En historisk dramatisk sæson i 1. division er slut, og endnu et nyt hundeslagsmål er i vente. I år kan kun ét hold rykke op, mens tre hold må en tur i 2. division. Tonni Munk Jensen har taget temperaturen på de 12 hold og giver et bud på op- og nedrykkere i denne optakt til 1. division 2019/2020.


Superligaen er i fuld gang, og nu er det tid til, at næste vogn i det danske fodbold-lokomotiv - nemlig NordicBet* Ligaen - også starter op. Den nye struktur i toppen af dansk fodbold har i den grad indflydelse på næstbedste klasse, for kun ét ud af 12 hold i ligaen rykker op, og med en god håndfuld fuldtidsprofessionelle hold iblandt, så bliver der hård kamp om den enlige plads i det fine selskab.

Spil på 1. division hos Nordicbet

Der spilles en anden slags fodbold i 1. division sammenlignet med Superligaen, så at være nedrykker fra det fine selskab betyder ikke per automatik, at man er sikret en plads i toppen af ligaen gennem hele sæsonen.

Det er der masser af eksempler på, og så sent som i den seneste sæson slog holdene hinanden på kryds og tværs. Det betød også, at Silkeborg rykkede op med beskedne 1,85 point i snit. Og Helsingør, der året før spillede i Superligaen, måtte sluge endnu en nedrykning og er nu at finde i 2. division.

Odds på 1. division 2019/2020: Vejle er favoritter

Det er værd at bemærke, at en tredjedel af klubberne nu har udenlandske ejere. Det gør det en del sværere at forudse deres ageren i transfervinduet, for nok skal der en større pengepung til at købe sig ind i dansk 1. divisionsklub, men det er altid usikkert, hvor mange midler man er villige til at hente spillere for, og hvornår det i givet fald sker.

Odds på vinderen af 1. division 2019/2020

Hvem vinder 1. division 2019/2020

Bedste odds Bookmaker
Vejle 2,80
Viborg 5,00
Vendsyssel 6,00
Fremad Amager 14,00
Næstved 16,00
Fredericia 20,00
HB Køge 22,00
Nykøbing FC 25,00
Hvidovre 65,00
Skive 80,00
Roskilde 100,00
Kolding 100,00

Odds på 1. division er senest opdateret tirsdag den 23. juli klokken 08:25. 

Der er allerede handlet en hel masse i især de bedste klubber, og det kan derfor være uhyggelig svært at estimere holdenes niveau, her få dage før det går løs.

Mit gæt på en slutstilling i 1. division følger til sidst i artiklen. Først en gennemgang af de 12 hold.

1. division 2019/2020: Tre jyske hold i pole position

Tre hold skiller sig ud som favoritter i denne sæson. Naturligt nok er det de to nedrykkere fra Vejle og Vendsyssel samt det hold, der var tættest på oprykning i sidste sæson uden at klare det - nemlig Viborg. De tre hold har kvalitetsmæssigt nogle spillertrupper, der synes et lille niveau over de nærmeste konkurrenters, og de har oven i købet muligheden for at forstærke sig yderligere. Men det er også nogle klubber, der skal rejse sig fra sidste sæsons skuffelser, og flere store profiler er væk fra alle tre hold. Derfor vil vi heller ikke i år se hold cruise igennem sæsonen til en oprykning. Ingen sejre er givet i 1. division, og vigtigt for især de to nedrykkere bliver det at vænne sig til at spille en anden slags fodbold igen.

Vejle

Vejle siger farvel til en del profiler efter nedrykningen. Topscorer Sousa og med-angriber Louati er sammen med målmand Bajza fortid i klubben, mens de forholdsvis faste midtbanespillerne Hallberg og Yurchenko også er væk. Det svækker dem naturligvis, men truppen var nu ganske bred, og erstatningerne holder fint 1. divisions-niveau.

Mads Greve og Viljomur Davidsen i forsvaret, Jacob Schoop og Ylber Ramadani på midten og Kjartan Finnbogason i front bør blive profiler i ligaen og gøre sit til, at Vejle holder sig til omkring den ene Superliga-billet genne hele sæsonen. Træningskampene har været en blandet pose bolscher, og det er ikke videre opløftende, at man i generalprøven skulle frem i overtiden for at besejre Brabrand fra 2. division.

