Hvilket hold ved VM 2018 i Rusland har den ældste trup? Hvem har de højeste spillere? Og hvor ofte scorer slutrundens skarpeste angribere? BetXpert har samlet nogle væsentlige (og mindre væsentlige) statistikker, som kan bruges som inspiration, når der skal stikkes ud ved VM 2018.
Bookmakerne har så godt som altid en edge. Det er børnelærdom i bettingverdenen, at når det kommer til statistik, er det svært for manden på gaden at samle information, som bookmakerne ikke allerede sidder med og benytter til at sætte det rigtige åbningsodds.
På de store markeder, som VM unægteligt hører under, er det derfor sjældent, man kan finde værdi udelukkende baseret på de mest åbenlyse statistiske oplysninger om holdenes form, flittigst scorende spillere osv.
Det er derfor ikke ambitionen med denne artikel at give læseren en edge over bookmakerne. Det inviterer formatet ikke til. Men flere af de statistiske overblik i artiklen kan muligvis reducere bookmakernes edge en lille smule.
Brug derfor artiklen som inspiration til at udforske nye markeder og måske finde nye typer af interessante væddemål.
Læs også vores store guide og optakt til VM 2018 i Rusland.
Bedst repræsenteret
Kongerne af europæisk klubfodbold for tredje år i træk, Real Madrid, sender hele 15 spillere til Rusland. Alligevel er det ikke den spanske kongeklub, der er stærkest repræsenteret ved slutrunden, for Pep Guardiolas fodboldmaskine fra det lyseblå Manchester har en enkelt spiller mere med.
Toppen af listen over klubber, der er repræsenteret ved VM 2018 i Rusland, giver næsten sig selv, men to klubber stikker alligevel ud. I den bedste saudiarabiske række har Al Hilal og Al Ahli kørt parløb i toppen, og hovedstadsklubben Al Hilal endte med at tage mesterskabet med en margin på blot ét point til Al Ahli og 12 point ned til Al Nassr på tredjepladsen.
Kun tre spillere i den saudiarabiske trup tjener til dagen og vejen udenfor hjemlandet - alle i den bedste spanske række - og ud af de resterende 20 tørner hele 18 spillere til daglig ud for en af de to saudiarabiske titelkonkurrenter. Niveauet i ligaen er ikke ret højt, og bl.a. derfor har bookmakerne vurderet Saudi-Arabien til at være turneringens dårligste hold sammen med Panama.
Men man skal næppe undervurdere, at mange af spillerne kender hinandens styrker, svagheder og løbemønstre indgående, og i en på papiret ganske svag gruppe med en skrantende værtsnation og et egyptisk hold med en - måske - svækket Mohamed Salah, er odds 12 på saudiarabisk avancement til 1/8-finalen hos Unibet* måske ikke så tosset betalt.
Spillere | Klubhold |
---|---|
16 | Manchester City |
15 | Real Madrid |
13 | Barcelona, Paris SG |
12 | Chelsea, Tottenham |
11 | Bayern München, Manchester United |
10 | Juventus, Al Hilal (Riyadh) |
9 | Leicester, Atlético Madrid |
8 | Al Ahli SC, Monaco, Arsenal |
7 | Liverpool, M'Gladbach, Al Ahly SC, Sporting Lissabon |
6 | Milan, CSKA Moskva, Frankfurt, Lokomotiv Moskva, Benfica, Sevilla, Napoli, Zenit, Dortmund |
De danske ligaer er repræsenteret med otte spillere; tre fra FC København og én fra hver af Randers, Brøndby, FC Nordsjælland, AaB og FC Roskilde.
De gamle og de unge
I 1958 hamrede 17-årige Pelé Brasilien til VM-triumf med seks mål i turneringen heraf to i finalen mod Sverige. I kvartfinalen mod Wales blev han den yngste målscorer ved en VM-slutrunde nogensinde, da han scorede kampens eneste mål, og 60 år senere holder han stadig den rekord.
