Skal man tage favoritodds eller højoddserne - og hvilken spiltype er bedst? I første del af ny serie om spilstrategi har vi taget fat i BetXperts NHL-mand Peter Seeberg. Han spiller kun, hvis gevinstchancen er minimum 48 % og bruger altid spilformen moneyline til at finde de rette procenter: "Med moneyline skal jeg kun tage hensyn til to variable."
 
Hvordan har du det egentlig med risiko?
 
Det spørgsmål får du typisk, når du skal vælge pensionsopsparing eller realkreditlån til huset. Kan du eksempelvis leve med, at din opsparing på kort tid dykker 20 procent i værdi?
 
Hvis ja, så kan det godt betale sig at tage noget risiko og vælge en stor andel af aktier. Mens den mere forsigtige type forsikrer sig med obligationer, der giver et lavt, men sikkert afkast.
 
Sådan er det også med betting - givet at du altid spiller værdispil. Her er der forskellige spilstrategier, man kan sværge til - uden at den ene er mere rigtig end den anden. Går det ud over humøret, hvis du taber 10 i træk, så skal du nok holde dig fra underdogs.
 
Men i stedet tage dem i en mere forsigtig handicap-version vel vidende, at du giver afkald på nogle procenter. Til gengæld optimerer du sandsynligheden for at få et mere stabilt afkast. 
 
Det kaldes også money managenemt og er i høj grad et spørgsmål om temperament.
 

Seeberg: Gevinstchancen er afgørende

Vores lille serie om valg af spilstrategi begynder hos Peter Seeberg, ishockey-eksperten, der gjorde comeback til BetXpert i slutningen i april måned. Han har i den grad perfektioneret sin spilstrategi og sit money management.
 
Når han skal vælge spiltype, fravælger han i første omgang så mange faktorer og parametre som muligt. Han bryder sig ikke om store udsving, og derfor er hans betting-grundregel også meget enkel:
 
"Jeg spiller kun, hvis min gevinstchance er 48% og op," siger han.
 
Spiltypen betyder mindre. Han tager dog altid udgangspunkt i varianten "moneyline," når han skal analysere to hold i ishockey. Og af samme grund er en stor del (2/3) af hans spil netop moneyline, der kun har to udfald.
 
Moneyline-spiltypen er bredt anvendt inden for ishockey, da kampene altid får en vinder og en taber. Hvis ikke kampen afgøres i ordinær spilletid, så sker det i overtiden eller ved straffeslag. Du skal altså ikke tage hensyn til, at kampen kan ende uafgjort. Enten vinder du - ellers taber du.
 
"Moneyline har den indlysende fordel, at der kun er to variable at tage hensyn til. Jo flere faktorer, jeg skal tage hensyn til, jo større er risikoen for, at jeg vurderer skævt. Og jo færre faktorer, som kan påvirke min chancevurdring, jo bedre," siger Peter Seeberg.
 
Ishockeyeksperten forklarer, at spiltypen passer godt til hans mentalitet. Han vægter nemlig stabilitet frem for vilde svingninger, selvom han godt ved, at det indimellem (måske) kan koste nogle procenter.
 
"Det passer til min psyke som spiller. Jeg kan godt lide at have et stabilt flow, hvor jeg ikke taber for meget for længe af gangen, og jo højere odds, jo mere risiko. Når jeg spiller moneyline øger jeg min chance for at vinde. Måske mister jeg noget af værdien i forhold til at gå på rene "dogs," men jeg er faktisk ikke sikker på det. For mig er det vigtigt at have et koldt hoved, når jeg skal sætte mine bets, så derfor er det stabile flow faktisk ret vigtigt i forhold til ikke at panikke/flippe, når det går skævt," siger Peter Seeberg.
 
Billedtekst: Her ses en kurve over Peter Seebergs private spil fra NHL-sæsonen 2014/15. To tredjedel af spillene er af typen "monyline" og gevinstchancen er altid minimum 48 procent. Kurven er pæn og opadgående med få svingninger undervejs. Han høstede et overskud på 61,22 units med en tilbagebetaling på 110%. 
 

De fem trin 

Vil du uddybe, hvad du præcist gør, når du går på jagt efter værdi i en given kamp?
"Som sagt bruger jeg altid moneyline til at finde grundprocenterne og gøre udgangspunktet så rent som muligt. X´et bliver først inddraget, når jeg skal øge gevinstchancen, men så bliver det til gengæld også vigtigt. Først og fremmest er mit udgangspunkt altid kun 1 og 2," siger Peter Seeberg og forklarer følgende om sine 5 trin:
 

Trin 1: Procenter for 1 og 2 findes, f.eks. 65-35.

Trin 2: Tjekke odds op mod procenter: Er der værdi i 65% spilles denne uden tøven (med mindre oddset er under 1,49*). Er der værdi i 35% spilles denne ikke, da den ligger under 48%, og jeg går til trin 3.

Trin 3: Jeg skal finde ud af, om jeg kan få 35% værdivæddemålet op omkring de 48% ved at gardere mig med et X eller eventuelt spille handicapversionen +1,5.

Trin 4: Find sandsynlighed for X. Her vil x-chance næsten altid ligge indenfor intervallet 20-26%, da dette er normen for NHL. X-chancen lægges så til de 35%. Hvis vi siger, at x-chancen er 23% i denne kamp, så er vi oppe på de (for mig) magiske 48%. Jeg undersøger herefter, om der er værdi i X2, hvilket kræver et odds på minimum 2,084. Hvis der er værdi placeres væddemål på X2 uden skelen til, om værdien er større i moneyline 2 eller rent 2. Er der ikke værdi i X2, springer jeg væddemålet over uanset, om der skulle være værdi i moneyline 2 eller det rene 2-tal.

