I første halvdel af denne sæsons store Premier League-optakt blev de forventede bedste 10 mandskaber i sæsonen sat under lup. I denne anden del af optakten vil fokus være på den mindre sjove ende af tabellen, men det betyder ikke, at der er mindre værdi at finde. Der er en masse spilforslag og tanker at se frem til ved at læse videre. Hvordan vil det eksempelvis gå de tre nyoprykkere?

Premier League 2019/2020 Odds og spilforslag

Premier League er ofte spændende og til tider uforudsigelig, hvilket både gælder tabelplaceringerne og de enkelte kampe. Derfor denne optakt, der skal gøre det nemmere at vurdere, om der er værdi i oddsene dels nu og dels i de kommende måneder.

I optakten vil der blive analyseret en række holdinformationer (inkl transfers og deres betydning) samt listet nogle interessante odds: For førsterunde-kampene samt for Vinder, Tabelplaceringer og Nedrykning. Krydret her og der med nogle spiltanker og måske ligefrem -forslag.

Odds på Premier League hos Bet365 her

Kom meget gerne med kommentarer og spørgsmål. Og korrektioner - der skal nok være nogle fejl.

Dette er anden halvdel af den store sæsonoptakt til Premier League 2019/20. I første halvdel gennemgår jeg de ti hold, som jeg forventer vil indtage de øverste ti placeringer i ligaen, og den kan læses her:

Lad os begynde med at se på oddsene for nedrykning sat op efter en omvendt powerranking, jeg mener holdene har inden sæsonstart. Øverst på nedenstående liste er altså det hold, jeg mener har størst chance for at rykke ned, mens jeg vurderer det nederste hold til at have mindst chance for nedrykning. 

Premier League 2019/2020 nedrykker

Bedste odds Bookmaker Rykker IKKE ned Bookmaker
Sheffield United 1,80 2,20
Brighton 2,90 1,44
Aston Villa 3,25 1,40
Norwich 2,10 1,90
Crystal Palace 6,00 1,14
Burnley 3,00 1,50
Bournemouth 6,00 1,20
Newcastle 3,25 1,36
Southampton 6,50 1,14
Watford 7,00 1,11

Odds er blevet opdateret den 7. august klokken 16:00. Bemærk, at det er muligt at finde højere odds på enkelte hold hos Betfairs Spillebørs.

Optakter

I løbet af den kommende sæson vil jeg - udover en masse spilforslag - også levere en ugentlig optakt til samtlige af rundens kampe i Premier League i samme stil som sidste sæson. Dette for at give et overblik og evt. debatoplæg til samtlige kampe og give bud på en række odds, der måske kan indeholde værdi, men hvor jeg ikke er så overbevist, at det udløser en decideret tipanalyse.

Bemærk desuden, at transfervinduet er åbent til og med 9. august, og at meget derfor kan nå at ændre sig. I takt med ændringerne opdateres artiklen; hold øje med den tilknyttede forumtråd, der vil annoncere de vigtigste af disse opdateringer.

Watford crest

Watford

Hjemmebane: Vicarage Road

Træner: Javi Gracia (Januar 2018)

Sidste sæson: 11

Watford havde en særdeles succesfuld sidste sæson, men måtte alligevel se sig i den nederste halvdel af ligaen. Holdet præsterede dog flot og kom i FA Cup-finalen, og for at bygge videre på successen med stor kontinuitet har man valgt ikke at lave de store armbevægelser i transfervinduet. Er det den rigtig løsning for at forbedre sidste sæson?

Sidste sæson
Sidste sæson var Javi Gracias første fulde sæson i spidsen for holdet, og med en meget pragmatisk og direkte spillestil fik han sat sit hold rigtig flot op til at kunne være konkurrencedygtige i alle kampe. Det bragte dem i lang tid i spil til en placering i top 7, omend holdet faldt lidt af på den i slutningen af sæsonen, i takt med at de nærmede sig FA Cup-finalen, som de  flot spillede sig i. Her tabte de ganske solidt til mestrene fra Man City, men det ændrer ikke på, at London-mandskabet havde en fornem sæson, som de nu kan bygge videre på.

Preseason
Noget af det, der virkede for Watford i sidste sæson, var, at truppen kom toptrimmet og i fuld fitness til sæsonstart. Anfører Deeney havde nærmest bodybuilder-lignende udstråling, og den succes har man forsøgt at gentage ved at køre meget hård træning i preseason.

Det er blot blevet til fire officielle træningskampe, hvoraf Watford flot har vundet tre, og det tyder positivt, da man havde valgt at spille mod rigtige kvalitetshold.

Forventninger til sæsonen
I den kommende sæson må den klare forventning for holdet være at spille sig ind i den øverste halvdel - også selvom der er mange andre hold om buddet.

Bud på idealopstilling
4-2-2-2: Foster - Femenia, Dawson, Cathcart, Holebas - Capoue, Doucoure - Hughes, Pereyra - Deulofeu, Deeney

Spillestil
Watford har en meget direkte spillestil. Ikke forstået på den måde, at de står enormt defensivt som mange bundhold, men mere som at så snart de vinder bolden, kigger de fremad, søger afleveringer, der bryder kæderne, og skubber hurtigt med frem. Det giver ofte en masse plads rundt om på banen, når de spiller, og her kommer deres fysiske form dem ofte til gode i kampene. Det gør dog også, at holdet ind imellem får skubbet for hurtigt frem, og så er de særdeles sårbare den modsatte vej.

Bud på straffeskytte
Troy Deeney

Nøglespillere/hold øje med
Doucoure og Capoue: De to centrale midtbanespillere er af afgørende betydning for holdet. De præsterer ganske enkelt fremragende med deres individuelle kvaliteter og stærke indbyrdes forståelse. De er gode til at skubbe frem og falde ned på skift, så de hele tiden er en trussel offensivt, men samtidig har gardering defensivt.

