UEFA har med general Michel Platini i spidsen foretaget en omfattende ændring af de europæiske klubturneringer. Champions League beholder fra gruppespillet og frem det udseende, vi kender, men kvalifikationen er forandret markant. Intertoto Cup’en er smidt i skraldespanden, og UEFA Cup’en skifter navn til Europa League.
Torben N. Sørensen har kigget på, hvilke ændringer, der er sket, og hvad betydningen bliver, ikke mindst for de danske klubber. Således ser mesterholdet FCK ud til at have sådan cirka 40 procents chance for at nå Champions League-gruppespillet.
I denne første artikel fokuseres på Champions League. I morgen kommer her på BetXpert artikel to med fokus på den ny Europa League.
UEFAs ændringer
De fleste europæiske ligaer er afsluttede, klubberne har lukket ned for sommeren, og forude, efter at fodboldspillerne har været på deres velfortjente ferie, venter næste sæsons Champions League og UEFA Cup.
Eller er det nu helt sandt? Faktisk ikke, med et pennestrøg har UEFA-toppen afskaffet UEFA Cup’en, der ligesom Intertoto Cup’en er gået til de evige græsmarker. I stedet indstiftes den nye ”UEFA Europa League”.
Men er Europa League andet og mere end blot et navneskifte fra UEFA Cup’en? Svaret er ja, der sker ganske mange ændringer, og det ikke kun for UEFA Cup’en/Europa League, men også for crème da la crème-turneringen i europæisk klubfodbold, Champions League.
Jeg har kigget lidt på, hvad der sker af ændringer, og i denne første artikel - se i morgen for Europa League - vil jeg sætte fokus på Champions League.
Gruppespil og playoff beholdes
Kernen i Champions League, gruppespillet og forårets knald-eller-fald cup-kampe, bibeholdes i den form, vi kender. Otte grupper á fire klubber spiller gennem efteråret om to pladser i hver gruppe, der kvalificerer videre til forårets ottendedelsfinaler.
Gruppe-treerne går også videre, ligesom før. Nu overføres de dog ikke til UEFA Cup’en, men til Europa Leagues sekstendedelsfinaler (her seedes de bedste fire af de otte Champions League-gruppetreere sammen med de 12 Europa League-gruppevindere).
Er der ikke sket det store i Champions League-gruppespillet og frem, så er kvalifikationen derimod ændret drastisk.
22 hold direkte i gruppespillet
Direkte adgang til gruppespillet får regerende Champions League-mester FC Barcelona, samt 21 andre hold. Det drejer sig om mesteren samt nummer to og nummer tre i ligaerne i de tre nationer med højst UEFA-koefficient, England, Spanien, og Italien.
Derudover får mestrene og toerne fra nationerne rangeret fire til seks, Frankrig, Tyskland og Rusland, også adgang, ligesom mestrene fra nationerne 7 til 12, Rumænien, Portugal, Holland, Skotland, Tyrkiet og Ukraine, gør det.
Da FC Barcelona både er forsvarende Champions League-mestre samt spansk mester, tilsmiler heldet de belgiske mestre (Belgien er nummer 13 på koefficient-listen), der også får en direkte plads i gruppespillet. Der betyder, at følgende 22 klubber er direkte kvalificeret til Champions Leagues gruppespil:
FC Barcelona (Spanien)
Manchester U (England)
Liverpool (England)
Chelsea (England)
Real Madrid (Spanien)
FC Sevilla (Spanien)
Inter (Italien)
Juventus (Italien)
Milan (Italien)
Bordeaux (Frankrig)
Marseille (Frankrig)
Wolfsburg (Tyskland)
Bayern München (Tyskland)
Rubin Kazan (Rusland)
CSKA Moskva (Rusland)
Unirea Urziceni (Rumænien)
FC Porto (Portugal)
AZ Alkmaar (Holland)
Glasgow Rangers (Skotland)
Besiktas (Tyrkiet)
Dinamo Kijev (Ukraine)
Standard Liège (Belgien)
Kvalifikation: Delt i to
Så langt så godt. Nu begynder det at blive lidt mere kompliceret.
