Championship kan være en uforudsigelig størrelse, da der spilles rigtig mange kampe i et meget presset kampprogram hele sæsonen. Netop uforudsigeligheden og kravene til trupbredde kan være en oplagt mulighed for at finde skæve odds og fin værdi, hvilket eksperten Thomas Schyth forsøger at gøre med denne optakt, der gennemgår samtlige 24 klubber.
Uforudsigeligheden i den næstbedste engelske række, The Championship, er efterhånden velkendt, og det så vi også i sidste sæson, hvor Leeds fra start til slut lignede det absolut bedste mandskab med det bedste fodboldspil - og alligevel endte med ikke at rykke op i Premier League. Spørgsmålet er så, om de kan gøre det i 2. sæson under den kontroversielle manager Bielsa, eller om andre vil presse dem.
Det er altid spændende at se, hvordan det går de tre nedrykkere fra Premier League, der i teorien burde have det bedste setup, men som også ofte mister mange kvalitetsspillere, når de ryger ned. Det er også tilfældet i år, så hvor står nedrykkerne præcist i forhold til de etablerede tophold i rækken?
Brentford og Nottingham Forest er to kubber, der virkelig ser ud til at satse på noget positivt disse sæsoner med meget stærke indkøb, men også tvivl om hvor de reelt står i forhold til de allerbedste. Var Brentford eksempelvis uheldige sidste sæson, eller er det et tegn på general ineffektivitet?
Et andet interessant element i rækken er, at den aggressive angriber Mitrovic er tilbage med Fulham. Senest han befandt sig i denne række med Fulham, leverede han imponerende 12 kasser i de 16 kampe, han spillede. Med en fuld sæson denne gang kan hans målniveau nå imponerende højder, hvis han kan fortsætte den rate. Er han et oplagt bud på topscorertitlen, som bookmakerne forventer?
Championship 2019/2020 Odds og spilforslag
Championship er ofte spændende og har ry for at være særdeles uforudsigelig, hvilket både gælder tabelplaceringerne og de enkelte kampe. Derfor denne optakt, der skal gøre det nemmere at vurdere, om der er værdi i oddsene dels nu og dels i de kommende måneder.
I optakten vil der blive analyseret en række holdinformationer (inklusiv transfers og deres betydning) samt listet nogle interessante odds: For førsterunde-kampene samt for Vinder, Tabelplaceringer og Nedrykning. Krydret hér og dér med nogle spiltanker og måske ligefrem -forslag.
Kom meget gerne med kommentarer og spørgsmål. Og korrektioner - der skal nok være nogle fejl.
Las os starte med at se på vinderodds for at få en bedre idé om, hvordan markedet i øjeblikket vurderer holdene.
Hvem vinder Championship 2019/2020 |
Bedste odds | Bookmaker | Odds fra toneangivende, licensløs bookmaker |
Leeds | 5,50 | 5,50 | |
Fulham | 9,00 | 7,00 | |
Cardiff | 11,00 | 11,00 | |
West Bromwich Albion | 12,00 | 9,00 | |
Stoke | 13,00 | 11,00 | |
Middlesbrough | 17,00 | 16,00 | |
Brentford | 17,00 | 21,00 | |
Huddersfield | 21,00 | 14,00 | |
Bristol City | 21,00 | 26,00 | |
Nottingham Forest | 23,00 | 21,00 | |
Sheffield Wednesday | 26,00 | 21,00 | |
Preston | 34,00 | 31,00 | |
Swansea | 34,00 | 21,00 | |
Blackburn | 36,00 | 31,00 | |
Birmingham | 67,00 | 26,00 | |
Luton | 67,00 | 31,00 | |
Hull | 67,00 | 31,00 | |
Queens Park Rangers | 67,00 | 41,00 | |
Reading | 67,00 | 46,00 | |
Milwall | 71,00 | 51,00 | |
Barnsley | 101,00 | 51,00 | |
Charlton | 101,00 | 36,00 |
Odds er opdateret den 23. juli klokken 15:30. Bemærk, at det er muligt at spille flere hold til et højere odds på Betfairs Spillebørs.
Leeds United
Træner: Marcelo Bielsa (Siden Juni, 2018)
Sidste sæson: 3
Forventet placering: 1
Status
Leeds var - baseret på præstationer - vel det bedste hold i Championship i størstedelen af sidste sæson, men løb ind i en uheldig periode, med en blanding af ineffektivitet samt en hel del skader. Spilkonceptet og trupstyrken fejler dog bestemt ikke noget, og på transfermarkedet har de skaffet en smule mere bredde på holdet - sammen med kvalitetsspillere - og det kunne meget vel tænkes at være nok til at bringe klubben op i Premier League.
Transfers
Leeds har solgt vigtige Jansson i forsvaret, men har samtidig forstærket sig i både bredde og kvalitet. De kunne ganske givet godt tænke sig en ekstra, god forsvarsspiller, men der er også tid endnu at gøre med i transfervinduet.
Man har bl.a. lavet nogle særdeles spændende køb i Helder Costa fra Wolves, samtidig med at de igen har Harrison og Clarke på leje fra Man City og Tottenham, så det er en god og stærk trup der er blevet opbygget. Mujica fra Barcelonas B-hold er ligeledes kommet til klubben og passer rigtig godt ind i den spillestil, Bielsa foretrækker.
