Ny kvartalsrapport fra svensk spillemyndighed afslører, at den samlede spilomsætning i vores naboland er faldet med 1,4 procent i forhold til første kvartal i 2019.
Spelinspektionen, der er den svenske pendant til Spillemyndigheden, har ifølge Focus Gaming News meldt ud, at den samlede spilomsætning i årets første kvartal faldt med 1,4 procent i forhold til samme periode sidste år. Det er endda til trods for, at omsætningen på onlinespil steg med 7,6 procent.
Årets første tre måneder bød på en samlet spilomsætning på 5,9 milliarder svenske kroner, svarende til 4,17 milliarder danske kroner, oplyser de svenske skattemyndigheder.
Heraf stod onlinespil for lige knap 3,66 milliarder svenske kroner, svarende til lige knap 2,60 milliarder danske kroner.
Foruden de officielle tal er der også et ukendt mørketal for, hvor meget svenskerne har omsat for hos de ikke-licenserede spiludbydere. H2 Gambling Capital har estimeret, at tallet ligger mellem 428 og 505 millioner danske kroner for kvartalet.