Ikke overraskende har bookmakerne været kreative med udbuddet af specialspil op til årets slutrunde, og det er da også enkelte steder muligt at spille på, at den rekord slås, når det går løs i Rusland. Men da turneringens yngste spiller er Australiens Daniel Arzani på 19 år, er dette ikke længere en mulighed, så de penge er bedre brugt et andet sted.
Det er også muligt at spille på, at rekorden for ældste målscorer bliver slået i år, og teknisk set kan det godt lade sig gøre. Roger Milla var 42 år, en måned og otte dage gammel, da han i 1994 scorede Camerouns eneste mål i 1-6 afklapsningen mod netop Rusland, og det har ingen vordende fodboldpensionister formået at overgå. En enkelt spiller kan i teorien gøre det i år. Essam El Hadary fra Egypten er hele 45 (!) år gammel, men da han er målmand er der næppe et odds på markedet, der er interessant.
Lidt kuriøst er El Hadary faktisk kommet på tavlen i denne sæson. Det gjorde han i december, da hans hold, Al Taawon, i den saudiarabiske liga sikkert slog Al Ettifaq. I 98. minut blev Al Taawon tildelt et straffespark, som El Hadary fik lov at sparke i kassen til slutresultatet 4-0.
Spiller | Land | Pos. | Alder |
---|---|---|---|
Essam El Hadary | Egypten | Må | 45 år |
Rafael Márquez | Mexico | Fo | 39 år |
Tim Cahill | Australien | Mi | 38 år |
Sergey Ignashevich | Rusland | Fo | 38 år |
Felipe Baloy | Panama | Fo | 37 år |
Jesús Corona | Mexico | Må | 37 år |
Blas Pérez | Panama | An | 37 år |
Patrick Pemberton | Costa Rica | Må | 36 år |
Bruno Alves | Portugal | Fo | 36 år |
Beto | Portugal | Må | 36 år |
... | ... | ... | ... |
Kasper Dolberg | Danmark | An | 20 år |
Rodrigo Bentancur | Uruguay | Mi | 20 år |
Nikola Milenkovic | Serbien | Fo | 20 år |
Francis Uzoho | Nigeria | Må | 19 år |
Trent Alexander-Arnold | England | Fo | 19 år |
Moussa Wagué | Senegal | Fo | 19 år |
Achraf Hakimi | Marokko | Fo | 19 år |
José Luis Rodríguez | Panama | Mi | 19 år |
Kylian Mbappé | Frankrig | An | 19 år |
Daniel Arzani | Australien | Mi | 19 år |
Essam El Hadary kommer i øvrigt til at slå rekorden for ældste spiller ved en turnering, hvis han får spilletid. Rekorden sidder den colombianske målmand, Farys Mondragón, på, efter han i 2014 - 43 år og tre dage gammel - blev skiftet ind med fem minutter igen i Colombias 4-1-sejr over Japan.
Højeste aldersgennemsnit nogensinde
Især tilhængere af de danske sølvvindere fra Brøndby har været utilfreds med, at Åge Hareide ikke har haft Christian Nørgaard med i overvejelserne til VM-truppen, men Hareide har ved et par lejligheder understreget, at selvom Nørgaard og FC Nordsjællands Mathias Jensen - der var en del af VM-bruttotruppen - er talentfulde spillere, var han nødt til at vægte rutine højt, da gennemsnitsalderen på holdet i forvejen var til den lave side.
Det er ikke utænkeligt, at det har været en af grundene til, at Hareide har udtaget Michael Krohn-Dehli, og at han har holdt stædigt fast i William Kvist berettigelse i truppen. Midtbaneoprydderen spillede en fornem kamp i playoff-sejren i Irland, men er siden røget ud af holdet i FC København og er næppe i kampform. Hans rutine kan der dog ikke sættes spørgsmålstegn ved. Med 79 landskampe er han den mest erfarne spiller i truppen.
