VM i cykling: Taktiske stigninger i Firenze

Søndag gælder det VM i landevejscykling – på en lang og kuperet rute ved Firenze. Hvem klarer stigningerne og vinder det taktiske spil? Læs Jesper Sørensens optaktsartikel om ruten, favoritterne og outsiderne...

Tips
Odds
Ruten
Fire favorittter
Outsiderne
Andre interessante ryttere
Danskerne

272,26. Det er det antal kilometer, som rytterne skal passere under årets VM. Løbet foregår i Italien, nærmere betegnet Firenze, og ruten er den hårdeste i mange år. Den kan måske sammenlignes med VM i Mendrisio i 2009, hvor Cadel Evans vandt kampen om VM-striberne.

De mange stigninger undervejs gør det til et usædvanligt hårdt VM. Men man må ikke udelukke de sædvanlige mesterskabsryttere, for de er stærke under VM nærmest uanset ruten. Desuden har mange hold forskellige agendaer, og det skal blive interessant at se, hvordan løbet bliver kørt rent taktisk.

OP

Tips

Hold øje med tips fra BetXperts dygtige cykeleksperter:

Jesper Sørensen (1 VM-tip i skrivende stund)

Jacob Nordestgaard
feltet.dk

OP

Odds

 

OP

Ruten

Som nævnt er ruten 272,26 kilometer lang (se profilen her). Det er standard ved VM, at ruten er så lang, og det har bestemt en effekt hos rytterne. Enkelte ryttere har problemer, når distancen bliver længere end 200-230 kilometer.

Løbet starter i danskerbyen Lucca, hvor blandt andre Matti Breschel har adresse. De første 106,6 kilometer går ind mod Firenze, og det er her, et udbrud typisk vil blive etableret. Samtidigt vil man måske også se nogle ryttere, der ikke har ambitioner under årets VM, bruge deres krudt af på denne strækning.

Det er dog ikke udelukkende 106,6 flade kilometer. Efter 53 kilometer venter San Baronto, der er 3,9 kilometer lang. Den stiger i gennemsnit med 7,1 %. Den kommer ikke til at gøre noget, men det er en ekstra stigning, man lige skal tage højde for.

For når rytterne har passeret de første 106,6 kilometer, venter der masser af stigninger. Ti gange skal de nemlig køre en rundstrækning i Firenze, der er 16,57 kilometer lang, hvor de skal passere Fiesole-stigningen. Den er 4,37 kilometer lang, og stiger i snit med 5,2 %. Fra toppen af Fiesole resterer der fortsat ti kilometer til rundstrækningen er slut, men efter en nedkørsel på fire kilometer, venter der en lille drilsk stigning. Via Salviati er 600 meter lang og stiger med 10,2 %. Et enkelt sted hele 16 %. Herefter er der cirka fem kilometer til målstregen.

Skulle de blot køre over disse stigninger én gang, så var det ikke alverden, men hele ti gange skal rytterne passere disse stigninger. Det faktum, at der ikke er nogen stigninger de sidste fem kilometer gør, at der hele tiden vil være lidt tvivl, om hvilke ryttere, der kan sidde med på denne rute – kan en ren klatrer holde alene de sidste fem kilometer, eller kan de lidt tungere ryttere komme tilbage og afgøre det i en gruppespurt?

Jeg synes, der er mange spørgsmålstegn ved denne rute, og det vil også blive afsløret i ryttergennemgangen, hvor jeg kan se flere forskellige ryttertyper ende med sejren her. Det her VM kan blive vanvittigt hårdt, hvis de store hold (Spanien/Italien/Colombia) spiller ud allerede langt udefra. Spanien har så stærkt et hold, at de bør (og næsten skal) spille Contador eller Samuel Sanchez ud udefra – og hvad sker der så, hvis fx Visconti og Uran følger trop?

Det er et VM med mange mulige scenarier.

OP

Fire favoritter

Som jeg ser det, er der på forhånd fire oplagte kandidater til at vinde VM, men som tidligere nævnt: Hvordan løbet bliver kørt, kommer til at diktere udfaldet. Hvis løbet køres meget, meget hårdt, får et par af disse ryttere det nok meget svært.

