Suveræne Serena W er storfavorit til at forsvare sin Wimbledon-titel. Læs om Williams, Wozniacki og Co i denne artikel om turneringens spindeside - se markedets bedste vinder-odds forneden...

 

Sådan ser det i hvert fald ud til, at markedet har reageret ovenpå Serenas dominans ved French Open for få uger siden. Oddsene på hende som vinder af Wimbledon ligger helt ned omkring 1,50, og med sidste års græssæson + den nuværende form i baghovedet, så skal man da også være noget af en spasmager for at vove at holde en anden spiller som favorit til at løfte trofæet.

 

Serena er næsten ligesom herrernes top 4 – der er egentlig ikke nogle alternativer til titlen, hvis hun spiller sin bedste tennis. Det gør hun dog heldigvis ikke altid, og det er grunden til, at hun ikke ender øverst på sejrsskamlen, hver gang hun spiller Grand Slam-turneringer. Trofæet kan vi af gode grunde ikke give hende endnu, og jeg er ret overbevist om, at Sharapova og Azarenka vil gøre, hvad de kan for at stikke en kæp i det velfungerende amerikanske hjul.

 

Om det sker… jeg er på linje med markedet og tillader mig at tvivle kraftigt på, hun møder særlig megen modstand i denne turnering, men får hun en ubehagelig lodtrækning, så er der nogle hårdtslående spillere, som kan tage hende ud, hvis de rammer deres topniveau, mens Serena måske endnu ikke er helt spillet ind på græsset og har travlt med at slikke sårene efter en uheldig udtalelse vedr. en voldtægtssag i USA.

 

Hvordan gik det i 2012?

Det er svært at skrive denne optakt uden at nævne Serena igen og igen, men det skyldes udelukkende, at hun er så suveræn på touren pt. Sidste år på dette tidspunkt var det næsten latterligt ensidigt – eller det blev det i hvert fald i løbet af græssæsonen – for Serena var egentlig ikke på nogen måde selvtillidsramt, da Wimbledon startede.

 

Med et pinligt nederlag i French Open til Razzano i bagagen fik hun sig med nød og næppe kæmpet videre fra de første runder i London, men herefter begyndte det hele at tage fart. Kvitova, Azarenka og Radwanska blev slået i henholdsvis kvart-, semi- og finalen, og kun et lidt underligt kollaps i andet sæt mod Radwanska ødelagde fornemmelsen af total dominans fra Serenas side.

 

Den dominans kom til gengæld kort tid efter, da hun smadrede alt og alle på vej til OL-guldet på samme anlæg, hvilket i princippet betyder, at Serena har vundet sine seneste 13 kampe på banerne her.

 

Udover Serenas ”hævn” for French Open-exit’en husker jeg turneringen bedst for Radwanskas første og hidtil eneste Grand Slam-finale. Det vil ikke overraske mig, hvis der går en del år, før det sker igen.

 

Wozniacki spillede fint mod Paszek, men østrigeren fik lidt af et gennembrud og leverede fremragende tennis. Hun sendte både Wozniacki og tre andre spillere spillere hjem, før hun måtte kapitulere mod Azarenka i kvartfinalen, og siden har hun for øvrigt ikke ramt en kugle ordentligt.

 

Clijsters spillede sin sidste Wimbledon-turnering (hvis ikke hun ombestemmer sig og alligevel kommer tilbage på touren på bedste belgiske manér om nogle år), og det var ikke så kønt, da Kerber udraderede hende 6-1, 6-1.

 

Turneringen anno 2013 - fakta

Der spilles som altid både single og double i turneringen – denne optakt fokuserer på single. På kvindesiden har Danmark vanen tro kun Caroline Wozniacki med i feltet. Hun er pt. placeret som nummer 9 på WTA-listen, og hun skal nok forvente at modtage en seedning deromkring. Er hun heldig får hun lige akkurat lov at snige sig foran Errani i seedningen, således hun først kan ramle ind i en af de tre store i kvartfinalen, men Errani er nummer 5 på verdensranglisten, så arrangørerne skal turde det først…

 

Antal spillere: 128

Præmiesum: 34,5 millioner dollars (stigning på hele 40% ift. den samlede præmiesum 2012)

Underlag: Græs

Seedningerne ligger endnu ikke fast.

