I denne uge skal det handle om amerikansk sport. Først afslutningen på den amerikanske collegebasket turnering, og derefter optakt til den sport og den liga, jeg personligt næsten nyder allermest, nemlig Major League Baseball, hvor sæsonen 2012 står for døren. Eller rettere er kommet inden for døren - sæsonen er allerede indledt med en enkelt serie i Japan.
NCAA -The Final Four
Lad os starte inden døre. Nærmere betegnet i New Orleans, hvor der lørdag og mandag spilles de afgørende kampe om NCAA titlen 2011-12.
Det bliver lidt kortfattet denne gang, da jeg ikke er begejstret for de odds, der kan fås i skrivende stund på de 2 semifinalekampe.
Kentucky og Louisville mødes i den ene semifinale, hvor Kentucky - med rette - er storfavorit med en linje på -8,5. Den er sat korrekt, synes jeg, og vi skulle nok op i noget tocifret før Louisville bliver interessant. Jeg spiller sjældent over-under spil, og kan heller ikke her identificere evt. værdi.
Den anden semifinale står mellem Kansas og Ohio State med sidstnævnte som 2,5 points favorit. Som man kunne læse i sidste uge, så kan jeg godt lide Kansas, men det er der desværre mange andre, der også kan, og 2,5 point er ikke meget mod et Ohio State, der med rette er favorit. Over/under-mæssigt ville jeg tendere til under linjen på de 136,5. Men ikke nok til at jeg vil anbefale et spil.
Hvad så med et spil på vinderen af turneringen? Kentucky er storfavoritter og ikke interessante oddsmæssigt, men måske Kansas til 6,00 hos Bet365*. Dette kunne være interessant, især hvis man senere vil trade tilbage, såfremt Kansas lander i finalen. Jeg tror også at et spreadspil på Kansas i finalen mod Kentucky kunne komme til at indeholde værdi, men nu er vi så ude i de rene spekulationer. De skal begge trods alt lige vinde deres semifinaler først.
Baseball står for døren
Og så til baserne. Jeg vil i det følgende ikke komme med deciderede spilforslag, da jeg ikke selv har penge på langtidsspil, men jeg vil komme ind på interessante odds eller bemærkelsesværdige spreads på langtidsspil, som jeg finder har værdi. De nævnte odds kommer alle fra licensbookmakere, hvilket ikke udelukker, at der kan findes andre odds og andre spreads ved andre udbydere.
I denne uge kigger jeg på National League, og i næste uge kommer turen til American League.
Men hvorfor egentlig interessere sig for baseball? Her er nogle af de kommentarer jeg ha fået fra folk, som jeg begejstret har introduceret til denne sport: "At se græs, der gror, er sjovere", "Hvorfor sker der ingenting?", "Hvor lang tid er det lige det her varer?" osv.
Når svaret på sidstnævnte spørgsmål lyder, at det da sagtens kan tage 3 timer, så forsvinder livskraften definitivt fra folks øjne! Men baseball er så meget andet; eksplosioner af intensitet, historie og traditioner, fantastiske atletiske udfoldelser, teknik, statistik, dramaer på godt og ondt, hvor ansvar, fiaskoer og successer ligger hos holdet, men i ekstrem grad er fokuseret på den enkelte spiller i fokus, pitcher, batter, runner, defensive player.
Èn af de stærkeste, men ikke smukkeste, oplevelser i sidste sæson var for mig at følge Adam Dunn fra Chicago White Sox. En stor stjerne, en powerhitter, hentet fra Cleveland for at katapultere White Sox til en plads blandt de bedste. Det lykkedes ikke, manden var et flop, tilmed et gigantisk ét af slagsen, og at følge hans ulige kamp med at få battet til at udføre selv enkle spil var, om ikke opløftende, så dog fascinerende.
Sådan er der så mange historier fra hver eneste klub, den enkelte spiller udstilles, afsløres og hyldes eller det modsatte på en langt mere "brutal" facon end i andre holdsportsgrene. Det er ikke noget tilfælde, at Jørgen Leth er grebet af en gal baseball, for i mine øjne er der klare paralleller mellem cyklingen og baseball. Individets kamp i en kontekst af holdsport.
I denne tid "varmer" jeg op til sæsonen ved at læse Baseball: An illustrated History af Ken Burns og Geoffrey Ward. Bare sådan for lige at komme i stemning!
