Årets udgave af det traditionsrige etape-cykelløb Giro d´Italia begynder denne lørdag (slut 29. maj). Læs optakten der gennemgår ruten, favoritterne og outsiderne - samt lister oddsene...
Giro d’Italia 2011 har en af de mest interessante ruteprofiler nogensinde, og med hele otte bjergetaper samt én bjergenkeltstart, er der lagt op til et festfyrværkeri af de helt store, hvilket også har fået stjernerne til at komme:
Sidste års Tour de France-vinder Alberto Contador, sidste års Vuelta-vinder og Giro-treer Vincenzo Nibali, tidligere Tour-vinder Carlos Sastre, tidligere Vuelta- og Giro-vinder Denis Menchov, og herudover er der stærke folk som Michele Scarponi, Joaquim Rodriguez og Igor Anton. Og så må man ikke glemme formstærke Roman Kreuziger eller to rendyrkede klatrere som Domenico Pozzovivo og Jose Rujano, der sagtens kan skabe røre i andedammen, så snart de helt store bjerge ankommer.
Med så stærkt et felt, gør det mindre at man må undvære sidste års Giro-vinder Ivan Basso samt Schleck-brødrene der alle hopper over årets Giro d´Italia over for at fokusere 100% på Tour de France.
Den store favorit i årets Giro er naturligvis Alberto Contador. Han har selv udtalt, at han ikke er i absolut topform, da han stadig regner med at skulle deltage i Tour de France, men mon dog ikke han også er klar til Giroen og jagten på den lyserøde førertrøje. Feltet er dog vanvittigt stærkt, og han vil formentligt blive angrebet fra højre og venstre: Især af et stærkt Geox-hold, der foruden Menchov har både Duarte og Sastre i truppen.
Sidste år skabte Giro d’Italia rammerne for et fantastisk løb, og med årets rute og felt, er der meget der tyder på, at noget spektakulært også kan ske i år. Mon dog ikke især Saxo Bank vil kontrollere løbet bedre end sidste år, hvor et 50 mands stort udbrud på 11. etape nær havde afgjort hele løbet...
Giro d’Italia 2011 lægger op til det helt store: En fantastisk rute, et stærkere felt end længe set samt en lille snert af den uforudsigelighed der præger løbet. Løbet har bestemt nogle forventninger at skulle leve op til!
Værsgo at varme op med følgende optakt:
Giro d´Italia 2011
Tips
Hold øje med tips fra BetXperts cykeleksperter:
Links
Løbets officielle website: http://www.gazzetta.it/Speciali/Giroditalia/2011/it/
Vinder-odds
Samlet klassement
Contador: 1,73 Ladbrokes
Nibali: 6,0 Gamebookers
Scarponi: 7,0 Gamebookers, Ladbrokes
Menchov: 14,0 Gamebookers
Anton: 17,0 Ladbrokes
J. Rodriguez: 19,0 Ladbrokes
Kreuziger: 29,0 Gamebookers
Bjergtrøjen
Sella: 4,5 Bet365*
Contador: 6,5 Bet365*, Gamebookers
Garzelli: 8,0 Bet365*
Rujano: 11,0 Bet365*
Anton: 16,0 Bet365*
Scarponi: 16,0 Bet365*
Pozzovivo: 18,0 Bet365*
Pointtrøjen
Contador: 3,25 Bet365*, Gamebookers
J. Rodriguez: 4,25 Bet365*
Nibali: 8,8 Bet365*, Gamebookers
Scarponi: 9,0 Gamebookers
Anton: 19,0 Gamebookers
Garzelli: 21,0 Bet365*
Di Luca: 26,0 Bet365*
1 storfavorit og 5 outsidere
Umiddelbart ser jeg en Giro d’Italia, hvor der er én storfavorit - Contador - og dernæst et felt med fem ryttere, der har nogenlunde samme niveau, men med forskellige kompetencer:
Rodriguez er specialist på vanvittige stigninger, men elendig på enkeltstarter. Menchov er dygtig i bjergene, specialist på enkeltstarten, men har for vane at have en offday. Michele Scarponi er dygtig i bjergene og kører en fornuftig enkeltstart: men så heller ikke mere. Der er dygtigere bjergryttere end ham, og der er dygtigere enkeltstartsryttere end ham. Anton klarer sig fint på eksplosive stigninger, men når de først er rigtigt lange, så bliver det måske en tand sværere for ham – og kan han blive på cyklen denne gang? Nibali kører en fantastisk enkeltstart, men har det svært på de største stigningsprocenter, mens han også godt kunne ønske sig et par etaper, der sluttede med en nedkørsel hvor han er vanvittig dygtig.
