I Sverige vil man nu forlænge den midlertidige lov, som blandt andet gør, at onlinekasinoer er underlagt en række restriktioner.
Som en konsekvens af coronapandemien indførte man sidste år i Sverige en midlertidig lov, som skulle beskytte spillerne mod at spille for meget. Loven går ud på, at du maksimalt må indbetale 5.000 svenske kroner om ugen til onlinekasino. Herudover må kasinoerne heller ikke tilbyde velkomstbonusser på mere end 100 svenske kroner. Beløbene svarer til henholdsvis 3.600 og 73 danske kroner.
Loven blev indført med virkning fra 2. juli 2020 og skulle oprindeligt gælde året ud. Man besluttede sig imidlertid til at forlænge loven frem til udgangen af juni måned i år.
Der er helt sikkert mange onlinekasinoudbydere i Sverige, som ser frem til at få ophævet disse restriktioner. Nu tyder det imidlertid på, at de må væbne sig med mere tålmodighed. Sveriges socialminister, Ardalan Shekarabi, agter nemlig at forlænge loven igen. Denne gang til 14. november. Det meddeler den svenske regering i en pressemeddelelse.
Til gavn for de mest sårbare forbrugere
I pressemeddelelsen siger Ardalan Shekarabi, at man med forlængelsen af loven vil søge at beskytte den mest udsatte gruppe af spillere.
- Vi kan se, at spredningen af COVID-19 stadig er høj i Sverige. Den nuværende situation medfører store risici for forbrugerne på spillemarkedet. Vi er derfor nødsagede til at tage affære for at mindske risikoen for de mest sårbare forbrugere.
”Vil koste forbrugerne deres beskyttelse”
Hos Branschföreningen för Onlinespel (BOS), der er Sveriges svar på Spillebranchen, tidligere kendt under navnet DOGA, er man ikke overraskende negativt stemte overfor udsigten til en endnu en forlængelse af loven.
BOS’ generalsekretær, Gustaf Hoffstedt, mener, at det i sidste ende vil gå ud over spillernes forbrugerbeskyttelse, fordi de vil søge mod det grå marked, hvor de frit kan spille uden begrænsninger.
- Regeringen synes at være helt og aldeles uvidende om, at deres egen ekspertorganisation, Statskontoret, for blot lidt over en uge siden meddelte, at udladningen af svenske spillere til det grå spillemarked er alarmerende høj, lyder det ifølge Gambling Insider.
- Særligt mængden af spillere, der gør sig hos onlinekasinoer, er høj. Hver fjerde svenske krone, der bliver spillet på onlinekasino, bliver spillet på det grå marked.
- At udvide restriktioner, som spillerne ikke bryder sig om, er det samme som at bede om, at man forværrer situationen med mængden af spillere på det grå kasinomarked. Dermed vil de svenske spillere i sidste ende miste den forbrugersikkerhed, som det svenske parlament ellers har besluttet, at de skal spille under i vores land.
Forslaget om at forlænge loven er endnu ikke endeligt vedtaget. Det forventes det dog at blive senest den 3. maj.
BetXpert gør opmærksom på, at det som udgangspunkt ikke er ulovligt at spille hos de ikke-licenserede spiludbydere, hverken i Danmark eller i Sverige. Det kommer dog helt an på, hvordan forholdet mellem kunde og spiludbyder opstår/forholder sig. Se mere herom i faktaboksen. BetXpert - og andre medier - bruger betegnelsen "det grå marked" til at beskrive de ikke-licenserede spiludbydere.