Tidligere denne lørdag var vi rundt om VM-kvalifikationen på vores kontinent, men der spilles jo fodbold andre steder i verden, og ihukommende, at hele 19 af de 32 VM-deltagere skal findes udenfor Europa, så giver en oversigt over, hvordan det går på egne breddegrader, ikke noget fuldt billede. I Oceanien er man færdige, og der synges på sidste VM-kval-vers både i Sydamerika, Nord- & Mellemamerika, Afrika og Asien.

Efter tidligere i dag at have trawlet den europæiske VM-kvalifikation igennem, hvor VM-bronzevinderen for tre år siden i Brasilien, Holland, ligner at blive mest spektakulære bud på en overraskende eliminering, er tiden fremme ved ”Resten af Verden”.

Var blikket kun på, hvilke nationer, der har en realistisk chance for at løfte VM-trofæet, kunne man med rette stoppe efter gennemgang af Europa og den nedenfor følgende af Sydamerika. Ingen nationer fra andre end fodboldens to hæderkronede verdensdele har nogensinde været bare nogenlunde tæt på titlen. Og inden jeg går videre, finder jeg det passende at liste de tidligere VM-vindere, fem europæiske nationer og tre sydamerikanske.

 

VM har været afholdt i alt 20 gange, med følgende vindere:

Brasilien (5 titler)

Tyskland (4 titler)

Italien (4 titler)

Argentina (2 titler)

Uruguay (2 titler)

Spanien (1 titel)

Frankrig (1 titel)

England (1 titel)

Sydamerika

Hvorfor er overstående så vigtigt, kan man sige? Jo, for selvom vi i vores verdensdel gerne vil være omdrejningspunktet, så ”fører” Europa altså kun 11-9 over Sydamerika i antal VM-titler, og et kig på CONMEBOLs VM-kvalifikation er ikke kun for fuldstændighedens skyld, men også fordi det med baggrund i statistikken langtfra kan udelukkes, at det er fra Sydamerika, den kommende VM-vinder skal findes.

 

Og man tager VM-kvalifikationen alvorligt i CONMEBOL. Ikke noget pusse-nusse-fedteri med at ”det kan blive til for mange kampe” eller noget i den dur. Næ, i Sydamerika spiller man ganske enkelt en alle-mod-alle-turnering hjemme/ude efter bedste liga-model, som i princippet ér den bedste model til at finde de rigtige og mest værdige VM-kvalifikanter. At man i Europa åbenbart kun kan finde plads til 10 VM-kvalifikationskampe i kalenderen står i skærende kontrast til Sydamerika, hvor 18 kampe ikke repræsenterer noget problem.

 

Efter 17 af de 18 spillerunder står man ved tærsklen for afgørelsen. Fire nationer kvalificerer sig direkte til slutrunden næste sommer i Rusland, mens nummer fem i, hvad vi kan kalde den sydamerikanske liga, skal ud i to playoff-kampe mod vinderen af den oceaniske kvalifikation. Med 17 af 18 kampe spillet skulle man tro, at et overblik var fundet, men nej, der er spænding på til det sidste, hvilket vil sige sidste fløj omkring 02.30-tiden (dansk tid) natten til onsdag.

 

Eneste nation, der er sikker på deltagelse i Rusland, er Brasilien med massive 38 point, mens Ecuador, Bolivia og Venezuela i den anden ende af tabellen har forspildt deres chancer for kvalifikation.  

 

De tre resterende VM-pladser efter Brasilien samt playoff-pladsen mod Oceaniens repræsentant står til uddeling mellem seks nationer – Uruguay, Chile, Colombia, Peru, Argentina og Paraguay.