Spilforslag/Spiltanker
Leeds slutter i top 2 til odds 4,00 hos Nordicbet
Leeds var formentlig ligaens bedste hold i sidste sæson, men var uheldige / ineffektive ift. at få lukket en slutplacering i top 2. Nu har de en trup, der er en smule bredere og stærkere, og samtidig har de haft en sæson til at vænne sig til Bielsa's markante spillestil. De bør kunne tage et skridt op i tabellen ift. seneste sæson.
Cardiff City
Træner: Neil Warnock (Siden Oktober, 2016)
Sidste sæson: 18 (I Premier League)
Forventet placering: 2
Status
Cardiff rykkede ned fra Premier League i sidste sæon, selvom de leverede overraskende god fight hele sæsonen. De var af de fleste forventet at skulle brage tilbage uden nogle chancer, men de endte faktisk ganske tæt på overlevelse.
I denne sæson har de formået at beholde det meste af den stærke trup - og måske endnu vigtigere har de beholdt manager Warnock. Han er en enormt rutineret herre på dette niveau, og han ved, præcis hvad det kræver at skabe oprykning til Premier League. Klubben har altså et rigtig fint setup til at kunne skabe sig en god sæson og vende hurtigt tilbage til den bedste række.
Transfers
Cardiff har solgt Gunnarsson, der var en afgørende del af den defensive midtbane sidste sæson, men til gengæld har de hentet Vaulks som erstatning, der er en spændende og god spiller. Derudover har de solgt overflødige Zohore og den ellers dygtige forsvarsspiller Manga, men samtidig har de hentet den rutinerede og stærke forsvarsspiller Flint der gjorde det flot i Middlesbrough sidste sæson.
Spilforslag/Spiltanker
Wigan - Cardiff: 2 til odds 2,70 hos Nordicbet
To mandskaber, der kan forvente at kæmpe indædt i hver sin ende af tabellen denne sæson. Wigan var ikke gode sidste sæson, og virker svækkede til denne, mens Cardiff kæmpede godt i en række højere og har forstærket sig til denne sæson.
Brentford
Træner: Thomas Frank (Siden Oktober, 2018)
Sidste sæson: 13
Forventet placering: 3
Status
Brentford endte ganske skuffende som nr. 13 sidste sæson og skiftede da også manager til danske Thomas Frank efter en skidt start. Det er dog interessant ift. deres sæson, at hvis man ser på præstationer fremfor resultater, så var de blandt de bedste mandskaber i rækken, og kan de fortsætte det spil - og samtidig få en bedre sæsonstart - så er det virkelig et hold, der kan overraske og forbedre sin position markant.
Klubben har desuden formået at forstærke sig flot til denne sæson, så det ser ud til at de kan få en rigtig god sæson.
Transfers
Brentford har solgt vigtige Konsa og Bentley (der var en af ligaens bedste keepere sidste sæson), og det er selvfølgelig en svækkelse. Til gengæld har de også hentet yderst fornuftigt ind den anden vej, og vigtigst af alt: Man har indtil videre formået at holde fast på den giftige topscorer Maupay.
Ind er bl.a. kommet Jansson fra Leeds, Jensen fra Celta Vigo, Pinnock fra Barnsley, Raya fra Blackburn og Nørgaard fra Fiorentina. Masser af kvalitet og god bredde, hvis man ikke mod slutningen af transfervinduet sælger alt for mange.
Spilforslag/Spiltanker
Bedste London-klub: Brentford til odds 2,65 hos Nordicbet
I denne "konkurrence" er Brentford oppe mod Millwall, QPR, Charlton og Fulham. De tre førstnævnte forventes at kæmpe om nedrykning og bør ikke blive trusler mod Brentford, mens Fulham som nedrykkere fra Premier League selvfølgelig er en trussel. De er dog også en klub, der er svækket af en masse afgange, så selvom de fortsat har et stærkt setup, bør Brentford med deres forstærkninger i truppen og præstationer fra sidste sæson vurderes tæt på samme niveau som Fulham.
West Bromwich Albion
Træner: Slaven Bilic (Siden Juni, 2019)
Sidste sæson: 4
Forventet placering: 4
Status
West Bromwich så stærke ud sidste sæson, hvor de som nedrykkere fra Premier League leverede en præstation gennem sæsonen der bragte dem til Playoff om at komme direkte op igen. Her måtte de dog se sig slået af de senere oprykkere fra Aston Villa efter straffekonkurrence, så de var bestemt tæt på at komme op.
Til den kommende sæson har WBA hyret den tidligere West Ham-manager Bilic, og selvom han ikke har nogen erfaring med at være manager i Championship, så har han en pragmatisk og effektiv tilgang til sin fodboldfilosofi, der gør, at man med rette kan forvente store ting af klubben denne sæson. WBA er gået af med en del spillere, hvor offensiven ikke ser styrket ud, efter at Rondon og Jay Rodriguez er skiftet ud med Zohore, men der er stadig tid at gøre med, og det generelle setup i klubben ser solidt ud.
