Det italienske svar på Paris-Nice køres fra 7.-13. marts - vores cykelekspert Jesper Sørensen, har gået ruten og rytterne efter i sømmene.
Læs den nyeste optakt om Tirreno-Adriatico 2017 her
Det italienske svar på Paris-Nice hedder Tirreno Adriatico og er 7 etaper langt. Løbet køres fra d. 7. marts til den 13. marts, hvor vi passerer vidt forskellige terræn. Løbet køres i 2012 for 47. gang, og i tidens løb har vi fået en del forskellige vindere: Rolf Sørensen, Oscar Freire, Erik Dekker, Thomas Dekker og Fabian Cancellara har alle tidligere vundet løbet, men i de sidste tre år har man set en mere entydig vindertype. I 2009 sejrede Michele Scarponi, i 2010 var det Stefano Garzelli mens Cadel Evans fik treforken i 2011.
I 2012 får vi formentligt en lignende vinder, for ruten er som skræddersyet til en klassementsrytter. Det bliver altså snarere en rytter som Cadel Evans, der vinder, frem for en Cancellara-type.
Etaperne
Løbet starter i San Vincenzo, hvor der er holdtidskørsel til Donoratico. Distancen er på 16,9 kilometer, og kan for enkelte hold være noget af en prøvelse: Tirreno Adriatico er de senere år blevet afgjort af små tidsforskelle, så holdtidskørslen er vital for hele feltet.
På 2. etape kører rytterne atter igen fra San Vincenzo, men denne gang på en noget længere tur til Indicatore – en lille tur på ca. 230 kilometer, der er ideel for klassikerrytterne, der træner til Milano – San Remo og de kommende brostensklassikere. Selve etapen er småkuperet med en del bump i finalen, men de sidste 3,5 kilometer er flade, og det bør ebbe ud i en spurt. Nogle af de tunge drenge bliver måske sat, men jeg forventer nu stadig at de fleste vil være der – de fleste af sprinterne har jo trods alt ambitioner i Milano-San Remo, og det er derfor et skidt tegn hvis man bliver sat på denne etape.
Det samme kan man sige om 3. etape, der går fra Indicatore til Terni (178 kilometer). Her er der næsten ingen hindringer, og de sidste 20 kilometer er på flad vej – det bør ende i en massespurt.
Dagen efter på 4. etape bliver det meget interessant. Etapen går fra Amelia til Chieti (252 kilometer). Chieti er efterhånden snart en klassiker i Tirreno-Adriatico, og var således med både i 2010 og 2011, hvor Michele Scarponi vandt begge gange. Begge gange har finalen i Chieti leveret underholdende cykelløb, og mon ikke det sker igen i år? Udover den lange længde, så skal rytterne også bestige den skrappe stigning, Passo Lanciano, små 50 kilometer fra mål.
Dagen efter bliver det dog værre for rytterne, da de på 5. etape skal køre fra Martinsicuro til Prati di Tivo (196 kilometer). Etapen går op og ned hele dagen, indtil der kun resterer 50 kilometer af etapen. Her skal rytterne først bestige Piano Roseto, der er ca. 20 kilometer lang, før en nedkørsel fører dem til foden af Prati di Tivo. Et skrapt bjerg på næsten 10 kilometer, der har en gennemsnitlig stigningsprocent på næsten 7 %. Løbets kongeetape.
Det er nu heller ikke fordi det bliver let på 6. etape, der går fra Offida – Offida (181 km), for her kan man i den grad tale om at gå op og ned hele tiden: Rytterne kører de første 80-90 kilometer i meget kuperet terræn, inden de kører 5-6 omgange i selve Offida på samme rute, der består af en skrap stigning. Det er en meget hård dag for rigtigt mange af rytterne, og uden tvivl en, der kan overraske enkelte. En dag for klassemensrytterne, men også puncheurs som Philippe Gilbert.
På sidste etape får vi en meget traditionel italiensk afslutningsetape: En kort, flad enkeltstart (9,3 kilometer) i San Benedetto del Tronto. Disse enkeltstarter plejer at være meget flotte, men ikke altid lige afgørende: Der er har trods alt været tre afgørende etaper i løbet, der kan have sat klassementet så meget på plads, at den korte enkeltstart er ren ”paradekørsel”.