 

Lodtrækningen

Lodtrækningen foreligger endnu ikke, men den vil være tilgængelig snarest på turneringens hjemmeside. Hvis muligt kommenteres der på lodtrækningen af undertegnede enten direkte i denne optakt eller i kommentarfelterne hertil, ligesom det selvfølgelig også anbefales tennisinteresserede brugere af BetXpert.com at give deres besyv med.

 

Favoritten

Altså grundlæggende synes jeg som nævnt kun, at der er én favorit til titlen. Serena Williams er forsvarende mester, har vundet turneringen fem gange, har lige vundet French Open i sikker stil og virker generelt til at være et niveau eller flere over alle andre på WTA-touren pt.

 

Men oddset er så sandelig også derefter. Ikke engang Nadal på Roland Garros plejer at være så oddsmæssigt lav, som det er tilfældet med Serena ved Wimbledon i år. 1,56 før kommission ligger hun i hos Betfair* i skrivende stund, og selv om jeg også mener, hun er klar favorit, så er 1,5ish godt nok lavt, når der lige skal vindes syv kampe, før hun kan løfte trofæet for sjette gang.

 

Hvis man har en klippefast tro på, hun vinder turneringen, så kan man alternativt afvente og håbe, hun ryger i vanskeligheder undervejs i turneringen. Ved French Open var hun underdog på et tidspunkt under kampen mod Kuznetsova, og Serena har som regel én af de svære kampe i en Grand Slam.

 

Det særlige ved hende er, at hun mentalt er de andre overlegen, så hun får sig som regel rodet ud af problemerne alligevel, men som bettor kræver det, at man i noget, der ligner en håbløs situation, alligevel tør holde fast. Det kan være en temmelig stressende omgang, hvis man har et stort beløb kørende, men når man ikke har penge på spil, så sidder man altid roligt tilbage og ved, at hun nok skal komme igen…

 

Konkurrenterne

To spillere adskiller sig fra de andre; Sharapova og Azarenka.

 

Maria Sharapova elsker det flade hurtige spil, har gode meritter i turneringen (vandt i 2004 over Serena i finalen) og ser generelt mere formstærk ud end måske nogensinde før. Sidste år tabte hun til Lisicki i fjerde runde, og det vil hun formentlig gerne revanchere, og jeg tror bestemt også, hun kommer til det.

 

Alligevel tror jeg bare slet ikke på, hun kan slå Serena i en evt. finale. Serena har leget boksebold med Sharapova siden finalenederlaget for ni år siden, og hvis man husker OL-finalen sidste år på selvsamme anlæg, hvor Serena vandt 6-0, 6-1, så er man nok lidt påpasselig med at spille på russisk triumf i London, så længe Serena er med.

 

Det er lidt samme historie med Victoria Azarenka, for hun er helt klart også et niveau efter Serena i de her turneringer, men faktisk ser jeg hende som en større trussel end Sharapova i den direkte duel med Serena.

 

Azarenka har slået Serena i Doha år, hun havde hende i sækken i US Open-finalen, og hun har generelt spillet meget tættere kampe mod hende end, hvad Sharapova typisk formår at gøre. Jeg tror ikke, Azarenka er skræmt på samme måde for at møde Serena – hviderusseren har en stor tro på egne evner, og det tager hun som regel med på banen, når hun møder Serena.

 

På hard court formår hun at hænge på i tempoet og flytter Serena rundt med vinklede topspundne slag, men på græs tror jeg bare ikke rigtigt på det for hende. Sidste år slog Serena hende to gange 2-0 i Wimbledon og ved OL, og umiddelbart er det svært at se, hvad der skulle have ændret på det i optakten til årets udgave af Wimbledon.

 

Hold øje med…

Bulgarske Pironkova leverer altid resultater på græs. Hun har intet ramt hele året, men hun har været ok i sine to optaktsturneringer på græs, hvor hun har vundet tre og tabt to kampe. Alt ser ud til at være, som det plejer med hende, og lur mig om ikke hun hiver nogle sejre i land igen i år, hvis hun undgår den helt hårde modstand i de tidlige runder. Hun har både været i semifinale og kvartfinale i turneringen, og sidste år tabte hun i tre sæt til Sharapova i anden runde.

 

Efter sejren over Makarova, som jeg opfatter som en ret stærk spiller på græs, så tror jeg på, at Wozniacki er i en helt del bedre forfatning, end det vi så under hele grussæsonen. Jeg forventer ingen sensationer fra hendes ketcher, men jeg tror på, vi får lov at se hende dybt ind i turneringen, og det er bestemt ikke urealistisk med en kvartfinaleplads, hvilket vel også vil være et regne som en succes pt.

