Optakt til Paris-Roubaix 2015: Terpstra gør det igen

Søndag venter "En Forårsdag i Helvede", som Paris-Roubaix populært bliver kaldt. Kan norske Kristoff fortsætte sit imponerende togt, eller får en af de mange konkurrenter brudt stimen? Bliv klædt på til nordfransk cykelfest i denne optakt, hvor Jesper Sørensen kigger på alt fra favoritter, outsidere og ruten - nå ja, så serverer han også et saftigt vinderspil.

Læs Paris-Roubaix 2017 optakten her

Paris-Roubaix lover fantastisk. Vi har et helt åbent løb. Nok har Kristoff været dominerende op til søndagens forårsdag i helvede, men nordmanden har tidligere lidt frygteligt i dette løb.

Det er ikke en favorit for ham, og det åbner i den grad løbet op, for der er ikke en Cancellara, der kan sætte alle folk fra hjul, eller en Tom Boonen, der kan angribe og spurte sejren hjem på Velodromen.

Der er til gengæld ti ryttere, der alle har en fornuftig sejrschance. Og så alle de andre, der også kan vinde løbet, hvis de får lidt af det nødvendige held. Sidste år var det Niki Terpstra, der vandt efter et flot timet angreb i finalen.

Det er måske opskriften i år igen, men der er utroligt mange forskellige ryttertyper i årets udgave, der kan komme til at kæmpe med om sejren, hvorfor vi kan få et meget uforudsigeligt løb.

Odds og tips

Hold øje med tips fra BetXperts cykeleksperter:

Jesper Sørensen

Jacob Nordestgaard

Favoritterne

Det kan ikke være anderledes: Alexander Kristoff er en af de store favoritter (på papiret) til årets Paris-Roubaix. Men hans historik i løbet er ikke god, og nordmanden selv har udtalt, at det ikke er et løb, der passer ham så godt. Til gengæld er formen vanvittigt imponerende. Men hvad med sidste års vinder, Niki Terpstra? Formen er ganske god hos hollænderen…

Alexander Kristoff, Katusha

Chancevurdering: 12-13 %

Norske Alexander Kristoff er kongen af klassikerne i øjeblikket. I sidste sæson vandt han Milano-San Remo, mens han i år blev nummer to i selvsamme italienske løb. I søndags var han uhyre stærk i Flandern Rundt og vandt løbet, efter at han gik med i et sent angreb med Niki Terpstra. Terpstra var angivelig tilfreds med andenpladsen, for i al fald deltog han ivrigt i føringsarbejdet.

Kristoff er en sprinter. Men også meget mere end det. Ved Tre Dage ved Panne gik han i offensiven på første etape og vandt etapen fra et udbrud. Det samme skete i Flandern Rundt. Normalt når en sprinter gør det godt i disse løb, så handler det om at overleve hele vejen ind til stregen, for så dernæst at spurte et godt resultat hjem – men Kristoff er en af de stærkeste i disse løb.

Jeg må indrømme, at jeg var en anelse overrasket, da han havde overskud til at angribe i søndagens Flandern Rundt, men i bund og grund var det en genistreg af Kristoff, for på den måde kom han på forkant med tingene. Selv hvis de skulle hente ham og Terpstra igen, så ville han fortsat være en af de hurtigste i spurten.

Og lad os lige ridse Kristoffs seneste halvanden uge op: Tre etapesejre i Tre dage ved Panne samt den samlede sejr. Sejr i Flandern-Rundt. Sejr i Scheldeprijs.

Det kan lyde som om, at han er uslåelig. Det er han naturligvis ikke. Der er mange, der vil angribe ham på kryds og tværs, og hans hold er ikke vanvittigt stærkt. Han var relativt isoleret i Flandern Rundt, og det kommer nok til at kræve, at Luca Paolini er helt klar til søndagens udfordringer. Men til gengæld er der også flere ryttere, der har samme interesse som ham, nemlig i en spurt.