Storfavoritten
Der er uden tvivl én storfavorit til dette løb, hvilket oddsene også indikerer. Alberto Contador vandt løbet tilbage i 2008 (og har i alt hele fem Grand Tour-sejre). Dengang blev den spanske stjerne presset af Ricardo Ricco i bjergene, men endte i sidste ende med at vinde løbet med et par minutters forspring – og det selvom han ikke vandt en eneste etape undervejs. Der er dog en forskel: Dengang havde Contador forberedt sig på at køre Tour de France, men en eksludering af Astana-holdet gjorde at han deltog i Giro d’Italia (uden fokuseret forberedelse) og Vuelta a Espana – og vandt begge løb.
I år er det en langt mere frisk og motiveret rytter, der stiller til start i Giro d’Italia. Det er hans eget valg, at han kører løbet, for Bjarne Riis var egentligt imod det. Contador stiller dog op, og han virker mere frisk end han har gjort meget længe. På Astana kørte han forholdsvist mange løb: I år har han trods alt kun kørt fire etapeløb og et enkelt endagsløb. Han er frisk, han er udhvilet og man må formode at formen er hvor den skal være – det plejer han at være super dygtig til at styre.
Og omkring sig har han et stærkt hold. Han har sine to hjælpere i form af Jesus Hernandez og Daniel Navarro, og så har han kometen fra 2010, Richie Porte, der ganske vist ikke har vist alverden i bjergene i år. Herudover har han også Volodymir Gustov, Laurent Didier, Kasper Klostergaard, Matteo Tossato og Michael Mørkøv: Alt i alt er det et ganske slagstærkt hold, der kan opfylde deres rolle: At få Contador hen til det sidste bjerg, give ham vandflasker og sætte et højt tempo i bunden af finale-stigningen: Så skal han nok selv afgøre det derfra.
Contador er en af de absolut stærkeste i bjergene, og så har han samtidigt et uhyre farligt våben i sin enkeltstart, som mange af hans nærmeste konkurrenter (undtagen Menchov) ikke kan matche. Han er dog ikke uslåelig, men virkelig mange ting peger i hans retning: Der er ingen, der har slået ham i de sidste 5 Grand Tours han har deltaget i.
De øvrige konkurrenter er dog glimrende bjergfolk. Og tilbage i 2008 så man, at Ricco var tæt på at knække ham via utallige angreb. Kan de øvrige folk alliere sig og angribe ham på kryds og tværs, så bliver det særdeles svært for ham at kontrollere løbet. Spørgsmålet er blot, om de andre har interesse i det – hvem ville ofre en top5 placering for at en anden rytter måske kan knække Contador?
Jeg har svær ved at forestille mig en alliance på tværs af holdene, og Contador må som udgangspunkt være kæmpefavorit til at vinde løbet. Men han har stadig ambitioner i Tour de France, og har derfor af og til talt lidt om, at han ikke kommer til Giro d’Italia i topform.
Outsiderne
Førsteudfordreren til Contador er i min optik italiensk og hedder Michele Scarponi. Sidste år var han rigtig stærk, men glippede lige podiet, men på de fleste bjergetaper beviste han, at han var feltets andenstærkeste mand. I 2011 har han indtil videre også kørt rigtigt stærkt, og er faktisk endt i top6 i samtlige løb han har kørt denne sæson.
Han har set mere fokuseret ud end længe, og så skiftede han forud for sæsonen til Lampre-holdet, og det ligner på nuværende tidspunkt et rigtig godt skifte. På holdet har man dog også sprinteren Alessandro Petacchi, men det bliver næppe det største problem for dem at løse.
Scarponis vigtigste hjælpere bliver Niemiec, der har set vanvittigt stærk ud i år, og Simon Spilak, der er rigtig dygtig. Specielt førstnævnte forventer jeg at se i fronten af feltet mange gange, hvor han sagtens kunne spilles ud i en rolle, som Szmyd havde for Basso sidste år: Sætte et vanvittigt hårdt tempo, før kaptajnen tager sagen i egen hånd.
Der er ikke meget at sige om Scarponi. Han har lagt hele sæsonen an på dette løb, og det samme har Lampre-holdet, der dog har en masse om ørerne for tiden med Mantova-sagen, hvor en række af deres ryttere, herunder Cunego, er indblandet. Derfor kunne holdet godt bruge en opmuntring i Giro d’Italia, hvor Petacchi er udset til at tage en etapesejr, mens Scarponi jagter podiet. Scarponi er stærk, og især i italienske løb har han for vane at præstere ekstra godt.
