BetXpert har lavet en artikelserie om spillesikkerheden i Danmark kontra udlandet. I dagens artikel bringer vi et interview med Spillemyndigheden.

BetXpert vil i denne uge bringe en daglig artikel som et led i en artikelserie om spillesikkerheden – også populært kaldet Responsible Gambling (RG) – i Danmark sat op imod ditto i udlandet. Vi har blandt andre snakket med Spillemyndigheden, et par fremtrædende bookmakere og folk, der har erfaringer med at spille hos spiludbydere, som ikke har spilletilladelse i Danmark.

Dette interview med Jan Madsen fra Spillemyndigheden er den første artikel i serien. Jan Madsen er kontorchef for Væddemål, Onlinekasino og Markedsanalyse og er herudover også fungerende direktør i Spillemyndigheden.

Spiludbydernes forpligtelser

Helt kort: Hvad er det, spiludbyderne med spilletilladelse i Danmark skal gøre og overholde rent lovmæssigt?

”De er forpligtede til at holde de forskellige initiativer i hævd, som skal beskytte spillerne mod spilleafhængighed. De skal eksempelvis henvise til ROFUSStopSpillet.dk, behandlingscentre, som modtager offentlige midler, for bare at nævne et par stykker. Alt i alt kan man sige, at de skal sørge for, at spillerne har muligheden for at vide, hvad de har gang i, når de spiller." 

Kan man se, at det har hjulpet med alle de her tiltag, som spiludbyderne skal oplyse om? Her tænker jeg på, om der er færre med spilleproblemer, færre ludomaner etc. 

”Der kommer en stor ludomaniundersøgelse i 2021 eller 2022. Så må vi se, hvad den fortæller os. Det er en del af en politisk aftale, at man hvert femte år skal lave en ludomaniundersøgelse.”

”Men for nuværende er det for tidligt at sige noget om effekten. Jeg synes dog, at det er værd at fremhæve ROFUS-registret igen. Et register, som udbyderne af onlinekasino, onlinevæddemål og landbaserede kasinoer herhjemme skal tjekke, inden en given person kan få lov til at spille om penge. Et sådant register har de langtfra i alle andre lande. Så det giver jo en form for sikkerhed, hvis man har registreret sig her.” 

Sikkerhed via dansk lovgivning

Apropos andre lande. Hvorfor kan det være problematisk, hvis folk spiller hos udbydere, der ikke har spilletilladelse i Danmark?

”Den helt overordnerede forskel er jo, at hvis man spiller hos en udbyder med dansk tilladelse, så er man omfattet af de regler, der gælder for spillerne om ansvarlighed og gennemsigtighed, og at spillet er i overensstemmelse med dansk lovgivning.” 

”Det er man ikke, hvis man spiller hos en udbyder, der ikke har en tilladelse i Danmark. I Danmark har vi også foranstaltninger som NemID, der skal sikre, at personer under 18 år ikke spiller. Disse tiltag kan man ikke være sikker på er til stede, når man spiller hos en udbyder, som ikke har dansk spilletilladelse.”

”Og så er der også det element, at i Danmark er spillerne, når de spiller hos udbyderne med spilletilladelse, altid sikret, at pengene faktisk er der. Vi har en regel om, at udbyderne skal have en såkaldt modregningsfri konto. Det betyder, at spillernes midler skal adskilles fra tilladelsesindehaverens egne midler.” 

”Dette medfører, at hvis et selskab går konkurs, er spillerne stadig sikrede deres midler.”

Tilsynsførende myndighed

I skriver på jeres hjemmeside, at én af jeres vigtigste opgaver er at sikre, at spil om penge foregår forsvarligt. Kan du uddybe og være en smule mere specifik? 

”Det er langt hen ad vejen mange af de ting, vi allerede har været inde på. Vi holder øje med, at de her love og regler faktisk bliver overholdt af spiludbyderne. Vi er jo en tilsynsmyndighed, og i den funktion ligger der, at vi skal sikre, at spiludbyderne udbyder spil fagligt og økonomisk forsvarligt.” 

”Dét er vores rolle, og vi har tilsynsplaner på forskellige områder. Det kan for eksempel være i forhold til markedsføring. Vi kigger også på de ulovlige virksomheder. Det vil sige de virksomheder, som ikke har en spilletilladelse i Danmark, men som alligevel udbyder spil målrettet danskere. Det gør vi for at beskytte de spiludbydere, der har spilletilladelse. I den forbindelse er vi gerne en gang om året i byretten for at få lukket nogle domæner.

Kunne I godt tænke jer at have hjemmel til selv at bestemme, hvem og hvornår diverse ulovlige sider skal blokeres, således at I slipper for at gå rettens vej hver gang?

”Det har jeg ikke nogen holdning til. Som myndighed følger vi de regler, som vi får at arbejde med. Og det skal siges, at det er teleudbyderne, vi er i retten med, når der skal blokeres for hjemmesider. Ikke selve spiludbyderne.” 