Når det hele går i gang, så kan et abonnement på MLB.com varmt anbefales. Alle sæsonens kampe streames i god kvalitet og til en relativ billig penge (6-700 kr.). Dertil spilles en hel del kampe, i modsætning til NBA og NHL, tidligt i USA, hvilket også gør, at kampe i perfekt europæisk sendetid er næsten hverdagskost.
Hvis man er virkelig ramt af baseball feber, så betaler man 20 dollar ekstra pr. sæson for at få adgang til direkte streaming af 2500 Minor League kampe. Så er årsnormen for baseball vist mere end opfyldt...
National League
National League (NL) adskiller sig fra American League (AL) ved at pitcheren her også er batter. Det giver en ganske anden dynamik i kampene, at man ofte har en battingmæssig "dødvægt" i form af pitcheren. Det tilfører imidlertid også en en charme når pitcheren ved sjældne lejligheder og mod alle forventninger knalder en double, triple eller sågar et home run af sted. Nogle pitchere er også ganske habile battere - ofte er disses batting evner dog omvendt proportionelt med evnerne som pitcher.
Der scores generelt flere runs i American League, og ligaen har også været anset som den stærkeste i en årrække, men i de seneste 2 sæsoner er vinderen af World Series (finalekampene) fundet i National League, hhv. St. Louis Cardinals og San Francisco Giants.
I den kommende sæson er det også et National League hold der er favorit til at vinde det hele, nemlig Philadelphia Phillies. De møder til sæsonen med en pitching rotation, der, ligesom sidste sæson, ser skræmmende ud. Men jeg vil nu nok sige, at før man sætter sine surt tjente sparepenge på Phillies til at vinde World Series (til mellem 6 og 7 gange pengene) skal man lige tænke sig godt om. Der er andre gode bud til at lade sig hylde i november.
Men lade os tage en gennemgang af National League, der ligesom American League er inddelt i 3 divisioner, East, Central og West.
NL East
Bud på slutstilling:
- Philadelphia Phillies
- Miami Marlins
- Washington Nationals
- Atlanta Braves
- New York Mets
Phillies er storfavoritter i divisionen, og med rette. Når man i rotationen har Halladay, Lee og Hamels, så slår baseballhjertet én gang ekstra, 3 pitchere af ekstraordinær klasse. Det ser så noget tyndere ud bag disse, og en del af spillerne nærmer sig en moden alder. Jeg tror at der vil være god ræson i at forvente forfærdelig mange sejre til Phillies i den ordinære sæson for derefter at satse på, at det igen i år lige nøjagtig ikke slår til når afgørelsens time nærmer sig.
Miami Marlins (tidl. Florida Marlins) vil blive omgærdet med stor spænding I denne sæson. Nyt stadion, Jose Reyes som den nytilkomne stjerne, Heath Bell til bullpennen og med altid underholdende Ozzie Guillen som ny manager. Pitchingmæssigt er de svagere end Phillies, men der er potentiale. Og deres lineup ser meget spændende ud anført af Reyes, Ramirez og Stanton. Læg dertil lidt "intangibles" og så er der pludseligt ikke så langt op til Phillies.
Nationals forbedrer sig i disse år, og hvis unge stjerner som pitcher Strasburg og outfielder Harper slår igennem for alvor, samtidig med at en af sidste sæsons skuffelser Jayson Werth klikker, så kæmper Nationals med om 2. pladsen.
Atlanta Braves er ikke blevet stærkere i forhold til sidste år, hvor de var ganske skadesramt, og denne forsæsonen (spring training) tegner sig ikke anderledes. Hvad kan man forvente af aldrende Chipper Jones, opfylder Jason Heyward sin poentiale, og ser bænken ikke en anelse tynd ud? De er på min shortlist over mulige skuffelser.
New York Mets - hmm, når Ronny Cedeno og Scott Hairston er blandt de mest prominente nye spillere, så ser det alvorligt ud. Johan Santana er muligvis - og det er et stort muligvis - en force blandt pitcherne, men ellers er Mets ikke elite på det område. Bænken er ikke dyb, og med mindre Bay og Wright virkelig tænder til, så ligner de klart det svageste hold i divisionen. Men det gør dem ikke nødvendig til et uinteressant spilobjekt.
Spilmuligheder, langtidsspil
For mig at se er der kun et interessant odds i NL East, når det gælder om at vinde divisionen, men bemærk at dette er et spil jeg ikke selv agter at spille: Miami Marlins til odds 9 (Sportingbet). Jeg vil godt kunne svinge mig op til at give dem 12-13% for at vinde divisionen. Af andre mulige værdispil synes jeg ganske godt om 1,95 på at Atlanta Braves ikke vinder mere end max. 86 kampe (Bet365*).