I Giro del Trentino kørte han et flot løb, og leverede lige præcis hvad der skulle til for at tage sejren: Èt vigtigt angreb, og derfra kørte han løbet i fuld kontrol. Men der er langt fra Giro del Trentino og til slutningen af maj, og det er derfor ikke utænkeligt, at han kan have et par udsving rent formmæssigt under Giro d’Italia: Men med så mange hårde etaper, er det svært at tro, at konkurrenterne nok ikke også skal få et udsving.
Scarponi har ikke den bedste enkeltstart. Det er ikke en disciplin han taber alverdens tid på i et etapeløb, men det er primært i bjergene, at han skal vinde sine placeringer.
En anden man også må holde øje med, er sidste års podiemand fra Tour de France, Denis Menchov. Geox-rytteren havde ganske vist Tour de France som årets store mål, men hans hold fik ingen invitation, og i stedet satser russeren på Giro d’Italia og Vuelta a España.
Med sig har han måske feltets bedste hold: Sastre, Cobo, Blanco, Duarte, Ardilla og Valls er alle habile bjergryttere, der burde kunne yde en meget fin hjælp til Menchov. Godt nok har Sastre selv ambitioner i løbet, men jeg tror ærlig talt, at hans dage er ved at være forbi.
Det betyder nok derfor, at holdet kører for Menchov, der – hvis han er i absolut topform – har en ganske god chance for at lave et godt resultat. Han kører rigtig godt i bjergene, men han har tit en off-day, og så er han meget stærk på en enkeltstart, hvor han på en god dag kan køre på mindst samme niveau som Contador.
Han har absolut intet vist i år, men det er samtidigt Menchov i en nøddeskal. Han præsterer ufatteligt sjældent i løb, som han ikke skal toppe i, og det gør det samtidigt svært at vurdere, om han er i topform til dette løb eller ej.
Som udgangspunkt må man dog forvente, at han har formen med sig, og så bliver han farlig. Han har en bedre enkeltstart end de øvrige favoritter (bortset fra Contador), men til gengæld viser hans historik, at han bestemt er til at knække på enkelte bjergetaper, og så handler det om at begrænse et eventuelt nederlag. Sker det fx på Monte Zoncolan, kan det komme til at gøre meget ondt på russeren.
Kigger man mod spanierne, så har de også to gode outsider-bud. Den første er Igor Anton, der nåede at dominere Vuelta a Espana 2010 godt og grundigt og nuppede to etapesejre, før han udgik grundet et styrt, som han selv var skyld i. Officielt set jagter Euskaltel blot etapesejre, men det gjorde de også i Vuelta a Espana 2010, hvor det dog var tydeligt, at Anton jagtede en del mere end etapesejre.
Rent formmæssigt ser han ganske fornuftig ud. Han har ikke lavet de store resultater i år, men han har gradvist forbedret sig. Han blev nummer tre i Vuelta a Castilla y Leon, hovedsaligt fordi han kørte en fin bjergetape og en rigtig flot enkeltstart, og han blev nummer 5 i Fleche Wallonne og nummer 14 i Liege-Bastogne-Liege: Men man har godt kunne mærke, at han ikke helt har været oppe i niveau, men det lover egentligt blot godt for hans Giro d’Italia-deltagelse.
Hans største problem bliver måske snart, at han er dårlig til at blive på cyklen. Tre Grand Tours i træk er blevet ødelagt, fordi han er styrtet (Vuelta a España 2010, Tour de France 2009 og Vuelta a España 2008), og det er et problem for både ham og resten af holdet. De første dage af en Grand Tour er altid farlige, og Giro d’Italia har især nogle passager med små veje, og de kører sågar også over grusveje.
Kan Igor Anton holde sig på cyklen helt til Milano, så bliver han bestemt et interessant bekendtskab. Spanieren er uhyre dygtig på de stejleste stigninger, og han besidder en hurtig spurt – det har blandt andet givet ham flotte resultater på Mur de Huy to år i træk, og han er bestemt en kandidat til en sejr i Fleche Wallonne med tiden.
Jeg tror bestemt, at et podie er muligt for Igor Anton. Ruten passer ham i hvert fald vanvittigt godt – hvis bare han kan holde sig på cyklen...
Den anden spanske outsider, er Joaquim Rodriguez. Han er måske – sammen med Contador – den stærkeste bjergrytter i feltet, men lige så dygtig som han er opad, lige så ringe er han i kampen mod uret, så på trods af at der kun er lidt over 30 kilometers kørsel mod uret, så virker det som en ret stor hæmsko for ham.
