Verdensfodbolden har udviklet sig. Fra rendyrket "individuel indianerfodbold" for 150 år siden over 2-3-5-pyramiden, WM-systemet, fire back-kæden, Catenaccio'en, Total-fodbolden og nu som det måske mest "moderne" system Tiki-Taka’en... eller er "Den Defensive Tiki-Taka", som nu måske mest er mode-systemet? Med et holds taktiske muligheder er altid begrænset af det spillemateriale, træneren har til rådighed, og hvad ér til syvende og sidst trænerens job? – at skaffe sit hold det bedst mulige resultat, alt andet antager underordnet betydning.
For fodbold-nørder som mig, der mener, at fodbold er andet og mere end bare flotte saksespark-scoringer, så er en interessant ting før en VM-slutrunde, hvad der kommer til at ske taktisk på banerne. Vil vi tv-kiggere monstro få taktiske nyskabelser at se i Rusland?
Well... de store taktiske revolutioner ligger måske ikke lige til højrebenet. Ikke, som jeg ser det i hvert fald, men man ved aldrig.
"Individuel indianerfodbold"
Fodbolden har nemlig altid udviklet sig, også selvom der unægtelig går år imellem de store kvantespring. De første rapporter fra rigtigt officielle fodboldkampe er fra de britiske øer i 1860'erne, hvor fodbold esssentielt blev set som et spil, hvor man fik bolden og så forsøgte at at gå mod modstanderens mål, alternativt i det mindste tonsede kuglen så langt fremad banen som muligt. Selve idéen om, at man jo også kunne aflevere til en medspiller, var sort tale.
Første gang, historien i en officiel match fik øjnene op for, at det måske ikke var så dum en idé endda – at søge at aflevere til en medspiller, der var bedre placeret end én selv – var i 1872 i en landskamp mellem England og Skotland. Klubben Queen's Park dominerede skotsk fodbold i de år, og alle spillerne udtagne til det skotske landshold var Queen's Park-spillere. England var favorit, og de engelske spillere var større og fysisk stærkere. Hvad de skotske spillere til gengæld havde, var en revolutionerende idé – bolden kan afleveres!
Kampen sluttede, som den startede, 0-0, men det skotske hold burde have vundet og fik megen ros og anerkendelse i datidens presse. I løbet af de næste 10-20 år blev fodbolden forandret og kom mere til at ligne det spil, vi kender i dag.
2-3-5-pyramiden
Forandringen skete først på de britiske øer, men kontinental-Europa fulgte hurtigt efter. Bevæger vi os op til mellemkrigsårene, 1920'erne og 30'erne, spillede de fleste professionelle hold efter et pyramidalsk 2-3-5-system, og det havde en logisk årsag i reglerne. Dengang var offside-reglen i modsætning til i dag nemlig, at der skulle være tre modstandere mellem en spiller, der i en fremadrettet aflevering modtog bolden, og baglinjen. Dén regel blev ændret til, at der som i dag kun skulle være to spillere (typisk en markspiller og målmanden) mellem spilleren, som modtog bolden, og baglinien.
WM-systemet
Som i dag var der også for 90 år siden en klar forståelse af, hvilke taktiske muligheder, offside-reglen gav. Med regelændringen, godt hjulpet på vej af et gradvist hurtigere spil, blev det pludseligt betydeligt mere risikobetonet at spille så decideret på offside, som man havde gjort tidligere. To forsvarere var ikke længere nok, og derfor skiftede de fleste hold over til at spille med tre centerbacks. Den første til at indføre tre back-systemet, var Arsenal-manager Herbert Chapman. Problemet var så, at midtbanen med kun to spillere spillere blev for tynd, men det problem blev løst ved at flytte de to inderwings en tand længere tilbage på banen. I dag ville man vel kalde et sådant system 3-2-2-3, men det blev kendt (tænkt bogstav-grafisk) som WM-systemet.
Uanset hvad taktisk system, man havde, omend flere og flere skiftede over til WM-systemet, blev der naturligvis kompenseret fleksibelt alt efter spillernes evner. Og når det hele spiller sammen, taktikken og spillerne, så kører det for alvor. Og der er ikke nogen taktik så god, at den ikke kan forbedres, det igen naturligvis med behørig hensyntagen til, hvilke spillere, der er til rådighed.