John Degenkolb, Peter Sagan og selv Andre Greipel vil forsøge at holde det så samlet som muligt – Katusha kan således godt finde allierede, om end løbet formentligt nok bliver for selektivt til at vi skal have en massespurt i velodromen. Pointen er blot, at flere hold vil forsøge at kontrollere løbet. Lur mig om Sky ikke også vil sætte en mand eller to frem det meste af dagen.

Men det er også væsentligt at kigge på Kristoffs historik med løbet. Kun én gang har han klaret at køre sig i top10, og det var niendepladsen i 2013. Ellers er det ikke det bedste løb for Kristoff, der egentligt – i min optik – burde være bedre bygget til Paris-Roubaix end Flandern Rundt.

Kristoff har bare ikke håndteret den franske klassiker så godt, som han har klaret brostensbakkerne i Belgien, og hvis han skal vinde denne søndag, så kræver det afgjort bedre ben, end han tidligere har haft i det her løb, men hvis den seneste halvanden uge er nogen indikation, så har Kristoff feltets nok bedste ben.

Lad mig dog understrege, at selvom Kristoff i min optik har de bedste sejrschancer, så ville jeg heller ikke blive overrasket over et nyt ”ringe” resultat i den franske klassiker. Han udtaler også selv, at den ikke helt passer ham.

Niki Terpstra, Etixx-Quickstep

Chancevurdering: 11 %

Personligt har jeg en stor fidus til Niki Terpstra. Det er måske også let nok at have en fidus til ham: Han vandt løbet i 2014, og han var en af de stærkeste i Flandern Rundt, hvor han blev nummer to. Etixx mangler sejren, der redder deres klassikersæson, og det kan meget vel komme her i Paris-Roubaix, hvor man har to store kandidater i form af Terpstra og Stybar.

Terpstra er i rasende god form. En andenplads i Omloop Het Nieuwsblad, Gent-Wevelgem og Flandern Rundt (foruden sejren i Tour of Qatar og andenpladsen i Ronde van Zeeland, som han lige så vel kunne have vundet), vidner afgjort om dette. Men ligesom alle vil forsøge at hægte Kristoff af, så vil alle holde øje med Terpstra. For der er ingen tvivl om, at han vil forsøge et angreb i finalen. Det har han brug for, hvis han vil vinde løbet, for han er ikke synderligt hurtig på stregen.

Det er også det, der begrænser ham lidt i forhold til konkurrenterne. Han skal angribe udefra, og det forventer alle han vil gøre. Men hans form er god, så måske betyder det mindre, at alle konkurrenterne forventer et angreb.

Udfordrerne

Som nævnt er der en del udfordrere, der vil forsøge at nuppe sejren fra Kristoff. Nordmanden er ham, som alle holder øje med, og ham, som alle vil af med – og jeg tvivler på, at nogle vil tage føringer som Niki Terpstra gjorde det i Flandern Rundt, hvis de skulle befinde sig ude foran med Kristoff.

Løbet er så åbent og så svært at forudsige, at jeg ikke har sat procentchancer ved outsiderne. Dermed ikke sagt, at der ikke kan være værdi i nogle af dem.

Zdenek Stybar, Etixx-Quickstep

To gange har Stybar kørt Paris-Roubaix. Første gang blev han nummer 6. Anden gang blev han nummer 5. Det er lidt specielt, for akkurat som tilfældet er med Alexander Kristoff, så mener jeg, at han opnår resultaterne i det ”forkerte” løb. Evnemæssigt burde han passe bedst til Flandern Rundt, men det er i dette løb, at han har hentet resultaterne.

Derfor har jeg fortsat stor tro på tjekken. Stybar er ret stærk i øjeblikket, og med tanke på hans tidligere flotte resultater her, så er det ikke umuligt at se ham som vinder af løbet. Sjettepladsen i debuten kunne sagtens have været meget flottere, for hvis man husker tilbage, så var han involveret i et lille uheld med små 15 kilometer igen, mens han sad i en fronttrio bestående af ham, Cancellara og Vanmarcke. Han leverer altså med andre ord stort i dette løb.

