Den svenske tv-station SVT har lavet en undersøgelse, der indikerer, at matchfixing kan være meget almindeligt i svensk fodbold.
I løbet af coronakrisen har vi her på BetXpert tidligere bragt artikler, der omhandlede matchfixing i de lavere svenske fodboldrækker. Flere instanser i vores naboland har set det som et problem, hvorfor det kom på tale at indføre en lov, som siger, at man kun må spille på de fire bedste fodboldrækker – både nationalt såvel som internationalt.
Matchfixing i de øverste fodboldrækker i Sverige
Ifølge en ny rapport fra den svenske tv-station SVT er der imidlertid også ugler i mosen i svensk topfodbold.
Mediet har sendt et spørgeskema til 619 spillere fra landets tre bedste fodboldrækker. Her fremgår det blandt andet, at 17 spillere er blevet kontaktet af nogen, som ville fikse en kamp.
82 procent oplyser, at de har spillet kampe, som de har mistanke om var aftalte. 92 spillere, hvilket cirka svarer til 15 procent, har hørt holdkammerater tale om fiksede kampe. Det tal er Johan Claesson, ansvarlig for matchfixingarbejdet i det svenske fodboldforbund, ikke just begejstret for at høre.
”15 procent er et meget højt tal. Det er vigtigt, at spillerne kender de regler, der findes. Du har desuden en pligt til at indberette matchfixing, for du kan også straffes, hvis det bevises, at du har vidst noget om matchfixing, men ikke har meldt det.”
Fiksede kampe, der ikke er offentligt kendte
Det måske mest chokerende tal i rapporten er, at 73 af de adspurgte svarer, at de kender til kampe, der har været aftalte, som ikke er nået frem i offentlighedens lys. Ergo kan der potentielt set have foregået et væld af kampe i Sveriges top-3-ligaer, som er blevet afholdt på usportslig vis.
Håkan Sjöstrand, generelsekretær i det svenske fodboldforbund, oplyser endvidere, at det svenske politi i 2019 undersøgte 47 kampe for matchfixing. Herudover også, at man bruger et par millioner svenske kroner om året på at bekæmpe matchfixingproblemer.
Getafe – Villarreal under matchfixingmistanke
Det er ikke kun i Sverige, at der i disse dage florerer nyheder og rygter om matchfixing. Blandt andre Tipsbladet bragte i weekenden en artikel om, at sidste sæsons sidste spillerunde i La Liga havde en fikset kamp. Mistanken går på, at Getafe-spilleren Jorge Molina skulle have forsøgt at påvirke kampens resultat.
Opgøret endte 2-2, samtidig med at Valencia vandt med 2-0 mod Valladolid. Dermed missede Getafe en stor mulighed for at komme i Champions League.