Klummeskribent Ole Larsen/Investor tørner snart ud som baseball-tipper for BetXpert. Varm op med hans optakter til den nye MLB-sæson...
Ole Larsen der har skrevet bogen "Vind på Sport", og som under navnet ”Investor” har beriget BetXperts læsere med en række indsigtsfulde og underholdende betting-klummer, kan "talk the talk" - men kan han også "walk the walk"?
Det tror vi han kan, og derfor har vi opfordret ham til at tage en tjans som eksperttipper, med fokus på MLB, dvs amerikansk baseball. Og han har samlet handsken op!
Hans tips vil kunne følges her: http://www.betxpert.com/ekspert/ole-larsen
Selv om MLB-sæsonen er gået i gang, vil Ole dog afvente lidt før han vil komme med kamptips. Men i mellemtiden kan man fornøje sig med hans optakter til sæsonen.
I sidste uge bragte vi hans National League-optakt (der også indeholdt en smuk introduktion til baseball-spillet); i denne uge gælder det American League. Bemærk at optakterne faktisk rummer nogle spilforslag (langtidsspil).
Og selvfølgelig fortsætter Ole også som klumme-skribent. Det er denne artikel et nydeligt eksempel på.
Baseball is back
Ja, så er det altså nu, at vi for alvor har baseball tilbage. Efter et par kampe i Japan blev MLB sæsonen 2012 åbnet i Florida i onsdags, og i disse dage kommer alle hold i kamp for første gang. I sidste uge så vi nærmere på den ene halvdel af MLB, National League, og i denne uge kommer turen så til American League.
Hvis man ikke skulle være så kyndig indenfor denne fantastiske sportsgren, der ikke bare kan sidestilles med rundbold, så er man meget velkommen til at spørge ind til sporten i kommentarfeltet til denne klumme. Da jeg selv startede med at følge baseball tilbage i 2002, sad jeg nogen gange og fulgte livescores og undrede mig gevaldigt over mange af de begreber og forkortelser, som sporten i USA er så rig på.
Derfor følger efter gennemgangen af American League også en kort, og ikke udtømmende, forklaring på nogle af de mest anvendte parametre og forkortelser, der også er anvendelige, eller rettere uundværlige, i betting-sammenhænge.
I sidste uge nævnte jeg, at et longshot til at vinde World Series kunne være Arizona Diamondbacks fra National League. Nu må vi hellere få fundet deres modstandere fra American League…
American League
American League er opdelt i 3 divisioner, East, West og Central. Ligesom i National League går de 3 divisionsvindere til playoff, men i modsætning til tidligere år, hvor kun det bedste hold af de øvrige i hver liga fik en automatisk wildcard plads, så får nu de 2 bedste ikke-vindere i hver liga muligheden. Disse i alt altså 4 hold spiller en enkelt kamp mod hinanden om deltagelse i playoff. Og det vil utvivlsomt blive intenst…efter 162 grundspilskampe at få sin playoff skæbne afgjort af en enkelt kamp vil kræve et veludrustet nervekostume.
I American League batter pitcheren ikke, hvilket gør, at der i AL ikke kommer de breaks, som man ofte ser i National League, når pitcheren skal forsøge sig med et bat. Man kan måske synes, at det ikke burde gøre en stor forskel i kampenes dynamik, trods alt har man 9 battere på hvert hold. Men det gør det! Strategien, taktikken og aggressiviteten i spilafviklingen er anderledes, selvom forskellene nok er noget mindre end de har været.
Nå, men lad os se på de enkelte divisioner.
AL East
Bud på slutstilling:
1. New York Yankees
2. Boston Red Sox
3. Toronto Blue Jays
4. Tampa Bay Rays
5. Baltimore Orioles
New York Yankees – eller The Evil Empire på grund af bl.a. den astronomiske pay roll – ville jeg gerne have placeret som 2’er i divisionen, da mit hjerte banker en anelse for Red Sox. Men nej, Yankees er og bliver den sandsynlige vinder af AL East, de er baseballens svar på United, Bayern eller Barcelona, blot med den behagelige forskel, at de taber væsentligt flere kampe end fodboldens giganter.