Vendsyssel

I nogenlunde samme situation er Vendsyssel, der også rykkede ned, og nu har sagt farvel til en lang række spillere. Vigtige profiler som Sander Fischer, Moses Opondo, Jon Thorsteinsson og Alhaji Kamara er blot nogle af de spillere, der har forladt klubben, og man kunne fristes til at tro, at det ville være umuligt at stille et fornuftigt hold. Der er dog stadig kvalitet tilbage i den resterende trup, og mange af de spillere, som for et år siden spillede klubben op i Superligaen, har nu mulighed for at spille fast igen.

Den nye træner, Johnny Mølby, skal samle stumperne, og holdet har i træningskampene vist udmærkede takter, og det vil ikke være den store overraskelse, hvis de blander sig i topstriden. Med kun fire-fem spillere tilbage fra sidste sæsons idealopstilling og et par skader til forsvarsprofilerne Jakob Hjorth og Alexander Juel Andersen, kan det dog vare noget tid, før det hele spiller for nordjyderne.

Viborg

Også Viborg har skiftet træner. Ind er kommet Jacob Neestrup fra FC København, og hans første opgave er at skyde noget fodboldglæde og optimisme ind i en flok spillere, som to år i træk har haft gode muligheder for oprykning, men som begge gange er glippet. Holdet var ellers længe det bedste mandskab i ligaen i sidste sæson, og de ved efterhånden, hvordan de skal angribe ligaen.

Sløset forsvarsspil og ineffektivitet i angrebet har dog forfulgt dem, og nu gearer de nok en tand ned på spillerbudgettet, da det er dyrt at holde fast i de store Superliga-ambitioner i flere år i træk. Der spares en del lønkroner på farvel til 8-10 spillere, hvor kun Oliver Thychosen, Nicklas Røjkjær og Andreas Albers har været relativt fast inde omkring start-11'eren.

Viborg har hentet et par fine spillere til startformationen, hvor især Christian Sørensen fra Fredericia virker som en glimrende signing, og han er også gået direkte ind på holdet i testkampene, der har budt på udmærket spil.

Outsiderne: Disse hold kan blande sig i toppen

Det er langt fra utænkeligt, at andre hold kan snige sig op i top 3, for det er og bliver en uforudsigelig række med mange uventede resultater. Sidste sæson var hold som Næstved, Fremad Amager og Køge oppe at snuse til topplaceringerne, og Lyngby kravlede igennem sæsonen stille og roligt fra en nedrykningsplads til en Superliga-billet.

Når det er sagt, vil det være en overraskelse af de større, hvis et af de seks forventede midterhold ligefrem snyder alle og sikrer sig oprykning. 

Størst chance for at overraske giver jeg Fremad Amager og Fredericia. Hvor Fredericia er det stabile 1. divisionshold, som man stort set kender niveauet på og ved hvordan spiller, så er Fremad Amager den frække dreng i klassen, der tør gå nye veje.

Fredericia

Fredericia har over flere år i mange tilfælde været i stand til at spille lige op med de allerbedste hold i NordicBet* Ligaen, og specielt i sidste sæson havde de perioder, hvor de spillede det bedste fodbold af alle. Fredericias største akilleshæl har været manglende stabilitet og effektivitet i afslutningerne.

Derfor forstod man i den grad også træner Jonas Dal, da han i slutningen af sidste sæson drømmende ønskede sig en angriber som Ronnie Schwartz. Amerikanske Enna er hentet ind på den plads, men her få dage før sæsonstart har han endnu ikke fået sin arbejdstilladelse.

Offensive minusser er det også, at sidste sæsons topscorer Christian Sørensen er fortid i klubben, og manden med næstflest mål, Dennis Høegh, er skadesramt.

Fremad Amager

Der sker anderledes positive ting og sager på Amager, hvor øens fodboldmæssige stolthed sæson for sæson synes at lægge nye lag på et ret så spændende projekt. Allerede i sidste sæson overraskede Fremad Amager ved at være med helt fremme om tredjepladsen indtil de afgørende kampe, og i løbet af sommeren er der sket en del i klubben:

Den tidligere svenske landsholdsspiller Olof Mellberg er blevet ansat som cheftræner, klubbens hidtidige træner og den tidligere sportsdirektør er nu begge assistenttrænere, ind er hentet spillere fra Frankrig, Bosnien og Nigeria, det er kun blevet til en enkelt tabt træningskamp (samt blandt andet 0-0 mod FC København), og truppen med hele 12 udlændinge lader til at være helt klar til sæsonstart.

