4 års ventetid er nu næsten overstået, for søndag den 10. august går det igen løs med tennis på OL-programmet. I mellemtiden er der sket en hel del. Alle de store spillere, inklusive Nadal, Federer, Djokovic og Murray, har pakket taskerne til Beijing og vil gøre alt for at stjernestøvet præger turneringen helt til de afsluttende kampe, i modsætning til i Grækenland i 2004 hvor, med al respekt, de ret ydmyge navne Massu – Fish – Gonzalez tog sig af medaljerne i nævnte rækkefølge.

Forneden følger en optaktsartikel rettet mod herre-siden af tennisturneringen ved OL i Beijing.

BetXperts OL-tennistip (til dame- såvel som til herre-siden) kan følges på denne side: http://www.betxpert.com/ekspert/ol/  

Officiel hjemmeside: http://www.itftennis.com/olympics/  


Optakt

Denne optaktsartikel vil indeholde:
 
• Et overblik over den igangværende hard court-sæson (hvem er i form pt.)

• Et tilbageblik over de seneste OL-turneringer med fokus på de individuelle nationer

• En beskrivelse af den nuværende situation i tennistoppen som er uhyre interessant

• Asiatiske hjemmebanespillere – kan de klare presset og præstere noget?

• Lodtrækningens perspektiver


Hard court-sæsonen 2008

Australian Open

Med det bløde OL underlag der favoriserer spillere som Nadal er snakken gået meget på udgaven af hard court på banerne i Beijing. Derfor kunne det være på sin plads med en opsummering af hvordan det egentlig er gået, i de indtil nu afholdte turneringer.
 
I starten af året, som egentlig er afslutningen på sidste års hard court sæson, blev Australian Open traditionen tro afholdt. Da det er ved at være et godt stykke tid siden det var januar vil jeg nøjes med at opsummere den ene Grand Slam, som kan siges at fungere som eksamen for de mindre turneringer. I kvartfinalen stod fire af verdens på det tidspunkt fem bedste spillere, samt bl.a. en useedet franskmand der havde imponeret stort hele vejen igennem med både spillestil og attitude.

Tsonga der tog et monsterhop efterfølgende op af verdensranglisten, vandt i tre sæt over russiske Youzhny, og blev dermed klar til en semifinale mod kæmpefavoritten Rafael Nadal, som havde gjort rent bord undervejs, senest mod finnen Nieminen. Den anden semifinale skulle blive et opgør mellem vinderne af Blake-Federer og Djokovic-Ferrer. Begge favoritter vandt i tre sæt, men med Djokovic som den klart mest overbevisende. Det var åbenbart ikke uden grund, da han efterfølgende pillede pynten af verdensetteren gennem fire Roger Federer – igen i tre sæt. Det blev måske starten til nedturen for schweizeren, vis forspring blot er blevet mindre og mindre sidenhen, og den 18 august når den nye verdensrangliste træder i kraft, vil være fuldstændig forsvundet, men mere om det senere. I den fransk-spanske semifinale indtraf endnu en overraskelse, og denne var både større og mere overbevisende. Tsonga slog til publikums store begejstring Nadal, og selv om han var ved at få gummiarm til sidst da han fandt ud af hvad han var i gang med, spillede han sig i sin første Grand Slam finale.

Djokovic blev måske også en kende overrasket over ikke at skulle stå overfor Nadal i finalen, for han tabte i hvert fald første sæt til franskmanden, men hev efterfølgende sejren i hus med et tie-break i fjerde sæt. Dermed var første GS anno 2008 serbisk, selvom alle havde forventet, og der var lagt op til, en finale mellem nr. 1 og nr. 2 på ranglisten.


