Ifølge en rapport fra H2 Gambling Capital genererede de svenske spillere en BSI på op mod 2,05 milliarder danske kroner på det grå marked i 2020.
Der spilles for mange penge i Sverige. Rigtig mange penge. Det er dog langtfra alle spillede svenske kroner, som skyder procenter af sig ned i statskassen hinsidan.
Ifølge analyse- og konsulentfirmaet H2 Gambling Capital havde Sverige i 2020 et BSI på det grå spillemarked på mellem 2,4 til 2,8 milliarder svenske kroner, hvilket svarer til 1,76-2,05 milliarder danske kroner. Det meddeler Spelinspektionen, som er Sveriges svar på Spillemyndigheden. H2 Gambling Capital har lavet analysen for Spelinspektionen.
Ser man særskilt på fjerde kvartal af 2020, lød tallet på 613-724 millioner svenske kroner, svarende til 449-531 millioner danske kroner.
Licensbookmakerne havde BSI på 18 milliarder
Selvom man i den svenske regering og spillebranche uden tvivl gerne ser, at alle svenske spillekroner bliver omsat hos de licenserede spiludbydere, så er de cirka to milliarder kroner en forholdsvis lille sum, når man ser på BSI-beløbet for det licenserede marked.
Her blev der i 2020 omsat for 24,7 milliarder svenske kroner. Det svarer til lidt over 18 milliarder danske kroner. Selvom beløbet er stort, svarer det faktisk til en tilbagegang på 0,4 procent i forhold til 2019. Det viser foreløbige tal ifølge Spelinspektionen.
Per 1. marts i år var der 100 spiludbydere med svensk spilletilladelse. Heraf havde 70 af dem spilletilladelse til væddemål og/eller ”kommercielt onlinespil”, som Spelinspektionen skriver det.
BetXpert gør opmærksom på, at det som udgangspunkt ikke er ulovligt at spille hos de ikke-licenserede spiludbydere, hverken i Danmark eller i Sverige. Det kommer dog helt an på, hvordan forholdet mellem kunde og spiludbyder opstår/forholder sig. Se mere herom i faktaboksen her. BetXpert - og andre medier - bruger betegnelsen "det grå marked" til at beskrive de ikke-licenserede spiludbydere.