Vigtigste transfers ind 
Craig Dawson - forsvarsspiller fra WBA - fast

Vigtigste transfers ud
Ben Wilmot - Lejet ud til Swansea - reserve

Transferbetydning
Watford har ikke gjort de store armbevægelser i transfervinduet, men viste også sidste sæson, at de havde et stærkt og sammenspillet hold, så fokus ser ud til at have været på ikke at ødelægge kontinuiteten på holdet.

Generelle oddstanker til sæsonen
Markedet vurderer generelt Watford en smule lavere end jeg gør, og dermed vil der ofte være kampe (det var der også sidste sæson), hvor jeg grundlæggende er uenig i styrkeforholdet der bliver præsenteret. Det har udlignet sig en smule til denne sæson, men ikke helt nok synes jeg, så der bør kunne findes nogle fine spots på Hornets mod jævnbyrdige klubber.

Watford er desuden et mandskab, der med deres direkte stil og høje tempo ofte er involveret i målrige kampe, hvilket man selvfølgelig også skal have med i sine beregninger.

Watfords ligatopscorer: Deulofeu til odds 2,62 hos Unibet 

Gerard Deulofeu var med sin hurtighed, driblinger og træfsikkerhed holdets topscorer i sidste sæson. Han endte med at score et mål mere end anfører Deeney, der dog både sparkede straffespark og spillede 500 minutter mere end Deulofeu, der startede sæsonen skadet.

Denne gang kommer Deulofeu i topform fra start, og det bør sende ham op på et flot antal mål i denne sæson, hvis han kan holde sit høje niveau. Det lader til, at oddset er sat lidt ud fra, at spanieren står opført som midtbanespiller, men sidste sæson blev han - særligt i anden halvdel af sæsonen - brugt som spidsangriber sammen med anfører Deeney.

Southampton crest

Southampton

Hjemmebane: St Mary's Stadium

Træner: Ralph Hasenhüttl (December 2018)

Sidste sæson: 16

Southampton hentede i  december "den østrigske Klopp" i skikkelse af Hasenhüttl, og han bragte glæde, forventning og håb til sydkysten. Den optimisme, der blev skabt med overlevelsen i ligaen, skal nu bruges til at stabilisere klubben mere solidt i Premier League.

Sidste sæson
Southampton havde en rigtig skidt sæson sidst, hvor Mark Hughes ikke leverede det forventede som træner, og så forsøgte klubben sig i stedet i december med "den østrigske Klopp". Hughes hentede blot ni points i de første 15 runder (og blot en enkelt sejr), men efter Hasenhüttl overtog, blev det til 30 yderligere points og otte sejre i de resterende 23 kampe, og det var nok til at sikre klubben endnu en sæson i den bedste engelske række.

Det lidt kuriøse i den forbindelse er, at ift. xG så var Southampton decideret uheldige med ikke at få flere points under Hughes, og det forventede antal points blev ikke meget bedre under Hasenhüttl. Det gjorde resultaterne dog, og det er trods alt det, der tæller.

Preseason
Southampton har spillet fem træningskampe i preseason og vundet de fire og spillet en uafgjort, så det er bestemt ganske godkendt. De har desuden fået spillet de fleste fra førsteholdet godt i gang, og det giver optimisme i klubben inden sæsonstarten.

Klubben har desuden været smarte at få lavet de vigtigste handler hurtigt i transfervinduet, således at de nye folk har haft mulighed for at blive spillet sammen med deres nye kammerater.

Forventninger til sæsonen
Southamptons store mål er endnu engang at overleve i Premier League, men forventningen vil være, at de gør det mere solidt end i sidste sæson.

Bud på idealopstilling
4-2-2-2: Gunn - Valery, Bednarek, Vestergaard, Bertrand - Højbjerg, Romeu - Ward-Prowse, Redmond - Ings, Adams

Spillestil
Hasenhüttl havde ikke meget at gøre med, da han overtog i sidste sæson, da det ikke var muligt midt i bundkampen at lave revolution i klubben. Det har han nu haft bedre ro til, og vi kan derfor forvente, at Southampton vil skifte til en 4-2-2-2 formation med et forholdsvis aggressivt pres og nogle angribere, der er gode til at søge hullerne i forsvaret.

Bud på straffeskytte
Danny Ings

Nøglespillere/hold øje med
Che Adams og Danny Ings: Ings kom til klubben på leje midt i sidste sæson, men er nu blevet fast tilknyttet, mens Che Adams er blevet hentet fra Championship. De to skal danne makkerpar og sørge for noget af det, holdet havde rigtig svært ved i starten af sidste sæson: Nemlig at banke bolden i kassen. Det er to solide målscorere, og at de finder et godt samarbejde og god form fra start bliver afgørende for holdets succes.

Vigtigste transfers ind 
Che Adams - angriber fra Birmingham - fast

Danny Ings - angriber fra Liverpool der var på leje i klubben sidste sæson - fast

Vigtigste transfers ud
Matt Targett - back - reserve

Transferbetydning
Southampton havde i sidste sæson et rigtig fint hold med udmærket bredde, men manglede deciderede målscorere. Det har de hentet nu i Che Adams og Danny Ings, og dermed har man i transfervinduet adresseret klubbens største svage punkt. Southampton ser ud til at komme fint styrket ud af pausen.

Generelle oddstanker til sæsonen
Med to nye målscorere og et formentlig mere offensivt approach fra manager Hasenhüttl, nu hvor han har fået sine idéer igennem, kan man let forestille sig, at Southampton bliver et mere målscorende hold, end de var i sidste sæson. Hold derfor øje med linjer for over-spil.

