Tour de France 2018 går ind i sin afgørende fase. Cykeleksperten Jesper Carstens kigger nærmere på status her ved anden hviledag.
Det kan godt virke, som om Tour de France 2018 er tæt på afgjort. Top3 er stukket af fra de øvrige i klassementet, og Team Sky sidder på de to første pladser i klassementet.
Men som vi lærte i Giro d'Italia 2018, er intet afgjort, før sidste etape er kørt. Geraint Thomas har efterhånden haft førertrøjen længe, og uroen ulmer lidt i Skys bagland eftersom Chris Froome ånder ham i nakken. I perioder har den mangedobbelte Tour-vinder virket rådvild, og der kan ikke være nogen tvivl om, at han vil vinde Tour de France. Det samme vil Geraint Thomas, der på det seneste er begyndt at være meget tydelig i sine udmeldinger i pressen.
Jeg påstår ikke, at vi får en britisk magtkamp, men der er afgjort potentiale for, at det sker. Men der kan også ske mange andre ting i årets løb, selvom der blot resterer få etaper. Her er mit bud på en hviledagsstatus.
Giro-rytterne dominerer - hvornår går de ned?
I de senere år har vi gentagne gange lært, at man ikke kan være på toppen i både Giro d'Italia og Tour de France. Contador (to gange), Nibali og Quintana har alle forsøgt sig siden 2011 uden held, og fælles for dem alle tre var, at de viste flere og flere svaghedstegn, i takt med at løbet udviklede sig.
Men så kom Chris Froome og Tom Dumoulin. De to ryttere kæmpede om Giro d'Italia-sejren tidligere på året, og lige nu er de Geraint Thomas' eneste reelle udfordrere til at tage sejren.
Jeg må ærligt indrømme, at jeg tvivlede meget på begge ryttere, men jeg har ikke set nogen svaghedstegn indtil videre, der overbeviser mig om, at de stensikkert går ned i den tredje uge. Det kan ske, men indtil videre har de håndteret alle udfordringer.
Så hvorfor kan de, når de førnævnte ryttere ikke kunne?
Tja. Umiddelbart skyldes det flere ting, fx at Tour de France i år er skubbet en anelse som følge af VM, og det giver mere tid til at kunne time formen bedre. Derudover er det to ryttere, der kender deres tal og krop så meget, at de ved, hvornår de kan grave dybt, og hvornår de ikke kan, mens Contador, Nibali og Quintana er tre ryttere, der i højere grad kører på sensations and feelings, og det er måske ikke den bedste fremgangsmåde til noget, der kræver kirurgisk præcision.
Jeg skal ikke kunne sige, om de går ned eller ej, men jeg har efterhånden set så meget cykelsport, at jeg ved, at den tredje uge i en Grand Tour er hård. Der kommer stensikkert et skub i hierarkiet, men om det nødvendigvis går ud over Froome og Dumoulin, kan jeg simpelthen ikke svare på.
Men nogle kommer til at gå ned
Jeg nægter som sagt at tro på, at top10 bevares som den er nu. Den tredje uge af Tour de France vil koste nogle ofre, men hvem skal det blive?
Det kan potentielt blive Geraint Thomas. Der er nok mange, der venter på, at briten falder ud af podieplaceringerne. Han kører dog bare op til det niveau, han har vist i et par år efterhånden, og indtil videre ser vi, hvad Thomas kan drive det til, når han undgår uheld og styrt. Belært af Simon Yates fra årets Giro d'Italia er det dog klart, at det kan være en pestilens at have førertrøjen og gennemgå dagens mange interviews, tests og lignende. Den stress undgår mange af de øvrige ryttere, og husk så dertil på, at journalisterne dagligt spørger ind til den interne situation hos Team Sky. Det kan være temmelig udmattende - i al fald mentalt.
Froome og Dumoulin har jeg berørt: De kan gå ned, men det er ikke sikkert, at de gør det.
Primoz Roglic er helt ny i denne sammenhæng. Sloveneren har utvivlsomt et stort talent, men planen var, at han skulle tage Touren dag for dag. Han er et stort talent, og ja, han tog tid fra alle konkurrenterne på Mende-etapen. Der kommer et par etaper, der passer ham solidt, som fx 16. etape ligesom også enkeltstarten bør passe ham fint. Faren her bliver 17. etape. Hvad kan han her, hvis alle favoritterne folder sig ud? Det er sådan en etape, der kan fange de uerfarne.
Jeg tvivler på, at Romain Bardet får en offday - men enkeltstarten vil koste så meget, at han skal ud at hente adskillige minutter, før han er aktuel. Og hverken Mikel Landa eller Nairo Quintana er specielt relevante, skønt de bør - især sidstnævnte - blive bedre og bedre, som løbet udvikler sig. De er for langt efter allerede.
Jeg vil også nævne Jakob Fuglsang. Jeg havde helt afgjort større forhåbninger til danskeren. Han har været bedre end det, han viser lige nu, men under Tour de France har det ikke helt fungeret for ham. Jeg tror, at han får svært ved at avancere i klassementet, og i sidste ende kan jeg også se Dan Martin passere ham. Så er spørgsmålet bare, hvem og hvor mange af dem, der er placeret foran ham, der går ned med flaget i den sidste uge af Touren.
Mit bud: Dumoulin kan vinde Tour de France 2018
Alright, lad mig først og fremmest understrege, at det naturligvis er Team Sky, der har favorithandsken på. De ved, hvordan man vinder Tour de France og de er nummer 1 og 2 i løbet, mens Tom Dumoulin ikke får meget hjælp af sit hold. Det kan koste dyrt på fx 18. etape.
Men der er et par ting, der gør, at jeg alligevel finder hollandske Tom Dumoulin interessant.
Først og fremmest er måden, Sky kører på, helt perfekt for hollænderen. Så længe de sætter et drænende og hårdt tempo, der svækker alle de spinkle klatrere, så længe sidder Tom Dumoulin fint på hjul. Det er perfekt for ham. Og eftersom Froome ikke synes at have det ekstra gear, der skal til for at lave hans vanvidsryk, så har jeg svært ved at se Dumoulin blive distanceret af de to briter -- altså medmindre Dumoulin går ned.
Og så er der enkeltstarten. Forspringet op til Geraint Thomas er i øjeblikket lige en tand for stort, men jeg tror, at Dumoulin har evnerne til at rykke tættere på Geraint Thomas før den afsluttende enkeltstart.
Så ja, han kan vinde Tour de France. Han kan også gå helt ned og ende uden for top10, men som jeg ser det, er Tom Dumoulin det bedste bud på en rytter, der skal bryde Sky-dominansen. Men inden du glæder dig for meget: Jeg synes ikke, der er værdi i odds 6,00 der er ude pt. på ham, hvorfor sandsynligheden, for at det sker, trods alt er under 16,67 % i min bog.