For at tilfredsstille mindre nationers chance for at få en klub med i det forjættede Champions League-gruppespil, har UEFA med præsident Michel Platini som den store fortaler indført, at kvalifikationen til gruppespillet bliver delt i to skarpt adskilte dele - ”Champions Path” og ”Best-placed Path”.
Champions Path er for mestrene fra de små lande, mens Best-placed Path er for ikke-mestre fra de større lande.
Både fra Champions Path og fra Best-placed Path kvalificerer fem klubber sig til Champions League-gruppespillet. I alt 10.
I Champions Path kommer til at ske efter følgende model:
Champions Path
Der spilles i alt fire kvalifikationsrunder med kampe hjemme/ude, 1. kvalifikationsrunde, 2. kvalifikationsrunde, 3. kvalifikationsrunde, samt playoff-runden.
1. kvalifikationsrunde består af kun to hjemme/ude-dyster mellem de fire dårligst rangerede mestre på UEFA’s koefficient-liste, og det er følgende fire:
Hibernians Paola (Malta)
FK Mogren Budva (Montenegro)
Sant Julia (Andorra)
Tre Fiori (San Marino)
I 2. kvalifikationsrunde finder vi de to vindere fra 1. kval.runde samt mestrene fra nationerne placeret nummer 17 til 49 (minus Liechtenstein) på UEFA’s koefficient-liste. Det drejer sig om følgende klubber (nationer):
Levski Sofia (99 % sikker, én spillerunde resterer, Bulgarien)
Stabæk, (Norge)
FC København (Danmark)
Salzburg (Østrig)
Partizan Beograd (Serbien)
Maccabi Haifa (Israel)
Kalmar FF (Sverige)
Slovan Bratislava (Slovakiet)
Wisla Krakow (Polen)
Debrecen (Ungarn)
Dinamo Zagreb (Kroatien)
APOEL Nicosia (Cypern)
NK Maribor (Slovenien)
Inter Turku (Finland)
Ventspils (Letland)
Zrinjskij Mostar (Bosnien/Hercegovina)
Ekranas Panevezys (Litauen)
Sjeriff Tiraspol (Moldova)
Bohemians Dublin (Irland)
Makedonija Gjorce Petrov (Makedonien)
FH Hafnarfjördur (Island)
WIT Georgia Tbilisi (Georgien)
BATE Borisov (Hviderusland)
Levadia Tallinn (Estland)
FK Baku (Aserbajdsjan)
KF Tirana (Albanien)
Pjunik Jerevan (Armenien)
FC Aktobe (Kasakhstan)
Linfield (Nordirland)
FC Rhyl (Wales)
EB Streymur (Færøerne)
Dudelange (Luxembourg)
Til de 17 vindere fra 2. kvalifikationsrunde slutter sig i 3. kval.runde mestrene fra nationerne rangeret 14 til 16:
Olympiakos Piræus (Grækenland)
Slavia Prag (Tjekkiet)
FC Zürich (Schweiz)
Vinderne af de 10 kampe i 3. kvalifikationsrunde går videre til den afgørende playoff-runde. De 10 tabere i 3.kval.runde får plads i playoff-runden til Europa League.
I Champions Path’s playoff-runde til Champions League spiller 10 hold om fem gruppespils-pladser. De fem vindere får adgang til det forjættede land, de fem tabere får en trøstepræmie: De overføres til Europa League-gruppespillet.
Best-placed Path
Det var ”Champions Path”. Den anden halvdel af kvalifikationen for Champions League-gruppespillet, ”Best-placed Path”, der indeholder klubberne fra de store ligaer i Europa, består af blot to hurdler, 3. kvalifikationsrunde og playoff-runden.