Newcastle crest

Newcastle

Hjemmebane: St. James' Park

Træner: Steve Bruce (Juli 2019)

Sidste sæson: 13

Det helt store samtaleemne i Newcastle er skiftet af manager fra fanfavoritten Benitez til den noget mindre vellidte Steve Bruce. Bruce er en rutineret mand i engelsk fodbold, men fansene i særdeleshed er ikke overbeviste om, at han har kvaliteterne til at bringe succes på holdet. Til gengæld har ejer Ashley lidt ukarakteristisk haft den store pengepung oppe i denne sæson, og det kan måske give forhåbninger om noget positivt.

Sidste sæson
Newcastle havde en rigtig svær start på sidste sæson, hvor de mødte mange topklubber og derfor hurtigt kom til at ligge under nedrykningsstregen. Stille og roligt fik holdet dog med Benitez's pragmatiske stil arbejdet sig til nogle gode points, så de til sidst endte solidt i midten af tabellen.

Preseason
Newcastle's preseason har været præget lidt af kaos, da manager Benitez skiftede til kinesisk fodbold sent i sæsonstarten, og dermed er det først meget sent i forberedelserne, at Steve Bruce er kommet til klubben og har skullet prøve at implementere sin stil på holdet.

Newcastle har spillet fem træningskampe i denne sæson og blot tabt de to, hvilket faktisk er udmærket med den kvalitet af modstandere, de har mødt. Samtidig har manager Bruce formået at spille de nye folk godt ind på holdet, og der er en del mere positivitet i klubben på vej ud af preseason, end da de startede op.

Forventninger til sæsonen
Newcastle vil have forventninger om en midterplacering i ligaen i denne sæson - solidt udenfor nedrykningsfare.

Bud på idealopstilling
3-5-2: Dubravka - Schär, Lascelles, Lejeune - Yedlin, Hayden, Shelvey, Longstaff, Ritchie - Joelinton, Almiron

Spillestil
Newcastle spiller under Bruce i en solid 3-5-2-opstilling, der giver gode muligheder både offensivt og defensivt. Mod større mandskaber vil det formentlig ligne en 5-3-2, men mod mindre modstandere kan den justeres mere offensivt. Holdet er direkte og spiller gerne bolden op på nyindkøbte Joelinton, der ser ud til at være rigtig god til at holde på bolden, så de hurtigere spillere kan foretage løb omkring ham.

Bud på straffeskytte
Matt Ritchie

Nøglespillere/hold øje med
Joelinton: Den nye angriber i klubben ser utrolig spændende ud. Det kan være svært at vænne sig til niveauet i ligaen, men Joelinton ser ud til at have mange af de egenskaber, man mangler i Newcastle, og kan han finde et godt samarbejde med hurtige Almiron, kan han blive en stor gevinst for klubben.

Vigtigste transfers ind 
Joelinton - angriber fra Hoffenheim - fast

Jetro Willems - back lejet i Frankfurt - reserve

Allan Saint-Maximin - offensivspiller fra Nice - reserve
 

Vigtigste transfers ud
Ayoze Perez - angriber solgt til Leicester - fast

Transferbetydning
Newcastle har forstærket sig ganske fornuftigt denne sæson, og holdet har flere dygtige spillere, der er vendt tilbage efter lejeophold andre steder, så truppen ser både stærk og bred ud.

Generelle oddstanker til sæsonen
Fansene fra Newcastle kan måske godt have noget at have deres skepsis i omkring Steve Bruce som manager. Hvis man ser på hans historik i ligaen, så har han i de klubber, han har trænet, hentet et gennemsnit på 1,12 point pr. kamp over 393 Premier League-kampe. Fortsætter han det snit, ender klubben på 42 point i sæsonen, hvilket måske lige er nok til overlevelse, men heller ikke meget mere. Det hører dog også med til historien, at han kun har trænet mandskaber, der har været blandt de svagere i Premier League, så det har ikke været nemt for ham at hente mange points.

Min vurdering af Newcastle stemmer som udgangspunkt rimelig overens med markedet - dog er jeg endnu ikke helt overbevist om, at manager Bruce er den rette for mandskabet, men det vil tiden vise. Newcastle kan måske godt overraske og få en god start på sæsonen, da de har haft en virkelig stærk preseason.

Newcastle - Arsenal: Newcastle +0,5 til odds 2,16 hos Nordicbet

Newcastle ser forstærkede ud i preseason med gode indkøb, fint spil og flotte resultater. Offensivduoen med Joelinton og Almiron er netop den type, der normalt kan gøre noget ondt ved en defensiv som Arsenals. Arsenal er fortsat bedst offensivt når de kan spille hurtigt bag om modstandernes forsvar, og det bliver nok svært mod Newcastle.

Læs den fulde ekspertanalyse her

Bournemouth crest

Bournemouth

Hjemmebane: Vitality Stadium

Træner: Eddie Howe (oktober 2012)

Sidste sæson: 14

Bournemouth er blevet et rigtig solidt midterhold i Premier League og har en evne til at få det bedste ud af spillere, der passer ind på holdet - fremfor at købe store stjerner. Den opskrift har de fulgt igen til denne sæson, hvor skader dog måske kan ødelægge starten af sæsonen.

Sidste sæson
Bournemouth endte på en solid midterplacering sidste sæson, hvilket var ganske godkendt, da det skal ses i sammenhæng med, at holdet fik et hav af langtidsskader. Det meste af forsvaret, deres topscorer og en del af midtbanen var ude i store perioder af sidste sæson, og det har selvsagt besværliggjort tingene for holdet.

