Spillemyndigheden har irettesat spiludbyderne med dansk spilletilladelse næsten 400 gange siden 2017.
I Danmark er det Spillemyndigheden, som har til ansvar at holde øje med, at spiludbyderne med spilletilladelse i landet overholder de danske love, der skal værne mod uforsvarligt spil og hvidvaskning af penge.
396 anmærkninger siden 2017
Og der er bestemt behov for et organ, som holder øje med spiludbyderne. Spillemyndigheden har nemlig fundet det nødvendigt at komme med påbud, indskærpelser eller advarsler til licensindehaverne 369 gange siden 2017. Det skriver Politiken ifølge Jyllands-Posten.
Der meldes imidlertid ikke noget ud om, hvad påbuddene, indskærpelserne og advarslerne konkret har drejet sig om. Disse informationer er ikke offentligt tilgængeligt, som loven er det i dag.
Reglerne lyder dog blandt andet sådan, at virksomhederne kan få anmærkninger for ting såsom at sælge spil til børn, vildledning af forbrugerne eller slet og ret ikke leve op til forpligtelserne angående bekæmpelse af hvidvask.
Ole Thyssen, professor emeritus på Copenhagen Business School, mener, at de 396 anmærkninger er mange.
”Og det er grotesk, at de på den ene side fremfører sig offentligt og er tilgængelige for danskerne, men at offentligheden på den anden side ikke må vide, hvad de gør galt. Det er en højst ejendommelig situation,” lyder det ifølge Jyllands-Posten til Politiken.
Skatteminister Morten Bødskov (S) har imidlertid et politisk forslag klar.
”På mit bord ligger der et forslag til, at borgere skal kunne se, hvilke påbud de forskellige spillevirksomheder har fået. Det korte af det lange er, at vi er i gang, og det her er et konkret forslag, som jeg vil præsentere partierne for i løbet af efteråret.”
Politiken har desuden fået en aktindsigt, hvori det afsløres, at der fra 2012 til 2019 er udstedt bøder for 2,19 millioner kroner til spiludbyderne i Danmark. Dette for brud på spilleområdets love og regler.