19. etape: Embrun - Isola 2000
Selvudelukkelse: rofus.nu | Spil ansvarligt | 18+
Embrun - Isola 2000 (144,6 km)
19. juli kl. 13:15
Fredag venter en hård dag i Alperne, når Touren efter 31 år vender tilbage til skisportsstedet Isola 2000, hvor dagens Tour etape har mål. Inden da venter to bjerge udenfor kategori og dagens pointspurt. Spurten er placeret inden bjergene og er formentlig sprinternes sidste mulighed for at hente point til pointtrøjen – med mindre man hedder Wout van Aert.
Dagens første bjerg er Col de Vars på 18,8 kilometer med 5,7 i snit. Den er hårdest på de første fem kilometer, hvorefter den flader ud flere gange mod toppen. Efter nedkørslen venter dagens hårdeste bjerg – Cime de Bonette med sine 6,9 procent og hele 22,9 kilometer. Den ligger ret konstant på omkring de syv procent, men mod toppen kommer et par hårde stykker. Toppen rundes i 2802 meters højde.
Det er værd at notere sig, at disse to bjerge også var en del af den dramatiske 20. etape af Giro d’Italia 2016, hvor Vincenzo Nibali flåede førertrøjen af Esteban Chaves. Dagens målbjerg, Isola 2000, har som nævnt ikke været med siden 1993. Dengang sejrede den schweiziske vejlenser Tony Rominger foran Miguel Indurain, mens Bjarne Riis kom ind som nummer seks.
Isola 2000 byder på 7,1 procent i snit over 16,1 kilometer. Den er hårdes på første halvdel, hvorefter der kommer et par lettere stykker undervejs mod toppen. Dette er en dag med mange højdemeter og uden tvivl en dag, hvor Jonas Vingegaard og Team Visma Lease a Bike skal forsøge at få ram på Pogačar. Vingegaard kunne dog nok godt have ønsket sig bjerge med sværere stigningsprocenter.
Foto: THOMAS SAMSON / AFP