Efter endnu en Nadal-demonstration på gruset i Paris, iler vi videre til noget helt andet. To små græsturneringer i henholdsvis Stuttgart og Hertogenbosch. Feltet i Stuttgart er faktisk ganske stærkt besat og markant stærkere end feltet i Holland. Mest bemærkelsesværdigt er det, at Roger Federer gør comeback i Stuttgart efter små tre måneders pause fra touren.
Stuttgart, Tyskland
Rang: ATP 250
Underlag: Græs
Forsvarende mester: Lucas Pouille
Roger Federers længe ventede comeback er endelig en realitet, når han som førsteseedet returnerer til touren i Stuttgart. Vi må nok forvente, at han skemalægger sine sæsoner på denne måde i den resterende del af sin karriere, hvor grus bliver nedprioriteret, mens græs bliver opprioriteret. Det er her, han har mange af sine største meritter i karrieren; otte Wimbledon-titler og masser af succes fra særligt opvarmningsturneringen i tyske Halle.
Stuttgart har han deltaget i to gange før. I 2016 og 2017. Begge gange har han været temmelig rusten. I 2016 tabte han i semifinalen til Thiem, der ikke ligefrem er nogen typisk græsspiller, og i fjor tabte han til Tommy Haas i sin første optræden. I år har han bye i første runde, men derefter venter ham noget af en mundfuld i lodtrækningen, og det er bestemt ikke utænkeligt, at han kommer til at levere endnu en halvsløj indsats i denne turnering.
I anden runde - Federers første kamp i turneringen - venter enten Youzhny eller Mischa Zverev. To spillere, som begge elsker græsset. Herefter kan Shapovalov vente i kvartfinalen, og i semifinalen er der så gode potentielle modstandere som Kyrgios, Lopez og Simon. Tre spillere, der har masser af kompetencer på underlaget. Særligt den næstøverste fjerdedel med Kyrgios som forhåndsfavorit til at vinde den, ser yderst interessant ud. Kyrgios har ikke ligefrem gjort meget væsen af sig længe og måtte trække sig fra French Open, men han er en fremragende græsspiller og kan sagtens ske at møde formstærk op her eller evt. spille sig i form i løbet af ugen. Lopez er en klassisk græsspiller med en effektiv venstrehåndsserv og fantastiske flugtninger. Derudover har vi kontraeksperten, Simon, det nye tyske håb, Marterer, og gode gamle Troicki, der dog ikke har ramt noget som helst meget længe.
I den nederste halvdel af lodtrækningen er forsvarende mester, Pouille, seedet til at gå igennem til finalen. Pouille har skuffet mig en del i grussæsonen, hvor han kun har vundet tre kampe i otte opgør, og jeg tror ikke på, selvtilliden og niveauet er højt nok pt. til, han gentager bedriften fra sidste år. Det skal dog siges, at Pouille er en type, der af og til finder sit niveau i løbet af en turnering, når man egentlig mindst venter det.
Pouille har bestemt heller ikke nogen let lodtrækning, eftersom to hjemmebanespillere med gode server og generelt fint græsniveau, Struff og Kohlschreiber, kan vente i de to første runder. Herefter vil formentlig vente en endnu hårdere opgave, da Berdych og Raonic ser ud til at skulle kæmpe om retten til i semifinalen at møde vinderen af Pouilles fjerdedel. Både Berdych og Raonic er dygtige græsspillere.
Outright
Federer giver så lidt som 1,72 til at vinde turneringen, og det er på ingen måde interessant i min bog. Kyrgios til odds 9,00 kunne være en overvejelse værd, hvis han havde haft lidt mere tennis i benene på det seneste, og hvis vi havde en realistisk idé om, hvor han befinder sig niveaumæssigt for tiden. Raonic til odds 10,00 kan jeg faktisk bedre lide. Lodtrækningen er virkelig fin, og selv om canadieren har bøvlet med skader og virker et stykke fra sit bedste, så spillede han faktisk en godkendt grussæson. Odds 10,00 på en spiller, der har en missil af en serv og derudover for to år siden var i Wimbledon-finalen, er ikke tosset, men jeg er ikke helt overbevist om værdien alligevel, da der er lidt tvivl om helbredet, og Raonic har i øvrigt heller aldrig vundet en turnering på græs.
Hertogenbosch, Holland
Rang: ATP 250
Underlag: Græs
Forsvarende mester: Gilles Muller
Når Mannarino er seedet 1'er i en ATP-turnering, så forestiller man sig næppe en uge, der går over i historien som én af de største i ATP-tourens levetid. Franskmanden får kam til sit hår i den øverste fjerdedel, hvor han allerede i sin første kamp kan løbe ind i landsmanden, Chardy, der kommer direkte fra fem sejre og en titel på græsset i Surbiton. Andreas Seppi befinder sig også i denne del af lodtrækningen, og selv om italieneren leverede en pinlig præstation i Paris, så er han en god kontraspiller med fine resultater på græs til følge.
Muller er forsvarende mester og seedet til at møde Mannarino i semifinalen, og selvom Muller har virkeligt gode meritter fra denne turnering med semifinale, finale og titel fra sine tre seneste optrædener her, så er han simpelthen i så rædderlig form i år, at det er svært at forestille sig, han kan serve-flugte sig igennem til et titelforsvar. Modstanden er dog ikke ligefrem brutal, når Sugita, Herbert og Ebden er de hårdeste modstandere for ham inden en eventuel semifinale.
I den nederste halvdel af lodtrækningen finder vi lidt mere fyrværkeri. Her er Verdasco og Gasquet seedede til at stå over for hinanden i semifinalen, men der er faktisk en del andre kompetente bud på spillere, der kan få succes. Karlovic er altid farlig på græs med sine bomber, Haase er på hjemmebane og kan godt spille på græs, Tomic er en klassisk græsspiller med sit flade spil, og Baghdatis har masser af gode resultater på underlaget også. Sidst men ikke mindst er det værd at holde et vågent øje med det græske supertalent, Tsitsipas, der tidligere lå nummer ét på verdensranglisten for juniorer, og i dag har fået sit gennembrud på ATP-touren med blandt andet en finale i Barcelona for en måneds tid siden.
Outright
Gasquet er bookmakernes favorit og kan fås til odds 5,50 hos Bet365*. Han er en fortrinlig græsspiller, og kommer han med fuld styrke i denne uge, så er han afgjort også min favorit. Han har fået en god lodtrækning, hvor han på papiret bør glide relativt let igennem til semifinalen. Ivo Karlovic til odds 19,00 hos Bwin virker latterligt højt, når alle andre bookmakere ligger i odds 10,00, hvilket dog også er lige lovligt til den lave ende efter min mening. Tror man på et titelforsvar til Muller - det gør jeg ikke - så fås odds 10,00 hos Bet365*. Jeg sætter min lid til Gasquet til odds 5,50 og handler eventuelt ud inden semifinalen, hvis Karlovic står på den anden side af nettet.