 40% for et mesterskab til Porto.

Sporting

Sporting går ind til en sæson, hvor det omsider begynder at se lyst ud. Efter det kaos, der foregik i første halvdel af 2018, blev Lissabon-holdet ikke spået mange chancer i 2018/19 sæsonen. Dog klarede de sig alligevel fint igennem og hentede den sædvanlige tredjeplads på nogenlunde sikker vis.

Ambitionerne rækker dog højere, og spørgsmålet er derfor: Kan Sporting potentielt vinde mesterskabet i den kommende sæson?

Det virker ikke umuligt. Benfica og Porto har begge mistet en række vigtige spillere (især deres unge talenter), så det åbner for nogle muligheder for Sporting.

Men når vi taler om Sportings vinderchancer, så kan vi ikke komme uden om Bruno Fernandes. Ligaens bedste spiller er længe blevet rygtet væk, og det kan meget vel ske snart. Indtil videre er han stadig Sporting-spiller, men adskillige rygter sender ham til Manchester United senere i august. Efter sigende er Sporting åbne for at sælge ham, men de ønsker at beholde ham i truppen, indtil Supertaça-kampen mod Benfica er overstået.

Flere bookmakere (heriblandt Bethard) giver odds 9,00, for at Sporting vinder ligaen. Det virker ikke helt urimeligt at give Sporting omkring 12-15% for at snuppe guldet. Viser det sig, at Fernandes bliver i klubben et år endnu, så er det uden tvivl et værdispil. Hvis han skifter, hvilket meget tyder på, så ligger vi lige på kanten - men det kan formentlig også føre til oddsændringer.

Udover Bruno Fernandes har Sporting en dygtig mand i venstre side af banen - Marcos Acuña. Han scorer sjældent, men han er hårdtarbejdende, aggressiv og vigtig i opbygningsspillet. Acuña roterer meget rundt - indimellem spiller han som back, men oftest længere fremme på midtbanen. Nogle gange endda helt fremme som venstre wing. En vigtig mand for holdet.

Der er interesse i Bas Dost fra udlandet, men lige nu er han stadig i truppen. Han tog et skridt tilbage i sidste sæson - måske på grund af alderen, eller måske på grund af at Fernandes ofte tog tingene i egne hænder. Dog er han stadig en af de bedste angribere i ligaen.

Dost blev i sidste sæson komplimenteret af den interessante Luiz Phellype, der scorede 8 ligamål i 14 kampe. Han snupper en sæson mere. Coates er en vigtig mand i forsvaret, og talentfulde Raphinha forventes at tage et skridt frem i offensiven. Ellers er det svært at finde store højdepunkter i truppen, men bundniveauet bør være nogenlunde højt, og Sporting er det hold, der har mistet færrest spillere i transfervinduet (indtil videre).

Sporting har samtidig hentet en ny angriber i Luciano Vietto, der i fjor spillede for Fulham, hvor han havde scoringsproblemer. I Sporting er der forventninger til ham, og på mange måder er Vietto en spændende profil: Han er en helt anderledes type end de øvrige angribere, som Sporting har i truppen, og han vil formentlig bidrage med mere på banen end en spiller som Dost.

Højre back Valentin Rosier er hentet ind for at styrke bagkæden. Han må kæmpe mod Ristovski, der i sidste sæson spillede udmærket uden dog at være noget særligt. Sporting havde brug for en opgradering på positionen, og nu har de endelig fået en mand, der potentielt kan blive en god langtidsløsning.

Subtoppen: Braga fører klart an

Braga var tæt på at snuppe en top tre placering i sidste sæson. Indledningsvis så det enormt godt ud, og Braga fik en usædvanlig god start. Som året skred frem, blev nordportugiserne overhalet af de tre store hold, men det var alligevel en stærk sæson, hvor holdet ofte gav et positivt indtryk, og det var lige ved, at vi kunne begynde at tale om Portugals fire tophold i stedet for kun de klassiske tre.

Problemet i denne sæson er, at Braga ikke har hentet så mange nye navne til. De har stadig fin kvalitet i truppen, men spørgsmålet er samtidig, hvad ny cheftræner Ricardo Sá Pinto kan få ud af den. Braga ligner et hold, der nemt kan hente en fjerdeplads, men som dog får svært ved at udfordre top tre, hvilket ellers burde være målsætningen.

Lige efter Braga kommer lokalrivalen Vitória de Guimarães. De havde en skidt sæson i 2017/18, men kom fint tilbage igen i 2018/19, hvor det blev til en femteplads. Meget tyder på, at dette resultat kan gentages eller forbedres, da Guimarães er blevet et mere disciplineret og veltrænet hold over det seneste år, og da de stadig har rigtig fin kvalitet i truppen.

Moreirense var den helt store overraskelse i sidste sæson. De leverede nogle fine resultater og klarede sig godt i den samlede tabel. Et skridt tilbage må dog forventes, da Moreirense var lidt småheldige ifølge de underliggende statistikker. I transfervinduet har de mistet et par faste spillere, men samtidig har de hentet andre ind, så en placering midt i tabellen, men uden for top seks, ser mest realistisk ud.