Fabian Cancellara, Schweiz

Fabian Cancellara (der onsdag vandt bronze i enkelstarten) er ikke nødvendigvis min primære VM-favorit, men med den form, han viste i Vuelta a España, så er han bestemt en rytter, man skal holde øje med. Under Vueltaen viste han sig i den grad frem. Han havde tabt sig meget, og han var meget stærk på stigningerne, hvor han hjalp Horner i store dele af løbet.

Samtidigt er han en motor – skulle han ende med at få et lille hul til de øvrige konkurrenter, fx på nedkørslen af Fiesole-stigningen – vil han blive meget svær at hente igen. Det kræver dog først og fremmest, at han kan følge med op ad stigningerne, og det afhænger også af hvor hårdt, der bliver kørt.

Tilbage i 2009 på Mendrisio-ruten var Cancellara en af de stærkeste, men det blev kun til en femteplads. Cadel Evans var stukket af med sejren, men det vidner om, at Cancellara sagtens kan være med på en hård rute – særligt når han er så trimmet, som han er i år. Og lad os ikke glemme, hvad der skete dengang: Cancellara var så skræmmende stærk, at ingen gad at arbejde sammen med ham. Det kan sagtens ske i år igen.

Skulle det blive nødvendigt, så har Cancellara en ganske fin spurt efterhånden. Det har man set et par gange, blandt andet under VM 2011, hvor han næsten tog en bronzemedalje fra snuden af Andre Greipel.

Der er meget få ryttere, der decideret elsker hårde, lange løb, men Cancellara er helt tosset med det. Jo længere, jo bedre, og med den form han demonstrerede under VM i enkeltstart, så ligner han en rytter, der er i suveræn form – men den stærkeste rytter vinder ikke altid.

Peter Sagan, Slovakiet

Peter Sagan har gemt sig i Nordamerika for at blive klar til VM-løbet. Her har han trænet og kørt diverse løb, blandt andet de to canadiske WorldTour-endagsløb. Her formåede han at vinde det ene løb efter et flot soloangreb sidst i løbet.

Noget af det, Sagan har arbejdet meget længe med i denne sæson, er hans klatreevner. Det så vi under Schweiz Rundt, hvor han på en enkelt etape sad med over et bjerg og sprintede sig til sejren. Vi så det også lidt under Tour de France, hvor han ikke helt havde samme hurtighed som tidligere, og vi så det lidt under de canadiske etapeløb, hvor han splittede feltet på stigningerne. Det har kostet en anelse i hans hurtighed, men Sagan vil – såfremt han sidder med i en frontgruppe – formentligt være den hurtigste rytter ved VM, selvom han bestemt har vist, at han har lidt begrænsninger, når løbene bliver hårde nok.

Sagan skal ”bare” følge de øvrige og vente på spurten. Sådan er taktikken i hvert fald i en helt optimal verden, men sådan kommer det nok ikke helt til at ske – jeg tror ikke på, Sagan har tålmodigheden til at holde sig i ro hele dagen, og jeg kunne sagtens forestille mig, at han forsøgte sig med et angreb i slutningen af finalen. Samtidigt viste han også i GP de Quebec, at han har en tendens til at være for overilet i finalerne: Han reagerede på alt. Det går ikke, når konkurrenterne er så stærke, som de er her under VM. Han kan ikke reagere på alt her.

Spørgsmålet er, hvor god han er blevet på stigningerne. Han får det nok meget svært, når de rene klatrere rykker på stigningerne, men Sagan er en af de bedste teknikere i feltet, og han kan bruge nedkørslerne til at hente dem foran ham igen.

Sidder han med hjem i en frontgruppe, hvem skulle så kunne slå Peter Sagan? 2013 er første gang, han satser på VM, og han har før vist, at han nærmest ingen begrænsninger har.

Alejandro Valverde, Spanien

Alejandro Valverde er meget muligt det bedste bud på en vinder, fordi han er så komplet, som han er. Hvis han undgår uheld, så bør kun taktikken holde ham fra at ende i top5 – men det er naturligvis også en væsentlig faktor, når han kører på et stjernespækket spansk landshold.