Transfers
Som nævnt har WBA skilt sig af med Rondon og Jay Rodriguez i offensiven, hvilket bestemt er et tab. Som erstatning har de hentet Zohore i Cardiff, der dog ikke er en decideret forstærkning, men de har også fået tilgang af Burke til kantspillet og Krovinovic på leje fra Benfica, så man er ikke decideret svækkede i bredde og styrke.
Stoke
Træner: Nathan Jones (Siden Januar, 2019)
Sidste sæson: 16
Forventet placering: 5
Status
Stoke havde en skuffende første halvdel af sidste sæson og en lidt spøjs anden halvdel efter Jones kom til som manager. Efter hans tilkomst spillede de nemlig hele 11 af de resterende 20 ligakampe uafgjort, og hele seks af dem endte 0-0. Til gengæld gik de fra sæsonen med positivt udtryk, idet de i sæsonens afsluttende 15 kampe blot tabte to gange. Et fint fundament at bygge videre på, og i en klub med et stærkt setup, en god manager, en godt brugt transferperiode og en fin infrastruktur må man gerne have store forhåbninger til den kommende sæson.
Transfers
Stoke har skiftet solidt ud i truppen i transfermarkedet, hvor manager Jones forsøger at sætte sit præg og få klubben i den retning, han ønsker.
Holdet har solgt solide Pieters og derudover sagt farvel til en del spillere, som blev vurderet overflødige. Iblandt dem er Berahino og Fletcher.
Til gengæld har de hentet rigtig stærke og rutinerede Championship-folk ind, med tilgang af Cousins (QPR), Davies (Barnsley), Gregory (Millwall), Lindsay (Barnsley), Ward (Burnley), Smith (Huddersfield) og Powell (Wigan). Det er allesammen rigtig dygtige spillere på dette niveau, og det giver truppen en yderst solid bredde og kvalitet, som holdet bør kunne få noget positivt ud af, hvis man formår at spille dem godt sammen.
Spilforslag/Spiltanker
Stoke - QPR: 1 til odds 1,91 hos Nordicbet
Stoke er et hold, der styrkemæssigt hører til i toppen af ligaen, mens QPR forventeligt skal kæmpe mod nedrykning. QPR har skiftet ud i truppen, men ser ikke ud til at være kommet styrkede igennem transfervinduet og er desuden historisk bedst på hjemmebane.
Fulham
Træner: Scott Parker (Siden Februar, 2019)
Sidste sæson: 19 (I Premier League)
Forventet placering: 6
Status
Fulham skuffede fra start i sidste sæson i Premier League og fik aldrig vendt skuden, så holdet endte faktisk med at skifte manager hele to gange i løbet af sæsonen. Det betød en hurtig nedrykning tilbage i Championship, og de skal nu forsøge at gøre det godt her med Scott Parker ved roret. Problemet for Fulham kan lidt være, at de satsede rigtig stort i Premier League ved at hente et hav af dygtige spillere til klubben, men en retur til Championship betyder, at de ikke har råd til disse stjerner mere, så adskillige er allerede forsvundet fra klubben.
Det betyder bl.a., at Fulham i starten af sæsonen har en opgave med hurtigt at få spillet et nyt hold sammen, selvom de kan glæde sig over at den serbiske bomber Mitrovic er blevet i klubben, og han er da også bookmakernes favorit til at ende som topscorer i rækken denne sæson.
Fulham har en stærk trup på trods af afgange, de har et fint setup og en god infrastruktur. Desuden er flere af spillerne rutinerede, da de var med til at rykke op i forrige sæson til Premier League, så det skal de satse på, at de kan udnytte denne sæson.
Transfers
Væk fra klubben er gået Babel, Markovic, Seri, Rico, Schürrle, Vietto og Nordtveit. Det er ganske markant, og selvom de kigger efter kvalitetsspillere den anden vej, er det en trup, der pt. er ganske smal.
De har dog hentet solide Cavaleiro i Wolves og Knockaert fra Brighton. De to spillere, der skal spille omkring Mitrovic, får holdets offensiv til at se særdeles spændende ud. Man kan dog fortsat være bekymret over truppens bredde.
Spilforslag/Spiltanke
Barnsley - Fulham: 2 til odds 2,32 hos Nordicbet
Fulham har måske ikke en bred trup, som det ser ud nu, men startelleveren er yderst stærk, og de bør være solide favoritter mod oprykkerne fra Barnsley. Barnsley rykkede bl.a. op grundet en rigtig stærk defensiv sidste sæson i League One, men til denne sæson har de solgt hele succesforsvaret, og det bør kunne give dem store problemer generelt i sæsonen - og måske i særdeleshed i starten.
Nottingham Forest
Træner: Sabri Lamouchi (Siden Juni, 2019)
Sidste sæson: 9
Forventet placering: 7
Status
Nottingham Forest har fået en pengeindsprøjtning, som de for alvor startede med at gøre nytte af inden sidste sæson. Den store satsning i klubben fortsætter i denne sæson, hvor de fortsat forsøger at styrke truppen med solide indkøb, og det tyder på, at de hele tiden bliver bedre og stærkere, og dermed arbejder sig op i tabellen.
