Anden halvdel af Premier League-sæsonen er skudt i gang, og nu begynder endnu en omgang af holdet.dk*'s Premier Manager-spil. Se her, hvad du skal høje øje med, inden du sætter dit hold, og tilmeld dig BetXperts pulje, hvor du kan vinde en fodboldtrøje.
I toppen af Premier League har Liverpool lagt sig i en førerposition med Manchester City og Tottenham halsende efter sig.
Lidt over halvdelen af sæsonen er spillet, og det betyder, at der begynder en ny udgave af det populære Premier Manager-spil hos holdet.dk*. Her er der pengepræmier til de 100 bedste og en plads på verdens bedste fodboldrejse til den allerdygtigste Premier Manager, der har fået sit hold til at stige mest i værdi, når sæsonen er slut.
Næsten 40.000 hold deltog i spillet i efterårssæsonen, og hvis det er nogenlunde repræsentativt for forårssæsonen også, kommer man ikke sovende til en topplacering. BetXpert giver her en række bud på, hvad der er værd at holde øje med, når du skal sætte et Premier Manager-hold.
Hold øje med dobbeltrunder
BetXpert har tidligere interviewet vindere af virtuelle managerspil - herunder også Premier Manager - og et råd fra vinderne, der går igen, er, at det er afgørende at nærstudere kampprogrammet - især når det falder sammen med kampe fra europæiske turneringer og FA Cuppen.
Her vil der traditionelt være kampe, der bliver udsat, og det betyder, at nogle hold i visse runder helt sidder over, mens de samme hold i andre runder har to kampe. Og det kan være en af de ting, der er med til at sikre en topplacering: at man har en brandvarm Mohamed Salah som anfører i en dobbeltrunde, hvor han leverer to mål og tre assists.
For sidste års vinder af forårssæsonen viste det sig ekstra afgørende, da vinderen her havde fire spillere fra hver af Tottenham og Manchester City i en af de sidste runder i sæsonen, hvor begge hold spillede to kampe. Det var med vinderens egne ord dér, at holdet trak fra de andre i toppen.
Pas på med udskiftninger og sæt dig ind i reglerne
En anden ting, som har været med til at bringe tidligere vindere til tops, er at forsøge at holde udskiftninger på et minimum. Det koster nemlig 1 % af spillerens værdi i transfergebyr, og selvom 1 % måske ikke lyder af alverden, kan det hurtigt løbe op og ende med at blive forskellen på, om man slutter på en placering i toppen eller ej.
I det hele taget er det en god ide at sætte sig grundigt ind i reglerne for spillet. Få styr på, hvornår du må skifte spillere ud, og hvor mange spillere du må have fra det samme hold.
Desuden kan du med fordel sætte dig ind i pointsystemet, så du ved, hvad der giver dit hold den største vækst. Det virker måske logisk, at du får point for scoringer, assists og at holde rent mål, men du får også point for eksempelvis redninger og afslutninger indenfor rammen. Læs mere om pointsystemet her.
Udnyt "fejl" i spillet
Indtil videre har Brightons midterforsvarer, Shane Duffy, leveret fire mål i sæsonen, og han er dermed den foreløbig mest scorende forsvarsspiller i ligaen. Der kan være en god fidus i at finde de defensive spillere, der også er målfarlige - et mål af en forsvarsspiller giver en vækst på 150.000, mens et mål fra en angriber til sammenligning "blot" giver 100.000.
Derudover er det værd at holde øje med "fejl" i spillet. Som når en en spiller i virkeligheden er placeret længere fremme på banen, end han er angivet til at være i spillet.
Det kan for eksempel være en spiller, som er angivet til at være midtbanespiller, men ofte spiller i angrebet og derved kommer til flere målchancer, eller en forsvarsspiller, som i virkeligheden spiller på midtbanen og i højere grad har mulighed for at bidrage til det offensive, chanceskabende spil. Chelseas Eden Hazard og Wolverhamptons Matt Doherty var i efterårssæsonen to eksempler på dette. Ligeledes er Cardiffs Callum Paterson registreret som forsvarsspiller på holdet.dk*, men når Cardiff spiller, så ligger han som spidsangriber. Foreløbigt er det blevet til fire mål af skotten.
Tæv eksperter og vind en fodboldtrøje
I dette forår kan du dyste mod de andre brugere her på siden, da BetXpert opretter en pulje i holdet.dks Premier Manager. Vi udlodder et gavekort til en valgfri Premier League-trøje til den bedste BetXpert-bruger.
Det er gratis at være med, og Premier League-ekspert Thomas Schyth samt ekspert på engelsk fodbold generelt, Søren Jonassen, deltager også i puljen. Det er altså en oplagt mulighed for at uddele tæv til to personer, der begge på over 400 spil - heraf langt de fleste fra engelsk fodbold - har en tilbagebetalingsprocent på over 110.
Puljen hedder "Officiel BetXpert-pulje - forår 2019", og koden er "value2019".