Unibet* blev i december frifundet af Retten i Herning i en retssag, hvor en spilafhængig krigsveteran krævede erstatning for et milliontab, men på ankefristens udløbsdag er dommen blevet anket til Vestre Landsret.
Over en periode på cirka 1 år 9 måneder spillede en krigsveteran fra Balkan sin arbejdsskadeerstatning op hos spiludbyderen Unibet*. Pengene blev brugt på onlinekasino og væddemål, og i perioden tabte krigsveteranen lidt over to millioner kroner.
Et tab, som han krævede erstatning for af Unibet*, da han mente, at spiludbyderen tidligt i forløbet fik kendskab til hans psykiske problemer, der var opstået efter hans udsendelse. Og da han også gjorde Unibet* opmærksom på, at han spillede af desperation og ikke af lyst.
Pengene blev tabt i 2012-2013, og der blev afsagt dom af Retten i Herning 6. december sidste år, hvor Unibet blev frifundet i erstatningssagen.
Men frifindelsen er nu anket til Vestre Landsret efter, at Civilstyrelsen igen tildelte krigsveteranen fri proces i sagen.
Det oplyser krigsveteranens advokat, Jesper Ravn fra advokatfirmaet Kennedys, til BetXpert.
"Civilstyrelsen har meldt fri proces til ankesagen, så vi har anket dommen i dag," siger Jesper Ravn til BetXpert og fortsætter:
"Ankestævningen indeholder en række kritikpunkter af Retten i Hernings dom, som vi på nogle områder finder inkonsekvente i argumentationen. Og det må Civilstyrelsen øjesynligt have været enig - i den henseende bevilligede de fri proces inden for en uge efter, at der blev ansøgt om det," siger Jesper Ravn.
Ankestævningen er indgivet til Vestre Landsret.
Pressechef hos Unibet* Per Marxen oplyser, at spiludbyderen ikke har noget kommentarer til ankestævningen, da det er en verserende sag.
BetXpert har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Civilstyrelsen og Vestre Landsret.