Forpustet? Det er de fleste, som følger klubben, men det bliver meget interessant at se, om det forstærkede hold tager endnu et par skridt op fra sidste sæsons femteplads.

Fremad Amager i Top 3 til odds 4,50 hos Unibet

Fremad Amager har oprustet på både spiller- og trænersetup til den kommende sæson, hvor de skal forbedre sidste sæsons femteplads. Der er en række større og stærkere hold i rækken, men favoritterne har mistet profiler og ser alle svækket ud. Læs tippet her.

Den bløde mellemvare

HB Køge, Næstved, Nykøbing og Hvidovre ligger styrkemæssigt ret tæt.

De to førstnævnte klubber har de bedste hold på papiret, og bør ikke komme i nedrykningsfare, men vi snakker stadig en gruppe hold, som vil spille en hel masse tætte kampe, og hvor det er de små marginaler, der kan afgøre, om man kæmper med i den sjove halvdel eller havner blandt holdene, der skal kæmpe mod nedrykning.

Næstved

Hvad der også adskiller de to førstnævnte hold fra de andre er, at udenlandske investorer har købt sig til aktiemajoriteten i HB Køge og Næstved. Det giver større økonomiske muskler, men det giver også en usikker fremtid, hvor den lokale forankring og det langsigtede fodboldprojekt nogle gange bliver udfordret. Det har man allerede mærket i Næstved, hvor der har været en del rabalder henover sommeren, idet træner Hemmingsen blev kastet på porten og flere danske stamspillere er skiftet ud med eksotiske brasilianere. Det kommer til at tage sin tid at spille holdet sammen, og test-resultaterne har bestemt heller ikke været prangende.

HB Køge

I Køge har der også været en del udskiftninger, men her er tale om mere naturlige af slagsen, idet der er sagt farvel til et par aldrende herrer og målmand Andreas Hansen, hvor man så den anden vej har hentet rutinerede danske forstærkninger med en del kampe i 1. division. Man ser således forstærket ud, og der bør i Køge være en vis forventning om, at man her i Morten Karlsens anden sæson som træner som minimum skal kopiere sidste sæsons syvendeplads.

Nykøbing FC

Nykøbing er en af klubberne med mindst aktivitet i sommerpausen. To spillere på kanten af start-11´eren samt aldrende Tauber i forsvaret er væk, mens to spillere på et forventeligt lidt lavere niveau er hentet ind. Holdet var på et sent tidspunkt i sidste sæson nede at snuse til nedrykningsstregen, og når man kommer svækket ud til sæsonen og er rangeret som det femtedårligste hold af bookmakerne, så bør det også kun handle om at undgå nedrykningen i Nykøbing.

Her kan det blive et problem, at Nykøbing gerne vil spille flot og poleret fodbold. Specielt hvis kvaliteten ikke er til det, og resultaterne ikke følger med i starten. Det gavner heller ikke, at stamspillere som Lars Pleidrup og Søren Christensen efterhånden er blevet 37 og 33 år. Til gengæld spillede holdet en meget fin generalprøve, hvor Hvidovre blev udspillet med 3-0. Det må give tro og selvtillid på Falster.

Hvidovre

Netop Hvidovre var i sidste sæson ellers et svært hold at nedkæmpe. De spillede mange gode kampe mod især de bedste hold, og holdet har efterhånden erfaring med en god defensiv struktur, hård fight og nedrykningskampe.

Oprykkerne fra sidste sæson forblev i rækken på sidste spilledag, og selvom de nu har sagt farvel til vigtige Kiilerich i forsvaret, så har de handlet pænt ind, og især Mikkel Nøhr til offensiven er en stor forstærkning, hvis han kan holde sig skadesfri.

Holdet havde indtil den sidste testkamp gjort det fint i opstarten, og med en potent offensiv, hvor de tidligere Superliga-spillere Kim Aabech og Nicolaj Agger kan støbe kuglerne, så tror jeg ikke, at Hvidovre er blandt de tre hold, der må tage turen ned i 2. division om et lille års tid.

Bundholdene: De får det svært

I bunden af rækken har vi tre hold, som forventeligt skal kæmpe hårdt for at overleve i rækken. De er dog ikke længere fra de andre hold niveaumæssigt, end at et eller to af holdene nok skal klare ærterne, og træningskampene mod andre hold fra rækken har da også vist, at de på dagen sagtens kan skabe overraskelser. 