3. kvalifikationsrunde består af nummer tre fra den sjette-bedste nation på koefficient-listen:
Dinamo Moskva (Rusland)
Samt nummer to i ligaer fra nationerne 7 til 15:
Dinamo Bukarest (Rumænien)
Sporting Lissabon (Portugal)
Twente (Holland)
Celtic (Skotland)
Sivasspor (Tyrkiet)
Sjakhtar Donetsk (Ukraine)
Anderlecht (Belgien)
Panathinaikos (Grækenland)
Sparta Prag (Tjekkiet)
Mens de fem tabere af disse 10 klubbers møder bliver overført til playoff-runden til Europa League, så får de fem vindere adgang til Champions Leagues playoff-runde, og det gør de sammen med nummer fire i ligaerne fra nummer et til tre på koefficient-listen, samt nummer tre i ligaerne rangeret fire til fem. Det drejer sig om disse fem:
Arsenal (England)
Atletico Madrid (Spanien)
Fiorentina (Italien)
Lyon (Frankrig)
VfB Stuttgart (Tyskland)
Det bliver interessante opgør, vi får at se i Best-placed Path’s playoff-runde...
De fem vindere deltager i Champions League-gruppespillet, mens de fem tabere bliver overført til Europa Leagues gruppespil.
I den nye model er det vigtigt at holde sig for øje, at klubber fra Champions Path og Best-placed Path ikke kan møde hinanden i Champions League-kvalifikationen. Dette som sagt for at sikre at også klubber fra de mindre nationer får en fair chance for at kvalificere sig til Champions League-gruppespillet.
FC København i den nye model
Hvad betyder den nye model så? Set med nationalistiske danske briller så er chancen for en dansk klub - FC København - i Champions Leagues gruppespil relativt stor. Aldrig har før har nogen dansk klub, inden lodtrækningen til kval.runderne var foretaget, stået med større chancer, end FC København gør nu.
Med den vanlige seednings-model, som i grove træk bibeholdes, står FC København til at få en overkommelig modstander i 2. kvalifikations-runde, hvor de danske mestre træder ind. Så vidt mit overblik rækker, bliver modstanderen, der kommer op af UEFA’s lodtræknings-hat, én af følgende:
Sjeriff Tiraspol, Bohemians Dublin, Makedonija Gjorce Petrov, FH Hafnarfjördur, WIT Georgia Tbilisi, BATE Borisov, Levadia Tallinn, FK Baku, KF Tirana, Pjunik Jerevan, Aktobe Lento, Linfield, FC Rhyl, EB Streymur, Dudelange, samt sandsynligvis Hibernians Paola og FK Mogren Budva.
Ikke, at den hellige grav på nogen måde er velforvaret på forhånd - BATE Borisov er f.eks. ikke lige klubben, Don Ø og kompagni ønsker at se komme op af hatten - men et slag på tasken siger, at FCK bør have omkring 90 procents chance for at gå videre til 3. kvalifikationsrunde. Hvor det så bliver lidt mere alvorligt, men selvom det skulle blive til nederlag i 3. runde, så har FCK fortsat et playoff-skud på Europa League.
Men hvorfor skulle det gå galt i 3. kvalifikationsrunde?
FC København ligger også til at blive seedet her, og det betyder (hvis seedningen og de forventede resultater holder, erfaringsmæssigt sker der dog altid én eller to upsets), at FCK undgår Olympiakos Piræus, Slavia Prag, FC Zürich, Levski Sofia, Stabæk, Salzburg, Partizan Beograd, Maccabi Haifa og Kalmar FF. Var jeg FCK-spiller eller -fan ville jeg sætte pris på, at i hvert fald Olympiakos Piræus, Salzburg og Partizan Beograd ikke er blandt de mulige modstandere.