Han står i den fabelagtige situation, at han har flere holdkammerater, der kan vinde løbet. Det betyder, at de virkelig kan spille hinanden ud. Foruden Niki Terpstra har man også Stijn Vandenbergh, Matteo Trentin, Guillaume van Keirsbulck. De to sidstnævnte kan næppe vinde løbet, men de kan stadig spilles ud i finalen.

Tjekken er ikke sprinter på niveau med Sagan, Kristoff eller Degenkolb, men han er stadig relativt hurtig på stregen. Kommer han hjem med Wiggins, Terpstra, Vanmarcke eller andre, så har han afgjort en lille fordel. Men ligesom Terpstra skal han nok klare ærterne via et angreb.

John Degenkolb, Giant-Alpecin

Sidste år vandt Degenkolb næsten den franske klassiker. Ingen kunne komme af med ham, uanset hvad de gjorde. Det var kun fordi, at Niki Terpstra angreb i finalen, at det ikke endte med at blive tyskeren, der vandt løbet.

John Degenkolb er en ekstrem stærk klassikermand. Det beviste han, da han tidligere på året vandt Milano-San Remo. Han kan klare distancen, han kan klare udfordringerne, og han minder således meget om Alexander Kristoff, og de to ryttere kunne snildt blive allierede i søndagens løb. Begge kan nemlig lukrere på deres hurtige spurt i afslutningen.

Men det er også lidt af deres svaghed – for ingen vil have dem med hjem til stregen, og ingen vil lukke huller for dem, hvis der kommer et angreb i slutningen af løbet. Det var det, vi så i sidste års udgave, hvor Terpstra rykkede. Der var ikke for alvor nogen, der ville lukke hullet op til den stærke hollænder, fordi man blot ville servere sejren til Degenkolb.

Jeg tror, at tyskeren bliver en svær størrelse for konkurrenterne. Han blev nummer syv i Flandern Rundt, så formen er stadig ganske god. Hvis han er lige så stærk som sidste år, så sidder han med i finalen igen i år – spørgsmålet er så, om de kommer samlet til målstregen.

Sep Vanmarcke, Team LottoNL-Jumbo

Den store taber fra Flandern Rundt hedder Sep Vanmarcke. Belgieren blev sat på Taiienberg, hvor benene var ringe. Efterfølgende forsøgte han ene mand at lukke hullet op til frontgruppen, hvilket næsten lykkedes. Han kunne se bagenden af gruppen, men før han lige kunne lukke de allersidste meter, begyndte bakkerne at komme igen – og så var der slukket hos Vanmarcke.

I bund og grund var han altså ret stærk, men nok engang var han ’uheldig’ i et løb. Det har været et gennemgående tema for ham i denne sæson. Men hvis han formår at fjerne alt uheld og undgå en dårlig periode i løbet, så har han en fornuftig chance for at løbe med sejren – særligt fordi han i min optik på papiret er den bedste rytter på brostenene i dette felt. Men det kræver, at han får gjort en forskel på de mange brostenspassager, for ellers ender han med at komme hjem i en større gruppe, hvor der vil sidde hurtigere folk end ham.

Noget andet, der kendetegner Vanmarcke, er at han ikke altid udstråler den største intelligens ude på ruten. Han angriber simpelthen ofte på spøjse tidspunkter. Mange vil for eksempel også kunne huske, hvordan Cancellara lokkede ham til at tage føringer i finalen i Flandern Rundt sidste år, hvilket i stedet gjorde at Cancellara kunne spurte sejren hjem. Han mangler lidt coolness i maven – men hvis benene er i orden, så lur mig om vi ikke ser ham i finalen.