Joaquim Rodriguez, Alberto Contador, Daniel Moreno, Samuel Sanchez og Alejandro Valverde er alle realistiske vinderemner på det spanske landshold, men i min optik er man bedst tjent ved at satse mest muligt på Valverde og Rodriguez, mens Contador og Samuel Sanchez kan forsøge sig udefra. På den sidste omgang kan Rodriguez så forsøge sig med et angreb, mens Valverde skal holde konkurrenterne i skak. Bliver det så samlet, så er der kun få, der kan slå Valverde i en spurt om guldmedaljen. Men den taktik kender alle nok, og alle hold vil være opmærksomme på at Spanien spiller således ud.

Tilbage i 2003 blev Valverde nummer 2 under VM i Hamilton. Året efter blev han nummer 6 i Verona, mens det blev til en andenplads i Madrid i 2005. I Salzburg i 2006 blev det til en trejdeplads, hvorefter der fulgte to sæsoner med dårlige VM-resultater inden han i 2009 kørte en 9. plads hjem i Mendrisio, og senest blev han nummer 3 i Holland sidste år.

Man skal ikke være kernefysiker, for at forstå, at der er et mønster her: Valverde er som oftest med fremme under VM, men i finalerne har han ét kort at spille ud: Spurten. Og det ved alle konkurrenterne godt, hvorfor de absolut ikke vil sidde med Valverde hjem. Man har set det gentagne gange, at Valverde har misset en stor sejr, fordi konkurrenterne rykker fra ham til sidst. I år kan man bare kigge på årets Vuelta, hvor han fx på de to første etaper missede en oplagt chance for at vinde en etape, fordi han ikke fik kontrol over dem, der var ude foran ham. Man så det også under Clasica San Sebastian, hvor han var den hurtigste i finalen, men Tony Gallopin rykkede væk til sidst – og man har set det flere gange under VM.

Det er lidt derfor, man godt kunne have forestillet sig, at det spanske landshold ville satse lidt mere entydigt på Valverde. Hvorfor har man ikke udtaget en formstærk Flecha, der meget vel kunne tænkes at være med langt fremme, og som ikke ville have et problem med at arbejde for en kaptajn? Vil Contador og Samuel Sanchez tilsidesætte egne ambitioner for at lukke huller i finalen, således Valverde – som særligt Contador og Rodriguez har haft mange dueller med – kan vinde VM-striberne?

Det kan være godt, at have et stærkt hold, men for mange kokke kan som bekendt fordærve maden – og det ville ikke være helt fremmed for et spansk landshold, der er proppet med stjerner. Men hvis de kan arbejde sammen, så er Valverde muligvis VM’s største favorit, for holdet har styrken til at kunne sætte Sagan på stigningerne, samtidigt med at man burde sidde med så mange folk i finalen, at det ikke vil være umuligt at lukke Cancellara ned, hvis han forsøger sig med et sent angreb. Men ingen vil trække Valverde med til stregen, og Valverdes chancer afhænger af hvordan han håndterer det i finalen. Og så selvfølgelig hvor meget Tour de France og Vuelta a España har svækket ham, men han var ret god til slut under Vueltaen.

Vincenzo Nibali, Italien

Vincenzo Nibali er på hjemmebane, og han har flere gange vist sig at være meget stærk i endagsløb, så årets VM bør passe sicilianeren ret godt. Italieneren har taget et stort skridt op i år, hvor han har lignet en af de absolut bedste etapeløbsryttere, og Nibali har i den grad begravet myten om at han skulle være en defensiv rytter – han angriber, når det er nødvendigt.

Han har ikke vist meget i endagsløb i år, men Nibali er en rytter, der passer ret godt til endagsløb som Liege-Bastogne-Liege, og med en hård VM-rute er han bestemt en af favoritterne. Han bliver måske lidt undervurderet, fordi han formmæsigt så ud til at være nedadgående under årets Giro d’Italia, men Nibalis form skal nok være på plads, når vi når den 29. september. Han ved, hvordan han skal time formen.

Nibali skal ud og angribe det her løb. Det kan han både gøre op og ned ad de forskellige stigninger. Han har et meget stærkt italiensk hold omkring sig, og modsat det spanske hold, så er det her et hold, der udelukkende er designet til Nibali (med en enkelt løjtnant eller to). Nibali er holdets ubetingede kaptajn, og Italien bør have én opgave under løbet: At gøre det hårdt.

For Nibali har næppe en chance mod Sagan eller Valverde i en spurt, og Cancellara vil nok også være for svær. Han skal ud og angribe det, og han skal sætte de fleste på sin vej, hvis han vil løbe med sejren. Det kræver, at han er helt skarp på dagen, og hvis der er en rytter, der kan gøre det, så er det absolut Nibali, men det er klart et minus, at han ikke har spurten.

