Spillemyndigheden åbner for udstedelse af tilladelser til landbaserede kasinoer, der kan øge antallet af fysiske kasinoer i Danmark fra det nuværende på syv. Tivoli har tidligere vist interesse for et landbaseret kasino, men til BetXpert fortæller de, at der ikke er planer om at ansøge om en tilladelse.
Der eksisterer allerede landbaserede kasinoer i København, Helsingør, Odense, Vejle, Aarhus, Aalborg og ombord på Oslo-færgen DFDS Pearl Seaways, og nu kan der kommer flere kasinoer i Danmark. Spillemyndigheden har nemlig åbnet op for udstedelse at tilladelser til landbaseret kasinoer, oplyser de i en pressemeddelelse.
"Alle interesserede parter opfordres til at indgive ansøgning til Spillemyndigheden. Ansøgningen skal være Spillemyndigheden i hænde senest den 2. oktober 2018," skriver Spillemyndigheden.
Alle ansøgninger sendes efterfølgende til udtalelse hos den lokale kommune, den stedlige politidirektør, Erhvervs- og Vækstministeriet samt Skatteministeriet.
Hver tilladelse udstedes for indtil 10 år ad gangen. Landbaserede kasinoer må udbyde baccarat, punto bacno, poker, black jack, roulette og spil på gevinstgivende spilleautomer, står der i den danske spillelov.
Betydelige udgifter ved driften
Når det skal afgøres, om der kan gives tilladelse til et nyt kasino, så lægges der vægt på, at tilladelsesindehaveren vil drive kasinoet på fuldt forsvarlig vis. Derudover lægges der også blandt andet vægt på nedenstående:
- Faglig forsvarlighed, herunder om ansøger har erfaring med udbud af spil eller på anden måde er kvalificeret til at drive et landbaseret kasino.
- Økonomisk forsvarlighed, herunder om ansøger har den fornødne likviditet, da der er betydelige udgifter forbundet med at drive et landbaseret kasino.
- Krav til selskabet og medlemmer af selskabets direktion og bestyrelse.
- Geografiske hensyn.
- Kundegrundlag.
- Detaljeret projekt for kasinoet.
Spillemyndigheden oplyser ikke om antallet af tilladelser, de er klar til at udstede.
Ingen planer om et kasino i Tivoli
Forlystelsesparken Tivoli i København har tidligere været interesserede i at drive et landbaseret kasino. De har tidligere haft en tilladelse til at drive et landbaseret kasino, men de valgte ikke at realisere det, og nu er tilladelsen udløbet.
"Der var flere forskellige årsager til at vi ikke benyttede os af tilladelsen og reelt etablerede et kasino. Bland andet så vi tendenser i markedet, der viste et vigende marked for fysiske kasinoer (landbaserede kasinoer) Det er er en stor investering at etablere et kasino, så vi valgte også pga andre store projekter i Tivoli lægge ideen ned. Vores vurdering var, at det på nuværende og daværende tidspunkt ikke er tilstrækkelig potential forretning i et fysisk kasino lige nu," siger Marti Lerby, General Manager for Online Casino & Arcades hos Tivoli, til BetXpert.
"Vi har derfor ikke planer om fysisk kasino her og nu. Det er da muligt, at vi på et tidspunkt vender tilbage til ideen på et senere tidspunkt. Det kan man aldrig vide," fortsætter han.
I 2012 lancerede Tivoli et online kasino i Danmark. I 2014 åbnede de et internationalt online kasino, men det viste sig at være en underskudsforretning, så det blev lukket ned igen i 2016.