 

Lisicki har langt fra indfriet sit potentiale endnu. I 2011 nåede hun semifinalen, sidste år kom hun til kvarten, men skader og den deraf manglende kontinuitet i kalenderen har gjort, at hun ikke rigtigt har ramt sit topniveau siden 2011. Hun har dog spillet til at drille dem alle sammen her i London, og kan hun finde tidligere tiders takter, så skal vi regne med hende gå rigtig langt igen i år.

 

Kvitova bliver bare ved at skuffe. Hun har så stort et anlagt spil, men hendes hjerne fungerer bare ikke for tiden. Hun kan stå helt af i løbet af en kamp, som hun ellers har i sin hule hånd, og hendes ellers så sikre servepartier ser mere og mere skrøbelige ud.

 

Alligevel vil jeg ikke afskrive hende her. Hun har vundet turneringen før, og hendes topniveau er måske det næsthøjeste på hele touren. Måske det var på tide at skifte lidt ud i træningsteamet, for de får i hvert fald ikke det optimale ud af potentialet for tiden, og måske det netop er det, der sker, hvis ikke hun får succes ved Wimbledon. Jeg vil dog godt lige give hende lidt snor i første omgang og udråbe hende som en af dem, man skal holde øje med i anden uge af turneringen.

 

Hold fingrene fra…

Af de store stjerner synes jeg primært, det er oplagt, at Sara Errani kommer til at pakke en kuffert i løbet af uge 1. Hun kan selvfølgelig være heldig med lodtrækningen, som hun så ofte har været, men grundlæggende har hun udover sin hurtighed ingen kompetencer til græsunderlaget overhovedet. Hun har en rekordliste på 11-16 på underlaget, hvilket er uhørt ringe for en top 5-spiller, og sidste år præsterede hun sågar at tabe 24-0 i point i første sæt mod Shvedova i tredje runde!

 

Errani er blevet en bedre spiller på hurtige underlag, men her i London holder hendes tennis ganske enkelt ikke vand, og hun ryger sandsynligvis ud, så snart hun møder en, der kan losse hårdt til boldene.

 

Stosurs baghånd – the missing link – gør det reelt umuligt for hende at opnå noget som helst på græs. Udover en baghånd, der krakelerer, så snart der kommer tempo i duellerne, så får hun hverken kredit for sin kickserv eller sin topspundne forhånd på græsset.

 

Hendes slice er ikke giftig nok til at holde modstanderen under pres, og hendes rekordliste i Wimbledon på 6-10 med et hav af nederlag til upåagtede spillere fortæller meget godt en historie om en australier, som nok kommer fra et land med stolte græstraditioner, men som samtidigt på ingen måde kan eller nogensinde kommer til at leve op til de flotte australske græsmeritter. Jeg forventer en hurtig exit igen fra Stosur.

 

Ivanovic har faktisk haft et ret godt år, men jeg synes stadig ikke, hun kommer i nærheden af det, hun bør præstere, når hun står ansigt til ansigt med de andre spillere fra top 10. Hun var ekstremt skuffende mod Radwanska i French Open, og hvis hun ikke engang kan yde ordentlig modstand der, hvordan skal hun så kunne det i Wimbledon, som hun aldrig helt er blevet gode venner med.

 

En semifinale fra dengang, hvor alt så lyst ud for hende, vidner dog om en spiller, som ikke føler sig utilpas her, men Ivanovic er bare ikke den samme spiller anno 2013, som i 2007-2008, og jeg tror ikke, hun har hverken hovedet, serven eller den taktiske formåen til at komme langt i årets Wimbledon.

 

Vinder-odds

Udvalgte odds på vinder af turneringen, med fokus på de, i optakten, nævnte favoritter. Vær opmærksom på, at lodtrækningen til turneringen er ude og at der kan være fornuft i at placere sit vinderspil hos Betfair*, med henblik på at sælge længere henne i turneringen.

Vinder

Bedste odds Bookmaker
Serena Williams 1,50
NordicBet
Maria Sharapova 8,41
Betfair
Viktoria Azarenka 9,36
Betfair
Petra Kvitova 34,25
Betfair
Sabine Lisicki 150,00
Unibet
Caroline Wozniacki 171,05 Betfair
Tsvetana Pironkova 532,05
Betfair