Storfavoritterne
Cadel Evans, BMC
Som forsvarende mester skal Cadel Evans nævnes som en af storfavoritterne, men der er også meget andet, der argumenterer for at australieren på forhånd er løbsfavorit. Først og fremmest er Evans altid god i ugelange etapeløb, og så er han en meget alsidig rytter, der passer godt til denne rute, der udfordrer rytter i alle terræner. Han har en god finish på de kuperede etaper, og dermed kan han også vinde vitale bonussekunder, men først og fremmest skal han vinde det her løb, fordi han er mere alsidig end konkurrenterne.
Omkring sig har han et stærkt hold: Quinziato, Ballan, Schär og Hincapie kan alle sidde og beskytte Evans i vinden, mens han har Gilbert og Pinotti på stigningerne. Spørgsmålet er blot om Gilbert vil hjælpe Evans, eller om han vil køre efter etapesejre – han skal jo trods alt også køre sig i form frem mod Milano-San Remo, som han har sat et stort kryds ved i kalenderen. Men Cadel Evans er svær at komme udenom.
Michele Scarponi, Lampre
Man skal heller ikke udelukke Michele Scarponi som jeg også ser som en fin kandidat til sejren. Italieneren var sidste år flyvende indtil Giro d’Italia, og jeg tror godt vi kan forvente, at han vil komme i stærkere form end Cadel Evans – italieneren rangerer løbet meget højt.
Det betyder dog ikke, at han er stærkere end Cadel Evans, der primært har fordel i at han er stærkere på enkeltstart, og jeg forventer også, at BMC slår Lampre holdkørslen, mens det formentligt bliver små – hvis nogen – tidsforskelle på etaper som Chieti og Offida. Dermed er etapen til Prato di Tivo den afgørende i duellen mod Cadel Evans, og her tror jeg mest på italieneren på denne tid af sæsonen, så i mine øjne er det en ret lige duel mellem Evans og Scarponi, men der er bestemt også andre en de to.
Øvrige favoritter
Joaquim Rodriguez, Katusha
Det er svært at gøre Joaquim Rodriguez til favorit noget som helst, der har en enkeltstart inkluderet. Men med kun 9,3 kilometer enkeltstart har spanieren en fornuftig mulighed her i Tirreno-Adriatico: Umiddelbart er de små kuperede stigninger til fx Chieti ren guf for ham, men omvendt er det jo heller ikke på sådanne etaper, at man bare går ud og henter adskillige minutter.
Spanieren skal i offensiven, og han skal forsøge at hente tid på nogle af de stærkere enkeltstartsryttere som Cadel Evans før enkeltstarten, for hvis han ligger side om side med australieren før sidste etape, så vinder han med garanti ikke.
Vincenzo Nibali, Liquigas
Liquigas-rytteren Vincenzo Nibali har haft en sjov sæsonstart. Han var ikke skræmmende i Argentina, lavede dumme fejl i Tour of Oman, men gik alligevel hen og vandt kongeetapen, og i Strade Bianchi missede han det afgørende moment og kom ind ca. 4 minutter efter Cancellara. Jeg er dog sikker på, at Nibali er i god form, og jeg tror på at vi kommer til at se ham helt fremme i Tirreno-Adriatico.
Jeg ved dog ikke helt, hvor meget man skal forvente af italieneren. Han har mange af de kompetencer, som der er behov for, men hans absolutte spidskompetence, evnen til at køre ned ad, kommer han ikke til at bruge særlig ofte her i Tirreno-Adriatico, og hans øvrige kompetencer matches i min optik af både Evans og Scarponi samlet set.
Stefano Garzelli, Acqua & Sapone
En anden italiensk rytter, som man bør holde et vågent øje til, er Stefano Garzeli. Veteranen er irriteret over at blive siet fra til Giro d’Italia, da hans hold ikke blev inviteret, og i stedet har han lagt formen an på det her løb, som han senest vandt i 2010, da han via bonussekunder sneg sig forbi Michele Scarponi.
Han har vist få prøver på sin styrke i år, som da han fx blev nummer fire i Middelhavet Rundt, mens han i Strade Bianchi kørte hjem med hovedfeltet, næsten 8 minutter efter Cancellara. Han er ikke helt skarp endnu, men det er et klart plus for ham, at der er kommet en lang bjergafslutning i løbet.
Italieneren er dog 38 år, og hvis alle var i samme form, så ville han få mere end svært ved at præge løbet, men netop fordi han har lagt så store dele af sæsonen an på løbet, tror jeg at han vil kunne gøre en hæderlig figur.