Skræk-lodningen hedder vel primært Dinamo Zagreb, men heller ikke Slovan Bratislava, Wisla Krakow og APOEL Nicosia vil stå på ønskelisten. Uanset, når man vejer muligt lodtræknings-held og -uheld op, så ligner det, at FC København vil stå med noget der ligner 75 procents chance for at komme succesfuldt videre fra 3. kval.runde.
40 %’s chance
I playoff-runden bliver det nok vanskeligere. Det gode er, at selvom det skulle blive til exit her, så er europæisk deltagelse i hele efteråret alligevel sikret via en født plads i Europa League-gruppespillet.
FCK’s sigte er naturligvis indstillet på Champions League, men meget kommer til at afhænge af lodtrækningen. Her er det dog en fordel at FCK vil være topseedet, sammen med Olympiakos Piræus, Slavia Prag, Levski Sofia og Partizan Beograd (hvis disse når så langt).
Når FC København playoff-runden, vil jeg vurdere deres chance for her at klare sig videre til CL-gruppespillet som 60 procent. FCK er efter min vurdering en lille tand stærkere end de fleste mulige modstandere.
Regner man lidt på det samlet (90 % for 2. kval.runde, 75 % for 3. kval.runde, og 60 % for playoff-runden), giver det lige godt 40 procents chance for FC København for at kvalificere sig til Champions League-gruppespillet, og det er faktisk ikke så ringe endda. I Parken og omegn vil man muligvis hævde, at chancen er større end det, og fint nok i så fald, selvtillid skader ikke.
Spilleterminer
Kampdagene for Champions League 2009/2010 er af UEFA fastsat som følger:
Kvalifikationsrunder
(Lodtrækning til de 2 første kval-runder: 22. juni 2009)
1. kvalrunde, 1. kamp: 30/6 og 1/7-2009
1. kvalrunde, 2. kamp: 7-8/7-2009
2. kvalrunde, 1. kamp: 14-15/7-2009
2. kvalrunde, 2. kamp: 21-22/7-2009
(Lodtrækning til 3. kval-runde: 17. juli 2009)
3. kvalrunde, 1. kamp: 28-29/7-2009
3. kvalrunde, 2. kamp: 4-5/8-2009
(Lodtrækning til playoff-runde: 7. august 2009)
Playoff, 1. kamp: 18-19/8-2009
Playoff, 2. kamp: 25-26/8-2009
Gruppespil
(Lodtrækning til Gruppespil: 27. august 2009)
Gruppespil, kampdag 1: 15-16/9-2009
Gruppespil, kampdag 2: 29-30/9-2009
Gruppespil, kampdag 3: 20-21/10-2009
Gruppespil, kampdag 4: 3-4/11-2009
Gruppespil, kampdag 5: 24-25/11-2009
Gruppespil, kampdag 6: 8-9/12-2009
(Lodtrækning til 1/8-finaler: 18. december 2009)
1/8-finaler, 1. kamp: 16-17-23-24/2-2010
1/8-finaler, 2. kamp: 9-10-16-17/3-2010
Knock-out-runder
(Lodtrækning til 1/4, semifinaler samt finale: 19. marts 2010)
Kvartfinaler, 1. kamp: 30-31/3-2010
Kvartfinaler, 1. kamp: 6-7/4-2010
Semifinaler, 1. kamp: 20-21/4-2010
Semifinaler, 2. kamp: 27-28/4-2010
Finale: 22/5-2010 (Santiago Bernabéu, Madrid)
Torben N. Sørensen har i denne artikel fokuseret på regel-ændringerne og deres implikationer for Champions League. Se her for gennemgangen af den ny Europa League.
Læs Torben N. Sørensens øvrige artikler (markeret med TNS).
Og se hans spilforslag.
Annonce - Denne side indeholder reklamelinks*. Spillemyndighedens hjælpelinje: stopspillet.dk
Selvudelukkelse: rofus.nu | Spil ansvarligt | 18+
Selvudelukkelse: rofus.nu | Spil ansvarligt | 18+