Nibali er dog om nogen nøglen til hele det her VM, netop fordi han skal angribe det udefra. Det tvinger ham til at gøre løbet hårdt. Måske kan han ikke vinde løbet, men han er stadig en nøgleperson.

OP

Outsidere

Ikke så langt efter favoritterne, har vi en lille gruppe med outsidere, der på en god dag absolut kører med om VM-medaljerne. De mangler dog lige det sidste for at være blandt favoritterne, men et åbent VM gør, at de kan nuppe guldmedaljerne – særligt hvis taktikken får stor indflydelse på udfaldet.

Philippe Gilbert, Belgien

Personligt er Philippe Gilbert en lidt svær størrelse. Der er ingen tvivl om at den rutinerede belgier er en mesterskabsrytter, og han er som sådan typisk med fremme under VM (sidste år blev det endda til guld). Men han har bare ikke haft en god sæson, og ruten burde være for hård for ham.

Han var dog med helt fremme under VM i Mendrisio, og som nævnt er formen som regel på plads, når der skal køres VM. Men han virker ikke længere til at være lige så skræmmende på stigningerne, som han har været, og samtidigt har jeg også svært ved at se ham køre solo i fem kilometer og holde hjem – det har i lang tid været hans problem under Milano San Remo og særligt Flandern Rundt, hvor han har fyret op under løbet på stigningerne, men ikke har formået at afslutte det.

Han kommer formentligt til at få en vigtig rolle i løbet, for ingen vil lade Gilbert køre, men jeg har svært ved at se ham komme alene til målstregen, og den helt flade finale vil nok også svække hans chancer i en spurt. Med lidt held er medaljer muligt, men mange ting skal flaske sig for Gilbert, der samtidigt selv skal have en god dag.

Rigoberto Uran, Colombia

Riberto Urán får mest hype for evnerne i etapeløb, men jeg er mere tosset med colombianeren som endagsrytter. I 2008 blev han nummer 3 i Lombardiet Rundt. Det var et resultat, han havde lidt svært ved at følge op på, men i 2011 blev han nummer fem under Liege-Bastogne-Liege, nummer tre under GP de Quebec og nummer tre under Giro dell’Emilia. I 2012 blev det til en andenplads under OL samt en tredjeplads i Lombardiet Rundt. Som resultaterne antyder, så er han stærkest i endagsløbene i slutningen af året.

Han vil være en god kandidat til årets VM, fordi han kan afslutte i en mindre gruppe, ligesom han har vist sig at være slidstærk. En af ulemperne er dog, at han – og mange af de øvrige Sky-ryttere – har haft svært ved at holde forårets og sommerens form i efteråret, og det kan naturligvis hæmme ham, når han skal ud på en 272 kilometer lang rute.

Hvis han er frisk, så er han dog værd at holde øje med. Han er som regel god til at læse løb, og han er hamrende stærk. I min optik er han Colombias bedste bud fordi ruten ikke slutter opad en stigning.

Daniel Moreno, Spanien

Hvis årets VM sluttede med en lille stejl stigning på 1 kilometer, så ville Daniel Moreno nærmest være urørlig. I hvert fald har han i denne sæson slået sig fast som en puncheur af højeste klasse, når procenterne kommer over 10 %, og generelt har han været stærk hele året.

Derfor passer den lille stigning på 600 meter efter Fiesole ham så glimrende. Her kan han angribe, og meget få vil kunne følge ham – kan han så holde de kommende fem kilometer? Nok ikke, men hvad nu hvis han fik nogle folk med sig, som fx Betancur og Rodriguez, der ligeledes er i en høj klasse, når stigningsprocenterne er voldsomme? Så ville der pludselig opstå en mulighed.

Som udgangspunkt forventer jeg dog, at Moreno bliver bundet af en hjælperolle. Han er hjælper hele året, og det er der, han trives bedst, men han har samtidigt også vist, at han er noget af en farlig joker at have, når han er hjælper. Han kan komme i spil grundet taktik, for helt bundet er han nok ikke trods alt.