Rio Ave er et andet hold, der over de seneste par år har etableret sig fint lige efter de forreste. De ligner stadig et solidt hold i den øverste halvdel af tabellen, da offensiven er et stykke over gennemsnittet, og da defensiven heller ikke er værst.

Rio Ave har i de sidste par år brugt mange lånte spillere, så der skiftes lidt ud i truppen igen, men organisationen lader til at fungere fint, og med talenter som Carlos Mané og Pedro Amaral, der er kommet ind, ser det ikke dumt ud.

Trods en trist udvikling over de seneste par år har Belenenses en trup, der bør være stærk nok til en solid midterplacering i ligaen. Det samme kan siges om Boavista, der lader til at have et stærkere mandskab i år, blandt andet med tilføjelsen af winger/angriber Heriberto Tavares.

Marítimo er med deres stærke hjemmebane, deres entusiastiske fanbase og deres defensive organisation altid et spændende hold at følge, og de bør nok også forvente en solid midterplacering.

Portimonense har placeret sig solidt i midten over de seneste par sæsoner, og de spiller ofte sjove kampe, og ud fra trupkvalitet bør de formentlig slutte et sted i midten. Loftet er dog højt for Algarve-klubben, der før har overgået forventningerne.

Årets overraskelse kan blive Famalicão

Et af de mest underholdende hold at følge i denne sæson bliver utvivlsomt Famalicão. Præcis som mange andre hold i Minho-regionen har Famalicão i årevis haft en passioneret fanbase, og det forventes at gå helt amok i år. Efter en sikker andenplads i Segunda Liga har Famalicão fået en plads i Primeira Liga, og de har oprustet truppen på ganske interessant vis.

For et år siden fik Famalicão nye ejere - Quantum-gruppen, der også ejer en tredjedel af Atlético Madrid. De har store ambitioner og ønsker at etablere klubben som en af de bedste i Portugal. Op til sæsonen har de hentet masser af unge spillere ind. Nogle på fri transfer, andre via lån.

Det er på forhånd svært at sige, hvem profilerne bliver hos Famalicão, da alle spillerne forventes at være sultne efter at få chancen. Vi bør holde øje med spillere som Ruben Lameiras, der forventes at få en vigtig rolle på midtbanen. Diogo Gonçalves, der bare for to år siden blev anset som et af Benficas største talenter, er også at finde på holdkortet. Det samme er den udmærkede Fábio Martins, som Braga har lånt ud.

Forbindelsen til Atlético Madrid betyder også, at Famalicão har haft mulighed for at erhverve nogle af spillerne fra deres talentakademi. Heriblandt Gustavo Assunçao, Nicolás Schiappacasse og ikke mindst argentinske Nehuén Pérez. Sidstnævnte forventes at få en vigtig rolle i forsvaret.

Gennemsnitsalderen i Famalicão-truppen kommer formentlig til at ligge omkring de 21-22 år. Det er en ung trup med masser af potentiale. Enkelte spillere har dog erfaring: Tidligere Paços-keeper Rafael Defendi er med i truppen, og det samme er højre back Lionn, der før var en vigtig spiller hos Rio Ave.

Cheftræneren João Pedro Sousa har haft succes som assistent, for eksempel da han sammen med Marco Silva førte bundklubben Estoril ind i Europa League, så det bliver interessant at se, hvordan han klarer et større ansvar og en så ung trup.

Det kan egentlig gå begge veje for Famalicão. Måske overrasker de alt og alle. I så fald er en femte- eller sjetteplads ikke helt usandsynligt. Det kan også være, at holdsammensætningen slet ikke kommer til at fungere, og at Famalicão må kæmpe for at blive i ligaen. Vi må se.

Men ikke desto mindre bliver det et vanvittigt spændende hold at følge. Og de kommer til at spille for fulde tribuner hver eneste kamp, i modsætning til mange andre portugisiske klubber der sjældent kan få udsolgt.

Hvem rykker ned?

Vi har set på mesterskabskampen, subtoppen og årets potentielle overraskelse. Den sidste interessante del af ligaen er naturligvis nedrykningskampen - og som altid er der flere hold, der skal kæmpe om at blive over stregen.

Der er dog kun to hold, der rykker ned i år. I sidste sæson skulle der findes tre nedrykkere. Det fjerner lidt af presset.

Umiddelbart ser det ud, som om nedrykkerne skal findes blandt disse hold: Tondela, Gil Vicente, Paços de Ferreira, Setúbal, Aves og Santa Clara. Det ligner umiddelbart de svageste hold op til sæsonstarten. Hold som Portimonense, Belenenses og endda nogle af de hold vi har været inde på tidligere - Famalicão, Moreirense og Boavista - kan dog også komme med i diskussionen, hvis det viser sig, at de ikke kan leve op til potentialet.

Tondela ligner dog det dårligste hold op til sæsonstarten. De har mistet et par af deres nøglespillere, og det er tvivlsomt, om erstatningerne forbedrer holdet i forhold til sidste sæson. Her undgik de i øvrigt nedrykning med nød og næppe.

