Han er ikke bange for at gå efter de helt høje odds. Faktisk mener han, at der ligger ekstra procenter og venter, når man finder værdi i det undertippede hold. I ny udgave af vores serie om spilstrategi fortæller den succesfulde BetXpert-bruger The Darkhorse om fordele og ulemper, glæder og sorger ved højodds-betting.

The Darkhorse har en svaghed for underdogs.

Det er dog ikke ubetinget kærlighed med hovedet under armen. Der er faktisk en mening med galskaben, da du kan spille underhunden med en betydelig rabat i forhold til favoritterne. Omsat til bettingsprog betyder det, at der ifølge Darkhorse ofte er betydelig mere betvalue i en underdog, end der kan findes værdi i hold til odds 1,10 eller 1,80.

Til gengæld betaler du også med en væsentlig højere varians, og du kan i de tunge perioder gå målløs rundt og se spil efter spil gå i vasken. Variansen kan dog også gå den anden vej, hvor du i løbet af korte perioder kan se det ene tocifrede odds gå hjem efter det andet.

For dem der ikke kender The Darkhorse, så er han en af de erfarne brugere hos BetXpert. Han har faktisk været en del af vores betting-univers i snart 10 år. Og så må vi også hellere nævne, at han er med afstand den mest succesfulde brugertipper nogensinde, hvor han i skrivende stund ligger med knap 100 units i profit. En stor del af æren for det tilfalder netop højoddsere.

Rabat på underdogs

Inden vi dykker dybere ned i Darkhorses spilstrategi fascination af underdogs, så skal vi lige slå fast, at han bestemt også går efter lavere odds. En stor del af hans spil er på 1X2, asian handicap og over/under, hvor der langt fra altid er højoddsere i blandt. Men vi vælger her at fokusere på strategien bag højoddserne og spil på underdoggen, da det er en noget særegen og speciel form for betting.
 
Vil du prøve at uddybe, hvorfor du ofte går efter underdogs? 
 
"Jeg ser tit større oddsmæssige afvigelser hos bookmakerne på underdoggen. Fx kan en enkelt bookie sagtens ligge i 4,50 på underdoggen, mens resten af markedet gennemsnitligt ligger i 3,75 - i hvert fald på mindre markeder, hvor jeg ofte bevæger mig. Odds 4,5 stemmer overens med en chance på 22,2% mod 26,7% ved odds 3,75. Forskellen i chancen er således 4,4%-point. For at finde samme forskel med udgangspunkt i en favorit til odds 1,80 skal vi op i odds 1,96. Her er det min oplevelse, at det er mere almindeligt at finde bookmakere, som stikker ud i den høje ende af oddset-skalaen," forklarer The Darkhorse.
 
Darkhorse tror på det velkendte udsagn om, at sportsbettere har en underbevidst tilbøjelighed til at spille på og overvurdere favoritten.
 
"Jeg tror ikke, det er for sjov, når bookmakerne udtaler, at de som regel taber penge, når favoritterne vinder. Også det gør, at jeg forestiller mig, at den skarpeste justering af oddset finder sted på favoritten," siger han og understreger, at der dog ikke er nogle "free lunches."
 
"Markedet er så effektivt i dag, at man stadig skal være mindst ligeså skarp og grundig i sin research på underdogs som på favoritter. For selvom det måske har visse fordele, så har det også en ret signifikant ulempe i form af forøget varians. Er man typen, som "tilter", så er det giftigt at spille underdogs, og så vil jeg ikke anbefale det. Man skal vide med sig selv, at man kan holde en stram disciplin," siger han.
 

Varians, den tøjte

Når Darkhorse tager et kig på sit personlige spilleregnskab, så finder hans øjne ro. Udfra tallene kan han nemlig se, at langt størstedelen af overskuddet kommer fra højoddserne.
 
Siden august 2013 har spil i oddslejet 3-5 givet en TBP på 110 efter 288 spil. Mens odds over 5, som typisk er vinderspil, har en TBP på 116 efter 478 spil.
 
En væsentlig grund til, at Darkhorse rent faktisk kan spille så mange underdogs, er, at hans money management er indstillet til det. Han justerer indsatserne, så han kan tåle nogle fæle losing streaks. At gå efter underhunden gør nemlig, at man ofte får stryg af variansen og kan tabe og tabe og tabe...
 
"Variansen er det giftige led i ligningen, når man spiller højodds-kampe. Personligt spiller jeg jo både højodds- og mellemodds spil (1,70-2,30). Det gør, at man i perioder kan ramme forfærdelige stimer. Jeg erindrer en periode på 17 tabte spil i streg. Det er noget, der gør ondt, når man spiller singlespil for pæne beløb. Derfor skal man altså have en "bankroll," som kan tåle det - dit money management skal være på plads."
 