Chris Horner, RadioShack-Nissan
Chris Horner er topnavnet for RadioShack-Nissan. Og amerikaneren har bestemt redskaberne for at vinde løbet: Han klatrer godt, han kører gode enkeltstarter og han har et stærkt hold til holdtidskørslen. Og det er en vigtig kombination i det her løb, hvorfor han bestemt skal regnes som en favorit.
Men omvendt er det Chris Horners første løb i sæsonen. Han har før vist en evne, til at kunne træne sig i form til et givent løb, men det er svært at vide hvor han står, når han ikke har nogen reel løbserfaring i denne sæson. I sidste sæson nåede han hele fire løb (Volta a Catalunya, Baskerlandet Rundt, Tour of California og Tour de France). I de tre første løb endte han på hhv. fjerde-, anden- og førstepladsen, før han udgik af Tour de France, så han har bestemt bevist at han kan træne sig i topform.
Omvendt er det hans første løb siden han styrtede ud af Tour de France. Han har ikke rørt cyklen i et officielt løb siden den 8. juli, og det kan måske vise sig at blive et problem i afslutningerne af de forskellige etaper.
Roman Kreuziger, Astana
Astanas bud på en topplacering hedder Roman Kreuziger. Tjekken har været formstærk indtil videre, og i Strade Bianchi var han en solid hjælper for Iglinskiy, mens han samtidigt også selv sneg sig ind på 6. pladsen. Han har på forhånd udpeget Tirreno-Adriatico som et af de tidlige sæsonmål, og tjekken har kvaliteterne til det: Han kører gode enkeltstarter, om end han virker til at blive ringere i disciplinen, frem for dengang han slog igennem, og han klatrer godt.
Hans hold mangler dog lidt på holdtidskørslen, og det bliver han primære svaghed. Men med lidt held og god form, så er han en af de ryttere, der kan klare sig bedst i Italien: Han er nemlig en rytter, der kan brillere i disse ugelange etapeløb, fordi han er som skabt til dem.
Peter Velits, Omega Pharma-Quick Step
Den sidste favorit i min optik er Peter Velits. Han var stærk i Tour of Oman, hvor han dog ikke helt kunne følge Vincenzo Nibali, men til gengæld tog han den samlede sejr, da Nibali havde smidt dum tid tidligere i løbet.
Velits har de senere par år vist sig, at være en habil klatrer, med en enkeltstart, der til tider er meget god, men for det meste er han ret ordinær i disciplinen. Under Vuelta a España 2010 blæste vinden hans vej, og han vandt noget overraskende enkeltstarten foran Menchov, Cancellara og Larsson, mens han sidste år blev 9’er på Grenoble-enkeltstarten i Tour de France. Hvis han rammer en sådan form, så er han et meget farligt bud på en vinder af løbet.
Hold øje med…
Der er en række ryttere man skal holde øje med i det italienske etapeløb. Jeg glæder mig først og fremmest til at se Fabio Duarte, der er skiftet til trygge, colombianske rammer efter en sæson hos Geox. Forhåbentligt kan han fortsætte de flotte takter, som han af og til viste sidste sæson. En anden interessant rytter er hollandske Steven Kruijswijk, der meget muligt kan tage et skridt yderligere op i denne sæson. Han er Rabobanks bedste kort i det her løb, og jeg tror han kan gøre det godt på især Prato di Tivo-etapen.
En formstærk outsider er Wout Poels fra Vacansoleil, der også var god i løbet sidste sæson. Han mangler endnu det sidste stykke før han kan være favorit i disse løb, men hans form antyder at vi kan forvente os meget af hollænderen. Og så er der også det franske kæmpetalent, Thibaut Pinot, der flere gange har bevist at han kan bide skeer med de bedste, men til gengæld mangler han stadig enkeltstarten.
Hos Movistar skal man sætte sin lid til Benat Intxausti, men baskeren er ofte ustabil, og det er svært at vide, hvor han står. Han har ikke vist meget i den her sæson, men omvendt ville det være typisk ham, hvis han pludselig drillede de store drenge i det her løb.
Italienske Colnago satser på Domenico Pozzovivo, der på sine bedste dage klatrer fabelagtigt, mens han også ofte har det med at være helt usynlig. Han kan skabe lidt ballade på Prato di Tivo.
Hos Team Saxo Bank satser man på Chris Anker Sørensen, men danskeren plejer at blive bedst jo længere ind på sæsonen man kommer, mens han omvendt har det noget sværere i sæsonstarten.
