Sidste runde i grundspillet i Superligaen står for døren, og det tegner til at blive uhyre interessant. Flere klubber er nemlig i den situation, at det bedst kan betale sig for dem at tabe en kamp på grund af den nye Superliga-struktur. Det vækker kritik fra trænere, mens Danske Spil* øger bemandingen på søndag, hvor alle rundes kampe spilles klokken 17.
Der er kun en runde tilbage af grundspillet i Superligaen, inden holdene inddeles i tre grupper. En mesterskabspulje med de seks øverste og to nedrykningspuljer med fire hold i hver. Pulje 1 vil bestå af nummer 7, 10, 11 og 14, mens pulje 2 vil bestå af nummer 8, 9, 12 og 13. Ud fra den nuværende stilling giver det nedenstående to puljer:
Pulje 1 | |
7. Hobro | 32 point |
10. AGF | 28 point |
11. Silkeborg | 28 point |
14. FC Helsingør | 17 point |
Pulje 2 | |
8. OB | 31 point |
9. SønderjyskE | 31 point |
12. Lyngby | 20 point |
13. Randers FC | 17 point |
Flere medier - herunder BetXpert - har skrevet om, hvordan det vil være en fordel at komme i pulje 2 i stedet for pulje 1, da der for de to bedst placerede hold i hver pulje er større afstand til de to nederste pladser, der skal spille nedrykningskampe om at overleve i Superligaen. BetXperts analyse af sidste runde i grundspillet kan læses her.
Strukturen betyder, at det for nogle hold bedre kan betale sig at tabe deres kamp i sidste runde end at vinde og slutte på den meget lidt attraktive 7. plads. Flere Superliga-trænere kritiserer strukturen, mens Danske Spil* har øget bemandingen, når sidste runde spilles søndag, så de kan lukke ned for oddsmarkederne, hvis der opstår situationer live i kampene, hvor det bedre kan betale sig for et hold at tabe. Det skriver Danmarks Radio.
"Nu spilles kampene jo samtidig på søndag klokken 17, og der indkalder vi simpelthen ekstra mandskab, så der sidder en vagt på hver kamp og holder øje. Vi øger simpelthen beredskabet bare for at være helt sikre på, at vi har gjort alt, hvad vi kan. I Danske Spils netværk kan vi se, hvordan der bliver spillet på kampene, men vi er også en del af et internationalt anti matchfixing-netværk, og hvis der fra et andet land skulle komme kæmpespil på et eller andet eller meget store oddsændringer lige pludselig, så kan vi lukke for vores livebetting, indtil vi har undersøgt, om noget er los. Vi mander simpelthen op og holder ekstra øje, så der sidder én mand per Superliga-kamp på søndag. Just in case," siger Niels Erik Folmann, administrerende direktør i Danske Licens Spil, til DR, og fortsætter:
"Når alle syv kampe afvikles samtidig, skal vi have et øje på hver finger, så vi kan holde øje med pludselige spilmønstre, der ser atypiske ud. Så kan vi trykke på den røde stopknap og suspendere spil på kampen, indtil vi har haft muligheden for at se, hvad den ændrede situation skyldes. Det er det bedste, vi kan gøre."
Kritik af Superliga-strukturen
Til Ekstra Bladet fortæller OBs cheftræner, Kent Nielsen, at han ikke ønsker at få opdateringer fra de andre kampe, mens OB spiller mod Randers. Fynboerne kan med held og dygtighed ende på 6. pladsen og dermed være en del af mesterskabsspillet, men de kan også slutte på 7.pladsen og komme i en mindre attraktiv nedrykningspulje.
"Det er klart, at det er uhensigtsmæssigt som turneringsformen er skruet sammen nu, hvor nogen kan drage fordel af at tabe. Når sæsonen er slut, bidrager jeg gerne med mit syn på, hvordan vi kan optimere turneringsstrukturen. Vi skal have en form, hvor det altid skal kunne betale sig at vinde kampene. Den nuværende situation er uhensigtsmæssig og ikke optimal," siger Kent Nielsen til Ekstra Bladet.
Også i Sønderjylland er meldingen, at man går efter at vinde, selvom chancen for at komme i top 6 er meget lille, og der er en risiko for, at ende på den uattraktive 7. plads.
"Vi går efter den lille chance, vi har for top-6. Når det er sagt, så er det klart, at der skal ske visse justeringer efter sæsonen. Den nye struktur har været et frisk pust, men det skal altid kunne betale sig at vinde uanset tidspunktet på sæsonen," siger Claus Nørgaard, cheftræner for SønderjyskE, til Ekstra Bladet.