Joaquim Rodriguez, Spanien

Spanske Joaquim Rodriguez satser endnu engang på VM. Det sker efter, han har kørt to hårde Grand Tours i træk, men Rodriguez virker til at være stærk hele tiden.

Jeg er ikke helt sikker på, at jeg synes årets VM-rute passer ham. Via Salviati er en god stigning for ham, men den er kun 600 meter lang, og han skal stadig holde fem kilometer herefter. Hans chancer for at vinde en flad spurt ikke så gode, så derfor fungerer en gruppe nok ikke helt for ham – og så var han egentligt heller ikke så stærk under sidste års VM.

Men i det taktiske spil kan han være en af dem, der vinder på det. Konkurrenterne vil holde øje med Valverde, og hvis Rodriguez kører på Vai Salviati på sidste omgang og kommer fri mens Valverde sidder i favoritfeltet, så er det en meget farlig situation for konkurrenterne: For hvis man lukker hullet op til Rodriguez, serverer man samtidigt løbet til Valverde, men samtidigt er der heller ingen, der bare vil se Rodriguez løbe af med sejren, fordi de frygter Valverde – de er nødt til at lukke hullet, men der kan opstå en situation, hvor de tøver lidt, og det kan være Rodriguez’ chance.

Chris Horner, USA

Før Vuelta a España ville jeg end ikke overveje, at have Chris Horner med blandt VM-favoritterne, men den 41-årige amerikaner vandt Vueltaen på flot vis, og han var løbets bedste rytter i bjergene – det burde han godt kunne transformere til endagsløbet her under VM, når man tænker på hvordan han normalt plejer at køre på disse. Han er tidligere blevet 10’er i Amstel Gold Race og 7’er i både Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege, så det er ikke fordi, han ikke kan på stigningerne.

Hvis Horner holder Vuelta-formen, så bliver han uhyggelig på stigningerne under årets VM, hvor han i den grad kan lave ballade. Er det nok til at vinde VM? Jeg er lidt skeptisk, men underligere ting er sket.

Det er muligt, at Horner er lidt træt efter den Vuelta-præstation, men omvendt virkede han ikke synderligt træt på Angliru-etapen eller i Vueltaen i det hele taget. Han er en joker her i løbet.

Chris Froome, Storbritannien

Efter Tour de France sigtede Chris Froome efter VM. Det har betydet, at han ikke har vist alverden siden Tour-sejren. Spørgsmålet er hvordan formen er. Baseret på Canada-løbene var han ikke imponerende, men både Sky og Froome ved hvordan man timer formen.

Der er lidt et tema for Team Sky-rytterne: De har ikke rigtigt præsteret efter Tour de France, hvilket kan skyldes en enorm træningsmængde frem mod Tour de France. Det var vel også lidt det man så, da Froome sidste år forsøgte at køre både Tour de France og Vuelta a España.

Han har dog endnu ikke rigtigt bevist sig i endagsløb, og selvom formen skulle være der, må han nøjes med at være en joker. Rammer han formen og dagen, så er han dog en af de stærkeste ryttere, og distancen bør være en fordel for Froome.

Robert Gesink, Holland

Robert Gesink vandt GP de Quebec efter en flot spurt, og hollænderen ligner en rytter, der langt om længe har ramt formen. Han kommer nok ikke til at vinde årets VM via hans spurt, men sejren er et bevis på, at formen er til stede.

Han skal angribe løbet udefra, mens hans landsmand, Bauke Mollema, skal satse på at lave noget i finalen. Vi har før set Robert Gesink være ret solid i endagsløb, men det har været i endagsløb, der er sluttet op ad en bakke. Her skal han forsøge at skabe ravagen udefra.

Man skal ikke forvente for meget af Gesink, blot fordi han vandt et løb, men Gesink har en klar tendens til at være bedst i slutningen af kalenderåret. Det har vi set flere gange i blandt andet Giro dell’Emilia, og formen ser god ud – hvorfor ikke?

Dan Martin, Irland

Når man kan vinde Liege-Bastogne-Liege, så er man også en kandidat til årets VM. Dan Martin har kørt på et flot niveau hele sæsonen, og selvom han udgik af Vuelta a España, så kan han godt finde formen tidsnok. Han var meget offensiv under Tour of Britain, men viste også begrænsninger på etapen, som unge Yates vandt. Han er med på yderste mandat under disse outsidere, for formen ser ikke helt god ud for Martin.