I anden halvdel af sidste sæson kom der styr på tingene og resultaterne i klubben, da rutinerede og dygtige O'Neill overtog managerposten, men i denne sæson er han væk, og i stedet har man hentet Lamouchi i Rennes. Det er lidt en satsning, for selvom han har været i en god klub som Rennes, så er han helt uprøvet ift. Championship, og det er en speciel liga, der kræver en speciel støbning. Kan han få maksimeret potentialet i spillertruppen, ser det dog rigtig fornuftigt ud for Forest.
Transfers
Forest har trimmet truppen lidt ved at sende folk, de ikke brugte i sidste sæson, væk, men til gengæld har de forstærket sig med nogle fine køb. Adomah er en dygtig og rutineret Championship-spiller, der er kommet til fra Aston Villa. Han var uheldig med flere skader sidste sæson, men kan Forest få ham i fuld fitness, er han virkelig en forstærkning offensivt.
Derudover har de hentet Semedo og Ribeiro i Benfica, Silva i Feirense, Ameobi i Bolton og Man City's stærke reservekeeper Muric på forlænget leje.
Huddersfield
Træner: Jan Siewert (Siden Januar, 2019)
Sidste sæson: 20 (I Premier League)
Forventet placering: 8
Status
Huddersfield var den helt store skuffelse i Premier League sidste sæson og røg ud af ligaen med et brag. Det gik endda så galt, at managerhelten Wagner endte med en fyreseddel, og dermed har vi hans landsmand Siewert som afløser på posten. Resultaterne og spillet blev i Premier League ikke bedre, efter Siewert kom til, men det kan tænkes, at en pause og et transfervindue er det, der skal til, for at han kan få holdet drejet over til sin filosofi.
Selvom en nedrykning fra Premier League selvsagt betyder, at flere af de stærke spillere ofte skifter hold, så har de alligevel formået at beholde en ganske stærk trup, hvor bl.a. midtbanestjernen Mooy og forsvarsgeneralen Schindler fortsat er at finde på holdet.
Transfers
Huddersfield har måttet vinke farvel til en masse spillere fra sidste sæsons førstehold, bl.a. Lössl, Smith, Durm, Löwe, Puncheon, Zanka og Mbenza. Til gengæld har de hentet dygtige og rutinerede Elphick i Aston Villa, som på dette niveau er en fin erstatning for Zanka i midterforsvaret. Truppen ser efterhånden lidt tynd ud, og der fyldes op med en del unge spillere, så det kan være yderst vigtigt for holdet at få hentet lidt kvalitet i den sidste periode af transfervinduet.
Swansea
Træner: Steve Cooper (Siden Juni 2019)
Sidste sæson: 10
Forventet placering: 9
Status
Swansea leverede faktisk - set over hele sæsonen - en pæn sidste sæson med en del gode præstationer. Placeringen som nr. 10 var dog ikke helt godkendt, og selvom de godt kunne have fortjent mere, er det blevet til en udskiftning i manager til Steve Cooper. Cooper er en ung, uprøvet manager på dette niveau, men han må have et godt øje for unge spillere, da han i mange år har fungeret som U17-manager for det engelske landshold.
Truppen ser en smule tynd ud og kan få brug for mere bredde, hvis man skal levere en god sæson og nærme sig playoff.
Transfers
Det største problem for holdet er nok, at de har mistet stjernen James til Manchester United, men det indbragte en del penge, som de måske kan bruge til noget. Ayew-brødrene og Montero vender tilbage fra lejeaftaler, men ellers er der ikke sket den store tilgang på transfermarkedet, udover at de har hentet Bidwell i QPR.
Spilforslag/Spiltanker
Swansea ender i den øverste halvdel til odds 2,00 hos Betfair* Sportsbook
Samme odds kan fås hos Kambis bookmakere. Waliserne har en acceptabel sæson at bygge videre på, og kan de fastholde McBurnie og tilføje en kvalitetsspiller eller to for pengene, de fik fra James, så kan det blive et helt fornuftigt projekt, med tilkomsten af den unge manager.Derby
Træner: Phillip Cocu (Siden Juli, 2019)
Sidste sæson: 6
Forventet placering: 10
Status
Derby klarede lige præcis at kæmpe sig op i top 6 sidste sæson, og i playoff gik de til finalen, som de så tabte til Aston Villa. Det var egentlig en acceptabel præstation af holdet, der med Lampard i spidsen dog havde satset og håbet på oprykning. På trods af den manglende oprykning kommer Lampard dog alligevel til at kalde sig Premier League-manager, da han blev hentet til Chelsea i opstarten til den nye sæson.
Det har betydet, at Derby skulle finde en erstatning, og her er valget faldet på hollandske Cocu, der har været manager i flere sæsoner i PSV, inden han tog et halvt år i tyrkiske Fenerbahce. Det, at han kommer fra et helt andet land og en helt anden fodboldkultur, kan sagtens give ham problemer i en så speciel række som Championship, og jeg er ikke umiddelbart solgt, ift. at han skulle være den rette mand for klubben.
Holdet har endnu ikke fået tilført spillere, og med en ganske smal trup kan det sagtens blive en hård sæson for klubben med tømmermænd efter den missede oprykning.
