Milano-San Remo 2019 - optakt og spilforslag: Sprinternes tur i år

Bemærk, at optakten er skrevet den 14. januar, men er senest opdateret den 18. marts med favoritvurderinger mv. 

Milano-San Remo bliver som regel kaldt for sprinternes løb, men en hurtig gennemgang af løbets sejrsliste viser, at det ikke altid er tilfældet. De seneste to år er sprinterne blevet snydt af listige ryttere, der har udnyttet deres chance til fulde.

For et år siden var det Vincenzo Nibali, der løb af med sejren. Italieneren har før flirtet med Milano-San Remo, men de fleste - inklusiv undertegnede - havde afskrevet ham. Det er immervæk et par år siden, at Nibali har set rigtig stærk ud i andre løb end Grand Tours, men ikke desto mindre stak han af på det rigtige tidspunkt og hev sejren hjem.

Men løbet favoriserer fortsat sprinterne, og efter to år med missere må det næsten være på tide, at en sprinter atter igen kommer først over målstregen på Via Roma. Eller hvad? Måske er 2016 og 2017 et udtryk for, at balancen er vendt i cykelfeltet.

Tja, nok ikke - men faktum er, at flere og flere hold vælger at have en fri rytter på holdet ved siden af sin sprinter, og det betyder alt andet lige, at der ofte mangler en dedikeret hjælper i finalen, der er klar til at ofre sig 100 % for sin mand. Jeg siger ikke, at det er årsagen, eller at der er tale om en tendens, men det er værd at holde øje med.

Det er BetXperts mangeårige cykelekspert - Jesper Carstens - der står bag optakten. Sørg for at følge ham, så du får notifikationer ved hvert tip.

Odds på Milano-San Remo hos bwin her

Milano-San Remo 2019 odds

Odds på Milano-San Remo er senest opdateret mandag den 18. marts kl. 09:56. 

Favoritterne ved Milano-San Remo 2019

På papiret er der én rytter, der stikker ud som den tunge favorit i Milano-San Remo, men sandheden er, at det meget sjældent er tilfældet. Peter Sagan har alle egenskaberne til at vinde løbet - men han kommer til kort hvert år. I år har han ikke haft optimale betingelser, og det kan hæmme yderligere. Bookmakerne peger på en håndfuld ryttere, der har pæne chancer for at vinde løbet. Jeg er egentligt ret enig. Her er min favoritvurdering:

Peter Sagan, Bora-hansgrohe

Chancevurdering: 17-18 %

Jeg er relativt langt fra bookmakernes vurdering. Peter Sagan er en rytter, der har egenskaberne til at vinde det her løb adskillige gange, men sandheden er, at han er lykkedes med det lige præcis 0 gange. 

Han kan vinde løbet efter en spurt, men han har også måtte sande, at der som regel sidder hurtigere ryttere på stregen, når det skal afgøres. Han kan også vinde den via et angreb på Poggio-stigningen, men da han fik serveret en matchbold i 2017, blev han overtrumfet af den langt langsommere Michael Kwiatkowski. Han var sandsynligvis for generøs i arbejdet hen til målstregen. I år vil ryttere som Kwiatkowski og Alaphilippe atter sidde klinet i hans baghjul op ad Poggio.

Tilføj så dertil, at Peter Sagan var syg og svækket før Tirreno-Adriatico og flere gange viste tegn på, at han ikke var helt på toppen. Er han kommet sig helt oven på den sygdom, og er han helt frisk igen? Det er vigtige spørgsmål. Ikke mindst fordi Sam Bennett - holdkammeraten fra Bora-hansgrohe - viser fremragende form i år.

Faktisk kan sådan en sygdom af og til vise sig at være en lille fordel. Nathan Haas nævnte det i et interview med Cyclingnews, og jeg tænker, at der er en fin sandhed i det. Er det også en fordel i Sagans tilfælde? Det ved jeg ikke helt, men jeg er ikke klar til at sige med sikkerhed i stemmen, at han er voldsomt hæmmet af sygdommen, der generede ham i optakten. For det er han ikke. Sagan er en rytter, der har et utroligt højt bundniveau, og alene på baggrund af det og hans eminente teknik er han en klar kandidat til at vinde løbet her.