Preseason
Bournemouth har haft deres forberedelser ødelagt en smule af virkelig mange fravær, og det er faktisk kun blevet værre i løbet af kampene, da flere spillere er føjet til listen over fravær.

De har spillet seks træningskampe og vundet de tre. Særligt den sidste kamp, hvor de slog franske Lyon 3-0 var imponerende, og det har givet selvtillid inden sæsonstarten.

Forventninger til sæsonen
Bournemouth vil endnu engang forvente at skaffe en solid midterplacering uden fare for at rykke ned.

Bud på idealopstilling
4-4-2: Begovic/Travers - Smith, Cook, Ake, Kelly - Brooks, Billing, Lerma, Fraser - Wilson, King

Spillestil
Bournemouth er underr Howe kendt for gerne at ville spille bolden i egne rækker og være et godt, boldbesiddende hold. Sidste sæson viste de dog markant større kvaliteter i omstillinger, og man kan derfor forvente en mere direkte tilgang fra holdet, end hvad man normalt ville forbinde med et mandskab under Howe's ledelse.

Bud på straffeskytte
Joshua King

Nøglespillere/hold øje med
Callum Wilson: Hvis angriberen kan holde sig skadesfri denne sæson, kan han være guld værd for holdet. Hans hurtighed og målfarlighed er uovertruffen og kan skabe problemer mod tophold på omstillinger samt mod mindre mandskaber, der pakker sig, fordi han placerer sig godt.

Vigtigste transfers ind 
Arnaut Danjuma - offensivspiller fra Club Brugge - reserve

Phillip Billing - midtbanespiller fra Huddersfield - reserve/fast

Jack Stacey - midtbanespiller fra Luton - reserve

Vigtigste transfers ud
Lys Mousset - offensivspiller - reserve

Tyrone Mings - forsvarsspiller - reserve

Transferbetydning
Bournemouth har fortsat deres stil med at købe spillere, der ikke er etablerede verdensstjerner, men som passer godt ind på holdet. De ser forstærkede ud i bredden, men det er svært for dem at vurdere, hvor meget de skal købe. Her i starten mangler de nemlig mange spillere, men hvis klubben køber alt for mange for at dække ind for skaderne, hvad gør man så, når de fraværende spillere vender tilbage?

Generelle oddstanker til sæsonen
Min vurdering af Bournemouth's styrke i forhold til resten af ligaen flugter præcist med markedet, og derfor er det ikke sikkert, der kan findes rigtig mange gode spots på dem. Holdet har dog en ganske speciel stil, som de kan udnytte i forskellige matchups, der måske kan give dem en fordel. Hvis de har alle spillere fit, kan det være en ide at kigge deres vej i kampe, hvor de kan forventes at få lov at spille på omstillinger.

Sæson h2h: Bournemouth ender over Southampton til odds 2,20 hos Bet365

De to mandskaber er meget tætte i niveau, og det kan blive svært at skille dem ad. Southampton er forstærkede i offensiven, men Bournemouth har i flere sæsoner været mere solide - og har nok også deres forventninger en smule højere end Southampton.

Det ligner et særdeles tæt opgør henover sæsonen det her, og derfor kan der måske være værdi i at gå mod underdoggen - der kan få en god start idet de møder to oprykkere i de første runder.

Burnely crest

Burnley

Hjemmebane: Turf Moor

Træner: Sean Dyche (Oktober 2012)

Sidste sæson: 15

Burnley var blandt de bedste mandskaber i ligaen mod slutningen af sidste sæson, og kan de føre det momentum med sig ind i den nye sæson, kan de se frem til en positiv en af slagsen. Holdets stil er dog efterhånden velkendt, så er de øvrige mandskaber ved at have luret, hvordan man skal spille imod dem?

Sidste sæson
Sidste sæson fik Burnley sin start ødelagt af, at de forsøgte at fokusere på europæisk fodbold. De var med i Europa League og gav den en god skalle for at vise, at de kunne være med, men det medførte - sammen med en del skader - at holdet i ligaen præsterede ganske forfærdeligt og længe lå i stor nedrykningsfare.

Da Burnley først kom ud af Europa League og fik lidt ro på, vendte de dog omkring juletid tilbage til de velkendte dyder under Dyche. Holdet lignede sig selv, og fra december til april var de blandt de allerbedste mandskaber udenfor top 6.

Preseason
Burnley har spillet syv kampe i preseason og haft fornøjelse af at have alle spillere til rådighed, så truppen har kunnet blive spillet godt sammen. De har også hentet fem sejre og blot et enkelt nederlag, så Burnley kommer ind til sæsonen med masser af positivitet på holdet.

Forventninger til sæsonen
Burnley vil forvente at ende udenfor nedrykningsfare i denne sæson - selvom manager Dyche formentlig som altid siger, at målet "blot" er at hente 40 points, hvilket forventes at være nok til at overleve i rækken.

Bud på idealopstilling
4-4-2: Pope - Lowton, Mee, Tarkowski, Taylor - Gudmundsson, Westwood, Cork, McNeil - Rodriguez, Barnes

Spillestil
Burnley har en markant spillestil, hvor kæderne holdes meget tæt og kompakt, spillerne skubber ind og står centralt, og så forsvarer de sig meget dybt. Offensivt satser de på omstillinger, dødbolde, tilfældigheder og fysik, og det er holdets store fight, der ofte skaffer dem et solidt antal points.

Bud på straffeskytte
Ashley Barnes

Nøglespillere/hold øje med
Ben Mee: Forsvarsspilleren er generalen på holdet, der konstant holder styr på, at kæderne står som de skal, og at alle giver alt, hvad de har i holdets tjeneste. Når han er med og spiller godt, så gør holdet det som regel også rigtig godt, og hans samarbejde med makkeren Tarkowski er ganske uovertruffent.