Jokerne

Jeg skrev tidligere, at jeg så et helt felt af udfordrere til årets løb. Det gør jeg også stadig, men jeg vælger at give dem en særskiltet kategori: Jokerne. Det er dem, der i realiteten godt kan vinde løbet, men som jeg personligt ikke tror helt vildt meget på – i al fald ikke lige så meget som de fem førnævnte ryttere.

Greg van Avermaet, BMC Racing Team

Greg van Avermaet er en herlig rytter. Han har så mange evner, og han kan så mange ting. Han er hårdfør, klarer klassikerne og længderne, og han spurter relativt godt – men han vinder alt, alt for sjældent. Det er nærmest det samme, jeg skriver hver gang om van Avermaet.

I 2013 blev han nummer fire i løbet, men ellers er hans succes i løbet ret sparsomt. Kun to gange har han klaret sig i top20 (2013 og i 2014, hvor han blev nummer 17). Han kørte det dog heller ikke i 2011 eller 2012, hvilket kan forklare de manglende resultater.

Umiddelbart er han en af de ryttere, der bare er bedre klædt på til Flandern Rundt. Hans styrke er på bakkerne i Flandern Rundt, hvor han sagtens kan hive sig med over, og dernæst stadig have energi nok til at rykke rundt i finalerne. I Paris-Roubaix er det lidt andre egenskaber, der skal i brug.

Peter Sagan, Tinkoff-Saxo

Den første er Peter Sagan. Slovakken har ikke været så imponerende i denne sæson, men ikke desto mindre har han siddet i finalerne i både Milano-San Remo og Flandern Rundt. Det har han for øvrigt også i flere andre løb. Han var for eksempel meget aktiv midtvejs i Strade Bianche, og ligeledes i flere af optaktsløbene – men i finalen har han været svag og færdig.

Det har man før set tendenser til. Han har siddet i mange store klassikerfinaler før, og tabt spurter, han ikke burde tabe. Han kan klare distancen, men ikke ligesom Kristoff, der både kan håndtere distancen og samtidigt har noget tilbage i benene at skyde med. For det virker ærlig talt til, at Sagan alt for ofte er uden energi i finalerne – og det var han jo egentligt også for et år siden i dette løb.

Jeg tror på, at Sagan kan være med i finalen, men der skal ske meget på en uge, hvis han skal vinde løbet. Han blev nummer fire i Flandern Rundt, hvilket på papiret er pænt, men han virkede ikke til at have meget pondus til slut.

Bradley Wiggins, Team Sky

Bradley Wiggins er en underlig størrelse. Jeg erkender gerne, at jeg har svært ved at vurdere ham – i al fald sådan helt præcist. For han har virket noget så umotiveret i denne sæson, der snart slutter for ham. Efter dette løb er han fortid hos Team Sky, og han satser i stedet på andre ting. Men Paris-Roubaix ER et stort mål for ham. Når jeg ser hans odds (i øjeblikket mellem 7-9), så er der et par ting, der dukker op i mine tanker:

• Den britiske cykelscene er efterhånden ret godt repræsenteret. Før Flandern Rundt var der utroligt meget hype omkring Geraint Thomas, og nu sker det samme med Wiggins. Gode ryttere, bestemt, men de bliver talt op af blandt andet britiske journalister på Twitter – og deres odds går ned.
• Få ryttere har præsteret så lidt som Wiggins i denne sæson, og stadig er hans odds så lavt. Sammenlign med Sagan, der har top5-resultater i begge monumenter indtil videre.
• Bradley Wiggins er noget specielt. Det må man bare erkende – sidste år drønede han ind på en 9. plads i løbet, og når han er motiveret – som han nok er denne søndag – så er han bare en hel anden rytter.

Det skal ikke ses som en hetz fra min side mod de britiske ryttere, men vi oplever bare en hel anden hype om disse ryttere. I min optik skyldes det den massive engelske mediedækning. Og så naturligvis af at Sky og de britiske ryttere i den grad har leveret.

