Nadal gjorde næsten rent bord i alle de store grusturneringer. Kun et enkelt nederlag til Thiem i Madrid, men ellers er han generelt blevet en smule mere sårbar løbende under den europæiske grussæson. I denne uge spilles der to mindre 250'ere i Geneve og Lyon. Nadal skal ikke i kamp, og det er der i det hele taget ikke mange af verdensstjernerne, der skal. Kun Thiem og Isner fra top 10 er tilmeldt denne uge.
Lyon, Frankrig
Status: ATP 250
Underlag: Grus
Forsvarende mester: Jo-Wilfred Tsonga
Et ganske udmærket felt taget i betragtning, at der ikke spilles om hverken specielt mange point eller penge. Formen skal finpudses inden French Open, og der er nogle, der har mere brug for kampe end andre. Én af dem, der egentlig ikke har brug for det, er Thiem, der har spillet en masse tennis på grus i år. Han var i finalen i Madrid, hvor han slog Nadal undervejs, men han har ikke høstet nogle titler på de europæiske grusbaner. Det er muligt, det er dét, der lokker ham til Lyon, for i princippet ville det være lige så fint, hvis han blot sprang ATP over denne uge og tog direkte til træningsbanerne på Roland Garros.
Hvis Thiems mål er at vinde denne turnering, så blev det i hvert fald ikke umiddelbart sværere at indfri, da lodtrækningen havde fundet sted. Thiem er seedet 1 og har på papiret sin sværeste opgave inden finalen i Jack Sock, der er seedet 3 og derfor står til at møde Thiem i semifinalen. En vej til finalen, der potentielt kan hedde; Baene, Garcia-Lopez og Sock... det tvivler jeg stærkt på, Thiem ikke ønsker at udnytte og derved få tanket den sidste selvtillid inden French Open.
I den anden halvdel er John Isner seedet til at gå igennem til finalen, og da både Monfils, Simon og Chung befinder sig i samme halvdel, så ser det ikke ligefrem let ud for Isner bare sådan at gå igennem. Isner har spillet nogle gode gruskampe i år, og han er faktisk ganske kompetent på underlaget, men han har haft meget svært ved at bryde sine modstandere, og nederlaget på 7-6 6-7 6-7 til Ramos-Vinolas i Rom sidste uge, kan godt have gjort lidt ondt på selvtilliden.
Det skal blive spændende at se, om Monfils hiver sig selv op til et eller andet her i Lyon. Han er i Tsongas fravær den franske stjerne, og han plejer altid at præstere godt under French Open. Jeg håber for hans skyld, at han får nogle gode kampe i benene denne uge, for det har ikke været imponerende, hvad han er dukket op med indtil videre på gruset i år. Rammer han niveau her, så kan han sagtens gå i finalen, hvilket vil være klart mest fordelagtigt for ham ift. næste uges French Open.
Outright-odds:
I skrivende stund er kampene i gang i Lyon, hvorfor jeg ikke har mulighed for at se outright-markedet, men jeg kan i hvert fald uden at blinke sige, at jeg forventer, Thiem stepper op i denne turnering og som minimum går i finalen. Isner, Chung eller en formstærk Monfils kan blive en svær hurdle i finalen, men uanset skal Thiem være ret stor favorit. Monfils, hvis han finder form, kan blive meget interessant her, men sådan som han har spillet indtil videre i grussæsonen, så kan det ikke overraske nogen, hvis han ryger ud til Marterer allerede i første runde. (Note: Monfils røg ud i første runde, men artikle blev skrevet inden, at det resultat var kendt.)
Geneve, Schweiz
Status: ATP 250
Underlag: Grus
Forsvarende mester: Stanislas Wawrinka
Bestemt også et godkendt felt samlet her i Geneve, hvor Wawrinka er forsvarende mester. Hjemmebanefavoritten gjorde comeback uden succes i sidste uge, og han er med her i Geneve for at forsøge at forsvare sin titel. Det lugter dog ikke umiddelbart af et titelforsvar for Wawrinka, der formentlig har brug for mere tid, før han for alvor begynder at kunne sætte pointene sammen, som han ønsker, igen.
Queerey, Johnson, Wawrinka og Ramos-Vinolas er de fire seedede spillere fra øverste halvdel, der skal slås om finalebilletten. De får selskab af blandt andre Vesely, Pella og Tiafoe i en halvdel, hvor det godt kan være svært at pege på en soleklar favorit til at gå igennem til finalen. Wawrinka har vundet turneringen her to gange, og han trives fint under de lidt hurtige forhold, men jeg har lidt svært ved at se ham vinde tre kampe i træk, sådan som hans form/fysik har set ud i år. Det kan dog på ingen måde afvises, at han går langt - han har det godt i denne turnering, og det er muligt, han har fået endnu mere grustennis i benene på træningsbanerne siden sidste uge. Querrey virker ikke specielt godt kørende, mens der måske kunne ligge en luring i Johnson, der vandt i Houston og gjorde det fint i sidste uge i Rom (slog Wawrinka og tabte tæt til Carreno-Busta).
I nederste halvdel af lodtrækningen har vi gode grusspillere som Fognini, Ferrer og Seppi. Ferrer var i semifinalen her i Geneve i 2016, men han skuffede mod Sock i Rom, så han har nok brug for nogle kampe denne uge. Lodtrækningen er fin, og jeg kunne godt se ham gå langt i en turnering som denne. Fognini spillede godt på hjemmebanen i Rom, hvor han slog Monfils og Thiem og først tabte i kvartfinalen til Nadal i tre sæt. Om Fognini har tænkt sig at dukke op her i Schweiz med sit tungeste skyts, det ved guderne nok ikke engang, men lodtrækningen er i hvert fald ikke den værste, han har stået overfor.
Outright-odds:
I skrivende stund er kampene i gang i Geneve, hvorfor jeg ikke har mulighed for at se outright-markedet, og jeg har faktisk også svært ved at finde en skudsikker favorit til at vinde titlen. Jeg vil anbefale at holde et vågent øje med David Ferrer, for jeg tror, han har brug for nogle kampe i sine ben, inden French Open går i gang.