Vigtigste transfers ind 
Bailey Peacock-Farrell - målmand fra Leeds - reserve

Jay Rodriguez - angriber fra West Bromwich - fast

Erik Pieters - back fra Stoke - reserve

Vigtigste transfers ud
Tom Heaton - målmand - fast (men det var tæt løb mellem ham og Pope)

Sam Vokes - angriber - reserve

Transferbetydning
Burnley har forstærket sig flot i dette transfervindue. De har ikke brugt så mange penge som andre klubber, men de har registreret, hvad der har manglet, og hentet et begrænset antal af spillere for ikke at bryde rytmen på holdet.

Angriber Rodriguez ligner et stærkt køb med 22 mål i Championship sidste sæson, og han har før vist, at han kan være en yderst skarp angriber i Premier League.

Generelle oddstanker til sæsonen
Jeg synes generelt, Burnley bliver undervurderet en smule af markedet. Deres underliggende stats er ikke fremragende, og det reagerer markedet på, men de har også en markant og bevist stil, der i mange henseender kan "snyde" statistikkerne lidt. De er ofte presset i bund, men det er en bevidst handling fra dem, fordi det er sådan de spiller bedst og henter bedst resultater.

Burnley - Southampton: Burnley +0 til odds 1,93 hos Bethard

Burnley fik deres sæson ødelagt af Europa League sidst, men denne gang har holdet haft optimale forberedelser. De ser stærke ud, og niveaumæssigt bør de ikke vurderes så meget svagere end Southampton, som oddset her indikerer, når man samtidig tager højde for hjemmebanefordelen.

Læs den fulde ekspertanalyse her

Crystal Palace crest

Crystal Palace

Hjemmebane: Selhurst Park

Træner: Roy Hodgson (september 2017)

Sidste sæson: 12

Crystal Palace ser solide ud, efter Hodgson er kommet til klubben, men de er fortsat enormt afhængige af deres offensive stjerne, Zaha. Ivorianeren rygtes væk til flere store klubber og har sagt han gerne vil spille Champions League. Hvis han bliver, kan han dog måske skaffe en masse straffespark, da VAR bliver indført i ligaen, og han normalt bliver nedlagt meget af forsvarsspillerne.

Sidste sæson
Sidste sæson startede Crystal Palace ganske forfærdeligt med en ordentlig bunke nederlag, men mod slutningen af sæsonen kom de bedre efter det, leverede fine præstationer og skaffede gode resultater nok til at ende solidt i midten af rækken. Sæsonen viste, hvor afhængig holdet er af stjernen Zaha, for i de perioder, han var væk, havde de utrolig svært ved at skaffe points, men så snart han var tilbage, fungerede offensiven igen.

En lidt sjov ting ved sidste sæson er, at den defensive midtbanespiller Milivojevic faktisk gik hen og blev topscorer. Hele 12 mål lavede han - og hele 10 af disse var på straffespark. Han er enormt sikker fra 11-meterpletten, men det er også usædvanligt, at et hold henter så mange straffespark i en sæson, som Crystal Palace gjorde.

Preseason
Crystal Palace har haft en preseason med masser kampe. Syv styks har de spillet, men blot formået at vinde de to, hvilket bestemt ikke er godkendt med de modstandere, de har mødt.

Yderligere har klubben fået deres forberedelser ødelagt en smule af, at stjernen Zaha har været kraftigt rygtet væk og desuden har været afsted med landsholdet, så han ikke har deltaget i klubbens kampe. Derudover har det faste stopperpar Sakho og Tomkins været skadede fra sidste sæson, så de har heller ikke haft mulighed for at blive spillet sammen med holdet.

Forventninger til sæsonen
Crystal Palace forventer endnu en solid placering i midten af rækken - men deres forventninger er nok meget afhængige af, hvad der sker med Zaha - som dog forventes at blive i klubben.

Bud på idealopstilling
Guaita - Ward, Tomkins, Sakho, Aanholt - Mcarthur, Milivojevic, Meyer - Townsend, Benteke, Zaha

Spillestil
Crystal Palace har helt tydeligt bygget deres spil op om Zaha. De står meget kompakt og defensivt med en 4-backkæde og tre centrale midtbanespillere. Når holdet har bolden, handler det om hurtigt at spille den til Zaha og så se, hvad han kan skabe. Det kan ind imellem gøre holdet nemt at lukke ned, hvis han ikke er med, eller hvis modstanderne fokuserer på ham for meget. Det hjælper ofte i de kampe, hvor han har en god makker i front, og hvis store Benteke finder sin form til denne sæson, plejer de to at have et godt samarbejde.

Bud på straffeskytte
Luka Milivojevic

Nøglespillere/hold øje med
Christian Benteke: Det virker måske mærkeligt ikke at have Zaha her, men jeg tror, Benteke bliver endnu vigtigere for holdets succes i denne sæson. Zaha er vanvittigt dygtig, men kan ikke vinde fodboldkampe alene. Holdet er for forudsigeligt, når der kun er ham i offensiven at spille på. Derfor bliver andre nødt til at byde ind, og Benteke har tidligere haft et fremragende samspil med Zaha, fordi han er stor og stærk og kan holde på bolden, og så kan Zaha bruge ham til at løbe omkring og i dybden.