Det er desuden uvist, hvordan Gil Vicente kommer til at klare sig. Via en retsmæssig beslutning - og ikke en sportslig præstation - er de kommet tilbage i Primeira Liga. De har oprustet en smule, og med træner Vitor Oliveira er der en smule potentiale. Oliveira er ekspert i at vinde Segunda Liga og sikre oprykning, og det bliver interessant at se, hvordan han klarer sig med et hold i den bedste række.

Paços de Ferreira vandt Segunda Liga (med Oliveira ved roret) på sikker vis i den foregående sæson. De har hentet flere unge spillere til, ligesom Famalicão, men lidt mere ukendte navne. Desuden har de et par erfarne spillere. Paços bør kunne undgå nedrykning, men man ved aldrig med oprykkere. Det kan både blive til en sikker midterplacering eller en stor skuffelse.

Vitória Setúbal får formentlig en af deres klassiske sæsoner: De spiller fint i mange kampe, men niveauet et for svingende, og ultimativt undgår de nedrykning med nød og næppe. Det er næsten den samme historie hvert år.

Aves er en ny version af Setúbal: Lille budget, ikke de store forventninger, men de er gode til at undgå nedrykning og har ofte et par overraskelser i ærmet i løbet af sæsonen. I år har de faktisk en interessant trup, men en placering i den nederste halvdel af tabellen må stadig forventes.

Santa Claras hjemmebanefordel vejer tungt, og det giver ø-holdet en fordel. Trupmæssigt er de på samme niveau som de øvrige bund- og midterhold, og grundet jævnbyrdigheden kan de ikke vide sig sikre på endnu en sæson i Primeira Liga - men umiddelbart er det ikke det mest oplagte nedrykkerhold.

Tondela, Gil Vicente og Setúbal ligner umiddelbart de tre hold, der er i størst fare for nedrykning. Men vi bliver en del klogere, når vi ser dem spille. Som altid kan der ske en del, og da der er skiftet meget ud i hvert holds trup, er der stadig mange ubekendte faktorer.

Flere gode spilmuligheder i løbet af sæsonen

Som altid bør der opstå mange interessante spilmuligheder i den portugisiske liga. Ligaen har stadig to ø-baserede hold (Marítimo og Santa Clara), som ligger langt væk fra det portugisiske fastland. Det er ofte en svær opgave for de øvrige hold at spille hos dem, for hjemmebanefordelen er en del større end ellers. Klimaet er anderledes og transporttiden er længere.

Vejret spiller også en rolle i løbet af sæsonen. Vi plejer som regel at se målfattige kampe i løbet af vinteren, mens spillet ofte åbens i foråret. Det har ikke kun indflydelse på over/under-spil - som jo altid er interessante - men også på holdenes indstilling - hvem mestrer bedst den defensive tilgang, og hvem er villige til at åbne sig? I januar plejer der næsten altid at komme nogle trænerrokader, hvilket også ændrer lidt på dynamikken.

Derudover er der europæisk fodbold. Flere portugisiske klubber skal ud i Europa, enten i Champions League eller Europa League. De får et hårdere kampprogram end de andre, og det kan få indflydelse i flere kampe. For eksempel skal Porto, Braga og (måske) Guimarães spille to europæiske kvalifikationskampe mellem de første to spillerunder i ligaen.

Der kan blive mere af det samme senere - Benfica er allerede kvalificeret til Champions League, mens Sporting har en sikker plads i Europa League. Begge Lissabon-klubber forventes dog at have et klart fokus på ligaen, hvorimod Porto er mere tilbøjelige til at lægge ekstra kræfter i Europa.

Transfervinduet lukker sent i Portugal, så der kan nå at ske meget endnu. Desuden bliver det spændende at se styrkeforholdet i løbet af de første par kampe. Traditionelt udskifter de små portugisiske hold store dele af truppen op til hver sæson, og det gør især den første måned interessant at følge.

Hvordan klarer oprykkerne sig i forhold til de etablerede hold? Rykker top tre længere væk fra de andre, og kan store Asian handicaps rent faktisk retfærdiggøres? Som altid er der mange interessante vinkler i Portugal.

Og ser vi bort fra det oddsmæssige potentiale, så er ligaen også spændende at følge af andre årsager. Der dukker ofte store talenter op - nogle gange helt ud af det blå, og de portugisiske hold er generelt gode til udvikle de unge spillere. Så selvom ligaen har mistet et par åbenlyse profiler i løbet af sommeren, skal der nok dukke nogle nye op. Det er en af de bedste ting ved at følge med i portugisisk fodbold.

Selvom de portugisiske kampe ikke vises på dansk tv, så er det alligevel nemt at følge med. Nogle bookmakere - heriblandt Bet365* og Unibet* - plejer at livestreame kampene. Hvad angår odds, så er det generelt svært at finde langtidsspil på ligaen, men der er intet at klage over, når det gælder spiludvalget til de enkelte kampe. Følg med her på BetXpert for at læse regelmæssige analyser og tip til kampene i Primeira Liga!