Efter Krohn-Dehlis indlemmelse er den danske trup den syvendeyngste ved en slutrunde, hvor aldersgennemsnittet ifølge bold.dk er det ældste nogensinde.
Hold | Landskampe pr. spiller | Gennemsnitsalder |
---|---|---|
Argentina | 36,1 | 28,7 |
Australien | 28,0 | 27,5 |
Belgien | 45,8 | 27,5 |
Brasilien | 29,1 | 28,9 |
Colombia | 30,0 | 28,5 |
Costa Rica | 50,5 | 28,6 |
Danmark | 25,9 | 27,2 |
Egypten | 34,5 | 28,0 |
England | 20,0 | 26,1 |
Frankrig | 25,3 | 26,5 |
Iran | 26,7 | 27,2 |
Island | 38,4 | 27,0 |
Japan | 43,6 | 28,1 |
Kroatien | 39,2 | 26,2 |
Marokko | 19,5 | 26,8 |
Mexico | 60,8 | 27,7 |
Nigeria | 21,1 | 24,8 |
Panama | 59,8 | 27,1 |
Peru | 32,6 | 27,2 |
Polen | 34,0 | 27,1 |
Portugal | 38,8 | 27,5 |
Rusland | 27,9 | 28,7 |
Saudi-Arabien | 20,3 | 28,4 |
Schweiz | 36,2 | 26,4 |
Senegal | 21,3 | 26,9 |
Serbien | 25,5 | 26,7 |
Spanien | 41,0 | 27,6 |
Sverige | 30,1 | 26,4 |
Sydkorea | 26,4 | 28,1 |
Tunesien | 18,6 | 27,5 |
Tyskland | 40,3 | 26,5 |
Uruguay | 40,2 | 28,1 |
Det er bemærkelsesværdigt, at det er de tre mellemamerikanske hold, Mexico, Panama og Costa Rica, der klart har de mest erfarne trupper vurderet på spillede landskampe. Mexico topper med over 60 kampe i snit per spiller!
Flest landskampe
Det er derfor ikke overraskende, at Mexico er flot repræsenteret i top 10 over spillere med flest landskampe. En af de mexicanere, som trækker sit lands gennemsnit gevaldigt op, er 31-årige Andrés Guardado, der netop har overstået en godkendt sæson i Betis, som for blot anden gang på 12 år endte over ærkerivalerne fra Sevilla.
144 landskampe er han noteret for, men det rækker kun til en tredjeplads på listen bag de to Real Madrid-koryfæer, Cristiano Ronaldo og Sergio Ramos, der begge med al sandsynlighed runder nummer 150 i samme kamp, når de mødes i den første gruppekamp i Gruppe B fredag den 15. juni. klokken 20:00.
Du kan få et overblik over dato og tidspunkt, og hvor du kan se alle kampene ved VM-slutrunden i vores komplette kampprogram.
Spiller | Hold | Landskampe |
---|---|---|
Sergio Ramos | Spanien | 149 |
Cristiano Ronaldo | Portugal | 149 |
Andrés Guardado | Mexico | 144 |
Javier Mascherano | Argentina | 138 |
Gabriel Gómez | Panama | 134 |
Rafael Márquez | Mexico | 128 |
Jaime Penedo | Panama | 126 |
Andrés Iniesta | Spanien | 124 |
Sergei Ignashevich | Rusland | 122 |
Lionel Messi | Argentina | 122 |
Maximiliano Pereira | Uruguay | 119 |
David Silva | Spanien | 117 |
Essam El Hadary | Egypten | 114 |
Ahmed Fathy | Egypten | 114 |
Shinji Okazaki | Japan | 111 |
Celso Borges | Costa Rica | 110 |
Bryan Ruiz | Costa Rica | 109 |
Blas Pérez | Panama | 109 |
João Moutinho | Portugal | 109 |
Makoto Hasebe | Japan | 109 |
Egyptiske Ahmed Hassan har med 184 kampe verdensrekorden for flest landskampe. Han spillede sin sidste landskamp i 2012 og lagde støvlerne på hylden året efter. Havde Italien kvalificeret sig til slutrunden og var gået hele vejen til finalen, havde Gianluigi Buffon, der har spillet 176 kampe, udlignet den rekord.