Men han får det svært. 

Fernando Gaviria, UAE Team Emirates

Chancevurdering: 12 %

Fernando Gaviria er skræddersyet til at vinde et løb som Milano-San Remo. Han er en dygtig sprinter, der er god på bakker og som øjensynligt ikke har alverdens problemer efter en lang, hård dag. Han har kørt løbet to gange tidligere. I 2016 lå han i en god position, da han fik mekaniske problemer. I 2017 var han låst, da holdkammeraten Alaphilippe lå ude foran, og han måtte nøjes med en femteplads - som den næsthurtigste mand over stregen.

I år bliver han næppe låst af andre ryttere fra sit eget hold. Tværtimod kommer de til at arbejde for ham. Alle undtagen én. Alexander Kristoff, der tidligere har vundet løbet, og som har en god historik her, vil nok gerne have sin egen chance. Det forstår jeg godt. Men hvis han nu kørte leadout for Gaviria, så ville colombianeren starte i den bedste position overhovedet. Nordmanden er eminent i de her finaler, og han har alle egenskaberne til at blive den bedste leadout-mand i feltet. 

Det er en svær position. Man risikerer, at Kristoff bliver tosset, hvis man tvinger ham til at køre leadout for Gaviria. Men man risikerer altså også hurtigt, at man er tosserne, der fik to sprintere i top 5, men at det kostede dem sejren i løbet.

Gaviria har fået nogle slag af Viviani og Bennett i forårssæsonen, men det her er et andet løb. Gaviria er beviseligt god i den her finale - det er de to andre ikke. Og Viviani kommer næppe til at sidde med et helt hold i finalen. Italieneren er hurtig, men vi har også set flere gange, at han ikke er den hurtigste. Her virker Gaviria fortsat hurtigere end den tidligere holdkammerat.

Odds på Milano-San Remo hos bwin her

Caleb Ewan, Lotto Soudal

For et år siden overraskede Caleb Ewan mildt ved at blive nummer to i Milano-San Remo bag Vincenzo Nibali. Siden har han i den grad slået fast, at han bestemt godt kan klare de hårde ruter, og med sejr på blandt andet Hatta Dam i UAE Tour 2019 er han afgjort én af de mere interessante ryttere.

Han er skiftet til Lotto-Soudal, hvor de fokuserer 100 % på ham. Det, tænker jeg, bliver ret godt for ham på sigt, men jeg er ikke voldsomt imponeret af mandskabet i denne sæson. I al fald ikke i forhold til at yde Ewan nok hjælp i finalerne. Her må han ofte satse på den aldrende Roger Klüge, mens den øvrige del af toget ofte taber fart i forhold til konkurrenterne. Han kunne godt bruge en stærk sidstemand. 

For jeg frygter, at han kommer til at sidde alene i finalen i Milano-San Remo, og det bliver måske hans største ulempe. Han har ganske vist tabt lidt fart i forhold til sine hurtigste dage, men efter tæt på 300 kilometer er han tilstrækkelig hurtig til at vinde. 

Personligt synes jeg, at det er meget, meget tæt mellem Gaviria, Viviani og Ewan. Jeg holder ham lige efter Gaviria, men faktisk foran Viviani i kraft af, at han klarer Cipressa og Poggio bedre end Viviani. Den italienske rival bliver næppe sat, men det må alt andet lige tære lidt mere på ham end Ewan, og modsat Viviani har Ewan bevist, at han kan vinde det her løb. Jeg kan dog ikke finde værdi i odds under odds 10. 

Elia Viviani, Deceuninck Quickstep

På papiret er Elia Viviani også ret spændende, men jeg er faktisk ikke så tiltrukket af Vivani i det her løb.

Først og fremmest har han ikke rigtigt nogle resultater. Det skyldes flere ting, blandt andet et delvist banefokus. I de senere år er han blevet bedre på de hårdere ruter, hvilket især kan ses i Cadel Evans'-løbet, som han nu har vundet i 2018 og 2019. Dermed tror jeg også på, at han godt kan klare både Cipressa- og Poggio-stignignerne, der ikke er specielt hårde, men som falder på et sent tidspunkt i et meget langt løb.