Sidste sæson var utrolig lang for ham: Først toppede han i Ardennerne, så Tour de France og til sidst i Vuelta a España: I det sidste løb så han dog også meget slidt ud, men formåede alligevel at kæmpe lige op med Vincenzo Nibali og Ezequeiel Mosquera på de hårdeste stigninger. I år var han ked af deltagelsen i Giro d’Italia, fordi det ville betyde, at han enten måtte skippe Ardennerne eller ankomme i ringe form. Alligevel blev han to gange nummer to i Amstel Gold Race og Fleche Wallonne, mens han sov i finalen i Liege-Bastogne-Liege.
Er han så på toppen i Giro d’Italia? Det er svært at vide, men svaret er nok ja. Og så er han først farlig, for der er meget få, der kan følge ham på de helt stejle punkter på et bjerg, men til gengæld kørte han to helt katostrofale enkeltstarter i 2010, der afgjorde hans klassementschancer.
Det skal være bedre i år – men det er det næppe. Han udtalte nemlig tidligere på året, at for at blive bedre på enkeltstarter, måtte han tage mere på, og så blive ringere i bjergene, og det var ikke en ændring, som han var indstillet på. Podiet er muligt, men så skal han knuse modstanderne i bjergene og køre en – for ham – fantastisk enkeltstart.
Italienerne sætter deres lid til Vincenzo Nibali, men personligt er jeg ikke selv så imponeret. Han vandt ganske rigtigt Vuelta a España, men til gengæld blev han kun presset af Ezequiel Mosquera og en meget træt Joaquim Rodriguez: Sidstnævnte formåede endda at være stærkere end Nibali i bjergene, trods han havde kørt Tour de France i topform kun kort tid inden.
I sidste års Giro d’Italia blev han nummer tre, på trods af at han ikke stod på startlisten blot en uge før starten: Men Liquigas var uden tvivl informeret en del tid før Giro d’Italia, og Nibali må have været standby op til løbet, for jeg nægter simpelthen at tro, at en rytter kan køre top3 i sidste års Giro d’Italia uden at have forberedt sig til den.
Nibali viste i Vuelta a España, at han bestemt skal tages seriøst. Han vandt løbet, da han i flotte omgivelser forsvarede sit forspring på Bola del Mundo-etapen. Hans største konkurrent var nu engang Ezequiel Mosquera, som han tidligere i løbet udtalte følgende om: ”Jeg var aldrig nervøs for Mosquera. Han kørte de sidste fem kilometer med alt hvad han havde, og hvad fik han ud af det, 11 sekunder… Det er ikke slemt for mig.”.
Og det passede egentligt meget godt på løbet: Han blev ikke udfordret alverden i bjergene – med undtagelse af Joaquim Rodriguez - og kunne køre den sikkert hjem på enkeltstarten trods et styrt.
I Giro d’Italia bliver han mødt af utallige voldsomme bjerge, hvor han får det meget svært. Til gengæld venter der også en række farlige nedkørsler, hvor Nibali førhen har vist, at han er blandt feltets skarpeste nedkørere, og det gav ham blandt andet en imponerende etapesejr i Giro d’Italia sidste år.
I sidste års udgave så man, at Liquigas dominerede i bjergene. Dengang smed man Szmyd i fronten, så snart det gik op ad, og det tempo dræbte ofte alle konkurrenter: Men dengang havde man samtidigt løbets vel nok stærkeste bjergmand i form af Ivan Basso – skal man følge den samme taktik i år, hvor der er folk som Contador, Anton, Scarponi, Menchov og Joaquim Rodriguez?
I år vurderer jeg, at Nibali får det svært. Han er en fantastisk nedkører, og er rigtig god på enkeltstarter, mens han også er en glimrende bjergrytter: Men når stigningerne først tager til, så får han det ofte noget sværere – og når man kigger på årets Giro d’Italia ser man, at der er ufatteligt mange hårde stigninger, og på startlisten ser man en hel del rendyrkede bjergspecialister – Contador, Anton, Rodriguez, Pozzovivo og Rujano. Kan Nibali følge med der? Jeg tvivler lidt, men kan han det, så bliver han virkelig farlig, for han kører en glimrende afsluttende enkeltstart.
En Grand Tour-sejr giver enorm selvtillid, og Nibali kaldes ikke en haj for ingenting: Kan han først dufte sejren, så bliver han knaldhamrende farlig.