Indianapolis
 
På den anden side af både grus- og græssæsonen startede så sensommerens og efterårets hard court sæson. Den blev skudt i gang med en mindre turnering i Nordamerikanske Indianapolis, hvor også de øvrige turneringer bliver afholdt på tværs af Canada og U.S.A.. Her var hjemmebanefavoritten James Blake førsteseedet, men det holdt kun til semifinalen, hvor russeren Tursunov vandt en tæt dyst 6-4 i afgørende sæt. I finalen stod han overfor franske Gilles Simon, der havde slået endnu en nordamerikaner, Sam Querrey, i sin semifinale, ligeledes i tre tætte sæt. I finalen var der dog ingen slinger i valsen og med to gange 6-4 kunne Simon skrive vinder af Indianapolis Championship på visitkortet.


Toronto

Den første af de sene Masters turneringer blev afholdt i Toronto, og igen skulle Simon spille en hovedrolle. Denne gang ikke for en sejr, men derimod for allerede i anden runde at slå Federer, oven i købet efter at have tabt første sæt stort. Han fortsatte sejrstimen indtil semifinalen hvor tyske Kiefer kom i vejen for endnu en finale. Det blev en velspillet og dramatisk kamp der bød på to tie-breaks, det ene i afgørende sæt. Den anden semifinale stod lige efter bogen mellem anden og tredjeseedede. Nadal kunne efter to sæt give hånd til Murray og se frem til en finale hvor han kunne vinde sin femte titel i træk. Det lykkedes på en meget overbevisende måde, med 6-3 6-2 kunne han nu selv afgøre om han ville være nummer et i verden inden OL, med en sejr i den næste Masters.

Sådan kom det ikke til at gå, eller det vil sige han overtog provisorisk førstepladsen med sin semifinaleplads, men kun på grund af endnu en Federer-nedtur. Denne gang til tårnhøje Ivo Karlovic, der vandt tredje runde med de vanlige to tie-breaks, kun afbrudt af en 4-6´er til Federer indimellem. Allerede i schweizerens første kamp anede man dog uråd, da Ginepri havde mulighed for at serve kampen hjem, men blev brudt og siden besejret. Karlovic vandt derefter igen i to tie-breaks mod Kohlschreiber, og blev klar til en semifinale mod Murray, som briten efter noget besvær fik vundet 6-4 6-4. Der måtte findes en del fremragende passérslag og lob(!) frem før end han fik breaket kroaten, men spillet var særdeles flot når først boldene kom i spil.

Den anden semifinale skulle blive lidt af et antiklimaks for den nye nummer et, da Nadal blev blæst af banen i første sæt mod Novak Djokovic, og spekulationerne gik på om han havde fejret det lidt for meget. Det havde han formentlig ikke, det var blot serberen der spillede absolut fantastisk den dag, og vandt også andet sæt, denne gang med 7-5. Så troede alle at Djokovic ville ordne Murray, når nu han kunne vinde over en spiller der ikke havde tabt i flere måneder, men igen blev det til lidt af en overraskelse, men på den gode måde. Murray spillede en flot kamp og det endte med at være ham der var mindst træt efter ugens strabadser, der gik i to udmarvende tie-breaks, som Djokovic ikke var helt klar til fysisk, specielt på en enkelt utrolig bold hvor han bliver fanget på det forkerte ben efter at være gået over nettet rigtig mange gange. Det var som om den tog det sidste luft og overskud fra ham, uden dog at forklejne Murray’s sejr, der var fuldt fortjent.


De seneste OL

Når man taler OL i nyere tid er det som regel fra og med 1984 i Los Angeles.

I de seks olympiske lege fra og med 1984, er guldet gået til Sverige, Tjekkoslovakiet, Schweiz, USA, Rusland og Chile. Sølv har Spanien og USA hver vundet to gange, og Mexico og Tyskland hver een gang. Bronze er gået til USA to gange, og så ellers til Italien, Sverige, Sovjet, Kroatien, Indien, Frankrig og Chile.

Først fra Atlanta 1996 er man gået over til at spille bronzekamp ved OL, og således er de forudgående semifinalister indregnet som medaljetagere.