I 1953, hvor England faktisk havde et rigtigt godt landshold og anså sig selv som værende foran resten af verden fodboldmæssigt, herunder ikke mindst taktisk, fik de gode englændere sig imidlertid en taktisk ørefigen af rang.
Fire back-kæden
I en høj-prestige kamp på Wembley mod Ungarn løb magyarerne simpelthen om hjørner med det engelske hold. Begge hold spillede essentielt efter WM-systemet, men Ungarn havde en betydelig mere fleksibel opfattelse af, hvordan dén taktik også kunne eksekveres det især hvis modstanderen var ude at stand til at læse, eller reagere på, hvad Ungarn egentligt gjorde. Den ungarske oprindelige centerforward Nandor Hidegkuti lod sig droppe tilbage som central midbanespiller, hvilket gav ham oceaner af plads med bolden, og fra sin tilbagetrukne position kunne han så finde rummene ikke kun til Ungarns wings, men også de to fremadløbende inderwings. Samtidigt droppede Ungarns normale centrale midtbanemand Jozsef Zakarias tilbage for at styrke centerforsvaret, hvilket gav mulighed for, at to af de tre normale forsvarere nu kunne søge ikke kun ud på kanterne, men også frem fra kanterne som moderne wingbacks.
Ungarn havde ændret WM-systemet til et fleksibelt system, som alt efter ønske og omstændigheder kunne kaldes 4-4-2, 4-2-2-2, 4-1-3-2 eller 4-2-4, men hvor den overordnede og langsigtede ændring var fire forsvarere. I 1953 var England totalt ude af stand til at finde løsninger overfor Ungarns taktiske nyskabelse, og i en af fodbold-historiens mest berømte kampe måtte England ned 3-6.
Introduktionen af den vigtige fjerde forsvarer, givende to fleksible backs, var Ungarns vigtigste bidrag til verdensfodboldens taktiske forståelse, men med det sagt må man heller ikke glemme, at træner Gusztaf Sebes og centerforward Hidekguti ved samme lejlighed også opfandt trequartista'en, den centrale offensive chanceskabende spilfordeler.
Catenaccio
Men intet er jo så godt, at det ikke kan ødelægges. Som modtræk overfor taktisk fleksible angribende mandskaber kom den østrigske træner Karl Rappan omkring 1960 op med idéen at placere en "fri" mand umiddelbart bag fire back-kæden. Denne frie mand, "sweeperen" skulle være en spil-intelligent spiller, som kunne dække eventuelle huller i forsvarskæden. Idéen blev hurtig populær i især Italien, hvor systemet fik tilnavnet "Catenaccio" (direkte oversat: "fastboltet dør").
Første storhold til at popularisere Catenaccio var Inter under den argentinske træner Helenio Herrera. Taktikken i Inter var simpel. Alle mand i fire back-kæden havde strenge personlige mandsopdækningsordrer, og bagved havde man så sweeperen "som forsikring". Dette gjorde hold som Inter uhyggeligt vanskelige at åbne, men simpel matematik gjorde samtidig, at Catenaccio'en jo betød, at man var en mand færre længere fremme på banen, så spillet blev typisk meget defensivt. Havde man, som eksempelvis i Inter, virkeligt gode spillere til midtbanen og angrebspladserne kunne det i et vist grad kompensere, men ellers var det et vigtigt element i Catenaccio'en at kunne overraske ved veltimede fremstødt fra én eller flere spillere i forsvarskæden.
I 60'erne var fodbolden på mange måder en krig mellem forskellige angrebsorienterede systemer alle med en fire back-kæde og så det italienske Catenaccio, der essentielt var et 5-3-2-system. På landsholdsfronten havde Brasilien generelt overtaget i disse år (Brasilien excellerede typisk i en 4-2-4), men det ikke på grund af overlegen taktisk forståelse, blot rådede brasserne over flere verdensklassespillere end nogen anden nation på det tidspunkt.
Total-fodbold
Men også det ændrede sig. Ved VM-slutrunden 1974 i Tyskland fik verden øjnene op for "Total-fodbold". Holland havde i årene op til 1974-slutrunden en samling ekstremt talentfulde og spil-intelligente spillere med Johann Cruijff i spidsen samt den taktisk skarptanalyserende træner Rinus Michels. De fleste hold havde på dette tidspunkt skiftet over til 4-4-2-systemer, nogle gange med wings, så man med lidt god vilje kunne kalde det 4-3-3 og nogle gange blot med to angribere og så fleksible kantspillere længere tilbage på banen. Holland kom op med noget nyt – og det var egentlig ikke noget system overhovedet, det var bare Total-fodbold.