 

Det er en oversigt værdig mellem disse seks, altså holdene to til syv i CONMEBOL-kvalifikationen:

Placering: Nation: Kampe: Point:  Målscore:       
2 Uruguay 17 28 28-18      
3 Chile 17 26 26-24       
4 Colombia 17 26 20-18      
5 Peru 17 25  26-25      
6 Argentina 17 25  16-15       
7 Paraguay 17 24  19-24       

Det opsigtsvækkende er naturligvis, at Argentina lige nu ligger til ikke at kvalificere sig til VM, og det er næppe kun fodbold-fans verden over, der kommer til at græde tårer over ikke at se Lionel Messi - der vil også blive grædt, omend tårer af lidt tørrere økonomisk karakter, på executiv-gangen hos FIFA.

 

Men fodbold er fodbold, og faktum er, at Argentina ligger, som de selv har redt. Undertegnede følger pænt grundigt med i fodbolden på det sydamerikanske kontinent, og jeg mener det helt alvorligt, når jeg siger, at deres stjernetrup til trods, så spiller Argentina ikke til at være i Top-3 og måske heller ikke engang Top-4 i Sydamerika. Jeg ser både Brasilien, Chile og Colombia som stærkere mandskaber, og jeg ser egentligt ikke Argentina som stærkere end ej heller Uruguay (potentiale kan man jo ikke bruge til meget, når det ikke bliver indfriet). Toppen af kransekagen, eller rettere bunden, bør jeg vel sige, blev så nået natten til fredag, hvor, selvom en sejr var et ufravigeligt krav, Argentina hjemme i Buenos Aires ikke formåede at åbne Perus forsvar op. Kampen sluttede, som den startede, 0-0, og nu er Argentina i svære problemer.

 

Vi skal have et blik på sidste spillerunde:

Brasilien – Chile

Ecuador – Argentina

Paraguay – Venezuela

Peru – Colombia

Uruguay – Bolivia

 

Her springer to indlysende resultater i øjnene – Uruguay taber næppe til Bolivia (omend uruguayanerne pga. deres målscore i praksis er videre uanset resultat), og Paraguay vinder over Venezuela.

 

Resten... bom-bom-bom...

 

Ecuador ér jo ude af kvalifikationen og burde dermed ikke have det store at spille for, men dén holder bare ikke på hjemmebane i Sydamerika, hvilket man så for blot to dage siden, hvor Bolivia spillede uafgjort med Brasilien. Og selvom Ecuador er faldet bag af dansen i denne kvalifikation, så er det på hjemmebanen oppe i Andes-højderne i Quito et farligt mandskab. Og Ecuador vil nyde at stille en kæp i hjulet for Argentina, der ikke er noget særligt populært mandskab i resten af Sydamerika. Det er med andre ord en svær kamp for Messi og kompagni, det især fordi uafgjort næppe vil være nok.

 

I den forbindelse er det vigtigt at være opmærksom på, at alle de implicerede hold i Sydamerika vil anse femtepladsen for lig VM-kvalifikation. To kampe mod Oceaniens deltager, New Zealand, bliver i Sydamerika betragtet som to kampe, der bare skal overstås. Derfor er det for holdene omkring stregen ikke fjerdepladsen, men femtepladsen, der har primær fokus.

 

Da Paraguay må forventes at vinde over Venezuela og dermed komme op på 27 point, ligner det, at 26 point ikke vil være nok for Argentina, som derved vil være pisket til at vinde i Ecuador. Og om de formår det, ja det anser jeg for pænt usikkert...

 

Kaster vi blikket over på de to resterende kampe, Peru-Colombia og Brasilien-Chile, ja så er der ingen tvivl om, at Colombia vil gå benhårdt efter det ene point i Lima. Det vil sikre colombianerne minimum femtepladsen, da deres målscore er langt bedre end Paraguays, og hvis ikke Argentina vinder i Ecuador, alternativt, at Chile taber i Brasilien, ja så vil uafgjort garantere fjerdepladsen og direkte VM-kvalifikation for Colombia. Deres problem er imidlertid, at uafgjort sandsynligvis ikke vil være nok for Peru, det dog med en undtagelse, og det en ret så væsentligt én, nemlig hvis Chile taber i Brasilien. Lige nu er Peru et point efter Chile med en ét mål dårligere målscore.