Vigtigste transfers ind 
Jordan Ayew - angriber fra Swansea - reserve

Gary Cahill - forsvarsspiller fra Chelsea - reserve
 

Vigtigste transfers ud
Alexander Sørloth - angriber på leje til Trabzanspor - reserve

Aaron Wan-Bissaka - back - fast

Transferbetydning
Crystal Palace ser svækkede ud i dette transfervindue. Der er ikke kommet noget kvalitet ind på holdet, men til gengæld har de mistet sidste sæsons bedste spiller i klubben Wan-Bissaka. Han bliver svær at klare sig uden, for der er markant forskel på hans niveau og reserven Ward, så klubben skal udnytte den resterende del af transfervinduet til at få hentet noget kvalitet ind.

Generelle oddstanker til sæsonen

Wilfried Zaha bliver i Crystal Palace til odds 1,35 hos Unibet

Crystal Palace har haft økonomiske problemer, men ikke mere - slet ikke med salget af Wan-Bissaka. Det betyder, at de ikke er nødt til at sælge for at få penge ind, og det har fået dem til at sætte et meget højt prisskilt på Zaha. Everton har været ude med et par store bud, men de er blevet afvist, og Everton har tilsyneladende vendt deres interesse andetsteds.

Der er ikke lang tid tilbage af transfervinduet, og det er næppe attraktivt for Palace at sælge deres stjerne så tæt på sæsonstart.

Norwich crest

Norwich

Hjemmebane: Carrow Road

Træner: Daniel Farke (Maj 2017)

Sidste sæson: 1 (I Championship)

Norwich rykkede sidste sæson op som mestrer i Championship i særlig grad ført an af en god offensiv. Kan de fortsætte det offensive spil i en bedre række, eller er de nødt til at gøre som de fleste nyoprykkere og gå lidt mere defensivt til værks?

Sidste sæson
Norwich endte som mestrer i Championship i en sæson, hvor det var bemærkelsesværdigt, hvor mange mål holdet i særdeleshed scorede i slutningen af kampene. Generelt var der mange mål og chancer i holdets kampe, der gjorde dem til et underholdene mandskab at følge.

Hvad der var lidt interessant sidste sæson er, at holdet faktisk i underliggende stats ikke var det bedste mandskab i ligaen, men fravær og manglende stabilitet hos andre klubber gjorde, at Norwich bragte sig i flot position i toppen.

Preseason
Norwich har spillet seks træningskampe i denne sæson, hvoraf de har vundet de tre og tabt et par stykker. Resultaterne har ikke været det vigtigste for holdet, men derimod at blive spillet klar til den nye sæson, og af samme grund har klubben valgt flere stærke modstandere i forsæsonen for at forberede sig på det højere tempo i Premier League.

Forventninger til sæsonen
Norwich vil kæmpe mod nedrykning og forvente at man lige klarer den.

Bud på idealopstilling
4-2-3-1: Färhman - Aarons, Zimmerman, Godfrey, Lewis - Leitner, Trybull - Buendia, Stiepermann, Roberts - Pukki

Spillestil
Farke praktiserede i sidste sæson i Championship en moderne form for totalfodbold, hvor de pressede meget højt og aggressivt med hele holdet og spillede hurtigt mod modstandernes mål. Spørgsmålet er, om de tør praktisere samme, lidt risikable stil i Premier League, eller om de skifter til en mere defensiv tilgang. Jeg tror faktisk, at Farke er typen, der vil holde fast i sin stil.

Bud på straffeskytte
Pukki / Stiepermann

Nøglespillere/hold øje med
Pukki: Sidste sæsons topscorer i Championship får en stor rolle i denne sæson, hvor han skal sørge for at sende bolden i kassen nok gange, til at man kan udscore modstanderne.

Vigtigste transfers ind 
Sam Byram - forsvarsspiller fra West Ham - reserve

Ralf Färhmann - målmand lejet i Schalke 04 - fast

Patrick Roberts - offensivspiller lejet i Man City - fast/reserve

Josip Drmic - angriber fra Mönchengladbach- reserve
 

Vigtigste transfers ud
 

Transferbetydning
Norwich har - som formanden har lovet - ikke brugt ret mange penge i transfervinduet, men har på fornem vis alligevel forstærket bredden på holdet.

Generelle oddstanker til sæsonen
Hvis Norwich fortsætter den type totalfodbold, de praktiserede i sidste sæson, så kan det blive særdeles underholdene at følge oprykkerne i Premier League, men forventeligt mange chancer i begge ender af banen.

Liverpool - Norwich: Over 3,5 mål til odds 2,20 hos Betfair Sportsbook

Begge mandskaber praktiserer med deres tyske trænere en tempofyldt omgang totalfodbold, der kan skabe et særdeles underholdene opgør. Hvis Norwich tør spille som i sidste sæson, kan det blive en kamp, hvor bolden ofte befinder sig i nærheden af felterne.

De fleste af Liverpools kampe sidste sæson mod oprykkere eller bundhold endte med odds en del lavere end nuværende på linjen, og det ligner bestemt værdi, da Liverpool i Community Shield viste, at deres forsvar bestemt også er til at tale med.

Læs den fulde ekspertanalyse her.

Aston Villa crest

Aston Villa

Hjemmebane: Villa Park

Træner: Dean Smith (Oktober 2018)

Sidste sæson: 5 (I Championship - vandt Playoff)

Aston Villa var ikke det bedste mandskab i Championship sidste sæson, men havde måske den bedste spiller i ligaen i form af Jack Grealish. Kan den unge, hårdtarbejdende tekniker føre oprykkerne til en positiv sæson i ligaen? Holdet har hentet en mindre hær af spillere, men vil det ende med at blive godt, eller vil det i stedet ødelægge rytmen på holdet?

Sidste sæson
Aston Villa var inden sæsonstart sidst spået en placering i toppen af tabellen ,men startede ganske skidt. Det førte til fyringen af den nye Newcastle-manager Bruce, og ind er i stedet kommet Dean Smith, der har høstet store roser for sit arbejde i Brentford. Efter managerskiftet kom der bedre styr på resultaterne, og i særdeleshed mod slutningen af sæsonen, hvor Grealish vendte tilbage fra en skade og var med til at skaffe holdet en stime på 10 sejre i træk.