Som vinder af World Series tror jeg dog ikke på Yankees, og da i hvert fald slet ikke til de odds, der tilbydes. Centrale dele af holdet som Rodriguez, Jeter, Rivera har måske set bedre dage, og der er spørgsmålstegn ved deres pitching, selvom holdet her er opgraderet i forhold til sidste år med Pineda og Kuroda, hvoraf især førstnævnte ser spændende ud, mens man kan have sine tvivl om, hvorvidt sidstnævnte slår til i AL.
Men klasse er der trods alt rigeligt af, så de skal nok få deres sædvanlige sejre, og jeg tror også tilstrækkeligt til, at divisionen bliver deres som også sidste år. Og fra en betting vinkel er der penge i Yankees…eller rettere ved at gå imod Yankees, da de som altid vil være public darling numero uno.
Red Sox er ikke langt fra Yankees' stjernestatus, men det skulle såmænd ikke overraske mig, hvis de slet ikke kommer i playoff. Var meget skuffende kun 3’er i divisionen sidste år, hvilke kostede coach Francona jobbet, og endnu værre er det måske på sigt at general manager Epstein er draget til Cubs. På spillersiden er closer Papelbon blevet erstattet med Andrew Bailey, hvilket ikke er en alvorlig nedgradering, og holdet er stadig bundsolidt.
Men som de siger på tysk: Das gewisse etwas…det tror jeg mangler i år, hvor centrale dele af en ny organisation skal falde på plads. Og så hjælper det heller ikke, at ekstremt dyre pitchere som Matsusaka og Lackey er langtidsskadede, omvendt ville det heller ikke hjælpe, hvis de ikke var, da det bestemt ikke har været imponerende hvad de har præsteret i en Red Sox-uniform. Alt fra 1 til 4 er en mulighed!
The Blue Jays har måske en mulighed i år for ikke at leve op til det (u)kærlige tilnavn ”The Blow Jays”. Et godt, homogent hold, der måske kan agere spoiler mellem de førnævnte giganter.
Outfielder Bautista, der i øjeblikket er favorit til at blive spilleren med fleste home runs, vil igen være meget spændende at følge, og der er masser af talent i organisationen. Der er dog også et par tvivlsomme starting pitchers, men ved optimal udnyttelse af ressourcerne er en wildcard plads ikke langt væk.
Tampa Bay Rays og en fjerdeplads! Det er næsten helligbrøde overfor en klub, der har udviklet sig kolossalt fra for få år tilbage, hvor de hed The Devil Rays. I enhver anden division ville de være et rigtigt godt bud på en divisionssejr, og den kan såmænd heller ikke helt udelukkes her. Gode unge pitchere, fornuftige tilføjelser i Pena og Scott, en dygtig coach i Joe Maddon og talent ude på banen.
Jeg tror dog, at offensiven bliver deres achilleshæl i år, derfor 4. pladsen. Men udelukkes skal det bestemt ikke, at Rays henter op mod 90 sejre, derfor er de også det eneste hold, som jeg har placeret så langt nede på listen, som jeg faktisk tror, har mulighed for at vinde divisionen.
Baltimore Orioles, ja det er lidt nemmere med dem, jeg tør næsten godt love, at de ikke vinder divisionen. Orioles har 4 sidstepladser i træk, og jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at det bliver anderledes i år. Deres pitching rotation er i mine øjne lidt af en rodebutik uden nogen klare esser, og offensiven er f.eks. afhængig af en mand som Mark Reynolds, der var tæt på 200 strikeouts sidste år.
Der er ungt talent i Orioles, men det kommer til at tage år, mit bud er mange, før de for alvor kan kæmpe med om playoffpladser. Og deres placering i stærke AL East er naturlig heller ingen hjæp.
Spilmuligheder – langtidsspil: Toronto til at vinde over ca. 83 sejre, eller Baltimore til at vinde under 70 er ikke uinteressant (forskellige bookmakere), hvis odds er i nærheden af de 2.
AL West
Bud på slutstilling:
1. Los Angeles Angels
2. Texas Rangers
3. Seattle Mariners
4. Oakland Athletics
Angels bliver meget interessante at følge i år, de har virkelig haft den helt store tegnebog fremme med erhvervelsen af superstjernen Albert Pujols, men ikke kun ham.
