Etape-cykelløbet Tour of California køres 15.-22. maj. Læs optakten der gennemgår ruten, favoritterne og outsiderne...
Midt i al dramatikken på de italienske landeveje, starter et andet løb på den anden side af Atlanten, og i visse kredse kaldes det sågar ”den fjerde Grand Tour”.
Man skal dog nok både være amerikaner og temmelig patriotisk for at kalde Tour of California for andet end et halvstort etapeløb. Løbet er simpelthen hverken hårdt nok, langt nok eller prestigefyldt nok til at kunne konkurrere mod de tre øvrige Grand Tours, og så bør løbet nok få sig en bedre placering i kalenderen, hvis man har meget større ambitioner med løbet end pt.
Men det ændrer ikke ved charmen. Løbet køres – naturligt nok – i Californien, hvor rytterne blandt andet smutter forbi den dansk-prægede by, Solvang. Store motorveje tages i brug, som de kun kan i USA, og løbet køres generelt i flotte omgivelser, og generelt virker hele opsætningen omkring løbet meget imponerende.
Løbet anses som et relativt vigtigt forberedelsesløb frem mod Tour de France, men i år er det kun Andy Schleck, blandt de helt store stjerner, der stiller til start. Der er dog også gode folk som Leipheimer, Horner, Hesjedal og Zabriskie...
Alt i alt bliver det et interessant løb. Og selvom jeg oprigtigt mener, at placeringen af løbet er dårligt valgt, så kan man som cykelseer kun glæde sig over to etapeløb om dagen: Først Giro d’Italia lige før aftensmaden og til sidst Tour of California lige før sengetid. Det bliver herligt!
Hvis rytterne i øvrigt tror, at det bliver et solrigt løb, så kunne noget tyde på, at de skal tro om igen: I hvert fald rapporteres der snevejr ved starten i Lake Tahoe, og vejret ser ikke ud til at blive meget bedre i de kommende dage.
Tour of California: Optakt
Løbets officielle hjemmeside: http://www.amgentourofcalifornia.com/
Tips
Hold øje med tips fra BetXperts cykeleksperter:
Ruten
Første etape starter ved South Lake Tahoe og tager et smut ind i nabo-delstaten Nevada, inden den slutter 191 km senere ved North Lake Tahoe. Etapen byder samtidigt på rutens første alvorlige forhindringer, da der indenfor de sidst 20 kilometer venter nogle halv-skræmmende stigninger: Først kommer Brockway Summit, der går små 400 meter op i luften og har en gennemsnitlig stigningsprocent på 5,2 %. Dernæst går det nedad, før etapen skal afgøres på en mindre bakke op mod mål. Der vil næppe være de store tidsforskelle, men man skal være klar og parat på første etape allerede.
Anden etape går fra Squaw Valley til Sacramento. De starter etapen i næsten 2 kilometers højde, men efter 32,3 km og frem til 144,8 km drejer det sig i høj grad blot om en nedkørsel, dog med enkelte bump på vej ned. De sidste 70 kilometer på den i alt 214,4 km lange etape foregår reelt set i 0 meters højde, og meget skal gå galt hvis etapen ikke ender i en massespurt.
Tredje etape følger egentligt lidt samme opskrift: Man starter i 500 meters højde, og nærmest med det samme kastes man ud i en nedkørsel, der dog kun måler få kilometer. Resten af dagen køres ikke langt over jordens overflade, og selvom der midt på etapen er mange små bakker, så slutter etapen næsten pandekageflad. De næsten 200 kilometer bør dog ikke være den store forhindring, og igen bør etapen ende i en massespurt.
På fjerde etape vil man dog blive noget skuffet, hvis det hele endte i en massespurt. Det er dog næsten også en komplet utopisk tanke, da der er hele to bjerge på programmet på en forholdsvis kort etape (130 kilometer): Den første – uden for kategori – er placeret efter ca. 80 kilometer og stiger i gennemsnit med ca. 8,4 %. Herefter følger en lang nedkørsel, dog med to små stigninger på – de bør dog ikke ændre noget som helst, andet end at det vil blive en anelse lettere at holde et forspring på nedkørslen.
På de sidste tre kilometer kommer der så endnu et bjerg (1. kategori) der stiger med 9,4 %. Bjerget skal afgøre etapen. Det er uden løbets hidtil hårdeste etape, men der kommer flere udfordringer.
Femte etape er måske ikke den største, men den kan være meget farlig. Den er 223 kilometer lang, og der er par hårde stigninger allerede tidligt på etapen, mens de sidste 60 kilometer er meget kuperet. Ikke umiddelbart en vanvittig farlig etape, men samtidigt er det også på sådanne etaper, at man førhen har set et klassement gået tabt: Det handler om at holde sig fremme hele dagen, for ellers kan man let blive fanget.
På sjette etape er der mange ting, der bliver sat på plads. Det er nemlig enkeltstarten i Solvang, der måler 24 kilometer, og det er en forholdsvist flad rute. På den første halvdel stiger den en anelse hele tiden, mens den anden halvdel går nedad, dog med en undtagelse af de sidste par kilometer, hvor der kommer enkelte små knolde: Der er dog tale om meget små knolde, og det er tvivlsomt om man rent faktisk vil bemærke det, når man ser rytterne køre.