Jeg tror bare, at de kan være med til at udmatte ham totalt. Især hvis holdkammeraten Alaphilippe og co. spiller ud. Det var det, der skete sidste år. Da Viviani, der sad med hovedfeltet hjem, skulle til at sprinte, var der intet tilbage i tanken. Han endte som nummer 19, hvilket var den dårligst placeret i frontgruppen. Holdkammeraten og leadoutmanden Richeze blev nummer 20, fire sekunder efter Viviani.

Quickstep fortsætter med et delt fokus, da de har Alaphilippe (og nok også Gilbert). Jeg tænker, at de to herrer hjælper til i spurten, hvis det ender i en spurt, men Viviani kan ende i en situation, hvor han ikke har mange hjælpere tilbage, og det er nok hans største problem: han er nemlig vant til at have det bedste leadout i feltet.

Jeg er på forhånd ret lunken over for hans chancer.

Julian Alaphilippe, Deceuninck Quickstep

Jeg har heller ikke den vilde tiltro til Julian Alaphilippe.

Det skyldes ikke, at han er dårlig eller i dårlig form. Han er rigtig skarp i øjeblikket.

Det er bare så pokkers svært at holde hjem i Milano-San Remo. Nu gjorde han det i 2017 (og Nibali i 2018), men de fleste har interesse i at have en spurt, og typisk er Poggio ikke så hård, at man kan slå et stort hul. Og selv hvis Alaphilippe lykkedes med det, så forestiller jeg mig, at både Kwiatkowski og Sagan - akkurat som i 2017 - vil sidde med i hans hjul. Eller han sidder i deres hjul. Det vil sige: han vil sandsynligvis blive overmatched i spurten. 

Når det så er sagt, så er Julian Alaphilippe den rytter, der bør have den bedste chance for at køre fra Poggio og hjem til målstregen. Han ser nemlig formstærk ud. Men det gjorde han også i 2018, og her var dagsformen bare ikke god nok. Det er så pokkers vigtigt, at man har diamantben på dagen, hvis man vil gøre forskellen i Milano-San Remo. Ellers straffer de 300 kilometer dig.

Jo, Alaphilippe kan gøre det - men det bliver svært. 

Sam Bennett, Bora-hansgrohe

Som den sidste blandt favoritterne finder vi Sam Bennett. 

Ireren har gang i en fantastisk sæson, hvor han - efter at være blevet vraget til Giro og Tour i vinteren - har rejst fra sejr til sejr. Bennett har i den grad demonstreret, at han er én af de hurtigste sprintere i feltet, og eftersom han samtidigt også er ganske habil på bakkerne, så passer han da perfekt til det her løb.

Sådan nogenlunde i al fald. Bennett har det med at være ret ustabil i placeringskampen. Han kommer sandsynligvis til at være andenviolin efter Peter Sagan. Og så er det ikke til at vide, hvad han kan efter 300 kilometer.

Jeg kan sagtens se Bennett vinde, men jeg synes, at hans odds er faldet alt for drastisk til, at det er interessant. Jeg springer over her.

Outsiderne

Efter de bedste er der mange interessante ryttere, der kæmper om sejren. Jeg er ikke sikker på, at jeg allerede har nævnt årets vinder af løbet. En spurt efter 300 kilometer er nemlig ikke så lige til.

Kigger man mod de sprintere, der er beviseligt gode efter 300 kilometer, kan man kigge på tidligere vinder af løbet. Her fremhæver jeg Alexander Kristoff, der dog kører på hold med Gaviria i år. Nordmanden vil dog nok holde fast i, at han kører sin egen chance her, og derfor kan odds 19 vise sig at være ok betalt - men jeg er simpelthen for bange på grund af potentiel leadoutrolle. 

Så er der mere gods i Arnaud Demare, der har vundet løbet og som efterfølgende har set bedre og bedre ud i det. Da han vandt løbet, var han i problemer på Cipressa/Poggio, men siden har han været en dominerende sprinter på bakkerne. I Paris-Nice var han i begyndelsen hæmmet af sygdom, men det så ud til at han kom sig over skavankerne til sidst. Jeg holder øje med franskmanden.

