Singaporeanske Dan Tan, der tidligere angiveligt har stået i spidsen for et matchfixing-syndikat, er efter knap fem år i fangenskab nu ude i friheden.
55-årige Tan Seet Eng, også kendt som Dan Tan, er en forretningsmand fra Singapore. Herudover har han også siddet i fængsel i sammenlagt cirka syv år for matchfixing af fodboldkampe i Ægypten, Sydafrika, Nigeria, Ungarn, Finland, Tyrkiet og Italien.
Efter senest at have siddet i fængsel i lige knap fem år blev han i december løsladt.
Anholdt i 2013 – løsladt to år senere
I september 2013 blev Dan Tan anholdt i Singapore for mistanke om matchfixing. Han skulle dog blive løsladt to år senere, da en dommer fandt hans forvaring for værende ulovlig. Det var dog ikke alle, der var lige enige i den beslutning. Chris Eaton, daværende sikkerhedschef i FIFA, udtalte blandt andet:
”Beviserne (for Dan Tans involvering i matchfixing, red.) findes i overflod overalt. Hvis loven i Singapore ikke passer ind i den moderne verden, må de fikse den, ligesom Dan Tan fiksede fodboldkampe.”
Chris Eaton skulle dog ikke vente længe på, at Dan Tan atter var bag lås og slå. Blot en uge senere blev den formodede matchfixer anholdt, og igen lød anklagen på matchfixing.
Fem år i fængsel uden at komme for retten
En lov i Singapore tillader myndighederne at sætte folk i forvaring på ubestemt tid uden at stille dem for en domstol, så længe det vurderes, at det er ”i den offentlige sikkerheds interesse.” Den lov benyttede man sig af i forbindelse med Dan Tan, der ifølge Interpol ledte ”verdens mest aggressive matchfixing-syndikat”. Den formodede matchfixer kom således aldrig for retten for sine formodede ugerninger. Nu, fem år efter sin seneste anholdelse, er han en fri mand igen. Sådan da. Han er nemlig underlagt et skarpt opsyn fra myndighederne i Singapore. Det betyder blandt andet, at han skal gå med elektronisk fodlænke. Herudover skal han fortælle om sin gøren og laden til politiet én gang om ugen, og hans muligheder for at bevæge sig ud af sit hjem er også under meget strenge forhold.
Overblikket - Dan Tans kriminelle historie
Dan Tan har været ind og ud af fængslet flere gange, og det kan være svært holde styr på det hele. Her får du overblikket:
- 1990’erne: Her endte Dan Tan i fængsel for ulovligt at drive bookmakervirksomhed.
- 2009: Dette år startede han angiveligt matchfixing-syndikatet op – det syndikat, der med blandt succes fiksede fodboldkampe i Ægypten, Sydafrika, Nigeria, Tyrkiet, Ungarn, Italien og Finland. I Italien er han under mistanke for at stå bag "dusinvis af kampe fra de tre bedste rækker".
- 2013: Her blev Dan Tan sat i forvaring for ovenstående ulovligheder.
- 2015: Dan Tan bliver løsladt, men det skulle vise sig at blive en kort fornøjelse. Blot en uge senere var han igen bag tremmer mistænkt for ”indblanding i kriminelle aktiviteter.”
- 2019: Denne gang skulle forretningsmanden fra Singapore være fængslet i knap fem år indtil december 2019. Dan Tans frihed er imidlertid under meget strenge forhold. Han skal blandt andet gå med fodlænke, rapportere til myndighederne på ugentlig basis og er ikke er fri til at forlade sit hjem, når han vil.
- OBS: Historien om Finland omfatter blandt andet, at Dan Tan og hans kompagnon Wilson Raj Perumal forsøgte at købe den finske fodboldklub Tampere United. Dette ikke med henblik på at jagte sportslig hæder, men i stedet med målet om at have sit eget hold til at fikse fodboldkampe. Det endte dog ikke med et køb, og senere skulle de to tidligere kompagnoner forsøge at skyde skylden på hinanden i håbet om selv at slippe med en billigere straf. Wilson Raj Perumal sidder i dag i husarrest i Ungarn.