Højden betyder noget
På BetXpert kan du finde et hav af statistiske oversigter, der forhåbentlig kan kvalificere dine spil under verdensmesterskaberne. Blandt andet kan du læse om de forskellige holds dødboldspecialister, og om hvilke hold der får mange hjørnespark.
Og her spiller højden en væsentlig rolle. Både på den enkelte spiller og gennemsnitshøjden på truppen. Det er klart, at et hold, der i gennemsnit er seks centimeter højere end sin modstander, har større chancer for at vinde luftduellerne på midten og i felterne og dermed skabe et fysisk overtag og måske endda score nogle mål.
VM-holdene
Når Danmarks VM indledes lørdag den 16. juni mod Peru, kan det derfor blive en interessant detalje i kampen, om Åge Hareides mandskab kan udnytte den 7,1 centimeters højdeforskel, der er på de danske drenge og Peru.
Hvis et resultat skal jagtes mod slutningen af kampen, er det ikke utænkeligt, at både Yussuf Poulsen (1,93 cm), Nicolai Jørgensen (1,90 cm) og Andreas Cornelius (1,93 cm) alle er på banen på samme tid og bliver skydeskiver for de danske backs.
Det er også ganske sikkert, at det er ved hjælp af dødbolde, at Island vil forsøge at få skovlen under Argentina, der i snit er 6,2 centimeter lavere end islændingene, når de to hold mødes i gruppespillets første runde.
Hold | Gennemsnitshøjde |
---|---|
Argentina | 178,8 cm. |
Australien | 180,9 cm. |
Belgien | 185,8 cm. |
Brasilien | 180,3 cm. |
Colombia | 180,9 cm. |
Costa Rica | 180,2 cm. |
Danmark | 185,5 cm. |
Egypten | 181,0 cm. |
England | 183,1 cm. |
Frankrig | 183,2 cm. |
Iran | 183,9 cm. |
Island | 185,0 cm. |
Japan | 178,6 cm. |
Kroatien | 185,1 cm. |
Marokko | 182,7 cm. |
Mexico | 179,7 cm. |
Nigeria | 184,4 cm. |
Panama | 181,8 cm. |
Peru | 178,4 cm. |
Polen | 183,1 cm. |
Portugal | 179,3 cm. |
Rusland | 184,6 cm. |
Saudi-Arabien | 176,7 cm. |
Schweiz | 183,5 cm. |
Senegal | 184,7 cm. |
Serbien | 186,3 cm. |
Spanien | 180,3 cm. |
Sverige | 185,9 cm. |
Sydkorea | 182,1 cm. |
Tunesien | 183,6 cm. |
Tyskland | 185,9 cm. |
Uruguay | 181,2 cm. |
Gennemsnit, alle hold | 182,4 cm. |
Bemærk at ovenstående tabel viser gennemsnittet af hele trupperne. Det viser ikke gennemsnittet af de enkelte landes startopstilling. Det er således ikke givet, at Islands startende 11 vil være så meget højere end Argentinas, som tabellen angiver, og vice versa.
Spillerne
Turneringens højeste markspiller hedder Jannik og er dansker. Jannik Vestergaard rager med sine næsten to meter godt op i landskabet, og han har da også allerede én gang udnyttet sin overlegne fysik til at score i rødhvidt: I den ærgerlige EM playoff-kamp mod Sverige for tre år siden, der sluttede 2-2, scorede han det udlignende mål, som endte med at betyde ingen verdens ting.
Det kan generelt være en fornuftig ide at kigge mod de enkelte markspilleres højde - især på de hold, der får mange hjørnespark. Det vil ofte være dem, hjørnesparkene bliver slået efter, og derfor kan odds på, eksempelvis at Kendall Watson scorer med hovedet for Costa Rica imod Brasilien, der har flere lave spillere, godt blive så højt, at det er værd at stikke ud på.