Skive

Skive har umiddelbart de bedste forudsætninger for at klare frisag af de tre hold. Holdet spillede en fin sidste sæson, og der var reelt aldrig den store tvivl om, at de ville rykke op fra 2. division. I sommerpausen er truppen så blevet forstærket væsentligt med en håndfuld spillere, der mere eller mindre alle kan gå direkte ind på holdet.

Bedste CV har Mikkel Vendelbo fra Silkeborg og Sebastian Grønning fra Hobro, der begge har spillet en del kampe i Superligaen. Og så kan de ellers håbe på, at langtidsskadede André Bjerregaard snart vender tilbage, da han vil forstærke angrebet. 

Kolding

Kolding ligner Skive på mange punkter. Også en ret sikker oprykning fra 2. division, og også de har hentet forstærkninger i pausen. Mads Eriksen og Niels Letort er hentet i Fredericia, hvor de har spillet med omkring startopstillingen, men man har så sendt talentfulde Kristian Kirkegaard den anden vej.

Det går nok lige op, så Kolding skal steppe et par skridt op, hvis de skal undgå en plads blandt de nederste tre. I sidste sæson viste Kolding i pokalturneringen, at de har et fint topniveau, og testkampene har heller ikke budt på nederlag, men midtbanen virker en smule tynd, og de kan få det rigtig svært mod især topholdene, der fysisk og tempomæssigt bør være et niveau over koldingenserne.

Roskilde

Som rosinen i pølseenden har vi ét stort spørgsmålstegn i Roskilde. Klubben har kørt med et alt for dyrt setup, så den nye ejer Carsten Salomonsson har forsøgt at rydde op i den rodede butik ved at præsentere truppen for en kraftig lønnedgang som alternativ til lukning.

Det har betydet, at alle profiler fra sidste sæsons hold nu er flyttet fra klubben, og Roskilde har i enkelte træningskampe spillet med langt flere prøvespillere end klubbens egne på holdkortet. For tre uger siden kunne man godt have været i tvivl om, hvorvidt de overhovedet ville få skrabet et hold sammen til premiererunden, men på utrolig vis er det lykkedes at samle en flok spillere, som synes at ville kæmpe for klubben og gør det ganske fortrinligt.

Der er rester fra sidste sæsons trup, oprykkede U19-spillere, eksotiske testspillere og et par erfarne forsvarsspillere, som ikke kigger så meget på lønsedlen, der i de seneste testkampe har imponeret voldsomt med lutter sejre (bl.a. 2-1 mod Nykøbing), og som nu giver tro på, at klubben måske alligevel kan undgå den ellers truende nedrykning.

1. division 2019/2020: Sådan slutter det

Mit bud på en slutstilling i 1. division ser således ud:

  1. Vejle 
  2. Viborg
  3. Fremad Amager 
  4. Vendsyssel
  5. Fredericia
  6. HB Køge
  7. Nykøbing
  8. Hvidovre
  9. Næstved
  10. Skive
  11. Roskilde
  12. Kolding

Det er ikke en egentlig powerranking, men mit umiddelbare skud fra hoften til en sæson, hvor der højst sandsynligt igen vil komme mange underlige resultater og hold, der overrasker i både positiv og negativ forstand.

Jeg tror mest på Vejle i kampen om den enlige oprykningsplads, men jeg forventer ikke, at det bliver afgjort før de allersidste runder. Viborg har jeg fin fidus til, og de ser ret stabile ud, så de kan måske godt holde Vejle stangen i et godt stykke tid. De næste hold i rækken kan alle byde sig til i top 3, men jeg tvivler stærkt på, at de er gode nok til at tage førstepladsen.

I bunden kan Næstved komme i problemer, hvis ikke de ret hurtigt får styr på tropperne og får bygget en holdånd op, mens Hvidovre og Nykøbing som nævnt også kan blive indblandet i nedrykningsdramaet, hvis de får en skidt sæsonstart eller en dårlig periode. Mit bedste bud er stadig, at de tre outsidere - og bookmakernes bedste bud på bundhold - også slutter på de nederste pladser. 

Har du kommentarer til ovenstående analyse eller bud på slutstillingen i rækken, så kommentér endelig løs i forumtråden nedenfor.