 

Meget i gruppen kommer derfor at til afhænge af opgøret i Sao Paulo mellem Brasilien og Chile. På sin sæt og vis er det, selvom Brasilien reelt intet har at spille for, nøgleopgøret. Chile er videre til slutrunden i Rusland med uafgjort (well, de vil som minimum være sikker på femtepladsen), hvilket vil skærpe kravene til alle de andre hold omkring stregen. Omvendt kan det åbne for de andre hold, som dermed måske kan nøjes med uafgjort i deres kampe, hvis Brasilien vinder, og det især hvis brasserne vinder med to mål, da også målscoren, hvad angår Chile (+2), Colombia (+2), Peru (+1) og Argentina (+1) er uhyggeligt tæt

 

Det bliver en gyser, og formentligt forbudt for børn, i de fem sydamerikanske kampe natten til onsdag...


Forudsigelse: Puhh... hvad kan jeg sige. Brasilien ér videre, og Uruguay går med kæmpe-sikkerhed også videre. Derudover... gosh... Men okay, jeg tror, Chile har det i sig til succesfuldt at gå efter det ene point i Brasilien - også fordi brasserne ikke rigtigt viste noget senest mod Bolivia plus ikke mindst det faktum, at de med sejr over Chile risikerer at spille ærkefjenden Argentina til VM. Med det in mente er det ikke engang sikkert, de brasilianske fans ønsker at se Brasilien vinde. For mig at se kunne det ligne en uafgjort i Sao Paulo og dermed Chile indenfor Top-5.

 

Så er der Peru-Colombia. Colombia har et på papiret glimrende hold, men Peru har gjort det virkeligt godt på det seneste, og hjemmebanefordelen er af stor betydning i Sydamerika. Jeg går planken ud, og gætter på en smal og hårdt-tilkæmpet sejr til Peru, hvilket vil sikre dem direkte kvalifikation til Rusland. Paraguay vinder, dén er der ikke så meget tvivl om, men vil det være nok for dem? Det afhænger af Argentinas resultat i Ecuador, og det resultat kommer måske til at afhænge ikke så lidt af, hvor meget FIFA vil have Argentina med i VM-slutrunden...

Yes, ovenstående sætning lader jeg lige stå lidt...

 

Ved VM-slutrunden i Tyskland blev det senere bevist (og senere dysset ned, naturligvis), at Ecuador mod ussel mammon smed ottendedels-finalen mod England, og derudover venter jeg også med spænding på, hvilken dommer der bliver sat på kampen i Quito. Jeg anser med andre ord ikke noget urent trav som udelukket. Imod sådanne teorier taler imidlertid, at CONMEBOL ikke nødvendigvis vil favorisere Argentina, og så er det begrænset, hvad FIFA kan gøre. Er der totalt rent trav over hele linien, tror jeg, Argentina vil få vanskeligt ved at vinde, men det er under alle omstændigheder en åben kamp, og udenoms-usikkerheder får mig i mit gæt til at gå fra uafgjort over mod Argentina-sejr.

 

Men til sagen. Uruguay går som sagt videre, og holder ovenstående prognoser stik, vil Peru og Argentina med sejre og 28 point også gå videre, mens femtepladsen vil tilfalde Chile med 27 point på bedre målscore end Paraguay, der sammen med Colombia så må overvære VM fra tv-skærmen.  

 

Men det er alt sammen mere eller mindre kvalificeret (eller ukvalificeret?) gætværk. Det eneste, jeg er stensikker på, er, at Uruguay kommer til Rusland, alt andet er totalt usikkert, og et enkelt mål i en enkelt kamp kan forandre alt.


Sagde jeg det før - jo, det gjorde jeg vistnok, men det tåler gentagelse - det bliver en gyser natten til onsdag i Sydamerika.

Nord- og Mellemamerika

Fra den sydamerikanske VM-kvalikation, der kommer til at fylde det meste af denne VM-gennemgang nordpå til CONCACAF, den Nord- og Mellemamerikanske region.