Pointen i Total-fodbold er at udnytte modstanderens taktiske svagheder, altså at angribe modstanderen, hvor han er svagest, og dette gøres best ved overlap og skabelse af overtalssituationer.
Den hollandske Total-fodbold fokuserede på en ekstrem høj grad af vertikal fleksibilitet hos spillerne op ad banen. Spillere fra alle tre led skulle være i stand til at søge frem i deres "linje" af banen og skabe overlap og overtalssituationer der, hvor modstanderen var mest sårbar. Et sådant system fungerer kun, hvis hele holdet er spil-intelligent og fleksibel nok, idet det naturligvis er uhyre vigtigt, at der bliver dækket af bagude, hvis backs eller centerforsvarere pludseligt agerer angribere eller offensive midtbanespillere, men det kunne hollænderne. Samtidigt kunne de med Johann Cruijff som en slags falsk Hidekguti-centerforward flakkende banen rundt kunsten at trække modstanderne skævt og dermed ud af position, hvorefter der blev angrebet, hvor hullerne opstod.
Et kritikpunkt dengang imod den hollandske Total-fodbold var, at det for uindviede ofte kunne se ud som om, hollænderne bare spillede bolden frem og tilbage i egne rækker i en evighed, essentielt en slags defensiv fodbold udfra devisen, "at så længe vi har bolden, så scorer modstanderne ikke". Men det var ikke hele sandheden, så langtfra endda. Undervejs i nogle gange ret massive boldbesiddelsesperioder, men med megen "spillen-bolden-frem-og-tilbage", skiftede spillerne nemlig konstant plads lurende på skævheder/svagheder i modstandernes opstilling, som så på ægte Clausewitz-manér blev udnyttet af "force concentration", hvor modstanderen var svag.
Tiki-Taka
Når man har boldsikre og spil-intelligente spillerne, der kan udføre det, og dét havde Holland, så er Total-fodbold meget vanskeligt at gøre noget ved. Og Total-fodbolden er også frontløberen for den seneste store landvinding i moderne fodbold: Tiki-Taka'en.
Man kan trække paralleller via Johann Cruijffs tid i FC Barcelona og opfindelse af den hurtige korte afleverings Tiki-Taka-stil, og der er mange lighedspunkter. Hvor Tiki-Kaka'en bygger på Total-fodbolden er den massive boldbesiddelse, idet man simpelthen nægter at give bolden fra sig. For at kunne praktisere dén form for fodbold, er det en nødvendighed, at man råder over teknisk sublime spillere på næsten alle pladser. Med Carles Puyol som en ikonisk undtagelse var det, hvad FC Barcelona gjorde. I starten af 2000-tallet begyndte den rene Tiki-Taka at se sit lys, det under indflydelse af flere trænere og teknisk ansvarlige FC Barcelona-taktikere så som Johann Cruijff, Carles Rexach og ikke mindst Louis van Gaal. Den hollandske indflydelse blev endnu tydeligere med ansættelsen af Frank Rijkaard i 2003, men dén mand, der er mest kendt for at have sat Tiki-Taka'en i scene, er Josip Guardiola, der i 2008 tog over efter Rijkaard og blev ved rorpinden i FC frem til 2013.
Taktisk er pointen ved Tiki-Taka'en en total overdominering af midtbanen. Og da der er vigtigt for at systemet at holde fast i fire back-kæden, så er det eneste sted ekstra spillere til midtbanen kan hentes, jo fra angrebet. Det lyder umiddelbart defensivt (og det kan det da også være), men det var det ikke i FC Barcelona-udgaven, hvor alle spillere på den brede midtbane var teknisk ekstremt velfunderede og dermed også målfarlige. Ligesom i forløberen Total-fodbolden er filosofien i Tiki-Taka'en at køre bolden rundt i egne rækker forsøgende på at trække modstanderen skæv for så derefter at slå til, hvor der opstår svagheder.
Hvor Tiki-Taka'en så adskiller sig fra Total-fodbolden er på fire punkter:
- Tiki-Taka'en er via en overbefolket midtbane endnu mere boldbesidende.
- Tiki-Taka'en kan spilles praktisk taget uden deciderede angribere, hvilket kræver mere kreativitet af holdets midtbanespillere, men samtidig også kræver mere årvågenhed hos modstanderne, idet det bliver meget mere uforudsigeligt, hvorfra angrebene bliver sat ind.