NL Central
Bud på slutstilling:
- Cincinnati Reds
- St. Louis Cardinals
- Milwaukee Brewers
- Pittsburgh Pirates
- Chicago Cubs
- Houston Astros
Cincinnati Reds har tunge bats, potentiel stærk pitching og er i mine øjne den mest helstøbte boldklub i Central. De er bygget til at vinde, hvis ikke nu, så snart. Og jeg tror, at de vinder Central i år, hvor man har lært af fejlene fra den skuffende sidste sæson. Der vil være meget at lægge mærke til på det her Reds hold: stærk offensiv og home runs ad libitum på den battingvenlige hjemmebane, Cueto og nytilkomne Latos som en stærk pitching duo, og hvis også Aroldis Chapman kan få indstillet kanonkuglen, så bliver det rigtigt spændende. Reds kan nå langt i år.
St. Louis Cardinals er de forsvarende mestre, der trods det faktum at toppitcher Wainwright missede nærmest hele sæsonen fandt en vindende formular med en yderst homogen trup anført af legenden Albert Pujols og trænerditto Tony LaRussa. De er begge væk, og jeg kan ikke se at Cardinals vil komme til at gentage triumfen. Men Wainwright skulle være tilbage, og Berkmanns bat er solidt som altid. Hvis Matt Holliday forbedrer sig fra sidste sæson og bullpen spiller op til sidste sæsons bedrifter, så er Cardinals imidlertid ikke et dårligt bud på en divisionstitel.
Milwaukee Brewers har haft en turbulent offseason. Én ting er at man har mistet halvdelen af det frygtede 1-2 punch med afgangen af Prince Fielder, men da Mr. Perfect Ryan Braun så fik karantæne for indtagelse af overdrevne mængder Testosteron, så begyndte det at se vanskeligt ud. Brauns appel er dog vundet, og selvom det bliver med ridser i lakken, så er Braun og resten af the Brew Crew klar til at bortviske indtrykket af sidste sæson, der på trods af playoff deltagelse egentlig havde smag af mere. Aramis Ramirez er kommet til fra Cubs og toppen af pitching rotationen ser stærk ud. Men der er også spørgsmålstegn. Fielder vil blive savnet, og en playoff plads? Jeg tror, det bliver svært.
At være fan af Pittsburgh Pirates kræver sin mand. Vi skal tilbage til 1992 for at finde den seneste sæson, hvor Pirates vandt mere end de tabte. Den kommende sæson ændres der ikke på denne kedelige trend. Der er en del talent i klubben, gode bats, fornuftig bullpen, men jeg vil ikke være for tryg for pitching rotationen, der nok skal indeholde bright spots, men over en lang sæson mangler en del for at kunne spille med om divisionstitlen. Som mulig indtægtskilde er Pirates dog generelt et interessant hold især i starten af sæsonen, for lad os sige det sådan: der er ingen risiko for generel overvurdering af dette hold hos oddssætterne.
Chicago Cubs er i rebuilding mode, så det bliver heller ikke i år tilhængerne får brudt forbandelsen over Cubs, hvis sidste mesterskab ikke mange nulevende har oplevet (tilbage i 1908). Ny start med ny manager, ny general manager og ikke mindst ny præsident for ”baseball operations” Theo Epstein, der gjorde et godt stykke arbejde i tiden som GM i Red Sox. Han er den mest omtalte nyerhvervelse for Cubs, hvilket siger noget om status for holdet i denne sæson!
Houston Astros, rebuilding i højeste potens! Og virkelig nye tider på vej. I 2013 flytter Astros over til American League, med ny ejer, og i sidste sæson ny franchiserekord: 106 nederlag på én sæson. På papiret det svageste hold i hele MLB, med en stamme af nye og uprøvede spillere blandet med veteraner. Det er uundgåeligt at sæsonen bliver ét langt race op af bakke for at forbedre den negative rekord fra sidste sæson. Med en status som undervurderet af alt og alle, så skal Astros dog nok få deres gode perioder i løbet af sæsonen, men mange bliver det ikke til.
Spilmuligheder, langtidsspil
Jeg tror at Reds har en god chance for at vinde divisionen, men jeg synes ikke oddset er interessant. Derimod ser et andet spil interessant ud: Reds til at vinde mere end end 86-87 kampe til varierende odds for varierende spreads rundt omkring. Og så måske Houston til at vinde under 62-63 kampe, om end det i mine øjne vil være et forholdsvist risikabelt bet, for i MLB-sammenhæng er et samlet sejrsantal i 60’erne trods alt ikke meget.