Øvrige interessante ryttere
Løbet er dog langt mere end de seks ovennævnte ryttere, for der er også et interessant felt efter dem. Mange ville nok sige, at Roman Kreuziger fortjener at blive nævnt i ovenstående kategori, men jeg ser ham endnu ikke på niveau med Rodriguez, Nibali, Scarponi, Menchov eller Anton: Dertil mangler han endnu at bevise sig som kaptajn.
For et par år tilbage stormede han frem som enkeltstartsfænomen, men det er som om han er stagneret lidt i sin udvikling: Det er i hvert fald ved at være noget tid siden, at han sidst lavede et resultat i denne disciplin. Det skyldes formentligt at han har valgt at fokusere ekstremt meget på sine klatreevner, som han gav gode eksempler på i aprilmåned, hvor han imponerede i Giro del Trentino og Liege-Bastogne-Liege.
På Liquigas stod han ofte i skyggen af andre: Franco Pellizotti, Ivan Basso og Vincenz Nibali har alle stået foran ham i køen. Derfor var det naturligt da han forud for sæsonen skiftede væk fra holdet. Han havde dog nok håbet på at blive Tour de France-kaptajn, men det fik Alexandre Vinkourv hurtigt slået til jorden: Han ville være kaptajn, og Kreuziger må derfor tage til takke med at køre klassement i Italien.
På trods af hjæperytterrollen (eller delt kaptajn-rolle) er det alligevel lykkedes ham at blive nummer 9 to gange (2009 og 2010) i Tour de France samt nummer 12 tilbage i 2008. Fyren har altså helt klart et format, men nu skal han for alvor træde ud af skyggen og der er et decideret pres på ham? Kan han vokse med opgaven og tage et skridt op?
En der for længst har bevist sit format, er den tidligere Tour de France-vinder Carlos Sastre, der dog ligner en rytter, der har meget svært ved at følge med forrest i bjergene, og det er således ikke blevet til nogen nævneværdige resultater de seneste par år, hvis man da lige kigger bort fra hans tredjeplads i Clasica san Sebastian fra 2010 samt 8. pladsen i sidste års Giro d’Italia som han mest af alt fik via det lange udbrud, men han tabte altså mere tid i bjergene end Kiserlovski og Richie Porte gjorde.
Jeg har svært ved at se Sastre ende på podiet, medmindre han skal fejre triumfen i holdklassementet. Han må nok overlade alt ansvar til Menchov, og jeg bliver overrasket hvis han ender i top10. Han synes at være en færdig mand.
Til gengæld glæder jeg mig til at se Jose Rujano og resten af Androni-holdet, særligt Emanuele Sella og Jose Serpa, De har indtil videre været ganske imponerende i ethvert kuperet terræn, og man skal huske på, at Rujano engang fik en tredjeplads i dette løb – da han kørte for det nuværende Androni-hold og under Gianni Savios ledelse. Kan det få ham til at blomstre igen? Man kan håbe, for Rujano i absolut topform er et interessant bekendtskab og en af verdens absolut bedste bjergryttere.
Emanuele Sella er også en dygtig bjergrytter – han var det i hvert fald tilbage i 2008, hvor han samlet blev nummer 6 og vandt tre etaper i løbet, men senere blev han testet positiv for doping. Han har ikke samme niveau i år, men han skal udelukkende jagte etapesejre via udbrud og en eventuel bjergtrøje.
Til gengæld ligner Jose Serpa delt kaptajn med Rujano. Serpa har også været meget stærk i denne sæson, men har ikke rigtigt vist ret meget i klassementssammenhæng i Giro d’Italia – kan han præstere i år? Jeg tror godt, at der er en mulighed for at han bliver årets overraskelse i klassementet. Han har kørt stærkt i samtlige italienske løb han har deltaget i år, men der er naturligvis lidt af et spring til Giro d’Italia.
Umiddelbart ligner Rujano deres mand i klassementet, men hele holdet har vist imponerende styrke i kuperet terræn i år: Fx sad Damiano Cunego omgivet af fire Androni-folk i Giro dell’Appennino i et seksmandsudbrud
Hos RadioShack sætter man sin lid til Thiago Machado, der er Grand Tour-debutant. Indtil videre har han præsteret at køre top10 i samtlige etapeløb han har deltaget i år, men enhver Grand Tour er svær for en debutant – især når det drejer sig om en så hård tour som Giro d’Italia 2011.