Min pointe er lidt, at Wiggins intet har gjort for dette lave odds, og jeg ser ikke værdien. Dermed ikke sagt, at han ikke sidder med i finalen, for det beviste han jo allerede for 12 måneder siden, at han sagtens kan. Men hvordan skal han vinde løbet? Det skal han næsten ved at køre alene over stregen, og det kan blive svært. Men under odds 10? Nej tak hefra.

Geraint Thomas, Team Sky

Det er lidt det same med Geraint Thomas. Han har dog i den grad bevist, at han godt kan vinde, for han har været vanvittig stærk i denne sæson. Han fik det ikke rigtigt vist i Flandern Rundt, men Sky greb måske heller ikke det løb helt korrekt an. Det kan i al fald diskuteres.

Sidste år blev Thomas nummer syv i dette løb. I år har han gode chancer for at gentage en placering deromkring, fordi hans form er så god, som den er. Men det virker til, at alt er lagt an til Bradley Wiggins i denne sæson, så spørgsmålet er, hvordan hans rolle bliver. Man kan måske forvente, at Thomas kan få lov at angribe i finalen, mens Wiggins holder sig i ro, men den taktik kræver lidt, at Wiggins kan sprinte sig til sejren – og det kan han nok ikke. Så hvordan griber man den an hos Sky?

Først og fremmest skal de begge sidde der i finalen, og det er måske ikke så lige til i et så kaotisk løb som dette. Men hvis Thomas skal vinde det her løb, så skal han umiddelbart gøre det på samme måde, som Terpstra gjorde sidste år. Det kræver dog, at han ikke bruger energi for Wiggins tidligere i løbet. Sky kunne godt have brugt Stannard i topform, for han ville være en maskine, som virkelig kunne gøre forskellen i finalen. Men det virker ikke til, at han er helt på toppen efter styrtet tidligere på sæsonen.

Alle de andre

Det føles lidt uforskammet at cutte gennemgangen ved de ovenstående ryttere, for jeg er slet ikke overbevist om, at det kun er dem, der kan vinde løbet. I min optik har vi et af de mere uforudsigelige udgaver af løbet i denne sæson, og der kan i den grad sagtens være flere kandidater.

En af dem kan være Lars Boom (Astana), der endte langt fremme i Flandern Rundt. Hollænderen er gået lidt i glemmebogen, virker det som om, men han vandt trods alt Tour de Frances brostensetape sidste sæson. Han er i god form, den flade rute passer ham godt. Hvis benene er der, så kunne jeg sagtens se ham med fremme.

Det samme kan siges om Jurgen Roelandts (Lotto-Soudal), der har høstet en række flotte placeringer på det seneste. 11 i Milano-San Remo er hans ringeste resultat i de fire seneste løb, han har kørt, mens 7. pladserne i E3 Harelbeke og Gent-Wevelgem er de bedste. Han mangler de sidste 5-10 % fra at være helt oppe ved topfavoritterne, men han er ikke bange for at angribe løbet udefra.

En rytter, som jeg personligt har en lille – måske ubegrundet – fidus til, er Arnaud Demare (FDJ). Det har ikke været en god sæson for ham, og han mangler endnu en sejr. Kommer den her i løbet? Tvivlsomt. Men Demare er ganske solid i disse løb, og hvis det hele kommer forholdsvist samlet til velodromen, så har han en lynende hurtig spurt. Men umiddelbart er han nok mest af alt en af favoritterne til at vinde ”feltets” spurt om de sekundære placeringer.

Stijn Vandenbergh (Etixx-Quickstep) er en solid rytter. Han kan bruges i det taktiske spil, hvis Etixx skal presse konkurrenterne. I min optik burde de sende ham ud tidligt i finalen, hvilket så tvinger de øvrige hold til at arbejde for at hente ham hjem igen. Hans spurt er dog for ringe til, at han kan gå og drømme om at vinde løbet.