Trin 5: Kommer jeg kun op på f.eks 46% chance for X2, går jeg videre og finder en vurdering for handicapspillet +1,5. Denne undersøges igen for værdi. Hvis der er værdi, spiller jeg den - hvis ikke der er værdi, spilles kampen ikke, uanset værdi i væddemålene med lavere gevinstchance.

*Hvis oddset på moneyline er omkring 1,49 undersøger Peter Seeberg, om der er værdi på 1X2-væddemål på samme måde, som han har skitseret ovenfor i forhold til X2/1X. Denne gang bare den anden vej rundt for at finde værdi i rent 1-tal eller -1,5).

Trækker fem procent ud af CV'en

Det er lidt interessant, at du simpelthen fravælger værdi, hvis oddset er for højt, og du ikke kan komme op på 48% gevinstchance ved hjælp af garderinger. Jeg er med på, at du gør det for at minimere udsvingene. Men værdi er jo værdi. Kan du ikke i stedet justere på dit money management og spille på outsiderne for færre units? Det er jo også en måde at reducere udsvingene på.

"Jo, det kunne jeg godt, men jeg bruger ikke units. Jeg er flatbetter, og jeg justerer kun rullen, når den er vokset. Tanken er, at jeg ikke behøver bekymre mig om units, men kun om at finde værdi. Hvis jeg også skal bekymre mig om units, er der endnu en faktor, som jeg skal tage hensyn til for at skabe overskud," siger Peter Seeberg.
 
Han forklarer, at han, for at være sikker på værdi, arbejder med en sikkerhedsmargin i sine chancevurderinger:
 
"Når jeg skal lave min CV er mit udgangspunkt altid 95% - ikke 100%. Derved giver jeg mig selv 5% margin, og spiller derfor religiøst et spil, uanset om den kun giver 100,1% i værdi."
 
Det må du lige uddybe. For hvordan laver du så din CV til BetXpert, hvor du skal finde 100 procent?
"Jeg trækker så at sige 2,5 % fra hvert tegn i moneyline-udregningen, så en 50-50 vurdering hos mig bliver til 47,5-47,5. Hvis jeg skal sætte et spil op hos BetXpert fører jeg de manglende procenter over til det tegn, jeg spiller imod. Hvis jeg f.eks. har 48% til odds 2,1, er jeg nødt til at give det andet udfald 53%. Det KAN i nogle tilfælde føre til, at et spil med store odds-udsving pludselig kan give værdi den anden vej. Det skete fx for nyligt ved tippet mellem New York Rangers - Calgary Flames. Her måtte jeg forklare en bruger, at jeg ikke anbefaler det "omvendte" spil, selvom oddsudsving pludselig har givet det værdi."
 

God, solid erfaring

Du startede som ekspert hos BetXpert helt tilbage i 2003 og har derfor en bred erfaring indenfor betting. Hvad ligger du til grund for den bettingstrategi, du bruger i dag?
"Praksiserfaring er min vigtigste grund. Jeg vinder simpelthen mere ved at spille på denne måde," siger Peter Seeberg og sætter tal på sidste års NHL-sæson.
 
Her blev det til 598 væddemål på vinder/taber. 65 procent af væddemålene var af spiltypen moneyline, 30% garderinger (x2/1x/+1,5) og 5% favoritter med 1x2 eller -1,5. Fælles for dem alle er, at der mindst er 48% gevinstchance og minimum 1,5 i odds. I alt blev det til et overskud på 61,22 units for Peter Seeberg.
 
Han har ligeledes regnet på, hvad det har "kostet ham" ikke at gå efter underdogs i den rene 1X2-udgave.
 
"Jeg har kørt lidt simulering af, hvordan det ville gå, hvis jeg gik efter 1X2 væddemål, dvs. havde taget dogs til højere odds. Og jeg er nået frem til, at mit resultat i så fald ville være blevet reduceret med 50% - altså signifikant dårligere. Det er klart, at jeg ville have haft perioder, hvor jeg virkelig ramte godt, men nedturene ville så have været endnu værre. Man ville selvfølgelig kunne se en stor forskel i udbyttet ved færre væddemål, hvis man rammer 1X2-væddemål, men i det lange løb er det min erfaring, at det (mindst) udligner sig."
 

Fordel med høj volume

Kan du se nogle ulemper ved den form for spilstrategi, du praktiserer?

"Jeg mener ikke, der er så mange ulemper, når jeg ser på mine personlige spil. Selvfølgelig kan man godt tænke, at gevinsten kunne have have været dobbelt så høj, hvis man en nat har ramt fem kampe, hvor alle underhundene har sejret i ordinær tid. Men det er kortsigtet tænkning, som jeg ser det, og jeg har jo min egen praksiserfaring med, som understøtter det fornuftige i min måde at spille på," siger Peter Seeberg.
 
Han forklarer dog, at det kræver en stor volume, før man virkelig kan se resultaterne.
 
"Jeg kan dog godt se ulempen et sted som Betxpert, hvor det kræver, at man sætter rigtig mange spil op for at komme op på en høj gevinstvolume. Det tager lang tid at komme op af “hullet", hvis jeg f.eks misser 4-5 stykker i træk, og jeg kan jo slet ikke sætte alle de spil op, jeg laver privat, så her kan lavere odds være en ulempe."