Torsdag morgen blev storkampen mellem Göteborg - AIK aflyst på grund af forsøg på matchfing. Den sag vokser sig nu større, og ifølge et svensk medie, der har fået indsigt i svensk politis efterforskning, viser det sig, at mindst seks spillere i den bedste svenske fodboldrække, Allsvenskan, er involveret i matchfixing.
"Jeg ved, at spillere i Allsvenskan har regelmæssig kontakt med matchfixere. De omgås med dem, og de lever i den verden. Det er ekstremt svært at gå fra den viden, til at bevise at det faktisk er matchfixing. Det er det, som er det store problem," . Han arbejder for Uppdrag Granskning, som er et undersøgende svensk tv-program, hvor han har fulgt matchfixing.
"Et eksempel er en svensk Allsvenskan-spiller, som kommer hjem efter en fodboldtræning, og på trappen sidder en matchfixer og venter på ham. Det er den virkelighed, de lever i," siger Magnus Svennungsson til SVT.
Ifølge journalisten er mindst seks spillere fra Allsvenskan involveret i matchfixing.
"Det er ikke usandsynligt, at antallet er endnu større," siger en politikilde til Dagens Nyheter ifølge Aftonbladet.
Tidligere AIK-stjerne involveret
Ifølge svenske Aftonbladet så beskriver flere kilder uafhængigt af hinanden, at en spiller fra AIK blev ringet op af en tidligere stjernespiller fra AIK med henblik på at mødes. Da de så mødtes, havde den tidligere AIK-spiller taget nogle andre med som direkte foreslog at matchfixe.
Spilleren blev tilbudt et millionbeløb og samtidigt truet og valgte efterfølgende at fortælle om episoden. Politiet ønsker ikke at udtale sig konkret om sagen til Aftonbladet, da de er i gang med at efterforske sagen.
Ifølge Magnus Svenungsson fra SVT er knap et halvt hundrede fodboldspillere mistænkt for matchfixing i Sverige:
"Vi har også taget del i UEFA's liste, hvor der er 43 svenske elitefodboldspillere, først og fremmest fra Superettan, som er mistænkt for matchfixing," siger journalisten til SVT.
Siden efteråret 2012 er 40 fodboldkampe i Sverige politianmeldt, hvoraf de fleste har været i de lavere division, skriver Aftonbladet.