Er der andre ryttere? Andre Greipel var flyvende i Flandern Rundt. Formen er fantastisk, men han skal virkelig være i hopla, hvis han skal vinde løbet. Hans unge holdkammerat, Tiesj Benoot, var ret imponerende i Flandern Rundt. Nummer 5 i hans debutsæson som neo-pro? Det er imponerende. Han vinder ikke i år, men hold øje med ham i fremtiden. Daniel Oss har også set godt kørende ud, og hvis jeg var BMC, ville jeg sende ham tidligt afsted i finalen. Filippo Pozzato – tja, man kan jo altid håbe, men den italienske profil har langt mellem sejrene. Det samme kan siges om Stijn Devolder, der har set fornuftigt kørende ud på det seneste. Men en rigtig favoritkandidat vil jeg ikke kalde ham.

Ruten

253,5 kilometer – altså cirka samme længde som året forinden. Årets Paris-Roubaix ligner sig selv, og heldigvis for det. Det skaber nemlig et helt fantastisk løb. Det særlige ved dette løb er de mange brostenspassager, der står for 52,7 kilometer af ruten.

Der er 27 brostenspassager, og i stedet for at jeg skal analysere de forskellige, har arrangørerne selv udgivet en oversigt over dem. Den ser ud som følger:

#: Navn (Efter antal kilometer – længde) sværhedsgrad

27: Troisvilles (98,5 kilometer – 2.200 meter) ***

26: Viesly (105 kilometer – 1.800 meter) ***

25: Quievy (108 kilometer – 3.700 meter) ****

24: Saint-Python (112,5 kilometer – 1.500 meter) **

23: Vertain (120,5 kilometer – 2.300 meter) ***

22: Verchain-Maugré (130 kilometer – 1.600 meter) ***

21: Quérénaing – Maing (133,5 kilometer – 2.500 meter) ***

20: Monchauux-sur-Ecaillon (136,5 kilometer – 1.600 meter) ***

19: Haveluy (149,5 kilometer – 2.500 meter) ****

18: Trouée d’Arenberg (158 kilometer – 2.400 meter) *****

17: Wallers-Hélesmes (165 kilometer – 1.600 meter) ***

16: Hornaing (170,5 kilometer – 3.700 meter) ****

15: Warlaing-Brillon (178 kilometer – 2.400 meter) ***

14: Tilloy – Sars-et-Rosières (181,5 kilometer – 2.400 meter) ****

13: Beuvry-la-Forêt – Orchies (188 kilometer – 1.400 meter) ***

12: Orchies (193 kilometer – 1.700 meter) ***

11: Auchy-lez-Orchies – Bersée (199 kilometer – 2.700 meter) ****

10: Mons-en-Pevele (204,5 kilometer – 3.000 meter) *****

9: Mérignies – Avelin (210,5 kilometer – 700 meter) **

8: Pont-Thibaut (214 kilometer – 1.400 meter) ***

7: Templeuve – Moulin de Vertain (220 kilometer – 500 meter) **

5: Camphin-en-Pévèle (233,5 kilometer – 1.800 meter) ****

4: Le Carrefour de l’Arbre (236,5 kilometer – 2.100 meter) *****

3: Gruson (238,5 kilometer – 1.100 meter) **

2: Hem (245,5 kilometer – 1.400 meter) **

1: Roubaix (252 kilometer – 300 meter) *

Der er altså ikke meget nyt, under solen. Det er passage 18 – Arenberg-skoven – der som oftest åbner hele ballet. Alle vil sidde forrest ind i skoven, og hvert år er der flere ryttere, der kan vinke farvel til deres chancer der. Herefter går det i fuld galop frem. Mons-en-Pevele er også en selektiv passage, men den måske mest afgørende passage er nummer 4 – Le Carrefour de l’Arbre. Det er tit her, at løbet bliver vundet eller tabt.

Herefter er det relativt bløde passager. Men man skal huske på, at rytterne har gennemgået en meget hård rute hidtil, så hvis nogen har mere energi i benene, kan de angribe her – og så kan det vise sig at være meget svært, at hente dem igen.