Transfers
Derby har endnu ikke hentet nogen til klubben, men har i stedet ladet flere spillere smutte. Bryson, Nugent og Cole er de mest prominente navne, der ikke længere er i klubben, og det kan blive et problem, at truppen ikke er bredere. Man har stadig kvalitet, men ikke i samme grad som de bedste klubber i rækken.
Spilforslag/Spiltanker
Derby opnår under 72,5 points i sæsonen til odds 1,85 hos Unibet
Derby har fået ny manager, og som helt uprøvet i England kan det enten blive en stor succeshistorie, eller en kæmpe fiasko. Jeg hælder til at der er størst chance for det sidste. De har ikke forbedret truppen til denne sæson, og da de overpræsterede sidste sæson hvor de fik 74 points, så bør der være en solid risiko for, at de ikke kommer op på samme niveau denne gang.Middlesbrough
Træner: Jonathan Woodgate (Siden Juni, 2019)
Sidste sæson: 7
Forventet placering: 11
Status
Middlesbrough havde en blandet sidste sæson med ultra-defensive Pulis ved roret, hvor de akkurat missede playoff. Det var dog i en sæson, hvor de virkelig havde en stærk trup, og selvom Pulis forbedrede defensiven, så er det tvivlsomt, om hans stil var med til at få det optimale ud af holdet. Til denne sæson prøver man sig så med klubkoryfæet Woodgate, der havde en flot aktiv karriere i klubben som forsvarsspiller, men som er helt uprøvet i manager-gamet. Spørgsmålet er, om det er nok at være en integreret del af klubbens DNA, for i så fald kan det blive en stor succes dette samarbejde. Han har nok også længere snor, end mange andre ville få, så kan han sætte sit præg på tingene, kan det blive godt.
Da det er hans første job som manager, kan det være svært at spå om, hvilken spillestil han foretrækker, men man kan dog nok alligevel forvente at den bliver mere offensiv end Pulis - da den ikke rigtig kan blive andet.
I interviewet, Woodgate gav, da han overtog jobbet, lovede han da også selv en mere offensiv tilgang. Han sagde bl.a., at han vil prøve at få flere tilskuere til Riverside Stadium, og at det skal ske gennem den fodboldstil, de vil praktisere. Klubledelsen siger også, at man med Woodgate vil forsøge at skabe en ny identitet, og med den tidligere angriber Robbie Keane som assistent kan man sagtens forestille sig, at det bliver mere underholdende at se Middlesbroughs kampe i den kommende sæson.
Transfers
Middlesbrough havde en god trup sidste sæson, som dog er svækket en smule med afgang af Flint, Downing og Mikel. De har ikke hentet andre end den spanske keeper Mejias i Grækenland, så truppen er en smule tynd og kan bestemt få brug for forstærkning, hvis det skal blive en stor sæson.
Spilforslag/Spiltanker
Middlesbrough indkasserer over 45,5 mål i turneringen (eks. playoff) til odds 1,85 hos Unibet
Sidste sæson endte kun Middlesbrough og Sheffield United under dette antal, og da der generelt er kommet flere offensivt indstillede managers til rækken, kan det blive svært at komme ned på de 41 mål, de indkasserede sidste sæson. Holdet kommer fra en periode med Karanka og Pulis som managere, der begge har været enormt defensivt fokuserede, og med en mere fremadrettet stil må man også forvente, at der kommer flere chancer til modstanderne.Bristol
Træner: Lee Johnson (Siden Februar 2016)
Sidste sæson: 8
Forventet placering: 12
Status
Bristol havde en acceptabel sæson senest, selvom det glippede med playoff, som holdet dog var tæt på. De har gjort det stabilt godt under Jonhson, der fortsat er ved roret, og til denne sæson ser det ud til, at de forsøger at styrke bredden på holdet mere end kvaliteten i startelleveren, og i en hård række som Championship kan det være en rigtig god ide.
Transfers
Bristol er gået af med et par spillere herunder Kelly, Pisano og O'Leary. Det er dog kun forsvarsspiller Kelly, der reelt er et tab for holdet, men det kan blive forværret af, at flere klubber har lagt bud Webster, der er en voldsomt vigtig forsvarsspiller for holdet. Hvis han ender med at blive lokket væk, vil holdet for alvor være ramt i defensiven.
På den positive side har de formået at hente en af sidste sæsons bedste keepere - Bentley i Brentford - ligesom det er lykkedes at tilknytte Kalas på en fast aftale fra Chelsea, efter hans lejemål udløb. Man ser umiddelbart ud til at have styrket sig lidt i bredden, men måske knap så meget i den direkte kvalitet på førsteholdet.
Sheffield Wednesday
Træner: Ingen ny manager siden Steve Bruce skiftede til Newcastle
Sidste sæson: 11
Forventet placering: 13
Status
Den største hurdle for Sheffield Wednesday er, at de godt inde i forberedelserne til den nye sæson mistede manager Steve Bruce til Newcastle. Sidste sæson endte de på en tilforladelig 11-plads i rækken uden på nogen måde at imponere.