Spiller | Land | Pos. | Højde |
---|---|---|---|
Lovre Kalinić | Kroatien | Må | 201 cm. |
Thibaut Courtois | Belgien | Må | 199 cm. |
Jannik Vestergaard | Danmark | Fo | 199 cm. |
Simy Nwankwo | Nigeria | An | 198 cm. |
Robin Olsen | Sverige | Må | 198 cm. |
Alex Rodríguez | Panama | Må | 197 cm. |
Koen Casteels | Belgien | Må | 197 cm. |
Artem Dzyuba | Rusland | An | 196 cm. |
Kendall Waston | Costa Rica | Fo | 196 cm. |
Sebastián Coates | Uruguay | Fo | 196 cm. |
Steven N'Zonzi | Frankrig | Mi | 196 cm. |
Salif Sané | Senegal | Mi | 196 cm. |
Francis Uzoho | Nigeria | Må | 196 cm. |
Alfred Gomis | Senegal | Må | 196 cm. |
Kim Shin-Wook | Sydkorea | An | 196 cm. |
Jack Butland | England | Må | 196 cm. |
Alireza Beiranvand | Iran | Må | 196 cm. |
Nikola Milenković | Serbien | Fo | 195 cm. |
Niklas Süle | Tyskland | Fo | 195 cm. |
Kalidou Koulibaly | Senegal | Fo | 195 cm. |
Gennemsnit, alle spillere | ... | ... | 182,4 cm. |
Fred | Brasilien | Mi | 169 cm. |
Andrés Guardado | Mexico | Mi | 169 cm. |
Xherdan Shaqiri | Schweiz | Mi | 169 cm. |
Christian Cueva | Peru | Mi | 169 cm. |
Javier Aquino | Mexico | Mi | 168 cm. |
Fágner | Brasilien | Fo | 168 cm. |
Raúl Ruidíaz | Peru | An | 168 cm. |
Ryota Oshima | Japan | Mi | 168 cm. |
Lucas Torreira | Uruguay | Mi | 168 cm. |
Taisir Al Jassim | Saudi-Arabien | Mi | 168 cm. |
N'Golo Kanté | Frankrig | Mi | 168 cm. |
Hattan Bahebri | Saudi-Arabien | Mi | 168 cm. |
Fahad Al Muwallad | Saudi-Arabien | An | 167 cm. |
Alberto Quintero | Panama | An | 167 cm. |
Josh Risdon | Australien | Fo | 167 cm. |
Manuel Lanzini | Argentina | An | 167 cm. |
Cristian Pavón | Argentina | An | 167 cm. |
Mbark Boussoufa | Marokko | Mi | 167 cm. |
Tarek Hamed | Egypten | Mi | 165 cm. |
Yehya Al Shehri | Saudi-Arabien | Mi | 164 cm. |
Det er værd at bemærke, at midtbanesliderne, N'golo Kanté fra Frankrig og Chelsea og Fred, der netop er hentet dyrt i Shaktar Donetsk af Manchester United, begge hører til blandt turneringens laveste spillere.
Det flotteste målsnit
I BetXperts VM-optaktsunivers findes der en ganske omfattende artikel med gode råd til, hvordan man finder frem til et spil på en kommende VM-topscorer. Og ikke overraskende er det de bedste angribere i verden fra de største lande, der ligger øverst på den liste.
Det er dog ikke dem, der topper listen over mål pr. kamp. Her deler lidet navnkundige Sardar Azmoun fra Iran og Mohammed Al-Sahlawi fra Saudi-Arabien førstepladsen med et imponerende målsnit på 0,74.
Selvom hverken Iran eller Saudi-Arabien spås særlig gode chancer ved slutrunden er det ikke utænkeligt, at begge hold kommer på tavlen i mindst en af kampene, og der kan hentes pæne odds på både Azmoun og Al-Sahlawi til at score når som helst i deres første VM-kampe mod henholdsvis Marokko og Rusland.