 

Efter de vanlige indledende kval-playoff-kampe mellem diverse små caraibiske ø-nationer, over mellemgruppespillet er CONCACAF med ét hængeparti, som bliver spillet midnat i aften fremme ved sidste spillerunde i finalegruppespillet. Tre nationer kvalificerer sig direkte til VM, mens nummer fire skal ud i to playoff-kampe mod femmeren fra den asiatiske kvalifikation.

 

Situationen er den, at Mexico med solide 21 point for ni kampe er videre, mens Trinidad/Tobago med kun tre point for ni kampe er uden chance for at nå noget.

 

Derudover er stillingen mellen nummer to og fem følgende:

 

Placering: Nation: Kampe: Point:  Målscore:       
2 Costa Rica 8 15 12-5      
3 USA 9 12 16-11      
4 Panama 9 10 7-9      
5 Honduras 8 9-16      

 

Det afsluttende kampprogram er som følger:

I aften midnat:

Costa Rica – Honduras

Natten til onsdag:

Honduras – Mexico

Panama – Costa Rica

Trinidad/Tobago – USA

 

Logikken siger, at Costa Rica klarer skærene uden de store problemer. Holdet synes i øjeblikket at være et niveau over resten bortset fra regionens to store, Mexico og USA, og deres 15 point plus en meget fin målscore gør, at billetten til Rusland ikke bør volde problemer. Kvalifikationen kan sikres med ét point i nat hjemme mod Honduras, men selv med nederlag vil Costa Rica 99 procent sikkert gå videre.

 

Det betyder imidlertid ikke, at kampen mod Honduras er ligegyldig – det er den i hvert fald ikke for Honduras, der kæmper en hård kamp med Panama om fjerdepladsen.

 

Tredjepladsen bliver noget nær umulig at nå, da Trinidad/Tobago med ret stor sikkerhed vil tabe hjemme til USA, hvis det på ikke den ene måde, så på den anden (CONCACAF har historisk vist sig at være den korruptionsmæssigt mest betændte verdensdel under FIFA, og det er bestemt ikke fordi, der ikke har været omfattende konkurrence på det felt...).

Tilbage til kampen om fjerdepladsen. Point, og det især tre af slagsen, i Costa Rica, vil være særdeles nyttig for Honduras, der lige nu, men med denne kamp i hånden, er ét point efter Panama og det med en dårligere målscore. Som holdene har spillet indtil nu, taler imidlertid ikke meget for Honduras-sejr - dertil har Costa Rica ganske enkelt spillet for godt. I fald Honduras ikke formår at vinde, betyder det, at Honduras i sidste spillerunde behøver et bedre resultat hjemme mod Mexico, end hvad Panama opnår hjemme mod Costa Rica, og igen er det ikke det sandsynligste.

 

Forudsigelse: Mexico ér videre til Rusland, og Costa Rica og USA gør følgeskab. Fjerdepladsen kommer til at gå til Panama.

Afrika

Der resterer efter planen to spillerunder i de fem afrikanske finalegrupper, hvorfra vinderne kvalificerer sig til VM-slutrunden 2018 i Rusland, men alt går sjældent efter planen i CAF-verdensdelen, så lad så bare sige, at der på nuværende tidspunkt generelt resterer to spillerunder.

 

Gruppe A: Tunesien har lagt sig i front af gruppe A med 10 point for fire kampe og trues reelt kun af DR Congo, der ligger med syv point. Nøgle-resultaterne indtil nu var en 2-0-hjemmesejr til Tunesien over DR Congo, mens det lykkedes tuneserne at få uafgjort 2-2 med hjem fra det modsatte opgør.

 

DR Congos mission bliver således at indhente Tunesiens tre point-forspring, men de kan finde trøst i, at målscoren mellem de to på nuværende tidspunkt er lige, så henter DR Congo Tunesien på point, slutter de sandsynligvis først i gruppen.

 

Men det kræver point-tilsæt fra Tunesiens side (et nederlag eller to uafgjorte i de to sidste kampe). Totalt usandsynligt er det ikke, idet Tunesien senere i dag har en vanskelig udekamp mod Guinea, mens det først i november ser nemmere ud hjemme mod Libyen.