Denne sæson kan det være svært at have forventninger om meget mere end en midterplacering med tanke på det sene managerskifte
Transfers
Ud er gået Boyd (midtbanereserve) og Matias (angriber, fast/reserve), men ellers har der ikke været de store bevægelser væk fra klubben. Tilgang af Börner fra Bielefeld, Harris fra Cardiff og Odubajo fra Brentford gør dog, at de har fin bredde på holdet og udmærket kvalitet. Så mangler man blot at få løst, hvem der skal styre holdet...
Millwall
Træner: Neil Harris (Siden Marts, 2015)
Sidste sæson: 21
Forventet placering: 14
Status
Millwall endte blot 4 points fra nedrykning sidste sæson, og med blot en smule forstærkning af truppen kan det virke mærkeligt, at jeg forventer dem så højt i tabellen. Det skyldes dog delvist, at holdet sidste sæson leverede præstationer, der var langt bedre end deres endelige placering, og i mange opgør har de været decideret uheldige ift. spil og chancer. Hvis det "held" - eller effektivitet om man vil - udligner sig blot en smule, så bør de ikke være i voldsom fare for nedrykning.
Transfers
Ud er gået Gregory (topscorer), Archer (førstekeeper) og Tunnicliffe (fast midtbanespiller). Det er umiddelbart en svækkelse, men de har så også hentet dygtige spillere ind.
Ind er kommet Bodvarsson (Reading), Fielding (Bristol), Mahoney (Bournemouth) og Smith fra QPR. Det er nogle gode folk, og det ender med at betyde, at Millwall er forstærkede i kvalitet og bredde. Det store spørgsmål er, om Bodvarsson har kvalitet nok til at være en fuldgod erstatning for Gregory.
Spilforslag/Spiltanker
Millwall - Preston: 1 til odds 2,60 hos Unibet
Millwall ligner efter transfers et hold, der er stærkere end Preston, og med en rigtig stærk hjemmebane i The Den bør oddset derfor være en del lavere end her.Blackburn
Træner: Tony Mowbray (Siden Februar, 2017)
Sidste sæson: 15
Forventet placering: 15
Status
Blackburn endte på en fin 15. plads i sidste sæson. Det lyder måske ikke imponerende at ende som nr. 15, men som nyoprykkere var det et fint resultat, og holdet var et pænt stykke fra nedrykningsstregen, så alt i alt en rigtig fin sæson. Denne sæson ser de desuden ud til at have styrket sig yderligere gennem transfers, så man for alvor kan gøre sig forhåbninger om at konsolidere sig i rækken.
Transfers
Blackburn har solgt førstekeeperen Raya, men har derudover formået at holde på sine vigtige spillere - inklusive kreative Dack, der stod for at skabe 22 mål for klubben sidste sæson. Det bliver af afgørende betydning for holdet at holde fast på ham.
Klubben har forstærket sig med indkøb, idet de har hentet offensive Gallagher i Southampton, rutinerede Downing i Middlesbrough og den dygtige og Championship-rutinerede midtbanespiller Johnson i Derby. Blackburn ligner efterhånden et hold med god Championship-kvalitet, og en fin bredde også til at kunne klare den lange sæson.
Spilforslag/Spiltanker
Blackburn - Charlton: 1 til odds 1,98 hos Nordicbet
Blackburn har forstærket sig godt, mens Charlton nærmere har svækket sig, siden deres fornemme oprykning. Rovers besidder i bund og grund bare mere kvalitet end modstanderne i dag, og der er fortsat stor snak om, at Charlton-manager Bowyer er på vej væk fra klubben. Hvis det sker nu her, så er forberedelserne til den kommende sæson for alvor ødelagt, og så kan de sagtens tænkes at få en svær start på den nye tilværelse i Championship.Birmingham
Træner: Josep Clotet (Siden Juni, 2019)
Sidste sæson: 17
Forventet placering: 16
Status
Birmingham befandt sig sidste sæson i den knap så sjove ende af Championship, men selvom holdet reddede sig rimelig solidt, var det ikke nok til at redde Garry Monks job som manager. I stedet har de forfremmet hans assistent Clotet til manager. Clotet udtaler, at han ikke vil lave grundlæggende om på holdets stil, og at man vil bygge sit spil op om en solid defensiv, krydret med farlige kontraangreb.
Problemet for holdet i øjeblikket er, at de ser ud til at komme ganske svækkede ud af transfervinduet efter at have solgt vigtige spillere uden at hente nogen erstatninger ind.
Transfers
Væk fra holdet er gået sidste sæsons topscorer Che Adams, midtbanespilleren Jota og forsvarsspilleren Morrison. Det er tre markante spillere fra holdet, og finder man ikke en erstatning for Che Adams's 22 sæsontræffere sidste sæson, kan Birmingham få det rigtig svært.
De har dog hentet forsvarsspiller Kelly i Bristol, så det kan godt vidne om, at de satser på en mere solid defensiv fremfor offensiv.
Preston North End
Træner: Alex Neil (Siden Juli 2017)
Sidste sæson: 14
Forventet placering: 17
Status
Preston endte på en acceptabel 14. plads i sidste sæson uden rigtig at være tæt på noget interessant op eller ned i tabellen. De startede ellers sæsonen rigtig skidt med blot en enkelt sejr i de første 10 kampe, men senere kom de efter det, og var særligt solide mod de mindre mandskaber.
