Årets første måned bød på en glimrende indsats af BetXperts ekspertpanel og af forum. Læs statusrapport fra analyse- og forumredaktør Jens Bøye.

Vi åbnede 2018 med 239 eksperttip og en flot tilbagebetaling på 112%. I alt 23 eksperter bød ind med spilforslag, 15 af dem med overskud.

Især Vinterkongen Nicolai Kristensen var varm med 119% for 42 tip, men andre var også godt med, fx Premier League-ekspert Thomas Schyth med 128% for 25 tip.

239 eksperttip er ikke alverden (til sammenligning havde vi 429 i januar 2016; også fra 23 eksperter), men dog flere end vi producerede i januar 2017 der indeholdt 227 eksperttip. I øvrigt med en elendig tilbagebetaling på 92%.

Fodbold

Fodboldtip var der lidt flere af i januar 2017 end i år – 71 mod 68. Men det skal med at sidste år bød på De Afrikanske Mesterskaber hvilket naturligvis kastede en række tip af sig. Med liden succes. Fodboldtip havde en tilbagebetaling på sølle 86% i januar 2017, mens januar 2018 noterede sig for 113%.

Det kan også nævnes at vi i januar i år leverede 66 info-analyser (langt hovedparten fodboldanalyser) hvor januar 2017 kun bød på 52.

Brugertip og forum

Kigger vi på brugertip, så første måned i år ikke så imponerende ud: 55 spilforslag leverede brugerne mod 106 i januar sidste år. Brugertipperne har desuden åbnet 2018 med et underskud: 87% siger tilbagebetalingen.

Dvs relativt få og underskudsgivende brugertip. Til gengæld synes forum at blive mere og mere aktivt.

I december var der 1.702 forumindlæg skrevet af 227 forskellige bidragydere. I januar var der 2.584 indlæg skrevet af 280 forskellige.

Bidragyder-tallet var endnu mere imponerende i januar 2017 hvor 308 forskellige skrev mindst eet indlæg, men det samlede indlægstal var 2.254, dvs 330 færre end i år.

Liveblog

Vi skal også lige huske at kippe lidt med flaget for vores nye tiltag: Liveblog. Den blev sat i søen 13. januar og har indtil videre haft fem action-fyldte sessioner. Næste gang er 10. februar.

Livebloggen bestyres af to blæksprutter der ser en masse kampe og fornøjer bloglæserne med sjove/interessante opdateringer fra ind- og udland - samt lejlighedsvise eksperttip. Der er desuden en chat hvor brugere og eksperter kan boltre sig.

Der er nogle ting der kan forbedres, fx skal vi have en statistik over de fremlagte eksperttip, men vi synes bloggen har fået en nydelig start.

Superliga (+ Vinter-OL) og to nye eksperter

Alt i alt en pæn start på 2018, i hvert fald for ekspertpanelet og forum. Og vi nærer håb om at februar også bliver fin. 

Fin er februar sådan set allerede: Efter fire dage med bl.a. andet futsal-EM og Super Bowl, står ekspertpanelet med en tilbagebetaling på 119% for 32 spilforslag. Og de kommende dage ser spændende ud.


Måneden byder på Superligaens forårsstart (9. februar – samme dag som Vinter-OL skøjter i gang), og i den forbindelse er det en fornøjelse at kunne meddele at vi har hyret to nye eksperter med indsigt i den bedste danske fodboldrække.

Den ene er Ulrik Odgaard (uloto79). Den anden er KingFed der faktisk er en gammel BetXpert-ekspert der vender tilbage (hvilket han forventer at gøre i midten af februar). Mere om de to i de intro-artikler der ledsager deres første eksperttip.

Varme hockeyhjerter

Og så en nyhed der kan varme hockeyhjerterne i denne iskolde tid:

Vores navnkundige NHL-ekspert Kasper Berg der kun kom med to tip i efteråret, meldte i slut-januar at han sætter sit tiptal i vejret. Quod erat demonstrandum: Han har leveret tre tip siden 31. januar. 


Farvel til to eksperter

Mindre gode nyheder: Vi har måttet sige farvel til håndboldeksperterne Frederik Søvang og Matias Mortensen, begge pga arbejde der ikke levner plads til BetXpert.

De to havde dog i forvejen ikke ret meget tid til tip, så selv om vi mister håndboldkompetence (heldigvis har vi stadig Roman Empire og Chipurin), er det ikke SÅ mange tip der gås glip af. Matias leverede 11 tip i efteråret 2017, Frederik leverede to.