”Vi er rigtig glade for ROFUS-registret”

Der er kommet flere end 10.000 nye registrerede i ROFUS-registret de seneste tre år. Således er der nu er mere end 24.000 på listen. Hvordan kan det være, tror du? Er der kommet flere problemspillere, eller skyldes det lige så meget et større fokus på at oplyse spillerne om ROFUS? 

”Da vi liberaliserede spillelovgivningen fra januar 2012, var ROFUS en del af åbningen. Og det er rigtigt, som du siger – vi har kunnet se en stigning hele tiden. Vi kan dog ikke se, om det er folk, der er spilafhængige, eller om det er folk, der blot beslutter sig for, at de ikke vil bruge penge på spil den pågældende måned, de kommende tre måneder, seks måneder eller 12 måneder.”

”Vi er rigtig glade for ROFUS-registret, og at der kommer flere og flere, viser jo, at det har en effekt. Netop at folk ikke bruger alle deres penge på spil.” 

”Vi kan desuden se, at de fleste af dem, der udelukker sig, gør det på permanent basis. Man kan så komme ud af det igen, når der er gået et år. Det drejer sig cirka om 68 procent af alle registrerede. Det kan man se i vores seneste kvartalsstatistik. Vi har lidt over 24.000 i registret nu, så 15-16.000 af dem er endeligt udelukkede.”

Så er spørgsmålet vel, om det er godt eller dårligt, at de er udelukkede på permanent basis – eller i hvert fald som minimum ét år. For man kan jo tænke, at nogle af dem finder ud af, at de gerne vil spille alligevel, og så er det, at vi risikerer, at de går til de udenlandske spiludbydere, der ikke har spilletilladelse i Danmark. 

”Ja, det er klart, men vi kan ikke se, om det forholder sig således. Sagen er dog den, at spillerne jo altid har muligheden for at ophæve selvudelukkelsen. Ved én, tre og seks måneder sker det helt automatisk. Har man valgt 12 måneder, har man et vindue på 14 dage herefter til at komme ud af registret. Når man det ikke, får man 12 nye måneder og så fremdeles.” 

”Alt i alt vil jeg sige, at mængden i registret tyder på, at det var rigtigt, at man indførte det. Således at de, der ikke helt har nok selvkontrol til at styre deres forbrug på spil, kan udelukke sig selv. Man kan også udelukke sig i 24 timer, hvis man lige mener, der er behov for en lille pause.”

”Jeg ved også, at der er andre lande, der gennem årene har kigget lidt misundeligt på vores ROFUS-register. Svenskerne har da også indført et lignende tiltag (per 1. januar 2019, red.), som hedder Spelpaus.se. De (svenskerne, red.) har været her og har set på vores system, så svenskernes register ligner vores rigtig meget.”

Spilleudbyderne er underlagt en opmærksomhedspligt

Skal spiludbyderne rapportere det til jer eller andre myndigheder, når de detekterer spillere, der har tabt mere, end hvad godt er? Eller er det helt overladt til udbyderne selv? 

”Der er ikke noget krav om, at de skal oplyse os eller andre om det. Men med de nye bekendtgørelser, der kom 1. januar 2020, er der nu en opmærksomhedspligt. Den dikterer, at udbyderne har pligt til at holde øje med spillernes spillemønstre, og dét kan vi føre tilsyn med. Altså om de så faktisk har sådanne foranstaltninger.” 

”Vi stiller ingen krav til, hvordan systemet præcis skal se ud, men spiludbyderne skal have et system, der virker tilfredsstillende efter hensigten.”

Holder I øje med, hvor mange personer spiludbyderne tager hånd om i forhold til påmindelser om, at man kan søge hjælp? Jeg mener, hvis der ikke er en offentlig instans, som holder øje med tallene, så kan spiludbyderne jo bare lade folk spille alt, hvad de vil. 

”Ja, vi går ind og ser på, hvad det enkelte system rent faktisk gør, og hvis vi finder, at tingene ikke er, som de skal være, så kan vi starte en sag op.” 

Men der er ikke tale om, at I skal have en decideret rapport, hvori I kan gøre jer nogle overvejelser? Her tænker jeg vurderinger ud fra antal aktive spillere hos den enkelte spiludbyder målt op imod antal gange udbyderen har taget affære ved at komme med hjælp og påmindelser?

”Nej, men det er noget, vi kan indhente, når vi fører tilsyn med den enkelte udbyder. Så kan vi se, hvad opmærksomhedspligten reelt har udmøntet sig i. For eksempel hvor mange spillere de har, hvor mange de har stoppet eller hjulpet og så videre.”

I artiklen i morgen kan du læse om, hvordan Danske Spil* og Kindred, der står bag spillesider som blandt andre Unibet* og Maria Casino, forholder sig til spørgsmålet om ansvarligt spil, Responsible Gambling om man vil.