I denne sæson er målet endnu engang, at man placerer sig sikkert - og selvfølgelig helst i den øverste halvdel. Det er dog ikke garanteret, det bliver helt så nemt, da de i transfervinduet har solgt deres bedste angriber Robinson og endnu ikke hentet nogle forstærkninger ind.
Transfers
Preston har hentet den stærke forsvarsspiller Bauer fra Charlton, der gjorde det så godt i League One sidste sæson, og Derbys angrebsreserve Nugent. Nugent er en rutineret herre i Championship, men det er bestemt heller ikke en spiller, der løfter niveauet efter Robinson.
Queen's Park Rangers
Træner: John Eustace (Siden April, 2019)
Sidste sæson: 19
Forventet placering: 18
Status
Eustace blev hentet ind i April sidste sæson, da QPR bestemt ikke lignede et hold, der ville overleve nedrykning. Steve McClaren kunne ikke løfte tingene, og så blev han erstattet, og med tre sejre og en uafgjort i de sidste 10 kampe af sæsonen formåede Eustace at vende tingene for Rangers, så man igen i år kan kalde sig Championship-mandskab.
Holdet har altid været kendt for at være skræmmende gode hjemme på Loftus Road (nu omdøbt til Kiyan Prince Foundation Stadium), men det var ikke tilfældet sidste sæson, og det kan blive et problem, hvis de ikke formår at bygge en slags fort her.
Transfers
QPR har solgt en del spillere. Ud er gået Bidwell (forsvar, fast), Freeman (angriber, topscorer), Cousins (midtbane, fast), Lynch (forsvar, fast), Smith (angriber, reserve) og Wszolek (midtbane, fast). Det er en ganske markant stamme, der forsvinder, men det virker som en strategi for at ændre på truppen, da der også er hentet dygtige folk ind.
Ind er kommet Ball (angriber, Rotherham), Barbet, der var fast forsvarsspiller i Brentford sidste sæson, Kelly (Livningston), Wallace fra Rangers og Masterson fra Liverpools ungdomsafdeling.
I øjeblikket ligner det en smule svækkelse af holdet med udskiftningerne, men det er ikke meget, der mangler, før det kan blive en fornuftig disposition. Spørgsmålet er, hvor hurtigt de nye spillere formår at finde et fornuftigt samarbejde.
Hull
Træner: Grant McCann (Siden Juni, 2019)
Sidste sæson: 12
Forventet placering: 19
Status
Grant McCann er kommet til som manager, efter klubben bestemt ikke leverede så godt som håbet sidste sæson. McCann er dog uprøvet på dette niveau og kommer fra Doncaster i League One, så det skal blive spændende at se, om det er et godt valg med ham på posten, eller om det giver bagslag.
Hulls store satsning omkring Premier League de seneste sæsoner har medført, at klubkassen ikke har det godt, og det afspejler sig også lidt på transfermarkedet. Klubben har været nødt til at sende nogle spillere væk, men har ikke hentet fornuftige erstatninger, og er det en trend, der fortsætter det resterende transfervindue, så kan de bestemt få det svært denne sæson.
Transfers
Ud er gået Evandro (midtbane, fast/reserve), Keane (angriber, reserve), Marshal (førstekeeper) og Mazuch (forsvarsreserve). I stedet har man hentet QPR's reservekeeper Ingram, men ellers ikke rigtig noget. Det betyder, at truppen er ganske smal, og det kan blive et stort problem i en så krævende liga som Championship.
Luton
Træner: Graeme Jones (Siden Maj, 2019)
Sidste sæson: 1 (i League One)
Forventet placering: 20
Status
Luton sikrede sig en flot og sikker oprykning sidste sæson, hvor manager Nathan Jones skaffede dem et godt udgangspunkt, inden han søgte videre til større udfordringer hos Stoke. Det betyder, at klubben har skullet vænne sig til en ny stil, og efter sidste sæson blev det så Graeme Jones, der fik styrepinden i hånden - for første gang i hans karriere. Det er altid spændende at se, om et sådant eksperiment bliver en succes eller fiasko.
Lutons klare mål må være at overleve i den bedste række, hvilket dog altid er en svær opgave for en nyoprykker. Luton ser dog umiddelbart ud til at have de bedste forudsætninger for at opnå det mål af de tre oprykkere denne sæson. Klubben har ganske vidst solgt et par vigtige spillere, men leverede så overbevisende en indsats i League One, at man måske godt lige kan klare sig alligevel.
Transfers
Af vigtige spillere har Luton mistet midtbanemændene Justin, Stacey og McCormack. Det betyder, at den afgørende del af holdets struktur er forsvundet og skal bygges op igen.
De har dog hentet nogle potentielt stærke spillere i Galloway fra Everton, Cranie fra Sheffield United, McManaman fra Wigan, Tunnicliffe fra Millwall og så den mere ukendte Sluga fra Rijeka.
Spilforslag/Spiltanker
Luton - Middlesbrough: 2 til odds 2,65 hos Nordicbet
Luton kan få det svært med at vænne sig til det nye og højere niveau og tempo som nyoprykkere. De skal samtidig finde en balance på holdet, efter de har skiftet den stærke midtbane ude, mens Middlesbrough formentlig vil sætte tryk på under den nye manager Woodgate.