Mål pr. kamp (mindst 5 landskampe spillet)
Hvad har Andreas Cornelius og Falcao til fælles? Ikke meget, vil flere nok tænke, men de har faktisk det samme målsnit på hvert sit respektive landshold. Cornelius har i 20 kampe scoret otte gange, hvilket giver et mere end godkendt snit på 0,40. Falcao holder samme snit over lidt flere kampe - 65 kampe og 26 mål - men her er også tale om en angriber, der i flere perioder af karrieren har tilhørt den absolutte angriberelite.
For nogen kan den unge tyske angriber, Timo Werner, være gået lidt under radaren. Han er ikke (endnu) en verdensstjerne, men både for klub og landshold holder han et flot målsnit, og hans topfart har givet ham kælenavnet Turbo Timo i Tyskland. Bookmakernes odds på Werner som turneringstopscorer er faldet i takt med, at han i højere grad ligner en mand, der kan forvente spilletid ved slutrunden, men hold øje med odds på ham som målscorer i hver enkelt kamp.
Det er ikke utænkeligt, at nogle bookmakere vil have mere oplagte offensive profiler som Thomas Müller og Marco Reus som større favoritter til at score, og at det kan kaste et flot odds på Werner af sig.
Spiller | Land | Pos. | Kampe | Mål | Mål pr. kamp |
---|---|---|---|---|---|
Sardar Azmoun | Iran | An | 31 | 23 | 0,74 |
Mohammed Al-Sahlawi | Saudi-Arabien | An | 27 | 20 | 0,74 |
Neymar | Brasilien | Mi | 84 | 54 | 0,64 |
Mohamed Salah | Egypten | Mi | 57 | 33 | 0,58 |
Gabriel Jesus | Brasilien | An | 16 | 9 | 0,56 |
Robert Lewandowski | Polen | An | 93 | 52 | 0,56 |
André Silva | Portugal | An | 22 | 12 | 0,55 |
Cristiano Ronaldo | Portugal | An | 149 | 81 | 0,54 |
Harry Kane | England | An | 24 | 13 | 0,54 |
Timo Werner | Tyskland | An | 13 | 7 | 0,54 |
Lionel Messi | Argentina | Mi | 122 | 64 | 0,52 |
Luis Suárez | Uruguay | An | 94 | 49 | 0,52 |
Kelechi Iheanacho | Nigeria | An | 16 | 8 | 0,50 |
Romelu Lukaku | Belgien | An | 67 | 33 | 0,49 |
Chicharito | Mexico | An | 100 | 49 | 0,49 |
Artem Dzyuba | Rusland | An | 23 | 11 | 0,48 |
Tim Cahill | Australien | Mi | 95 | 45 | 0,47 |
Shinji Okazaki | Japan | An | 111 | 50 | 0,45 |
Iago Aspas | Spanien | Mi | 9 | 4 | 0,44 |
Gonzalo Higuaín | Argentina | An | 72 | 31 | 0,43 |
Olivier Giroud | Frankrig | An | 72 | 31 | 0,43 |
Sergio Agüero | Argentina | An | 84 | 36 | 0,43 |
Michy Batshuayi | Belgien | An | 14 | 6 | 0,43 |
Thomas Müller | Tyskland | An | 90 | 38 | 0,42 |
Mario Gómez | Tyskland | An | 74 | 31 | 0,42 |
Edinson Cavani | Uruguay | An | 96 | 40 | 0,42 |
Danny Welbeck | England | An | 37 | 15 | 0,41 |
Falcao | Colombia | An | 65 | 26 | 0,40 |
Mehdi Taremi | Iran | An | 25 | 10 | 0,40 |
Andreas Cornelius | Danmark | An | 20 | 8 | 0,40 |
For kampe til og med 3. juni 2018.