Portugiseren er stærk på de stejleste stykker, og har primært sin styrke på eksplosive stigninger. Han kører ligeledes en fin enkeltstart, og det gør ham til en reel kandidat til at ende i top10, men samtidigt kan han få det svært i løbets tredje uge: Han har aldrig kørt så lange løb før, så det kan meget vel resultere i en offday eller to. Men han er et interessant bekendtskab, og fortsætter han sin udvikling er han helt klart en aspirant til at køre top10 i de fleste Grand Tours. Jeg tror dog godt, at lige netop denne kan blive lidt for hård for ham.
Domenico Pozzovivo er den italienske udgave af en bjergged. Han skuffede i 2010-udgaven af Giro d’Italia og det vil han nok meget gerne revanchere. Tilbage i 2008 sluttede han på 9. pladsen i løbet efter stærk bjergkørsel, men det lykkedes ham samtidigt at tabe 3 minutter på den afsluttende enkeltstart, og det er hans helt store hæmsko, der gør at han næppe vinder løbet.
Han kan dog skabe noget splittelse, fordi han kører sit eget løb. Tilbage i 2008 havde Ricco egentligt knækket Contador, men Ricco var efterfølgende meget arrig over at Pozzovivo havde ”trukket” Contador frem og begrænset hans tidstab. Men Pozzovivo kørte jo blot sin egen chance.
Realistisk set ender han næppe på podiet, og nok heller ikke top5. Men hvis alt flasker sig, så er han bestemt en kandidat til top10 og en eventuel etapesejr samt en række bjergpoint – han kan gå i angreb på samme måde som Michael Rasmussen gjorde det adskillige gange i Tour de France. Men meget mere kan han heller ikke få ud af det her løb
Spanske David Arroyo fortjener også at blive nævnt. For et år siden kunne han nemlig stå på det næsthøjeste trin i Milano, da han noget overraskende blev nummer to efter Ivan Basso. Men det var nu ikke via fremragende resultater i bjergene: Han kørte faktisk meget på det samme niveau, som han altid har gjort, men han sad med i det store 50-mands udbrud, der scorede over 12 minutter før bjergetaperne startede.
Men han er altså ikke helt ueffen: Hele to gange er han blevet nummer ti i den italienske rundtur (2007 og 2009), og selv uden det lange udbrud i sidste år, ville hans tid have givet ham en top10-placering.
I år er han utvivlsomt kaptajnen på Movistar-holdet, der også råder over store kapaciteter som Vasil Kiryienka og Fran Ventoso, der begge kan vise sig på enkelte etaper. Deværre er holdet uden Marzio Bruseghin, der ellers havde set frem til at deltage i dette løb, men han er blevet nægtet deltagelse i år.
Arroyo vinder næppe løbet, og han ender nok heller ikke på podiet, medmindre han kommer ud for et lignende scenarie igen i år. Med det stærkere felt i år, ser jeg det som ret usandsynligt, og Arroyo må nok være glad hvis han ender i top10, selvom han har meldt ud, at han er i noget nær topform.
Pointklassementet
Pointklassementet er ikke særlig prestigefyldt i Giro d’Italia: I hvert fald ikke de senere par år. Sidste år vandt Cadel Evans, i 2009 vandt Menchov, mens to sprintere vandt i 2008 og 2007: I år vil jeg godt afsløre, at det bliver en klassementsrytter. Der er meget få sprinteretaper, og der gives samme antal point på hver etape: Og der er flere bjergetaper end rendyrkede spurtetaper.
Det betyder at point-favoritterne er klassementsfolk, og gerne folk der er stabile og placerer sig langt fremme på hver etape: Det favoriserer i mine øjne de to spaniere, Alberto Contador og Joaquim Rodriguez, mens Scarponi og Nibali følger lige efter. Man skal dog heller ikke glemme Igor Anton, der nåede hele to etapesejre i Vuelta a España på 11 etaper.
Jeg bliver meget overrasket, hvis ikke titlen ender hos en af de fem. Jeg forventer at de er med fremme hver dag, og de har det med at placerer sig langt fremme, modsat Denis Menchov, der ganske vist vandt titlen i 2009, men det var i et noget andet felt – russeren bør stå stille, når de øvrige først accelererer.
Selv hvis en sprinter gik ind og vandt samtlige spurtetaper, ville det blive svært: Der er ingen gulerod i enden i form af et prestigefyldt etape som Champs Elysees, hvorfor sprinternes løb slutter meget tidligt i løbet: Vil en rytter som Cavendish, Petacchi eller Farrar blive i løbet, når de også vil toppe i Tour de France? Næppe.
