Storbritanniens største spilleselskaber lukker ned for radio- og tv-reklamer, indtil coronakrisen er overstået.
For tiden er det grundet coronakrisen ikke usædvanligt at se lovændringer og lovforslag i bettingbranchen. Det har vi ikke mindst set i Sverige, der inden for den seneste uge er kommet med en række forslag, der skal øge de svenske spilleres sikkerhed.
Nu er turen så kommet til Storbritannien. Her vil spillebranchen selv suspendere radio- og tv-reklamer. Det skriver The Guardian.
Reklamer for sikkert spil
The Betting and Gaming Council (BGC), som repræsenterer 90 procent af Storbritanniens betting-, spilleautomat-, bingo- og kasinoudbydere, har meldt ud, at allerede bestilte spillereklamer på radio og tv ikke vil blive sendt. I stedet vil reklamerne komme til at indeholde budskaber om sikkert spil, eller de vil blive taget helt af programmet, hvis kontrakten tillader det.
Michael Dugher, administrerende direktør i BGC, siger om beslutningen:
”Vi har fra dag ét i krisen forsøgt at beskytte de kunder, som er i risikogruppen (for at spille for meget, red.). Dette initiativ understreger blot vores engagement til at forbedre spillesikkerheden i en tid, hvor mange mennesker føler sig isolerede og ængstelige.”
Spiludbyderne har indtil den 7. maj til at trække deres reklamer helt tilbage. Forbuddet vil indtil videre gælde til den 5. juni. Det vil desuden stadig være muligt for spiludbyderne at reklamere på andre platforme, for eksempel Facebook og andre sociale medier.
DOGA: Ikke behov for det i Danmark
BetXpert har snakket med DOGAs (Danish Online Gambling Association) direktør, Morten Rønde, for at høre, om lignende tiltag har været på tegneblokken i Danmark.
Har I fra DOGAs side overvejet noget ligende det, vi nu ser i Storbritannien?
”Det har vi ikke umiddelbart. Krisen ser nok anderledes ud i Danmark end i for eksempel England, hvor det står ret slemt til, og folk er lukkede inde.”
”Vi har naturligvis forsøgt at følge med i, hvordan det går med de forskellige spillemarkeder. Bettingdelen er helt nede. Andelen for onlinekasino er steget, men ikke særlig meget. Det, man er bange for i nogle lande, er, at spil på onlinekasino vil eksplodere, fordi folk sidder hjemme. Det tyder ikke på, at det er tilfældet i Danmark.”
Så I har på intet tidspunkt overvejet et forbud mod spillereklamer under krisen?
”Nej, men vi har naturligvis fulgt med i, hvad der sker rundtomkring i Europa. Her er situationen mange steder anderledes end herhjemme. Der er ikke noget, der tyder på, at der er behov for det (forbud eller suspendering af tv- og radioreklamer, red.) i Danmark.”
Morten Rønde siger desuden, at DOGA i løbet af foråret vil komme med nye tiltag angående spilansvarlighed. Blandt andet vedrørende netop spilreklamer. Desværre kunne DOGA-direktøren ikke sige noget mere konkret om initiativerne på nuværende tidspunkt.