Ruten favoriserer specialister¸ hvilket man senest så i 2009, hvor Leipheimer vandt enkeltstarten foran Zabriskie, Larsson og Rogers: Hele top10 blev dog afgjort indenfor 1 minut (51 sekunder mellem Leipheimer og Löfkvist).
Dagen derpå er dog løbets absolutte kongeetape – og den er kun 120 kilometer lang. Rytterne skal nemlig bestige Mt. Baldy! De starter dagen med at klatre op ad Glendora Ridge Road, der dog ikke er nogen kategoriseret stigning og ej heller særlig slem: men kører enkelte hold hårdt nok, så vil det uden tvivl kunne mærkes hos mange ryttere. Den må dog regnes som ”en knold”.
Senere – efter ca. 80 kilometer – tager løbet dog for alvor form, for her begynder Glendora Mountain Road, der er omkring 15 kilometer lang og har en gennemsnitsstigning på 5,4 % - men hernæst følger der ingen nedkørsel. I stedet får de lov til at blive i ca. 1000 meters højde, før det igen stiger små 200-300 meter: Og først her kommer dagens sværeste udfordring, nemlig føromtalte Mt. Baldy. Stigningen er næsten 9 kilometer lang og måler en gennemsnitsstigning på 8,9 %!
Løbets sidste etape er små 130 kilometer, men hvis man havde håbet på en rolig dag, kan man godt glemme alt om det: Især hvis klassementet ikke helt er afgjort. Dagen starter nemlig med en nedkørsel de første 50 kilometer, men derfra går resten af dagen med at køre op og ned, før man slutter på en svagt stigende opkørsel. Sprinterholdene har måske også interesse i at holde det samlet, men spørgsmålet er om det ikke kun er folk som Ben Swift, der har mulighed for at kunne sidde med i finalen på denne etape.
Favoritterne
Man kan ikke komme udenom amerikanerne, når man skal udpege favoritterne i dette felt, og mest nærliggende er det at pege på den tre-dobbelte vinder, Levi Leipheimer. Løbet bliver tit afgjort på enkeltstarten, og her er Leipheimer blandt de bedste i disciplinen, og dernæst bliver løbets stigninger også afgørende: Han er ganske vist ikke den mest eksplosive og kan miste lidt tid på løbets første etape, men konge-etapen på Mt. Baldy passer ham godt: En lang stigning, hvor han generelt klarer sig en del bedre.
En af fordelene ved Leipheimer, er at han har et stærkt hold omkring sig, og så har man samtidigt en joker i form af Chris Horner, der ligeledes er et godt bud på en vinder af løbet. Han er ligesom Levi Leipheimer dygtig på enkeltstarten (Leipheimer er dog dygtigere), mens han nok er noget bedre på de kortere stigninger: Det betyder, at RadioShack sagtens kan stå i en situation, hvor de ligger nummer 1 og 2 før kongeetapen, og så skal det hele afgøres af dagsformen.
Hos Garmin-Cervelo har man måske et endnu stærkere hold: I hvert fald synes jeg umiddelbart, at de har tre kort at spille ud: Christian Vande Velde, Ryder Hesjedal og David Zabriskie. Sidstnævnte er måske ikke det oplagte bud, han klatreevner taget i betragtning, men han formår typisk at gøre det godt i Tour of California, hvor han har hentet to andenpladser. Det er dog primært via hans enkeltstart, at han skal gøre sig forhåbninger om en sejr, og jeg tror, at Mt. Baldy bliver for meget for ham.
Christian Vande Velde har ikke vist meget siden sit Tour de France-gennembrud, men når han endelig gør, har han for vane at styrte eller være involveret i lignende uheld, der hindrer ham i at køre sig helt ud. Kan han finde formen, så er han bestemt en udfordrer, men han skal ud og angribe på stigningerne, for selvom han kører en godkendt enkeltstart, så er der bedre folk end ham.
Ryder Hesjedal var overraskelsen i 2010, og indtil videre har han lagt meget stærke præstationer for dagen i 2011, hvor han især imponerede i Baskerlandet Rundt: Hvis man da lige ser bort fra enkeltstarten. Han kører såmænd en ganske acceptabel enkeltstart, men det bliver næppe et våben han decideret vinder løb på: Han skal ud og angribe flere dage, hvis han vil gøre sig forhåbninger om at ende øverst på podiet: Men de to andre skridt er ganske realistiske for ham, hvis han kan finde formen.
Generelt stiller Garmin-holdet med løbets måske stærkeste hold: Udover de tre nævnte folk har man verdensmesteren Thor Hushovd, Paris-Roubaix-mesteren Johan van Summeren og stærke folk som Andrew Talansky, Tom Danielson og Dan Martin, der alle har en realistisk chance for at køre et meget pænt klassement. Hvis de kan få lagt en god taktik, så kan de virkelig gøre noget skade på de øvrige konkurrenter.