Igennem hele sæsonen har Dan Martin været en væddeløber, der har kæmpet og fightet sig til sejre. Han vandt Katalonien Rundt, inden han var tæt på et topresultat i Flandern Rundt. Det var dog under Liege-Bastogne-Liege, at han hentede sæsonens største triumf. Herudover må man heller ikke glemme hans etapesejr under årets Tour de France.

Daniel Martin er god til at angribe løbene udefra, samtidigt med at han har en god finish. Han er ikke bange for at sætte noget stort op tidligt, som vi så det i Katalonien Rundt, og han er god til at læse cykelløb, som vi så under Liege-Bastogne-Liege. Men jeg tør ikke kalde ham favorit endnu. Der er spørgsmålstegn ved hans reelle form efter han udgik af Vueltaen, og samtidigt er han ikke den stærkeste på nogle områder. Han er hverken den hurtigste eller den bedste klatrer, men han er en ganske solid allround-rytter til årets VM.

OP

Andre interessante ryttere

Der er dog fortsat en masse interessante ryttere med i årets VM. Deres sejrschancer er måske ikke så store, men alle de kommende ryttere har mulighed for at kæmpe med om en god placering og være med at til at skabe løbet.

Hvis man kigger mod ryttere, der har interesse i at køe offensivt, så står Nairo Quintana (Colombia) og Carlos Betancur (Colombia) frem som to eksempler. Quintana har ikke spurten til at vinde i en mindre gruppe, hvorfor han skal angribe udefra. Han har før vist sig at være ret stærk i endagsløb, men finalen er nok ikke helt optimal for ham. Både ham og Betancur kan lave et drabeligt angreb på Via Salviati, men kan de holde herefter? Herudover er der også lidt tvivl om Betancurs form efter en ringe Vuelta, hvor han kun kørte for træningens skyld. Umiddelbart er den hårde rute et plus for colombianerne, men jeg synes ikke afslutningen er optimal for dem, og umiddelbart skal Nairo Quintana nok bruges til at angribe udefra.

En anden rytter, der skal bruges lidt offensivt, er Samuel Sanchez (Spanien). Spanieren viste god form i slutningen af Vuelta a España, men ellers er det ikke skræmmende, det Sanchez præsterer for tiden. Den tidligere olympiske mester ved dog, hvordan han skal køre et mesterskab, og særligt kan han lukrere af at Spanien har et voldsomt stærkt hold. Han kan angribe med et par omgange igen, og alt efter hvem der kommer med ham, kan det resultere i et farligt angreb, der måske kan holde hjem. I en mindre gruppespurt vil han have en chance, men han skal formentligt angribe løbet for at vinde.

Man må aldrig undervurdere Thomas Voeckler (Frankrig). Selvom han ikke er en oplagt vinderkandidat, så er den altid optimistiske rytter fra Frankrig farlig i ethvert kuperet løb. Han har vist, at formen er god, så han kan muligvis godt være med til at påvirke løbets udfald – som vinderkandidat tvivler jeg lidt på ham, men en placering blandt de bedste er ikke helt umulig.

Greg van Avermaet (Belgien) kan lukrere af at alle holder øje med Philippe Gilbert. BMC-rytteren har været sit holds bedste rytter i endagsløbene, men sejre er det ikke blevet til endnu. Men han er som regel med fremme, og han har en god spurt, hvorfor han vil være farlig i mindre grupper. Herudover viser han i øjeblikket god form, så han er bestemt en farlig outsider, hvis han bare får lov af Gilbert.

Også Rui Costa (Portugal) er værd at holde øje med. Han har haft en forrygende sæson, hvor han blandt andet vandt to etapesejre under Tour de France, ligesom han endte i top10 i både GP de Quebec og GP de Montreal. Hvis han går i offensiven på en af de sidste par runder, så bliver han en meget farlig mand under dette års VM, for han har flere gange vist sig at være meget stærk, når han kører løbet forfra.

En af dem, der har fået karrieren tilbage på rette spor, er årets vinder af Amstel Gold Race, Roman Kreuziger (Tjekkiet). Han måtte udgå af Vuelta a España, hvor han i det hele taget ikke var alt for imponerende, men hvis han har trænet sig i form, så kan han afgjort være en kandidat til at køre med om de sjove placeringer. Det kræver dog, at han kører løbet som han gjorde under Amstel Gold Race: Udefra. Han vinder næppe, hvis han sidder med favoritterne hjem, og derfor skal han i offensiven.