Også pitcher C.J. Wilson, reliever LaTroy Hawkins og catcher Chris Iannetta er kommet til. Alt andet end et dybt playoff run vil være en skuffelse, og hvis Pujols falder til på vestkysten, så er mulighederne gode for først at ende det run i november. De har den pitcher rotation i AL, jeg umiddelbart og alt i alt bedst kan lide, de er vel coachede, og blandingen mellem ung og gammel på holdet synes lovende. Angels i World Serie, siger jeg.
Men nu skal de selvfølgelig også gerne lige forbi Texas Rangers, hvorfra de i øvrigt har fået pitcher Wilson. Rangers har til gengæld fået den japanske top pitcher Yu Darvish, der kan blive et enormt aktiv. Med streg under kan, det er langt fra en given ting, forskellen fra den japanske liga og til MLB er meget stor. Closer Feliz skal nu være starter, og ny closer er den aldrende Joe Nathan, kommet til fra Minnesota.
Der bliver flyttet rundt på kortene i denne sæson i Texas, og efter 2 tabte World Serie i træk kan det blive en mellemsæson i år. Men omvendt; battene er på plads som sidst, og måske kan rokeringerne også give nyt mod til endnu et run mod tinderne. Rangers er under alle omstændigheder et hold, der også i år skal regnes med.
Det var så toppen af West, der er et stykke ned til de øvrige2 hold, anført af Seattle Mariners. Der er egentlig noget at kunne lide i Mariners, toppitcher Felix ”The King” Hernandez, closer Brandon League, unge potentielt up and coming bats, homogeniteten i truppen er intakt (om end pitchingen efter Hernandez ser tynd ud).
Men på trods af dette, så er niveauet bare lige en tak eller to fra at kunne spille med om de sjove pladser. Der er dog i mine øjne mere at bygge på, og mere fornuft i byggefasen, end der f.eks. er i Athletics.
Oakland Athletics nævner jeg derfor sidst, også selvom de for den nette sum af 36 mil. dollar over de næste 4 år har landet det cubanske stjernefrø Yoenis Cespedes. Men han kommer til at være en del af den genopbygningsfase, der er i gang i Oakland, for playoff kommer de til i denne sæson.
Dertil er der alt for store huller i en pitching rotation, hvor bl.a. tyksak Bartolo Colon er tiltænkt en fremtrædende rolle. Og ude på banen ser det heller ikke imponerende ud selvom man har f.eks. Coco Crisp og Jemile Weeks, som gjorde det rigtigt godt, da han kom op fra the Minors i sidste sæson.
Og Manny Ramirez, den 40-årige uundgrundelige enfant terrible, som ny lederfigur i Athletics…Næppe, også selvom han holder sig fra de ulovlige stoffer, der for ham betyder, at sæsonen startes med 50 spilledages karantæne.
Spilmuligheder – langtidsspil: Jeg kan i skrivende stund ikke finde noget anbefalelsesværdigt i denne division.
AL Central
1. Detroit Tigers
2. Kansas City Royals
3. Cleveland Indians
4. Chicago White Sox
5. Minnesota Twins
Tigers er vel den klareste divisionsfavorit af alle. Der er sket meget i Detroit siden man for relativt få år siden præsterede sølle 42 sejre på en sæson, og Tigers' krise fik bilindustriens til at blegne. Anført af den sympatiske Cy Young Award (prestigefyldt pitcher trofæ) vindende Justin Verlander, og med tilføjelsen af bamsen fra Milwaukee Prince Fielder, ja så har Detroit 2 af MLB’s allerstørste navne. Og til at bakke disse op er der også masser af kvalitet på såvel pitcher som på battersiden, ikke mindst den uforlignelige Mr. Babyface Miguel Cabrera.
Dog tror jeg ikke, at Detroit kommer til at gå hele vejen, der mangler stadig lige den dybde i deres pitching rotation, der skal til for at gå hele vejen. Men det kan der jo komme i løbet af sæsonen, og at Detroit skal i playoff, burde der ikke være meget tvivl om.