NL Central
Bud på slutstilling:
- Arizona Diamondbacks
- San Francisco Giants
- Colorado Rockies
- Los Angeles Dodgers
- San Diego Padres
Arizona Diamondbacks er mit bud som vinder af divisionen. De er dybe, de har fået en alvorlig pitching forstærkning i Trevor Cahill, og de har upgraded deres bullpen. De er til lidt af det hele, homogene som få, og har ikke mistet væsentlige brikker i offseason. Det er ikke et dårligt udgangspunkt at starte sæsonen med. Hvis jeg skulle give et long shot til at vinde World Series ville Diamondbacks være med i overvejelserne til odds i den pæne ende af 20’erne.
San Francisco Giants oplever gode år efter turbulente tider i slutningen af Barry Bonds karriere. Den langhårede yngling (af udseende) Lincecum er en bank i toppen af rotationen. Hvis Buster Posey når tidligere niveau efter forfærdelig skade i sidste sæson har man også bag pladen og som batter en karismatisk kommende lederfigur. Men battingen var ikke imponerende sidste sæson, for nu at udtrykke det pænt. Closer Brian Wilson, den californiske yeti, tumler med albuen. Giants kommer til at kæmpe med om sejren i divisionen.
Colorado Rockies er et af de hold, jeg har svært ved at have en holdning til før sæsonstart. Hvis stammen på holdet undgår skader, og hvis spørgsmålene omkring bullpen og Betancourt som closer bliver tilfredsstillende besvaret, så kunne jeg meget vel se Rockies vinde divisionen. De har en markant hjemmebanefordel i de høje luftlag i Denver, og Gonzalez og Tulowitzki vil levere varen sammen med en Todd Helton, der sidst i den grad var still going strong. Rockies er mit personlige favorithold, så jeg håber det bedste.
Los Angeles Dodgers har just fået nye ejere efter en turbulent sæson, hvor det var overskrifter udenfor banen omkring tidligere ejer Frank McCourt, der trak meget opmærksomhed. Nu kommer der mere ro på den front og stjerner som Matt Kemp og Clayton Kershaw giver klasse til både batting og pitching. Jeg synes dog ikke Dodgers ser dybe ud hverken her eller der, og der kommer til at gå nogle år før de for alvor bliver en contender.
San Diego Padres skal spille en god sæson for at undgå sidstepladsen i divisionen. Som altid et hold, der er karakteriseret af deres pitching på deres yderst pitchervenlige hjemmebane PETCO Park, men bullpennen har ikke tidligere tiders styrke, og den startende rotation er heller ikke topmateriale. Men der er unge pitchere på vej i organisationen, og der er også talent ude på banen f.eks. i form af Yonder Alonso, der battede 0.330 i den begrænsede del af sidste sæson, hvor han var hos Padres.
Spilmuligheder, langtidsspil
Med risiko for at virke forudindtaget så synes jeg at odds 9 på Rockies som vinder af divisionen er for højt (Bet365*). Af absolut ikke anbefalelsesværdige spiloptioner finder vi hos samme bookmaker 4,80 på Dodgers som vinder af divisionen, hvilket jeg finder ekstremt ikke-spilbart. Hvis man derfor kan sælge et odds i den størrelsesorden på Dodgers, så er det rigtigt interessant. Endvidere kunne Rockies over 81,5 sejre (1,95 hos Bet 365) også være interessant.
I næste uge kigger vi nærmere på American League samt lidt andre ting omkring den spæde baseball sæsonstart.
På genhør!
Investor er tilbage!
Der hviskes af og til ærefrygtigt i BetXperts kroge om Odds Med Omtanke - den sagnomspundne klumme hvor "Investor" (Ole Larsen) gavmildt øste af sin enorme viden om betting.
Det gjorde han ugentligt i tre måneder i 2006 - i alt 13 artikler blev det til før han og katten Keld trak sig tilbage (i forlængelse af klumme-virksomheden udgav Ole i øvrigt en bog: "Vind på Sport").
Fem år siden - men hans artikler er stadig særdeles anbefalelsesværdige for enhver der er interesseret i blive bedre til at tippe - du kan finde en oversigt over klummerne her.
Nu er den gode Investor vendt tilbage til BetXpert med en ugentlig klumme til udgivelse hver fredag (start fredag d. 16/3). Se klumme-oversigten her: http://www.betxpert.com/artikler/ole-larsen-investor