Steffen de Vries er ny mand i BetXperts ekspertpanel, hvor han skal dække den italienske Serie A.

Steffen er en 21-årig århusianer der har sin daglige gang på Danmarks Journalisthøjskole. Han har været fascineret af italiensk fodbold siden slutningen af 90'erne, hvor Ronaldos overlegne antrit og Recobas gyldne venstreben huserede i Inter Milan. De to sydamerikanere var stærkt medvirkende til, at Steffen måtte bekende sig til de sort- og blåstribede som Interista.

Interessen for Italien og Inter Milan har holdt ved, og Steffen har flere gange været at finde på Giuseppe Meazza, ligesom han sidste år boede i Italien, hvor det imellem pasta, pizza og Piaggio, også blev til en del stadionbesøg rundt om i landet.

Steffen (se hans ekspertside her: http://betxpert.com/ekspert/steffen-de-vries) går i forummet under navnet Chino, hvor han har givet prøver på sin italienske kunnen i en række brugertips.

At Steffens italienske viden langt fra er for begyndere, har han vist i to omfattende optakter fra henholdsvis sæsonstarten og efter vinterens transfervindue.

Steffen de Vries debuterer som ekspert med en info-analyse på lørdagens Derby della Madonnina (AC Milan - Inter Milan), som kan læses lige her: http://betxpert.com/ekspert/tips/ac-milan-inter