Royals har talent, meget af det, og de får brug for det, hvis de skal ændre på den sædvanlige placering i kælderregionen af Central. Sæsonen er heller ikke blevet nemmere af, at closer Joakim Soria er ude for året med en skade, men på trods af det så tror jeg, endnu engang, at Royals vil være et forbedret hold i år.
Men pitching er spørgsmålet, bliver Jonathan Sanchez en forstærkning og vil Luke Hochevar endelig kunne leve op til potentialet? Hvis sæsonen går optimalt, så er Royals ikke meget langt fra en wild card plads.
Cleveland Indians var i første halvdel af sidste sæson alles darling. Ud af det blå fik de overraskende en rigtig god sæsonstart, men det holdt ikke, og selv tilføjelsen af pitcher Ubaldo Jimenez kunne ikke hjælpe Indians i playoff.
I år bliver det nok svært, men ikke umuligt at nå det forjættede land, der er en del interessante profiler i klubben, og hvis spillere som Choo, Hafner, Sizemore (og han starter sæsonen skadet) og Jimenez kan undgå langvarige skader, så er Indians farlige for de fleste. Jimenez har i øvrigt ikke fået den bedste start på året, som han starter med en kort karantæne for bevist at have ramt sin tidligere holdkammerat Tulowitzki i en spring training kamp.
Og at baseball også kan være farverig udenfor banen er Indians også et bevis på. Pitcher Fausto Carmona er blevet afsløret i forfalsket identitet, manden hedder i virkeligheden Roberto Hernandez Heredia, og er i øvrigt også 3 år ældre end først antaget…
Chicago White Sox går i bedste fald en mellemsæson i møde, tror jeg. Siden World Series-sejren i 2005 er triumferne udeblevet, og nu tidligere manager Ozzie Guillen har utvivlsomt med sin, i bedste fald, karismatiske stil også bidraget til at slide på klubben.
Så nye tider på den front, til gengæld ikke meget nyt på spillerfronten, hvor kun Fukodome, der er kommet til fra Cubs, er værd at nævne. Og selv hos de store navne hos White Sox er der spørgsmålstegn med skader, stabilitet osv., så alt i alt ser det svært ud.
Minnesota Twins er lidt et spørgsmålstegn i divisionen, og jeg havde mine betænkeligheder ved at placere dem sidst, må jeg indrømme. Morneau, Span, den fremragende catcher Joe Mauer, en Liriano hvis han finder formen, der er muligheder.
Men skaderne har væltet ned over nøglespillerne siden indvielsen af det imponerende Target Field stadion, og jeg kunne godt se nye problemer i år, hvis ikke de centrale spillere holder sig absolut skadesfri. Og selv hvis det sker, kan det blive svært, der er ikke stor dybde i battene, closer Capps er ikke solid, og pitchingen kan gå hvilken vej, det skal være.
Spilmuligheder – langtidsspil: Heller ikke her så mange interessante spilmuligheder, under ingen omstændigheder Tigers til at vinde divisionen til et grusomt lavt odds. Jeg ville nok lede efter White Sox til at skuffe…Bet 365 har en lav linje på dem med 74,5, og belønningen hedder i øjeblikket 2,2.
Ellers så er Tigers blevet så hyped, at jeg tror, at der ofte vil være god værdi i at gå imod dem. For husk: Selvom de har en rigtig god sæson, så taber de altså stadig 60-70 kampe i løbet af et år.
Summa summarum
Efter gennemgang af begge ligaer: Et frisk bud på World Series 2012 hedder Los Angeles Angels mod Arizona Diamondbacks. Det er dog ikke en matchkonstellation jeg vil hænges op på om et lille halvt års tid, mulighederne er mangfoldige!
Interleague play
I løbet af sæsonen spiller holdene fra de 2 ligaer kampe mod hinanden i det, der hedder Interleague play, hadet af nogle, elsket af andre. Personligt synes, jeg det er fascinerende at se hold mødes, der ikke normalt spiller mod hinanden, samtidig med at Interleague play giver mulighed for at få store ”lokalopgør” som Mets mod Yankees, Cubs mod White Sox, Angels mod Dodgers.
Når disse kampe løber af stablen, er det hjemmeholdets liga, der er bestemmende for, hvorvidt der spilles efter National League eller American League regler. Ikke overraskende er pitcherne fra American League, der et par gange om året finder sig selv med et bat i hånden, ikke normalt blandt de mest begejstrede for Interleague play.