Aston Villa var ingenlunde det bedste mandskab i ligaen sidste sæson - vel ikke engang i top 3 - men et godt run i playoff sikrede dem oprykningen til den bedste engelske række.

Preseason
Aston Villa har hentet en stor flok nye spillere til holdet i transfervinduet, og Smith har derfor haft en stor opgave i at få dem spillet sammen. Det har de haft fem kampe til at få gjort, og de har vundet samtlige fem, så stemningen inden sæsonstarten er god i Birmingham-klubben.

Forventninger til sæsonen
Aston Villas forventninger til sæsonen er at man skal kæmpe hårdt mod nedrykning og forhåbentlig overleve i ligaen.

Bud på idealopstilling
4-2-3-1: Heaton - El Mohamady, Chester, Mings, Targett - Hourihane, McGinn - Jota, Grealish, El Ghazi - Wesley

Spillestil
Aston Villa har en god, offensiv tilgang til spillet under Dean Smith, men kan måske tage en mere defensiv approach nu som oprykkere. Man skal derfor ikke forvente en målfest fra holdet, der bygger meget af deres offensiv op gennem den offensive kreatør Grealish.

Bud på straffeskytte
Jack Grealish

Nøglespillere/hold øje med
Jack Grealish: Den unge englænder er holdets offensive omdrejningspunkt. Det er ham, der skal skabe tempo, kreativitet og målgivende afleveringer, samtidig med at han selv skal være farlig mod målet. Når han spiller godt, præsterer holdet som regel også fornemt, og når han falder ud af kampene, ser holdet ofte ganske tamme ud.

Vigtigste transfers ind 
Tom Heaton - Målmand fra Burnley - fast

Marvelous Nakamba - Midtbanespiller fra Club Brugge - reserve

Douglas Luiz - midtbanespiller fra Man City - fast/reserve

Mahmoud Trezeguet - offensivspiller fra Kasimpasa - reserve

Bjorn Engels - Forsvarsspiller fra Reims - reserve

Ezri Konsa - midtbanespiller fra Brentford - reserve

Tyrone Mings - forsvarsspiller der var på leje sidste sæson og nu er købt - fast

Matt Targett - back fra Southampton - fast

Wesley - angriber fra Club Brugge - fast

Jota - offensivspiller fra Birmingham - fast

Vigtigste transfers ud
Albert Adomah - offensivspiller - reserve

Tommy Elphick - forsvarsspiller- fast

Tammy Abraham - angriber der har afsluttet lejeophold - fast, topscorer.

Axel Tuanzebe - forsvarsspiller der har afsluttet lejeophold - fast

Transferbetydning
Aston Villa har hentet et hav af spillere til klubben, der umiddelbart giver dem god bredde på holdet, men som samtidig kan forstyrre rytmen, koordinationen og samspillet markant. Det bliver spændende at se, om det bliver positivt for holdet.

Generelle oddstanker til sæsonen
Aston Villa kan få det svært i starten af sæsonen med de mange nye spillere, der skal finde ind på holdet, og derfor kan man måske med fordel kigge efter odds imod dem i starten. Omvendt kan man argumentere for, at det er svært for modstanderne helt at forberede sig på holdet, da det kan være svært at regne ud, hvad der venter i Villas startopstilling.

Brighton crest

Brighton

Hjemmebane: The American Express Community Stadium

Træner: Graham Potter (Maj 2019)

Sidste sæson: 17

Brighton klarede med nød og næppe skærene i nedrykningskampen sidste sæson, men det var ikke nok til at redde manager Hughton's job. I stedet er det nu Swanseas tidligere manager, der skal føre klubben til en mere solid sikring i ligaen, spørgsmålet er, om det overhovedet er muligt med det materiale, der er til rådighed?

Sidste sæson
Brighton endte på den første plads over nedrykningsstregen sidste sæson og reddede sig med en margin på blot to points. Det var lidt for tæt, men spillet var bestemt ikke til mere i den forgangne sæson, hvor holdet var meget svingende - og med et utrolig lavt bundniveau.

Preseason
Brighton har spillet fem træningskampe i preseason og vundet de fire, hvilket er fint. Modstanderne har ikke været de bedste, men i sidste kamp slog Brighton spanske Valencia efter en flot præstation. Klubben har hentet et par spillere, der skal forstærke holdet, men de er desværre kommet til klubben sent i transfervinduet og har derfor ikke haft mulighed for at blive spillet sammen med deres nye kammerater.

Forventninger til sæsonen
Brighton vil forvente at skulle kæmpe mod nedrykning - og selvfølgelig have som mål at overleve i rækken.

Bud på idealopstilling
4-2-3-1: Ryan - Montoya, Duffy, Dunk, Bernardo - Propper, Stephens - March, Gross, Trossard - Maupay

Spillestil
Potter er umiddelbart en god taktiker, der er i stand til at reagere på de modstandere, han står overfor, og han har fået tilført en masse fart til holdets offensiv, der kunne symbolisere, at han vil satse på en stærk defensiv med meget hurtige omstillinger.

Bud på straffeskytte
Glenn Murray / Pascal Gross

Nøglespillere/hold øje med
Maupay - Den nytilkomne angriber er en utrolig spændende spiller, der kommer ind i ligaen. Hans fart og skarphed foran mål var uovertruffen i sidste sæsom i Championship, og spiller de kreative folk ham rigtigt, kan han bestemt komme til at true modstanderne, Brighton står overfor. Det kan blive særdeles afgørende, for de kan forvente at blive presset i bund i de fleste af kampene.