Bjergkonkurrencen
Bjergkonkurrencen er svær at spå om. Sidste år vandt Matthew Lloyd, men selvom han kæmpede indædt efter sejren, formåede han alligevel kun at vinde med 15 point ned til løbets vinder Ivan Basso – og derfor er Contador også favorit til at tage det klassement i år.
En ting er i hvert fald sikker: Vinderen af årets konkurrence, vil være mere bjergspecialist end Lloyd er. Dertil er ruten simpelthen så hård, at man må forvente at favoritterne nok skraber en masse point til sig, og man skal derfor kunne få flere point end hvad man blot ville tilskrive sig via diverse udbrud.
Et godt bud er derfor, at bjergtrøjen går til en af de seks bedste klassementsfolk, og her er Alberto Contador nok et oplagt gæt. Men herudover føler jeg også, at Pozzovivo eller en af de mange Androni-ryttere – nok særligt Sella – har en fornuftig chance i at få trøjen, hvis de vælger at jagte den. Men det er en meget åben konkurrence, og den er meget svær at spå om. Reelt set kan en 12-20 ryttere nuppe den, men hvem går mon helhjertet efter den?
Ruten
Løbet starter den 7. maj med en 20 kilometer lang holdtidskørsel i relativt fladt terræn. Dernæst følger en sprinteretape, der dog er hele 242 kilometer lang. Den skaber næppe de store problemer, men det er tidligt at rytterne skal ud og køre så langt.
På tredje etape møder man de første stigninger. Det er på forhånd svært at pege på hvordan den etape ender, men en rytter som Cavendish får nok svært ved at sidde med i afslutningen. Rent klassementsmæssigt skaber den dog næppe de helt store ændringer: Det er trods alt for tidligt. De mest hårdføre sprintere sidder formentligt med over, og ellers vil eksplosive puncheurs nok kunne skabe et fint resultat. Hvis det er de rigtige der angriber, så kan et udbrud oven i købet allerede køre hjem på denne etape.
Dernæst følger der igen, hvad der ligner en sprinteretape. 200 kilometer lang, flad det meste af vejen men dog et lille bump med 9 kilometer til mål. Det bør blive en massespurt. Og så åbnes løbet måske allerede en lille smule på 5. etape, der foregår i et kuperet landskab og slutter med en stigning op mod mål. Med lidt fantasi kan man sammenligne denne etape med fjerde etape fra Tirreno – Adriatico, hvor Michele Scarponi sejrede foran Damiano Cunego, men der blev ikke skabt de helt store tidsforskelle.
6. etape foregår ligeledes i kuperet terræn, og der kommer en lille knold med 7 kilometer til mål, men de sidste 7 kilometer er en nedkørsel og flader til sidst helt ud. Man skal ikke udelukke, at en sådan etape kan skabe noget spænding: Rytterne i Giro d’Italia har for vane at udnytte ethvert terræn til at angribe på klassementet, men igen: Der kommer næppe nogen særlige tidsforskelle på kaptajnerne, hvis overhovedet nogen.
På 7. etape bliver det rigtig sjovt: Her kommer det første bjerg. Jeg tror, at vi sagtens kan forvente, at et udbrud holder hjem ligesom forrige år, hvor Chris Anker Sørensen sejrede. Den afsluttende stigning er 15 kilometer lang og stiger en 700-800 meter. Favoritfeltet vil røre på sig, men Giro d’Italia vil næppe kunne vindes på denne etape: Der resterer stadig ufatteligt mange bjergetaper efter denne, og det er dumt at grave for dybt for tidligt.
På 8. etape kommer der så endnu en spurt, og rytterne vil nok forsøge at spare sig så meget som muligt, for 9. etape gæster den legendariske sicilanske vulkan, Etna. Den er ikke vanvittigt stejl, men den er 19,3 kilometer lang, og man kommer lige fra en anden lang stigning. Der er mange ryttere, der har forberedt sig ved at træne på Etna-stigningen (især har Liquigas og Lampre været der et par gange), mens Alberto Contador på nuværende tidspunkt ikke har besøgt den stigning.
Og først den 16. maj – efter 9 etaper hvoraf to er bjerge – får rytterne en velfortjent pause. Og de starter op igen med en forventet sprinteretape på 10. etape. 11. etape bliver dog i et lidt andet terræn: Ingen deciderede bjerge, men kuperede stigninger fra første kilometer, og den slutter af med en lille stigning, hvor det igen er de dygtige puncheurs, der favoriseres. 12. etape bliver igen en etape for sprinterne.