Australiens Tim Cahill er efterhånden blevet 38 år, og hans bedste år ligger utvivlsomt bag ham. Men han har scoret masser af mål for sit land igennem tiden, og i kvalifikationen til VM nettede han imponerende otte mål i ti kampe. Det er derfor helt sikkert en vigtig brik i landstræner Åge Hareides forberedelse til kamp nummer to i puljen at få ham stækket.
Minutter pr. mål (mindst 5 landskampe spillet)
Da Kasper Dolberg debuterede for Danmark i 4-1-sejren over Kasakhstan var han få centimeter fra at prikke et fladt indlæg over stregen og få den perfekte debut, som en hel fodboldnation håbede på, at han ville.
Dolberg har siden fået fire indhop, og det har kastet et enkelt mål af sig i det omvendte opgør, som endte med dansk sejr på 1-3. Det er tvivlsomt, han får lov at starte inde under VM, men Kasper Dolberg viste i testkampen mod Sverige, at han kan komme ind og bidrage med noget fra bænken, og giver Hareide ham spilletid i løbet af turneringen, er det måske værd at se efter et liveodds på, at han kommer på tavlen.
Det samme gør sig i øvrigt gældende for mere etablerede navne som Michy Batshuayi fra Belgien og Iago Aspas fra Spanien, som begge nok ikke kan forvente andet end en jokerrolle ved slutrunden, men som også begge flere gange tidligere har vist, at de kan få bolden over stregen, når kampene går på hæld.
Spiller | Land | Pos. | Kampe | Mål | Spilleminutter pr. mål |
---|---|---|---|---|---|
Michy Batshuayi | Belgien | An | 14 | 6 | 72 |
Taison | Brasilien | Mi | 7 | 1 | 75 |
Kasper Dolberg | Danmark | An | 5 | 1 | 81 |
Sardar Azmoun | Iran | An | 31 | 23 | 84 |
Iago Aspas | Spanien | Mi | 9 | 4 | 95 |
Mario Gavranovic | Schweiz | An | 13 | 5 | 95 |
Mohammed Al-Sahlawi | Saudi-Arabien | An | 27 | 20 | 98 |
José Izquierdo | Colombia | Mi | 5 | 1 | 103 |
Romelu Lukaku | Belgien | An | 67 | 33 | 115 |
Nikola Kalinic | Kroatien | An | 40 | 15 | 117 |
Timo Werner | Tyskland | An | 13 | 7 | 118 |
Olivier Giroud | Frankrig | An | 72 | 31 | 120 |
Kelechi Iheanacho | Nigeria | An | 16 | 8 | 123 |
Sergio Agüero | Argentina | An | 84 | 36 | 126 |
Mario Gómez | Tyskland | An | 74 | 31 | 127 |
Khalid Boutaïb | Marokko | An | 15 | 5 | 129 |
Neymar | Brasilien | Mi | 84 | 54 | 130 |
André Silva | Portugal | An | 22 | 12 | 131 |
Harry Kane | England | An | 24 | 13 | 131 |
Tim Cahill | Australien | Mi | 95 | 45 | 131 |
Isco | Spanien | Mi | 27 | 10 | 133 |
Robert Lewandowski | Polen | An | 93 | 52 | 134 |
Chicharito | Mexico | An | 100 | 49 | 136 |
Gabriel Jesus | Brasilien | An | 16 | 9 | 137 |
Nabil Fekir | Frankrig | Mi | 11 | 2 | 137 |
Artem Dzyuba | Rusland | An | 23 | 11 | 138 |
Lukasz Teodorczyk | Polen | An | 15 | 4 | 138 |
Cristiano Ronaldo | Portugal | An | 149 | 81 | 142 |
Mohamed Salah | Egypten | Mi | 57 | 33 | 143 |
Danny Welbeck | England | An | 37 | 15 | 146 |
Også på denne liste figurerer Tysklands Timo Werner højt. Han scorer altså ikke blot mange mål, men han skal heller ikke bruge ret mange minutter på at score dem. Hold øje med ham!