Det samme gør jeg med tyske John Degenkolb. Han bliver måske aldrig den rytter, han var før det slemme uheld for år tilbage, men efter 300 kilometer er han stadig en af de stærkeste folk. Han blev 4'er i feltets spurt i 2017 - jeg synes, han er interessant. Paris-Nice beviste, at han har problemer med farten, men jeg tror, at længden kan hjælpe ham her, og et podie er muligt. Sejren? Det kræver gode ben på dagen. Men det har Degenkolb før haft.

Man bør også holde øje med Matteo Trentin. I en regulær spurt er han ikke den hurtigste, men italieneren er bomstærk (og ret formstærk). Efter 300 kilometer har han potentiale til at være lidt mere frisk end mange af konkurrenterne. Der vil sandsynligvis sidde hurtigere folk end ham i spurten, så det kræver en fantastisk dag. 

Michael Kwiatkowski har tidligere vundet løbet, og det kan han gøre igen. Det kræver dog, at han kommer i offensiven. Han er hurtig, men han slår ingen af sprinterne. Til gengæld kan han vinde fra en lille gruppe - akkurat som i 2017.

Jeg vil også gerne forbi Dylan Groenewegen, der er - måske - den hurtigste sprinter i feltet. Han er dog ikke specielt holdbar, og bakkerne bør blive et problem. Det mente mange dog også om sidevinden i Paris-Nice, men der bossede han alligevel, så formen er der. Til oddset bliver jeg ikke helt fristet, fordi hans løb nok forsvinder på enten Cipressa eller Poggio. 

Der er flere andre interessante ryttere. Sonny Colbrelli er stærk efter en hård dag i sadlen. Greg van Avermaet og Philippe Gilbert kan lave rav i den. Jeg vil fremhæve danske Magnus Cort. Han vinder nok ikke, men en hård dag i sadlen er guf for ham, og han er i rigtig god form. Kan han snige sig i top 5? Ja, måske. Men han har sine udfordringer i spurterne - særligt i placeringskampen. 

Ruten: Det samme som altid

Med sine næsten 300 kilometer er det længden, der gør Milano-San Remo til noget specielt og ikke så meget ruteprofilen. Man ved nemlig lige præcis, hvad man får: det samme som altid.

Men skulle man tro, at løbet er forudsigeligt ned til mindste detalje, fordi man kender ruten så godt, så tager man fejl. Tværtimod. Kig på vinderlisten siden 2010: Sprintere, puncheurs og sågar bjergryttere (omend Nibali er mere end bare det) har vundet løbet. Så taler man virkelig om en alsidig rute! 

Tidligere vindere:
2010: Oscar Freire
2011: Matthew Goss
2012: Simon Gerrans
2013: Gerald Ciolek
2014: Alexander Kristoff
2015: John Degenkolb
2016: Arnaud Demare
2017: Michal Kwiatkowski
2018: Vincenzo Nibali

Det er dog sandt, at løbet langt hen ad vejen er ganske forudsigeligt. På de første 280 kilometer af den næsten 300 kilometer lange rute følger rytterne samme drejebog som altid: et tidligt morgenudbrud kører afsted, mens feltet i fællesskab hiver dem tilbage igen. Det er først, når rytterne når Cipressa, at der er ved at være samling.

Rutens to nøglepunkter er nemlig Cipressa (5,6 km - 4,1 %), der topper med omkring 20 kilometer til målstregen og især Poggio (3,7 km - 4,0 %), der topper med 5-6 kilometer tilbage af løbet. Det er her, at løbet for alvor bliver afgjort. Vil man noget, så spiller man ud på Poggio.

Vi har i tidligere år set, hvordan Poggio er blevet brugt som angrebsbakke, men også bare hvordan rytterne bruger Poggio til at smadre konkurrenterne i positionskampen. Tilbage i 2017 brugte Sagan den endda til at presse alle konkurrenterne, og bare ved at sætte sig forrest og trampe rev han sig fri med stærke ryttere som Kwiatkowski og Alaphilippe.

Så selvom løbet kan virke til at følge planen de første 290 kilometer, så kan alt ske på de sidste ti kilometer. Det er charmen ved Milano-San Remo.