 

Forudsigelse: Tunesien vinder grupen. Tuneserne har været godt spillende indtil nu, og de bør kunne lykkes med at hente minimum et point i dag ude mod Guinea. Sker det, ligner det et straffespark hjemme mod Libyen.

 

Gruppe B: Igen et to-holds-race. Nigeria har 10 point for fire kampe, med Zambia, der har syv point, som eneste konkurrent. Den hidtidige nøgle-kamp fandt sted i Zambia allerede i første spillerunde, hvor Nigeria vandt 2-1 - et resultat, der har givet nigerianerne alle kort på hånden.

 

I dag mødes de to hold så igen, denne gang i Nigeria, og da hjemmeholdet udover de foreløbige tre points forspring også har en bedre målscore, bør de kunne sikre førstepladsen. Det ikke nødvendigvis med sejr, omend det vil være det rareste for dem, men uafgjort vil pga. de to holds samlede målscore også være et okay resultat.

 

Forudsigelse: Nigeria tager førstepladsen. Det i en gruppe, der på papiret så stærk ud, men hvor både Cameroun og Algeriet har skuffet.

 

Gruppe C: Så er vi fremme ved en af de mere spændende afrikanske grupper. Mali har udspillet sin rolle, men både Elfenbenskysten, Marokko og Gabon har chancen for at tage førstepladsen.

 

Efter lidt resultater frem og tilbage er situationen den, at Elfenbenskysten fører med otte point, men det er for fem spillede kampe. Marokko følger med seks point, mens Gabon har fem, men begge har kun spillet fire kampe. De to hold mødes i Casablanca i Marokko i aften i et opgør af indlysende stor betydning.

 

Man bemærker, at Marokkos seks point er kommet i stand efter tre 0-0’ere og en 6-0-afklapsning af Mali, og det bliver vigtigt for marokkanerne at få scoret i aften, da de i starten af november i sidste spillerunde skal på en svær udebane-opgave mod Elfenbenskysten, et opgør, hvor uafgjort ikke vil være umulig at hente for Marokko, mens mulighederne for en sejr ser mere spinkle ud. Vigtigt at vinde er det imidlertid også for Gabon, der mangler point for at komme på omgangshøjde. Spiller Gabon uafgjort i Marokko, er det exit VM for dem.

 

Forudsigelse: Jeg vover et forsigtigt bud på Marokko som gruppevinder. Marokkanerne bør kunne bryde måltørken hjemme mod Gabon, og bliver det til sejr her, kommer de foran Elfenbenskysten i tabellen og kan således nøjes med uafgjort i sidste spillerunde. Indrømmes skal det, at hente point i Elfenbenskysten er ikke nemt, presset fra tilskuerne bliver stort, men Elfenbenskysten er ikke, hvad Elfenbenskysten engang har været, og Marokko har indtil videre være det bedre organiserede mandskab.

 

Gruppe D: Cap Verde Øerne til VM! Jep, det er ikke helt ude i hampen, for det kan rent faktisk ske. At det så trods alt ikke er det mest sandsynlige, er en anden ting.

 

Lad os tage et blik på stillingen i den afrikanske VM-kval-gruppe D. Burkina Faso har seks point for fire kampe, samme pointantal som Cap Verde Øerne for samme antal kampe. Derefter følger Senegal med fem point for tre kampe, mens Sydafrika ligger sidst med et point for tre kampe.

 

Hvorfor har Senegal og Sydafrika kun spillet tre kampe? – jo, fordi opgøret mellem de to i Sydafrika i november 2016 blev beordret spillet om. Årsagen: Efterfølgende blev dommer Joseph Lamptey idømt livslang karantæne for "match manipulation". Ja, så kender vi jo Afrika igen, og at kampen skal genspilles, men først igen denne november og altså først 12 måneder senere, ja det er naturligvis også typisk CAF.

