Flere nye selskaber kan nu tilbyde spil efter at være blevet tildelt licens fra Spillemyndigheden. Udover den svenske bookmaker, Bethard, drejer det sig blandt andet om Verdensnaturfonden og Claus Elmings NFL Picks.
Spillemyndighedens liste over licenserede spiludbydere er blevet udvidet med fire nye navne. Det drejer sig om Bauer Media, der driver flere radiostationer, Verdensnaturfonden, den svensk-maltesiske spiludbyder Bethard og NFL Picks, som ejes og drives af blandt andre Claus Elming.
16 spiludbydere har tilladelse til at udbyde væddemål i Danmark, hvoraf flere udbyder det gennem forskellige brands, og der er stor konkurrence om de danske kunder. Og dem vil Bethard også snart forsøge at få en del af med en klar strategi.
"Vores brand, konkurrencedygtige odds og fair behandling af alle vores spillere, skal være med til at adskille os fra de andre. Alle bør vide, at vi ikke limiterer vindende spillere. Det er fair play for os," skriver Erik Skarp, stifter og direktør for Bethard, i en mail til BetXpert.
28 spiludbydere har licens til at udbyde onlinekasino, hvoraf flere af dem også udbyder væddemål.
Skal bruges til konkurrencer
Det kan for nogle virke besynderligt, at Verdensnaturfonden har brug for en spillelicens, men det er der ifølge fundraising director, Cirkeline Buron, slet intet dramatisk i.
"Vi laver små konkurrencer, hvor folk har mulighed for at støtte vores arbejde med et mindre beløb. I en velgørende organisation er en del af formålet at samle penge sammen til vores arbejde og projekter. I vores tilfælde naturen og de vilde dyr. Der er flere velgørenhedsorganisationer, der længe har lavet små konkurrencer. Derfor er det naturligt for os også at gøre det," skriver hun i en mail til BetXpert om den indtægtsbegrænsede onlinekasino tilladelse, som Verdensnaturfonden har modtaget.
Hun oplyser, at det længe har været et ønske og en overvejelse for Verdensnaturfonden at få en licens, og at den allerede er taget i brug til en konkurrence, hvor man kan vinde en rejse til Kenya, hvis man donerer 100 kroner til fondens arbejde og samtidigt gætter rigtigt på et spørgsmål.
Også hos Bauer Media er den indtægtsbegrænsede onlinekasino tilladelse tiltænkt gættekonkurrencer.
"Tilladelsen skal bruges til en SMS-gættekonkurrence, hvor vi har en præmie. Pengene donerer vi til en NGO," siger Louise Futtrup, operations manager hos Bauer Media.
NFL-spil med vokseværk
NFL Picks har eksisteret i forskellige former i mange år og har som regel været knyttet til enten et TV-program eller et website, som tidligere TV-vært, Claus Elming, har stået i spidsen for, men nu er spillet selvkørende og har fået sin egen hjemmeside.
Spillet har tidligere været gratis, og Claus Elming oplyser til BetXpert, at det fortsat vil være muligt at spille gratis, mens man skal betale et mindre beløb for at deltage i konkurrencen om større præmier eksempelvis en NFL-rejse til USA, og det kræver en licens fra Spillemyndigheden.
Claus Elming og folkene bag Picks tog betaling og tilbød præmier i juli i en til lejligheden særligt oprettet VM-udgave af Picks, men det var de hurtigt nødt til at stoppe igen, da licensen ikke var i orden. Nu hvor licensen er kommet på plads, lover Claus Elming, at der kommer fart over feltet, og at Picks i det kommende år vil tilbyde spil på både fodbold, håndbold og andre sportsgrene udover NFL.
"Det bliver vildt. Nu er Picks blevet voksent, og den skal have en på goddagen. Picks er nu blevet så gammelt, at det må køre bil og drikke alkohol og gå med damer," siger han til BetXpert.