Wigan
Træner: Paul Cook (Siden Maj, 2017)
Sidste sæson: 18
Forventet placering: 21
Status
Wigan har klaret sig fint efter deres fornemme oprykning fra League One, og en placering som nr. 18 i sidste sæson var godkendt, så længe de overlevede i rækken. Det er ikke sikkert, det går helt så godt i denne sæson, for et hold der ser ud til igen at skulle kæmpe med om de knap så eftertragtede pladser, da klubben har skilt sig af med en del spillere og mangler både kvalitet og bredde i truppen.
Transfers
Ud er gået midtbanemanden Powell, den rutinerede angriber Vaughan samt midtbanespilleren Walker.
Til gengæld er der ikke rigtigt kommet noget den anden vej udover den stærke kepper Marshall fra Hull.
Reading
Træner: José Gomes (Siden December, 2018)
Sidste sæson: 20
Forventet placering: 22
Status
Portugisiske Gomes kom til som manager i klubben i december sidste år, og det lykkedes ham faktisk at skaffe en del fine resultater, så Reading endte udenfor nedrykning. Det var en stor succes, og han er derfor at finde i trænersædet igen i denne sæson. Problemet for klubben kan være, at selvom man overlevede i sidste sæson, så var præstationerne generelt ikke gode, og man overpræsterede markant ift. xG. Derudover har man ladet en del spillere forlade klubben, men har ikke hentet forstærkninger den anden vej, så man ser tyndt besat ud.
Transfers
Ud er gået Bodvarsson (angriber og vicetopscorer) og forsvarsspillerne McShane og O'Shea. Det er ikke markant afgange, men der er flere reserver, der også er smuttet, så man er efterhånden tyndt besat. Desuden er der rygter om, at manager Gomes kan ende med at blive lokket væk fra klubben med et bedre tilbud fra en større klub - men det er ikke bekræftet endnu.
Det er positivt for holdet, at man har hentet Morrison i Birmingham, men ellers er der ikke tilføjet meget til truppen.
Charlton
Træner: Lee Bowyer (Siden Marts, 2018)
Sidste sæson: 3 (i League One)
Forventet placering: 23
Status
Charlton sikrede sig oprykning fra League One sidste sæson med en sejr i playoff-finalen mod Sunderland. Holdet leverede en god sæson i rækken med Bowyer ved roret, men de ligner også et hold, der sagtens kan risikere at få det svært denne sæson. Bowyer rygtes på vej væk fra klubben, hvilket kan ødelægge forberedelserne, og generelt lader niveauet i truppen ikke til at være til Championship. Vigtige spillere fra sidste sæson er desuden sendt afsted på transfers, så det er afgørende, at Charlton får brugt den resterende del af transfervinduet til at forstærke sig.
Transfers
Forsvundet i forhold til sidste sæson er vigtige Aribo (midtbane) og Bauer (forsvar) samt midtbanereserven Fosu. Bauer og Aribo var to af klubbens allerbedste spillere i oprykningssæsonen, så det bør kunne mærkes som et markant tab, at de er væk.
Største navn, der er kommet til klubben i pausen, er keeper Amos fra Bolton, og selvom han kan levere fint, så kan han næppe redde klubben ene mand.
Spilforslag/Spiltanker
Charlton rykker ned til odds 3,25 hos Nordicbet
Charlton rykker ned til odds 3,25 hos Nordicbet
Charlton ligner ikke et mandskab, der har kvalitet til at skulle være ret længe i Championship - slet ikke efter de har solgt ud af nogle af de vigtigste spillere. Hvis manager Bowyer ligeledes ryger til en større klub, kan hele holdets forberedelser i preseason lide et alvorligt knæk, og det vil bestemt ikke gøre det nemmere.
Barnsley
Træner: Daniel Stendel (Siden Juni, 2018)
Sidste sæson: 2 (i League One)
Forventet placering: 24
Status
En flot og velfortjent 2. plads i League One sidste sæson skaffede Barnsley en oprykning, og det var i særdeleshed holdets solide forsvar, der skaffede dem så langt. Netop det kan blive et problem for holdet denne sæson, da de har skiftet ud i hele defensiven og organisationen og forsøgt at skifte meget ud i truppen. Kontinuiteten kan derfor være ramt, og det gør det næppe nemmere at skaffe overlevelse i den svære række.
Transfers
Barnsley har solgt de faste forsvarsspillere Pinnock og Lindsay samt førstekeeperen Davies. Derudover nogle reservespillere, men det er særligt de tre, der er markante afgange.
Ind er til gengæld kommet en mindre sværm af spillere, hvilket giver mening som oprykkere, men hvor ingen af spillerne indeholder decideret Championship-kvalitet. Godt symboliseret ved, at Barnsley henter Mads Andersen i Horsens, der ikke er dårlig, men heller ikke på et niveau, hvor man kan forvente, at han leverer noget stort i en række som Championship.
Spilforslag/Spiltanker
Barnsley rykker ned til odds 3,50 hos Bet365
Barnsley ligner ikke et hold, der har kvalitet til den højere række, de nu befinder sig i, og med salgene af tre af de vigtigste spillere på holdet bliver det bestemt ikke nemmere.