Fortæl lidt om det money management, du kører med?
"Jeg spiller personligt efter et system, som har elementer af både flatbetting og Kelly-systemet. En form for justeret flatbetting er nok det mest retvisende udtryk for mit spillesystem. Mit udgangspunkt er, at jeg altid går efter af vinde X antal kroner - altså en form for "profit unit", forklarer Darkhorse og fortsætter:
 
"Lad os for simplicitetens skyld sige, at jeg altid går efter at vinde en "profit unit" på 100 kr. Ser jeg en kamp til odds 2, så spiller jeg altså 100/(2-1)=100 kr. Ser jeg en kamp til odds 5 spiller jeg for 100/(5-1)=25 kr. Ser jeg en kamp til odds 1,5 spiller jeg for 100/(1,5-1)=200 kr. Fordelen er, at jeg kan spille højodds spil for meget beskedne indsatser og alligevel vinde min ønskede "profit unit", som jeg går efter i den pågældende periode."
 

Svære forhold for flatbettere

Det er Darkhorses indtryk, at mange dygtige bettere går helt uden om spil på underdogs, fordi de er svære at håndtere. Det skyldes nok, at kendte strategier som netop flatbetting og Kelly-systemet har svært ved at indkorporere højoddsere, uden at det giver voldsome udsving.
 
Når man flatbetter tager man nemlig store risici, da man skal spille samme beløb på odds 1,50 og odds 5. Og ved Kelly-systemet kan man meget let komme ud i at skulle smide ganske betragtelige summer på satsede og farlige spil med høj risiko.
 
Det bekræftes blandt andet i vores seneste artikel om spilstrategi, hvor NHL-tipperen Peter Seeberg forklarer, at han simpelthen fravælger spil, hvis ikke gevinstchancen ligger på minimum 48%. Fordi han netop sværger til flatbetting og ikke bryder sig om udsvingene.
 
Ved Darkhorses "profit unit-"metode behøves han ikke ryste på hånden, fordi han finder værdi i odds 17.
 
"Metoden tillader mig at holde øje med selv de store underdogs, som andre dygtige bettere måske slet ikke skænker en tanke, fordi de er afskrækket af oddset," siger han.
 
Hvad hvis du finder et "særlig godt" odds, kan du så selv holde disciplinen?
"Hvis jeg ser et vindervæddemål, hvor jeg føler mig fuldstændig overbevist om, at der er en betvalue på 115% eller derover, så bryder jeg også med min egen metodik. I de tilfælde kan jeg sagtens finde på at smide 100 kr. på noget til odds 10, selvom jeg jævnfør min metode kun burde smide 100/(10-1)=11,11 kr," forklarer han.
 
"Et skud fra hoften er, at jeg bryder ud af med min metodik i 1 af 5 spil, når det kommer til højoddsere, mens det måske blot sker 1 ud af 15 gange, når det kommer til væddemål med odds i mellemlejet 1,70-2,30."
 

Tålmodigheden kommer på prøve

Teoretisk giver det jo meget god mening med en differentieret indsatspolitik, så du tager noget af risikoen af ved højoddskampene. Hvad ser du som de største ulemper ved at jagte underhunde og spille, som du gør?
"Der er selvfølgelig længere mellem sejrene grundet variansen, og det gør også, at det vil tage markant længere tid at gennemskue, om man kan finde værdi på høje odds. Jeg har min tvivl om, hvorvidt særlig mange har den tålmodighed og disciplin det kræver for at teste sig selv af med et system som mit. Og det vil ligeledes kræve, at man ikke bryder ud af metodikken, som jeg nogle gange gør, indtil man er sikker på, at man har en "edge." Men man kan jo eventuelt prøve med meget små beløb i begyndelsen."
 
Er du selv overbevist om, at du har evnen til at spotte værdi på underhundene på den lange bane?
"Da jeg spiller så høje odds med så stor varians, og da jeg ind imellem bryder med min egen metodik på indsatserne, så er jeg faktisk stadig lidt i tvivl om, hvorvidt jeg personligt bare har været heldig, eller om jeg rent faktisk er dygtig. Problemet er, at det er en ret vanskelig opgave at beregne statistisk signifikant sandsynlighed, når mine indsatser, odds og gevinster har svinget så meget, som de har gjort det," siger Darkhorse og slutter:
 
"Når vi er oppe i høje odds, skal der absolut set færre procenter til at ændre noget fra minus betvalue til høj positiv betvalue."