Vigtigste transfers ind 
Neal Maupay - angriber fra Brentford - fast

Adam Webster - forsvarsspiller fra Bristol - reserve

Leandro Trossard - offensivspiller fra Club Brugge - fast
 

Vigtigste transfers ud
Anthony Knockaert - offensivspiller - fast

Transferbetydning
Brighton har hentet ganske spændende spillere til holdet - bl.a. den hurtige angriber Maupay, der sidste sæson nettede hele 25 gange i Championship. Det er nogle fine transfers, men også spillere fra den næstbedste hylde, der endnu har meget at bevise på et niveau som Premier League.

Generelle oddstanker til sæsonen
Markedet rangerer generelt Brighton en smule stærkere, end hvad jeg synes, denne sæson, og derfor kan man også forvente, at de ind imellem vil blive overvurderet af markedet i kampene. Et andet element, der er spændende ved dem, er, at de har hentet noget mere speed i offensiven, som de bestemt har manglet, så måske kan vi få nogle flere målrige kampe med dem som deltager.

Brighton rykker ned til odds 2,87 hos Bet365

Brighton har hentet flot ind, men det er usikkert, om de nye folk vil slå til i den bedre liga. Det samme kan siges om den nye manager, der bestemt er talentfuld, men som også har en meget stor opgave foran sig i den bedste engelske række.

Sheffield United crest

Sheffield United

Hjemmebane: Bramall Lane

Træner: Chris Wilder (Maj 2016)

Sidste sæson: 2 (I Championship)

Med to oprykninger i træk har Sheffield United og manager Wilder skabt en forventning i klubben om, at alt kan lade sig gøre - måske også overlevelse i den bedste engelske række? På transfermarkedet har Sheffield United gjort lidt en mellemting mellem de øvrige oprykkeres ekstremer - nemlig Norwich, der har beholdt nogenlunde samme hold som sidste sæson, og så Aston Villa, der har købt en hel hær af spillere. Vil det fungere for Sheffield med stabilitet og blot en smule kvalitetsforbedring?

Sidste sæson
Sheffield United kom til Championship sidste sæson som oprykkere fra League One, og gennem et fremragende forsvar skabte de sig flot en placering i toppen af rækken og fik flot en direkte oprykning som belønning. 

Preseason
Sheffield United har spillet seks træningskampe denne sæson, hvoraf de har vundet fire. Det er umiddelbart pænt, men samtidig skal det med, at modstanderne ikke har været af blændende kvalitet, så det er også flere kampe, som de burde kunne vinde.
Sheffield United har gennem preseason forsøgt at forberede holdet til livet i Premier League ved bl.a. at hente den bundrutinerede (nogle vil bruge skældsordet "gamle") Phil Jagielka til at guide de yngre spillere, i hvad der kan forventes af dem.

Forventninger til sæsonen
De fleste forventer, at Sheffield United rykker direkte ned igen, men holdet selv må gå ind til sæsonen med en forventning om at skulle overleve. Det bliver en hård kamp - noget, de heldigvis er vant til.

Bud på idealopstilling
5-3-2: Henderson - Baldock, Basham, Jagielka, O'Connell, Stevens - Norwood, Fleck - Freeman - Mousset, Sharp

Spillestil
Sheffield United er ikke det mest flamboyante hold, men alle spillerne er dedikerede til at kæmpe for holdet og hinanden, og det har bragt dem rigtig langt i løbet af et par sæsoner. De har en god og stabil defensiv og spiller en dynamisk 3-5-2, der hurtigt kan vendes til en defensiv formation, men også hurtigt kan skubbe mange folk med frem.

Bud på straffeskytte
Billy Sharp

Nøglespillere/hold øje med
Oliver Norwood: Midtbanespilleren var en afgørende del af Sheffield United's oprykning, og hans dynamik på midtbanen bliver essentiel, når holdet gennem fight skal bide skeer med de store drenge.

Norwood har om nogen også efterhånden fortjent at få spilletid i Premier League. For tre sæsoner siden hjalp han Brighton til at rykke op, for så at blive udlejet til Fulham. I den sæson hjalp han så Fulham til oprykning - for så at blive udlejet til Sheffield United. Nu har han så været en afgørende del af deres oprykning og har i særdeleshed også fortjent at få chancen for at prøve at spille i Premier League.

Vigtigste transfers ind 
Oliver McBurnie - offensivspiller fra Swansea - fast

Lys Mousset - offensivspiller fra Bournemouth - fast

Phil Jagielka - forsvarsspiller fra Everton - fast

Callum Robinson - offensivspiller fra Preston - reserve

Ravel Morrison - midtbanespiller fra Østersunds
 

Vigtigste transfers ud
 

Transferbetydning
Sheffield United har forstærket truppen - særligt i bredden - med flere spillere, men der er stadig en stor mangel på Premier League kvalitet- og erfaring. Bredden på holdet er fin, men det ligner også lidt en kalkuleret satsning om, at man måske befinder sig i Championship igen næste sæson.

Generelle oddstanker til sæsonen
Sheffield mangler helt generelt Premier League-kvalitet i truppen, og indtil de beviser, at de kan være med på dette niveau, kan der måske være værdi i at gå imod dem i de fleste kampe i sæsonen.

Dette var anden halvdel af sæsonoptakten til Premier League. I første halvdel var der fokus på klubberne, som eksperten Thomas Schyth forventer ender i den øverste halvdel af tabellen, hvor vi også får at se, hvem der tager mesterskabet. Der bør være rigeligt stof at debattere, så skyd endelig løs i kommentartråden til artiklen, så vi kan få en masse nuancer på den nye Premier League-sæson.