Det er umådelig svært at bortforklare at der er tale om spredt fægtning i OL-turneringerne, hvad angår herkomst af medaljetagerne. Man kan dog udnævne U.S.A. til at være førerhund, men fem medaljer siden 1984 og deriblandt kun én guld er ikke specielt imponerende. Det var til gengæld lille Chiles præstation sidste år, hvor både guld og bronze blev hevet med hjem til Sydamerika af henholdsvis Massu og Gonalez. Indimellem klemte sig endnu en overraskelse i form af amerikanske Fish.

Den sidste helt store spiller der har gjort det ovenud godt ved et OL var Agassi, der vandt på hjemmebane i Atlanta 1996. Det eneste nordiske islæt vi har er Stefan Edbergs LA sejr fra 84, hvor han i finalen vandt over mexicanske Francisco Maciel.

Vi kan så se på favoritterne i år og konkludere at de fire suverænt største er fra henholdsvis Spanien, Schweiz, Serbien og Skotland, noget der tyder på at tennis på OL plan er noget meget internationalt domineret i forhold til andre sportsgrene, til glæde for sporten.


Spænding i verdenstoppen

I øjeblikket har vi den mest spændende situation i toppen af verdensranglisten set i meget lang tid. Ikke bare er etteren gennem mere end fire år, Federer, blevet fordrevet fra tronen fra og med den 18. august med den nye verdensrangliste, men som overskriften antyder, er der ikke hoved og hale i ret meget – andet end Djokovic´ tredjeplads. I stedet for at kalde Nadal for den evige toer er det nu måske på tide at betegne serberen som den evige treer, da han har milevidt op til andenpladsen, og endnu længere ned til fjerdepladsen. De over tusind point til Federer skal han nok få spist på et tidspunkt, men den anden vej ser det ud til at være Murray, med mere end 3000 points forskel, der skal forsøge at lukke hullet.

Faktisk var Murray’s sejr så sent som i sidste uge den første i to måneder (!) til en anden spiller end Nadal i verdens top 10, så man kan så sandelig sige at verdenstoppen efterhånden sejler. De to duellanter på fjerde- og femtepladsen, Davydenko og Ferrer, har noget nær den mindst mulige margin imellem sig længe set på så høje pladser. I forhold til 2600 point mellem tredje- og fjerdepladsen er der kun sølle 20 fra Ferrer op til russeren, men de ser begge ud til at være gået i stå og stille og roligt blive overhalet indenom af Murray med omkring 600 op. Han skal dog passe på et bredt spektrum af kvalitetsspillere bag sig, med ustabile Nalbandian og Blake samt den tidligere to´er Roddick i spidsen. Kun godt 1000 point skiller 4 og 10. pladsen, mens Djokovic roder rundt i ingenmandsland, men har et kæmpeforspring i forhold til de øvrige konkurrenter, hvis en af de to øverste skulle gå i stå.
 
Og ikke engang i stå kan man vel snart tale om for Federer, men decideret tilbagegang, da han har haft så mange point at skulle forsvare og stadig flere er på vej som US Open. Det gør dog kun det hele lidt sjovere at overvære, og det de fleste har haft på fornemmelsen, nemlig at Nadal har været den bedste i et stykke tid, er nu indtruffet. Fire sejre i træk over sin rival har spanieren, der skubbede ham endegyldigt af tronen med sin seneste semifinaleplads, men faktisk var det Wimbledonfinalesejren der markerede magtskiftet først. Med en græssejr på schweizerens hjemmebane efter en afklapsning på grusset i French Open tog Nadal modet fra Federer og er siden fortsat med at vinde titler i et tempo der ikke er set siden.... Federer!


Asiatiske hjemmebanespillere

Det er altid spændende at følge hjemmeholdende ved OL, og i år med Kina som vært er det hele Sydøstasien der står sammen på tennisbanerne, da det ikke ligefrem vrimler med stjernespillere fra den del af verdenen. Men har de overhovedet en chance eller er det tilskuerpladserne fra anden runde? Og hvem knytter de største forhåbninger sig til? Her er i hvert fald et kvalificeret bud.