 

Senere i dag tager Cap Verde Øerne hjemme imod Senegal, mens Burkina Faso ude møder Sydafrika. I november hedder den så Senegal-Sydafrika samt Burkina Faso-Cap Verde, idet den famøse kamp med Sydafrika på hjemmebane mod Senegal dog skal afvikles tidligere i november.

 

Forudsigelse: Jeg peger på Senegal. Med det ringe spil, Sydafrika har vist, sølle ét point er det blevet til i allerførste spillerunde mod Burkina Faso, så må man formode, at Senegal kan slutte af med tre point hjemme mod Sydafrika, og inden da kunne der også snildt vente senegaleserne tre point i den kontroversielle udsatte udekamp mod sydafrikanerne. Endeligt skal man ikke glemme, at point til Senegal ude mod Cap Verde på ingen måde er usandsynligt, der er tale om et på papiret åbent møde. Alt i alt står senegaleserne med fine kort på hånden, men det skal med, at kan Burkina Faso vinde senere i dag ude over Sydafrika, så bliver de med en sidste spillerunde-hjemmekamp mod Cap Verde en farlig konkurrent.

(Sydafrika vandt 3-1 over Burkina Faso efter Torben N. Sørensen havde skrevet artiklen færdig.)

 

Gruppe E: Det synes at være tid til at få Egypten tilbage på fodbold-verdenskortet. Faraonerne topper gruppe E, hvor alle hold har spillet fire kampe, med ni point, hvorefter Uganda følger med syv, Ghana med fem og Congo med blot et point.

 

Udover gruppestillingen så taler kampprogrammet også til fordel for Egypten, idet hjemmekampen i dag mod Congo ligner tre usvigeligt sikre point. Den anden kamp i gruppen står mellem Uganda, der hjemme møder Ghana, og med mindre det lykkes Uganda at vinde, så er Egypten allerede videre til Rusland.

 

Udelukke Uganda-sejr kan man imidlertid ikke. Hjemmebanefordel er generelt af stor betydning i Afrika, og det lykkedes tilbage i august hjemme i Kampala Uganda at besejre Egypten 1-0. Skulle Uganda vise sig i stand til også at besejre Ghana, vil de før sidste spillerunde i november være to point efter Egypten, som skal på en udebanetur til Ghana, mens Uganda møder Congo på udebane. Her er Ugandas opgave på papiret lettere end Egyptens, men pga. de to holds samlede målscore vil uafgjort sandsynligvis række for egypterne.


Forudsigelse: Det ligner Egypten, omend end sidste spillerunde-opgaven ude mod Ghana kan skræmme en smule. Vejer man procenter i de forskellige kampe op, skal Egypten imidlertid være klar favorit til at kvalificere sig til Rusland.

(Uganda spillede 0-0 hjemme mod Ghana efter Torben N. Sørensen havde skrevet artiklen færdig.)


Asien

Det er næsten afgjort i Asien, hvor de to finalegrupper fandt deres afgørelse i den just forgange midtuge. Gruppe A blev vundet suverænt af Iran foran Sydkorea, mens Syrien tog tredjepladsen på bedre målscore end Usbekistan. I gruppe B var det et tre-holds-løb i toppen, hvor Japan til slut tog førstepladsen, et point foran Saudi Arabien og Australien, hvor aussierne måtte se sig henvist til tredjepladsen på dårligere målscore end saudierne.

 

Tilbage resterer så playoff’en mellem de to gruppe-treere, Syrien og Australien, og det første opgør, der var henlagt til Malaysia pga. situationen i Syrien, blev spillet torsdag, og affæren sluttede efter en sen syrisk udligning uafgjort 1-1.

 

Returen spilles kommende tirsdag i Sydney og at dømme efter tidligere meritter, spillet i den første kamp mellem de to, samt hjemmebane-fordelen fremstår Australien som pænt klare favoritter.

 

Forudsigelse: Det er umuligt ikke at pege på Australien. Bevares, Syrien er faktisk et ret godt organiseret hold, men de har ikke alverden at byde på fremadrettet, hvis de selv skal skabe spillet. Man bemærker også, at Australien fik 19 point i en gruppe, der til sammenligning i hvert fald ikke var svagere end den, Syrien befandt sig i, og hvor det kun blev til 13 point for syrerne.