Sæsonens måske største overraskelse, Michal Kwiatkowski (Polen), har evnerne til at være med hvor det er sjovt under VM. Han viste god form i GP de Wallonie, og tidligere i sæsonen var han stærk i Amstel Gold Race og Fleche Wallonne. Han har en hurtig finish, og han klatrer godt. Men han er meget ung, og han har haft en meget lang sæson: 272 kilometer virker lidt i overkanten for Kwiatkowski, der dog ellers hele tiden bryder nye grænser. Man skal ikke afskrive ham.

Omvendt er Bauke Mollema (Holland) en fræk outsider. Mollema har været i glimrende form i denne sæson, og han har meget vigtigt en god spurt. Han kan afgøre tingene i en mindre gruppe. Jeg tvivler lidt på, at han kan følge de helt store kanoner på stigningerne, men hvis han formår at komme tilbage til fronten på de sidste fem kilometer, så er han et frisk bud på en overraskelse – men mange har en lignende spurt som ham, så der skal stadig en del held til.

Norske Edvald Boasson Hagen (Norge) er et stort talent, men det er ikke længere nok. Sidste år blev han nummer to under VM, men generelt viser Boasson Hagen svagheder, når distancen bliver for lang og løbet for hårdt. Han har potentialet til at kæmpe med om sejren (derfor er oddset mange steder lavt), men indtil videre har han ikke rigtigt bevist sig nok i disse løb – også selvom han blev 2’er for et år siden.

Norge har dog også andre kandidater: Thor Hushovd (Norge) og Lars-Petter Nordhaug (Norge). Personligt har jeg størst fidus til Nordhaug, der viste god form i Canada, men Hushovd er en klasse-rytter, der ofte præsterer under mesterskaber. Han har dog ikke haft en god sæson, og han har ikke haft den optimale optakt til løbet, så det bliver næppe i år, at Hushovd vinder endnu en VM-titel.

En anden mesterskabsrytter er Alexander Kolobnev (Rusland). Før sin kortvarige karantæne var han altid med fremme under VM og endagsløb, men han har ikke rigtigt haft samme styrke efter karantænen. Man skal dog på ingen måde afvise ham, for han er nok russernes bedste bud på en god placering.

Ligesom spanierne har italienerne en god bredde. En af dem er Michele Scarponi, der var meget aktiv under årets Vuelta a España. Han kan angribe løbet udefra, men han virker ikke helt til at have styrken, til at gøre noget vildt længere.

Så har jeg lidt mere fidus til Diego Ulissi, der – hvis han holder med hjem til målstregen – må betragtes som en af de hurtigere ryttere på målstregen. Hans niveau er dog meget svingende, men han kom ret godt ud af Vueltaen.

Slutteligt har Italien Filippo Pozzato, der har vist lidt glimt af god form på det seneste. Det er dog ofte samme gamle historie med Pozzato, og det vil være en mindre overraskelse, hvis han sidder med hjem her i Firenze. Kommer han dog til målstregen med de bedste, så er han hamrende hurtig.

OP

Danskerne

På forhånd ser ruten måske lidt for hård ud for Matti Breschel (Danmark), men danskeren er en vaskeægte mesterskabsrytter, og han imponerede på den hårde Mendrisio-ruten tidligere under VM. Hvis han rammer topformen, så kan han sidde med fremme i de afgørende grupper – men han kan næppe følge toprytterne på stigningerne, hvis løbet bliver kørt ekstremt hårdt.

Jakob Fuglsang (Danmark) har taget store skridt frem i karrieren i denne sæson. En syvendeplads i Tour de France var flot af danskeren, og det samme var fjerdepladsen i Criterium du Dauphine. Derfor var han også selvskrevet til VM-holdet hos danskerne, men det bliver nok svært for ham at vinde årets VM. Han mangler simpelthen spurten, skulle det komme til en gruppespurt, og han kan næppe sætte dem alle på egen hånd.

Den sidste dansker er Chris Anker Sørensen (Danmark), og han er typisk stærk under VM og i slutningen af en sæson. Han er næppe en VM-vinder, men han kan arbejde hårdt for holdkammeraterne.