Hos HTC – Highroad sætter man sin lid til Tejay van Garderen, der offentligt har meldt ud, at han jagter sejren. Han har i år taget skridtet op, og markeret sig i store løb som Volta ao Portugal, men Tour of California kan blive hans helt store gennembrud (trods en tredjeplads i Dauphiné Libéré). Han er dygtig i bjergene og dygtig i kampen mod uret, og der er således ikke meget at sige til, at han regnes som den næste store etapeløbsrytter i USA, hvor han sammen med Andrew Talansky må anses som fremtiden.
Han er dog ikke helt oppe ved de største endnu, så medmindre leder-ansvaret giver ham det sidste skud, så tror jeg ikke han vinder løbet, men en podieplacering er bestemt mulig. På HTC råder man også over Vuelta a España-sensationen Peter Velits, men han virker ikke til at være i den bedste form, og er nok som udgangspunkt kun en fri rytter, der er velkommen til at jagte sin egen chance.
Hos Leopard Trek har man Andy Schleck, og for få dage siden ville jeg have sagt, at han ikke ville vinde løbet, men i øjeblikket tør jeg ikke afvise det. Det er ikke umuligt, at Leopard-holdet gerne vil vinde et løb til ære for Wouter Weylandt, og her er Andy Schleck altså et noget bedre bud end den ellers udpegede kaptajn, Linus Gerdemann.
Andy Schleck viser sjældent gode ben i andre løb end Ardennerne og Tour de France: Men chancen er der i mine øjne, og hvis han ankommer i nogenlunde form og med motivationen efter en sejr, så vil ingen kunne hamle op med ham på Mt. Baldy. Spørgsmålet er blot om han mister for meget tid på enkeltstarten.
Linus Gerdemann er dog den holdet sandsynligvis kører for, for Andy Schleck vil nok hellere vinde Tour de France til ære for Weylandt frem for Tour of California. Gerdemann har da også vist en opadgående form, men mangler evner både i bjergene og enkeltstarten, hvilket gør at jeg højest anser ham som en outsider.
Hvem deltager ellers?
Saxo Bank – Sungard har ingen oplagt kaptajn, trods en amerikansk co-sponsor, men til gengæld har de to ryttere med, der kan vise sig i løbet: Gustav Larsson har førhen kørt en flot Solvang-enkeltstart, mens JJ Haedo er den andenmest vindende rytter i løbet. Hvis begge er i topform, står Saxo Bank med gode chancer for at nuppe mere end én etapesejr.
Hos BMC har man heller ikke den oplagte kaptajn, om end man sætter sin lid til Steve Morabito. Til gengæld har de et forholdsvist stærkt hold anført Taylor Phinney og George Hincapie, der måske kan lave et godt resultat på en af etaperne. Men umiddelbart mangler de noget skuffende en kaptajn: Problemet er blot, at de næsten kun har Cadel Evans, der egner sig som klassementskaptajn, og det er begrænset hvor mange løb de kan bruge ham i, når de samtidigt er nødt til at jagte point i World Tour’en.
Michael Rogers, der er forsvarende mester, stiller ikke til start for Team Sky, der dermed ikke har nogen klassementsrytter i løbet: De sætter dog alle mand bag Ben Swift, der har haft en god sæson indtil videre, og jeg anser det bestemt som realistisk at han kan tage en etapesejr: 1. etape ligger især godt til ham.
En rytter, der har haft en lidt skuffende sæson, er stortalentet Peter Sagan, der kører for Liquigas. Men i mine øjne er det helt naturligt, for i sidste sæson triumferede han ganske vist i store løb, men i denne sæson har Liquigas givet ham noget kærkommen erfaring i de helt store løb: Flandern Rundt, Paris-Roubaix og Ardennerne. Det har betydet, at han har konkurreret i et stærkere felt, og resultaterne viser sig også derefter. Tour of California kan blive hans chance for at få en etapesejr, men problemet for ham, er at han er lidt af en "jack of all trades, master of none". I år jagter han etapesejre, og sidste år gav det ham to af slagsen i dette løb: Det tror jeg, han får svært ved at gentage, men han skal helt sikkert nok vise sig i løbet.
Af sprintere kan nævnes både Matt Goss fra HTC Highroad og Oscar Freire fra Rabobank. Begge er gode sprintere i det kuperede terræn, og begge vil derfor nok vise sig fremme på løbets første etape, hvor fire af feltets bedste ”hårdføre sprintere” vil kæmpe om sejren: Swift, Goss, Freire og Sagan.
Ellers er det blot at kigge mod de mindre amerikanske hold: Tour of California er et kæmpe udstillingsvindue, fordi der efterhånden er flere og flere amerikanske sponsorer i cykelsport: Liquigas og Saxo Bank har begge en amerikansk co-sponsor, og det forpligter egentligt til at have amerikanske ryttere, og her er dette løb et godt sted at kigge. Samtidigt er det værd at bemærke, at det storsatsende diabetes-hold, Team Type 1, stiller med stærkeste hold: Bertogliati Efimkin, Kocjan og Bodrogi. Kan de præstere noget? Muligvis. Især Efimkin har vist fremragende form på det seneste, og han kan måske være en joker i top10.