Oceanien

Der er ikke meget opsigtsvækkende at berette om fra den oceaniske kvalifikation, hvor alt gik efter bogen. New Zealand er stormagten på dette "kontinent", hvor kiwierne stort set ikke møder modstand.

 

De to finalekampe mod Solomon Øerne fandt sted tilbage i september, og New Zealand vandt hjemme det første møde 6-1. I returen på Solomon Øerne kom New Zealand hurtigt foran 2-0, og tog så foden af pedalen, hvilket resultere i 2-2 og samlet New Zealand-sejr på 8-3.

 

Interkontinental playoff

Senere i år, over to playoff-kampe, hjemme og ude, skal vinderen af Oceaniens kvalifikation, New Zealand, op mod nummer fem fra Sydamerikas kvalifikation. Samtidigt skal nummer fire fra den nord- og mellemamerikanske CONCACAF-kvalifikation møder nummer fem fra den asiatiske kvalifikation, hvilket bliver enten Australien eller Syrien.

 

Forudsigelse: Jeg har længere oppe i denne analyse peget på Chile som et logisk bud som femmer i Sydamerika, men det kan sagtens snildt blive både Colombia, Peru, Argentina eller Paraguay, der slutter på den sydamerikanske femteplads. Uanset, hvem det bliver, så vinder den sydamerikanske femmer samlet over New Zealand, no doubt whatsoever.

 

Mens dysten om den sidste VM-plads mellem Sydamerika og Oceanien er klar, så bliver det mere tæt, når det kommer til mødet mellem CONCACAF-fireren og Asiens nummer fem. Som det ligger lige nu, ligner det at kunne blive Panama mod Australien, og her vil jeg holde australierne som favoritter. Hjemmebanefordelen bliver givet af stor betydning i begge kampe, men aussierne synes overordnet at have mere at byde på.

Summa summarum

Så hvem har vi allerede klar til VM-slutrunden 2018 i Rusland, og hvem kan vi regne med, fylder de sidste pladser ud?

Lad os starte med de allerede kvalificerede:

Europa: Rusland (værtsnation), Tyskland, England, Spanien og Belgien

Sydamerika: Brasilien

Nord- og Mellemamerika: Mexico

Asien: Iran, Sydkorea, Japan og Saudi Arabien

 

Det var de allerede kvalificerede, 11 styks. Tilbage resterer så 21 pladser, og lad os starte med at tage de nationer, der næsten er sikre (eller som jeg vurderer stort set sikre, anyway):

 

Europa: Serbien, Polen og Island

Sydamerika: Uruguay

Nord- og Mellemamerika: Costa Rica og USA

Afrika: Nigeria

Så kom vi op på 18, og tilbage resterer 14. Næste kategori, som jeg vil kalde de overvejende sandsynlige:

Europa: Frankrig, Portugal, Schweiz (den ene af dem via playoff) og Italien (også via playoff)

Afrika: Tunesien og Egypten

Asien: Australien (via asiatisk og intercontinental playoff).

Det var 25, men nu begynder det med kun syv VM-pladser tilbage at blive vanskeligt. Lad os uanset kigge lidt på tingene:  

Europa (Totalt åbent. Afhænger af sidste spillerunde-resultaterne, gruppe-toer-stillingen, samt ikke mindst lodtrækningen til playoff):

To af følgende kvalificerer sig: Danmark (eneste af disse, som virker sikker på ikke at ende som dårligste gruppe-toer), Sverige, Nordirland, Wales/Irland, Slovakiet/Skotland, Grækenland/Bosnien-Hercegovina og Ukraine/Kroatien

Sydamerika: Tre af følgende fem: Peru, Argentina, Chile, Paraguay og Colombia

Afrika: Marokko/Elfenbenskysten og Senegal/Burkina Faso (/med en mindre chance til Cap Verde Øerne).