Som bettor skal man være ekstrem varsom med disse kampe, traditionelt klarer visse klubber sig noget bedre end andre, det er meget værd at holde øje med, hvem der normalt er fremme i skoene i disse kampe.
Forkortelser
Baseball er i højere grad end nogen anden sport ”a numbers game”. Der er tal på absolut alt mellem himmel og jord, statistikker, procenter osv. Og der er også gået inflation i alle disse opgørelser, derfor gælder det om at holde tungen lige i munden, og finde de indikatorer, som man selv har gavn af at bruge i sin betting.
Som et lille eksempel på inflationen, så er der ikke mange amerikanske betting sites, hvor man ikke finder opgørelser over, hvordan Yankees normalt klarer sig på lørdage, i kulde, om dagen, når det er fuldmåne, når man har vundet 6 eller tabt 4, eller når catcherens kone er sur…Det gælder om at sortere.
Et pr af de mest allermest anvendte forkortelser kommer her:
ERA (Earned Run Average)
Den mest udbredte måling på en pitcher. Tallet udtrykker hvor mange runs, der gives op pr. 9 innings pitched. Hvis dette tal befinder er omkring 2-3 eller endnu lavere (som regel i starten af sæsonen), så er man god, i 4-regionen kan det være enten eller, afhængig af forventninger og pitcherstatus , men vi bevæger sig mod det ikke alt for positive, over 5 så ser det generelt skidt ud.
WHIP (Walks (and) Hits / Innings Pitched)
Det kan godt være, at en pitcher ikke giver mange hits væk, men hvis han giver hveranden batter en walk, så har han problemer. ERA og WHIP tallet er dog på ingen udtømmende i sig selv, f.eks. kan der være stor forskel på, hvorvidt en pitcher klarer sig bedst i dagkampe eller aftenkampe, indendørs eller udendørs, først eller sidst på sæsonen osv.
AVG (Batting Average)
Hvis en batter ligger over 0.300 (altså 30%), så er han rigtig, rigtig godt kørende. Under 0.200, så ser det skidt ud.
DH (Designated Hitter)
Den batter i American League, der kun batter, altså ikke deltager i det defensive spil.
Endelig så vil jeg også nævne, at hvis man er til over-under spil, så er det ekstremt vigtigt at være opmærksom på the ”the plate umpire”, altså dommeren bag strike zonen, der bliver vurderet meget forskelligt. En lille strike zone gør det svært for pitcherne at kaste strikes, og øger derved muligheden for over spil, en generøs strike zone er til fordel for pitcherne, og gør sandsynligheden for under spil større.
Hvis man vil dykke lidt ned i forklaringen på flere stats, og f.eks. gerne vil vide hvad man kan bruge FIPS og DIPS til, så kan man jo tage et kig her: http://www.hardballtimes.com/main/statpages/glossary.
I næste uge tager jeg et kig på den kommende EM-slutrunde, og de betting-muligheder, der er i de enkelte grupper, og på vinderspil her et par måneder før det går løs.
På genhør!
Investor er tilbage!
Der hviskes af og til ærefrygtigt i BetXperts kroge om Odds Med Omtanke - den sagnomspundne klumme hvor "Investor" (Ole Larsen) gavmildt øste af sin enorme viden om betting.
Det gjorde han ugentligt i tre måneder i 2006 - i alt 13 artikler blev det til før han og katten Keld trak sig tilbage (i forlængelse af klumme-virksomheden udgav Ole i øvrigt en bog: "Vind på Sport").
Fem år siden - men hans artikler er stadig særdeles anbefalelsesværdige for enhver der er interesseret i blive bedre til at tippe - du kan finde en oversigt over klummerne her.
Og nu er den gode Investor så vendt tilbage til BetXpert med en ugentlig klumme til udgivelse hver fredag (start fredag d. 16/3). Se klumme-oversigten her: http://www.betxpert.com/artikler/ole-larsen-investor
Ved siden af klumme-produktionen vil Ole desuden, fra april, levere ekspertips her på BetXpert. Hold øje med hans tips her: http://www.betxpert.com/ekspert/ole-larsen