- I modsætning til Total-fodbolden spilles overlap spillerne fra de forskellige kæder imellem ikke kun vertikalt, men både vertikalt og horisontalt (i længden og i bredden). Dette stille højere taktiske forståelseskrav til egne spillere, men det gør det også vanskeligere for modstandernes forsvar at forudse, hvor hullerne måske opstår.
- Et ekstremt højt genpres – det er for en succesfuld Tiki-Taka vigtigt, at hvis bolden mistes, så er helst to spillere øjebikkeligt over modstandernes boldholder. Det er vigtigt, at modstanderholdet i omstillingssituationer ikke får lov at fange det Tiki-Taka-spillende mandskab ude af balance, og dette opnås med det øjeblikkelig genpres, hvilket dybest set er en øjeblikkelig forstyrring af modstanderens opspilsmuligheder.
Den defensive Tiki-Taka
Tiki-Taka-stilen blev opfundet i FC Barcelona og siden adopteret af det spanske landshold, men udøvelsen af Tiki-Takaen er ikke altid den samme hos Barca og La Furia Roja. For mens FC Barcelona næsten altid spiller sin Tiki-Taka udfra et offensivt sigte, så spiller det spanske landshold kun nogle gange sin Tiki-Taka offensivt.
Spanien vandt i 2010 i Sydafrika som bekendt sin første VM-titel nogensinde, og det ved hjælp af Tiki-Taka. Men den massive overbefolkning af midtbanen og det hurtige genpres ledende til massiv boldbesiddelse, så kan Tiki-Taka imidlertid udføres lige så defensivt som eksempelvis en Catenaccio (ja faktisk endnu mere, omend det kræver, at man har de teknisk dygtige og boldfaste spillere til det – her stiller en Catenaccio færre krav til et holds tekniske formåen). Og Spanien udnyttede Tiki-Taka'en defensivt i Sydafrika, hvilket resultaterne taler sit tydelige sprog om (Spanien i cup-fasen: 1-0 over Portugal, 1-0 over Paraguay, 1-0 over Tyskland og i finalen 1-0 over Holland i forlænget spilletid).
En gannemgang af verdensforboldens store taktiske nyskabelser gennem tiden i denne artikel (som i øvrigt ikke kun, men alligevel i udstrakt grad er inspireret af blandt andet Michael Cox’ skriverier for FourFourTwo – og jeg vil i øvrigt gerne give Cox og FourFourTwo generelt en cadeau for seriøs fodboldjournalistik) munder ud i lidt, men alligevel ikke så megen tal-nørderi endda omkring 5-3-2, 4-1-4-1, 3-5-2m eller hvad man nu har af systemer, men mere syv fikspunkter, hvorom verdensfodbolden har taktisk udviklet sig. Fra "individuel indianerfodbold" for 150 år siden videre over 2-3-5-pyramiden til WM-systemet, og derfra videre til indførelsen af fire back-kæden. Derefter den defensive Catenaccio førende til Total-fodbolden som modsvar og så endelig den moderne Tiki-Taka-approach.
Man kan ikke hekse med et begrænset spillermateriale
Taktiske indoplæg som Total-fodbold og endnu mindre Tiki-Taka kan imidlertid ikke praktiseres af alle hold. Jeg tror eksempelvis ikke, at hverken Panama, Peru eller Sveriges landstrænere pønser på noget Tiki-Taka til den forstående VM-slutrunde i Rusland, det ikke fordi der er noget galt med Tiki-Taka, men det fordi Panama, Peru og Sverige ikke har spillerne til det. Visse systemer, så som en 4-4-2 med tæt mellem kæderne eller en Catenaccio-inspireret 5-3-2, som Grækenland vandt EM 2004 med, kræver ikke samme tekniske niveau hos et holds spillere. Og hvem kunne fortænke en Ricardo eller en Otto Rehhagel i at vælge den taktik, der var den bedste for hans hold? Nej vel.
Og sådan bliver det også i Rusland. Den pågældende træner bliver nødt til at tage udgangspunkt i nationens spillermateriale. Og jo bedre spillermateriale, jo større taktisk fleksibilitet. Derfor vil man se nogle af de store favoritter skifte mellem offensiv og defensiv fodbold alt efter forholdene, mens de teknisk mere begrænsede hold som udgangspunkt vil komme med mere forudsigeligt forsigtige udgangspunkter. Ikke noget nyt der.
