Centerleder hos Center for Ludomani, Michael Bay Jørsel, kritiserer kraftigt brugen af kendte personligheder i bettingreklamer. Det skal forbydes, mener han. Advokat i markedsføringsret bakker op om idéen.

Mediet Journalisten har gang i en artikelserie om bettingreklamer. I dag bringer mediet en historie om brugen af kendte i disse reklamer. Pilou Asbæk, Uffe Holm, Brian Laudrup og Simon Kjær medvirker alle i bettingreklamer for henholdsvis bet365, LeoVegas, Unibet og NordicBet.  

Ifølge dansk lovgivning er det helt i orden at benytte sig af kendisser i bettingreklamer, så længe de ikke giver indtryk af, at den kendte er blevet rig eller har opnået succes på grund af betting.

Det er dog en lov, der burde kigges på af politikerne, hvis de ønsker at skærpe reglerne for bettingreklamer. Det mener advokat og ekspert i markedsføringsret Heidi Højmark Helveg.

- Noget, der kan pikere mig, er reklamerne med Pilou Asbæk. Når rollemodeller bliver brugt som reklamesøjler for spil – det er også store danske fodboldspillere – så kunne de overveje, om det skal være lovligt, at de opfordrer os til at spille, siger hun til Journalisten.

Skatteminister Morten Bødskov (S) foreslog i efteråret blandt andet, at der skulle dæmmes op for antallet af bettingreklamer. Siden 2012 er antallet af bettingreklamer, der bliver sendt på radio og tv, steget fra i gennemsnit 426 i døgnet til 1.197 i døgnet ifølge tal fra Kantar Gallup.

- Jeg er åben over for alle idéer, der kan vende udviklingen, fortalte Morten Bødskov i oktober til DR. 

Centerleder: Fjern kendisserne

Michael Bay Jørsel er centerleder på Center for Ludomani, og han er klar i spyttet, når talen falder på kendissers medvirken i bettingreklamer.

- Der er ikke undersøgelser, der viser det. Men når kendte ansigter som Uffe Holm, Brian Laudrup eller Pilou Asbæk træder frem, så gør de det, fordi de tjener penge på det. Og bettingselskaberne giver dem penge, fordi det må have en afledt effekt på deres bundlinjer,” siger han og fortsætter:

- ”Spilselskaberne er relativt skarpe. For dem handler spil om at få flere til at spille og tabe penge hos dem. Og for mennesker med et spilleproblem er reklamerne en giftig cocktail,” siger Michael Bay Jørsel.

BetXpert har også for nylig talt med Michael Bay Jørsel om bettingreklamer, og dengang lagde han heller ikke skjul på sin frustration over dem. Dengang lød det således:

- Hvis man vil spillernes ve og vel, så kæmper man for at fjerne spillereklamerne fra jordens overflade. Hvis ikke det kan lykkes, så er den næstbedste løsning en markant reducering af disse reklamer. De er nemlig med til at afstedkomme, at flere og flere, også helt unge, begynder at spille. Antallet af spillereklamer er jo gået grassat. Grassat!

Centerlederen omtalte dengang de samme tal fra Kantar Gallup.

- Der er reklamer døgnets 24 timer herhjemme. Den sidste undersøgelse, jeg har set for reklamer på en enkelt dag, lød på 1197 af slagsen. Det er en tredobling siden 2012. Og sådan kunne jeg fortsætte, fortalte Michael Bay Jørsel til BetXpert tidligere på måneden.  

Til Journalisten fortæller Michael Bay Jørsel, at han mener, kendisser i bettingreklamer bør gøres ulovligt.

- Forbyd kendisserne i bettingreklamer. Det har jeg foreslået i årevis.

Anstændighed til salg

Bettingselskabet Unibet har i Journalistens artikelserie fået kritik for at bruge Brian Laudrup som ambassadør og frontfigur samtidig med han job som fodboldkommentator for Discovery.

Blandt andet er der blevet vist reklamer med ham i forbindelse med landskampen mellem Irland og Danmark, hvor han selv var kommentator.

Det er et brud på reklamebekendtgørelsen og markedsføringsloven, vurderer advokat Heidi Højmark Helveg. Unibet afviser, at reklamerne er i strid med dansk lovgivning.