Fra Taipei skal Yen-Hsun Lu op mod ingen ringere end den eneste ubesejrede spiller fra verdenstoppen i sidste uge, Andy Murray i første runde. Det bliver nok ved drømmen ved mindre briten får problemer af skadeteknisk art undervejr, ellers vil det være en vaske ægte sensation hvis den 74. placerde Lu får held til en sejr, selvom han pt. spiller noget af sit bedste.

En meget interessant spiller, Kei Nishikori fra Japan, skal i sin første kamp møde tyske Schuettler, der overraskede så meget ved Wimbledon. På hard court står japaneren dog ikke uden chancer, og det bliver interessant at se hvor meget støtte han får fra kineserne, men ellers er der formentlig mange af hans landsmænd der har taget turen til Beijing for at støtte op omkring ham.

Endnu en uheldig ”rigtig” hjemmebanespiller, finder vi i kinesiske Shao-Xuan Zeng, der har trukket Nalbanian, som er klar favorit, men dog ikke har præsteret noget på det seneste. De to har aldrig mødtes før, så kan den rutinerede kineser gå ud og spille uden nerver på fra starten, kan det godt være at det ene sæt bliver tæt, men så nok heller ikke mere.

En anden kineser Peng Sun har igen trukket en seedet, denne gang sidste turnerings bronzevinder Gonzalez. Han får nok sin sag for mod den teknisk dygtige chilener der næppe bliver skræmt af en placering omkring nr. 450.

Allerstørst forhåbninger knytter der sig til koreaneren Hyung-Taik Lee, som er en god kending af verdens top 100, og den bundrutinerede ser måske dette som sin sidste store udfordring. Han har fået en god lodtrækning med Rafael Eravalo fra Salvador der er 447. Heller ikke de har mødtes før, men klarer koreaneren skærene er der lagt i kakkelovnen til et møde med Federer i næste runde, hvis denne da ikke endnu en gang kikser mod Tursunov.
 

Lodtrækningens perspektiver

Det foregående afsnit leder så hen til en af de første interessante muligheder ved lodtrækningen, nemlig en revanchekamp for Federer i tredje runde mod Karlovic hvis de begge når så langt. Han vil formentlig være hævntørstig i sådan en stor turnering som OL, men om han har formlen klar til at knække Karlovic serv er et åbent spørgsmål. Han kan for så vidt bare kigge på Murrays sejr over kroaten, men selv Federer får svært ved at spille på den måde.

Førsteseedede Federer har altså ikke fået nogen nem lodtrækning med russiske Tursunov i første, en hjemmebanespiller i anden, og måske en tidligere overmand i tredje, men kigger man til den anden ende, er heller ikke Nadal sluppet nådigt. Efter en overkommelig, men ikke nem Starace i første, står der formentlig Hewitt på menuen allerede i anden runde. Derefter er det et åbent spørgsmål blandt spillere som Stepanek, Llodra, Querrey og Andreev hvem der er stærkest, og måske én af d´herrer finder niveauet til at true en Nadal.

Tredjeseedede Djokovic har været mere heldig med Ginepri – Schuettler/Nishikori – Youzhny som forventede modstandere. Russeren har ikke leveret noget længe, og de andre bør Djokovic kunne besejre uden at afgive sæt. I fjerde runde, hvis man ser så langt frem, ligner det heller ikke nogen dum lodtrækning med Nalbandian og Almagro som eneste seedede mulige modstandere.

Sidste semifinaleseedede spiller er Davydenko der står overfor en svær modstander allerede i første runde med letten Gulbis på den anden side af nettet. Overkommes den hurdle, er der igen en svær spiller, idet enten Mathieu eller Lapentti bliver modstanderen, og endelig kan man se frem til Kiefer i en eventuel tredje runde.

Alt i alt en svær lodtrækning til favoritterne, som det næsten altid hører sig til under OL, og på baggrund af den, må Nadals favoritværdighed siges at være forbedret da han har vist det højeste niveau gennem længst tid. Djokovic’ favoritrolle er også blevet en smule skarpere, mens Federers er faldet en del, hvilket også kan ses på de løbende odds ved blandt andet Betfair*.