”Hvad tror du, den almindelige argentiner på gaden foretrækker?”
Ofte får nogle trænere af den altid målhungerende medieverden og offentlig kritik af at være for defensivt indstillet. Men hvad et egentlig en træners job?
Jeg mindes engang et interview, jeg engang for adskillige år tilbage læste i den store argentinske avis Clarin (og man må tilgive mig, hvis hukommelsen fejler med det eksakte ordvalg i interviewet, og det gør den ret sikkert, men essensen er det vigtige):
Det var tale om et stort interview i Clarin med Cesar Luis Menotti (landstræner for Argentinas VM-vindere i 1978) om fodbold generelt, herunder fodbold-taktik. Intervieweren spurgte Menotti, ”hvorfor de fleste trænere nu om dage vælger at spille defensivt i stedet for offensivt, for man kan jo beviseligt se, at offensiv fodbold giver bedre resultater.”
Menotti (som indvendigt måtte have korset sig over interviewerens spørgsmål) svarende: “Hør her. Vi lever i en verden, hvor man er nødt til at forholde sig realistisk til, hvad man har med at gøre. Jeg kunne godt fortælle dig, at nu skal du stå op fra din stol og slå slå en tre-dobbelt saltomortale i luften. Det nytter bare ikke noget, hvis du ikke kan gøre det. Så lad mig give dig et eksempel på, hvad du spørger om, et hypotetisk eksempel, men ét, der måske ikke er så langt væk fra virkeligheden endda. Nu siger vi, jeg er landstræner for Argentina i en VM-slutrunde, og jeg råder over gode spillere i min trup, ikke noget problem der. Problemet er bare, at vi skal møde Brasilien, som på dette tidspunkt desværre råder over endnu bedre spillere. Nu skal jeg så lægge taktikken. Jeg kan vælge, at vi tager vores chancer og går ud og spiller, hvad der sikkert bliver en rigtig underholdende kamp. Gør jeg det, har vi måske 25 procent chance for at vinde. Jeg kan også vælge at ødelægge kampen, smadre alt form for fodbold og spille på at lade kampen komme ud i afgørelse på straffespark. Hvis jeg vælger det, har vi 49 procent chance for vinde. Hvad tror du, den almindelige argentiner på gaden foretrækker, jeg vælger?"
Afhænger af øjnene, der ser...
Jeg kunne have et naivt ønske eller ambition om at søge at foruddiskontere de store holds taktik i den kommende VM-sluturunde, og det kunne også være genialt, hvis jeg formåede på forhånd at gøre opmærksom på en forestående taktisk nyskabelse, som vil revolutionere fodboldverdenen. Men dels er chancen for, at vi får reelle taktiske nyskabelser (omend der altid vil være smarte detalje-varianter) at se, meget lille. Og dels så ville det med denne skribents begrænsede spådomskunst være som at finde den berømte nål i høstakken. Så i stedet er jeg nøjes med den lille ovenstående historiske fodboldtaktiske gennemgang, som du, kærer BetXpert-bruger nu har kæmpet dig igennem.
I slutrunden i Rusland... og nu er der kun to dage tilbage... bliver det for langt de fleste trænere det muliges kunst og det med de begrænsninger, det sætter. De har først og fremmest et job at gøre. Taktisk er det job at skrue chancerne for, at deres hold får succes, så langt op som muligt, og ikke noget andet.
Så kan alle være i deres gode ret til at mene dette og hint, men jeg er sikker på, at selvom Danmark skulle diske op med slutrundens mest destruktive og defensive taktik, så vil Åge Hareide blive grundigt tilgivet, hvis det hele slutter med, at DK vinder verdensmesterskabet. Ingen af de to ting kommer til at ske, og til syvende og sidst afhænger en kamp af øjnene, der ser, og disse øjne vil i sagens natur meget ofte være farvede.
Og i den ånd vil jeg slutte af med et passende citat af George Orwell: "Football – a game in which everyone gets hurt and every nation has its own style of play which seems unfair to foreigners."
Artiklen er den sekstende ud af 51 i BetXperts VM-serie af Torben N. Sørensen og Toke, der kan læses mere om her. Alle artikler i serien kan læses her, mens BetXperts store VM-sektion med analyser af holdene kan læses her.
Kilder: FIFA; FourFourTwo; Guardian; Clarin; Tipsbladet og Berlingske Tidende.