Brian Laudrups rolle vækker skarp kritik hos Center for Ludomani.

- Jeg kan ikke forstå, at han vil sælge sin anstændighed på den måde, fortæller centerleder Michael Bay Jørsel til Journalisten. 

Programmedarbejdere kunne forbydes i betting

I den danske reklamebekendtgørelse står følgende:

”En programmedarbejder, som medvirker i et nyheds- eller aktualitetsprogram, herunder sportsnyheder og aktualitetsprogrammer vedrørende sport, må ikke medvirke i en fjernsynsreklame udsendt af samme programforetagende.”

Professor i markedsføringsret Søren Sandfeld fra CBS fortæller, at Discovery går fri, fordi de har base i London. Det vil sige, at de er omfattet af de britiske regler for bettingreklamer i stedet for de danske grundet et direktiv fra EU.

- Det er der et EU-direktiv, der fastslår. Du er omfattet af reglerne fra det land, hvor du har base. Det er derfor, vi har et begreb, der hedder London-kanaler om tv-kanaler, siger Søren Sandfeld til Journalisten.

Heidi Højmark Helveg fortæller til Journalisten, at hun ser det som en lovlig omgåelse af loven.

Journalisten har spurgt Søren Sandfeld, om det er muligt for de danske politikere at lave et forbud mod brug af programmedarbejdere specifikt i bettingreklamer.

Til det svarer professoren i markedsføringsret:

- Ja. Lovteknisk tror jeg godt, man kan, men de skal være meget skarpe på at få det skrevet direkte ind i spilloven og gøre det klart, at det er en særregel for betting, som gør sig gældende uanset platform, siger han.

Danske Spil: Forkert helt at forbyde bettingreklamer​​​​​​​

Hos Danske Spil mener direktør Niels Erik Folmann, at det ville være forkert at forbyde bettingreklamer.

- Jeg synes, vi skal sørge for, at der er en sund balance, hvor vi kan komme af med kommercielle budskaber uden at blive overeksponeret. Der er stadig en meget stor del af de mennesker, der spiller, der har et fornuftigt forhold til det, siger han til Journalisten.

Niels Erik Folmann mener dog, at politikerne bør begrænse visse typer bettingreklamer. Folmann foreslår blandt andet, at der ikke må vises bettingreklamer på skærmen fra starten til slutningen af fodboldkampe.

- Det kan være den næste målscorer, eller hvor mange frispark der er i løbet af kampen. Det kravler i bunden eller toppen af skærmen. Jeg tror, at særligt personer med bettingproblemer er meget udsatte for de reklamer, siger han.

Ydermere mener Danske Spil, at diverse bonusser man kan få hos bookmakerne, når man opretter sig, skal forbydes.

- Ud med det. Alle de her aggressive, salgsfremmende tilbud om penge, det skal forbydes, lyder det fra Danske Spils direktør.

Reglerne om markedsføring for betting 

Spilloven

§36: Markedsføring af spil

Stk. 4) Man må ikke ved brug af kendte personligheder i strid med sandheden antyde, at deltagelse i spil har bidraget til den kendtes succes.

Stk. 5) Man må ikke have et indhold, der giver indtryk af, at deltagelse i spil fremmer en løsning på finansielle problemer eller giver spilleren social accept.

Reklamebekendtgørelsen

§7: Reklame i radio, fjernsyn og on demand-audiovisuelle medietjenester skal, som al anden reklame, være lovlig, sømmelig, hæderlig og sandfærdig og være udformet med behørig social ansvarsfølelse.

Stk. 2. Reklamer skal være i overensstemmelse med markedsføringsloven og i øvrigt respektere alment accepterede reklameetiske normer.

§8: En programmedarbejder, som medvirker i et nyheds- eller aktualitetsprogram, herunder sportsnyheder og aktualitetsprogrammer vedrørende sport, må ikke medvirke i en fjernsynsreklame udsendt af samme programforetagende. Fjernsynsreklamer udsendt af det pågældende programforetagende må heller ikke indeholde symboler eller standardelementer fra foretagendets programmer.

Markedsføringsloven

§3: Erhvervsdrivende skal udvise god markedsføringsskik under hensyntagen til forbrugere, erhvervsdrivende og almene samfundsinteresser.