Og så begynder det at tage fat. De efterfølgende fem etaper inkluderer store bjerge, og jeg tror at vi kan forvente, at Contador for alvor slår til her: Han har nemlig været ude og kigge på fire etaper: 13., 14., 15., og 16. etape.
13. etape er en farlig en af slagsen. Rytterne kører ind i Østrig, og den afsluttende stigning, Grossglockner, stiger 600 meter på 6 kilometer, og har altså en gennemsnitsstigningsprocent på 10 %. Og det er her jeg forventer, at klassementet for alvor begynder at tage form.
Der er dog en mulighed for, at de venter til dagen efter. Her venter legendariske Monte Zoncolan nemlig, og den har en gennemsnitlig stigningsprocent på 11,9 %. Det var her Ivan Basso for alvor satte tingene på plads forrige år, og man skal være i absolut topform på netop denne etape, hvis man vil vinde løbet. Har man en dårlig dag, så skal man være mere end heldig hvis man stadig er i stand til at vinde løbet bagefter.
Rytterne kunne sikkert bruge en fridag, men i stedet får de en 230 kilometer lang etape med hele 5 bjerge og med en noget eksplosiv afslutning. Det er på forhånd svært at vurdere, hvem der er med fremme på nuværende tidspunkt, men et godt – og noget forsigtigt bud – er Contador og Scarponi, som er de to ryttere jeg tror mest på.
Efter den etape får de til gengæld en ganske velfortjent fridag, inden den står på en 12,7 kilometer lang bjergenkeltstart på 16. etape. De her korte etaper efter en fridag er farlige – bare spørg Carlos Sastre, der formåede at smide næsten 2 minutter på en 82 km lang bjergetape tilbage i 2009. Det er uhyre svært at være klar til en kort etape efter en hel dags pause, og det er noget som fx Sastre og Menchov aldrig har været de bedste til.
Det er dog en enkeltstart, og det betyder nok at vi får de helt store specialister at se, og personligt tror jeg, at Rujano kan blive interessant på denne enkeltstart: Han er tilbage på Androni-holdet (dengang: Colombia-Sella Italia) hvor han tilbage i 2005 lavede store bedrifter: Blandt andet en tredjeplads i Giro d’Italia samt en etapesejr.
På 17. etape venter der også to bjerge, men de sidste 20 kilometer består af en nedkørsel og dernæst flad vej. Et udbrud har virkelig fine chancer på denne etape. 18. etape er ligeledes skræddersyet til et udbrud. Der kommer ganske vist et heftigt bjerg med 40 kilometer tilbage, men med ca. 30 km igen går det enten kun ned eller lige ud, så der sker næppe de helt store ændringer i klassementet.
Herefter mangler Giro d’Italia stadig et par bjergetaper, så 19. etape slutter med en fin stigning. Det er ikke jordens sværeste bjerg, og der venter langt større udfordringer dagen efter, så man kan måske forvente en lidt afslappet attitude fra favoritterne, der dog nok skal røre på sig: For nogen er det måske sidste chance for at komme tilbage i klassementet.
Hvis nogen troede, at Monte Zoncolan ville være årets absolutte udfordring, så bør de revurdere denne holdning. For på 20. etape kommer Colle delle Finestre – desværre ikke som afslutningsbjerg, men som optakt til den sidst stigning. På 18,5 kilometer stiger bjerget med 1694 meter, og har altså en gennemsnitsstigningsprocent på 9,15 % - men til gengæld er de kun de første 500 meter, der har en stigningsprocent på under 9 %! Der er altså ingen lette stykker, og man skal være vågen på alle 18,5 kilometer. Etapen slutter med en stigning op mod Sestriere, der er kendt for deres bjergrige ski-landskab. Rytterne vil give alt på denne etape: Det er sidste bjerg, og mange skal ud og hente tid før enkeltstarten. Det bliver et festfyrværkeri. Medmindre klassementet for længst er slået fast – jeg tvivler dog.
Løbet sluttes med 32,8 kilometer lang, flad enkeltstart i Milano. Menchov og Contador kan tillade sig at vente på denne enkeltstart, mens især Joaquim Rodriguez forventes at smide en del minutter denne dag.
Alt i alt er det en vanvittig rute. Det kan ende med et fantastisk løb, men samtidigt kan ruten simpelthen være så hård (og Contador så god) at rytterne simpelthen ikke kan præstere på det niveau, der forventes. Men Giro d’Italia ER Giro d’Italia, og det har de sidste mange år været garanti med et fantastisk løb. Ethvert terræn er blevet udnyttet til fulde, og det håber jeg, sker igen i år.
