Tennisturneringen Madrid Open (nu med rødt grus i stedet for blåt) spilles 5.-12. maj i den spanske hovedstad. Læs Lars Baes' gennemgang af favoritter og outsidere hos henholdsvis kvinder og mænd...

Endelig er man på sikker grund i Madrid igen. Sidste års såkaldt tv-venlige Ion Toriac-opfindelse, det blå grus, er afskaffet efter utallige protester fra spillerne, som ikke kunne stå fast på underlaget og følte sig i fare for at blive skadet. Traditionelt rødt grus er vejen frem, og det skal blive spændende at se, om arrangørerne har fået lagt nogle ordentlige baner i år.

Madrid hører til de hurtigste grusturneringer på touren, og det er generelt et sted, hvor de knapt så klassiske grusspillere også kan tiltuske sig nogle gode sejre. Det er bestemt værd at holde øje med gode servere i denne turnering, hvis det viser sig, at det går lige så stærkt, som det plejer.

Her følger en optakt der gennemgår single-rækkerne i Madrid. Først kigger vi på kvinderne (WTA), og så er det mændenes tur (ATP).

Scroll ned eller brug følgende genvejs-links:

Spindesiden

Hvordan gik det i 2012?

To favoritter

Outsidere

Hold øje med...

Hold fingrene fra...

Sværdsiden

Hvordan gik det i 2012?

Tre favoritter

Outsidere

Hold øje med...

Hold fingrene fra...

Tips

Du kan følge BetXperts tennistips her:

Lars Baes

Asger Hess-Olesen


I skrivende stund er det stadig ikke muligt at spille outright på turneringen, men når bookmakerne har sat odds på turneringsvinderen, vil jeg enten få denne optakt opdateret eller tilføje lidt i kommentarfelterne til optakten.


SPINDESIDEN (WTA)

Kampen om førstepladen i Madrid

I år skal det udover spørgsmålstegnene omkring underlaget blive interessant at følge kampen om verdensranglistens førsteplads. Vinder Sharapova turneringen, så erobrer hun for første gang i 10 måneder WTA-tronen, men mindre kan også gøre det, hvis Serena skulle overraske negativt og ryge ud hurtigt. Serena kan dog selv sætte tingene på plads ved at vinde turneringen, selv om jeg ikke umiddelbart tror, det er noget, hun går specielt meget op i.


I denne optakt vil jeg se på turneringshistorikken, men selvfølgelig vil jeg primært beskæftige mig med årets udgave og se lidt nærmere på verdensranglisteopgøret mellem Serena og Sharapova.


Madrid Premier WTA

Turneringen i Madrid er vel nok tourens mest omskiftelige turnering ift. underlag og nye tiltag, og i det lys synes jeg personligt, det er irriterende, den har så høj rang. Prestigen er naturligvis høj – hvem vil ikke gerne vinde en Premier Mandatory-turnering – men jeg fornemmer ikke, at der helt er den samme aura omkring turneringen, som der er ved de fleste af de andre turneringer af samme størrelse.

Formentlig skyldes det en lidt broget historie og et grusunderlag som ikke rigtigt favoriserer grusspecialisterne. Når en turnering afholdes på grus, så er det vel meget fair, at den bedste grusspiller vinder… Prestige kommer som regel også hånd i hånd med historie, og den har Madrid-turneringen ikke særlig meget af og i særdeleshed ikke hos kvinderne.


Turneringen blev således første gang en del af WTA-touren i 2009, hvor man samtidigt skiftede herrernes indendørsturnering ud med grus. Dermed fik man parallellagt herrernes og kvindernes skema denne uge, og i dag spilles herrernes turnering stadig sideløbende med kvindernes.


De fire vindere af turneringen fra 2009 til 2012 er Safina, Rezai (meget stor overraskelse), Kvitova og Serena.


Hvordan gik det i 2012?

Sidste år forsøgte man sig med at spille turneringen på et blåt grusunderlag, som skulle være en åbenbaring for tv-mediet, eftersom man lettere ville kunne følge bolden. Lige den del af ideen fungerede da også fint. Jeg kunne faktisk godt lide at se på det blå underlag og de gule bolde flyve rundt derpå, men hvad jeg ikke kunne lide var, at underlaget var uprøvet og derfor slet ikke veldokumenteret nok som et brugbart underlag i en så stor turnering. Spillerne brokkede sig fra dag 1 over, hvor glat og umulig overfladen var, og specielt hos herrerne blev der lynhurtigt truet med bål og brand, hvis ikke underlaget blev skiftet ud til 2013.


På resultatsiden var Serena Williams altdominerende. Hun servede fantastisk, og da hendes strategi i forvejen er at stå midt på baglinjen og koste de andre spillere rundt, så var det ret problemfrit for hende at køre titlen i hus, mens de andre spillede skøjtede rundt. Kun startvanskeligheder mod Wozniacki i tredje runde kostede hende et sættab, derudover var hun aldeles suveræn hele vejen igennem. Azarenka blev slået i finalen, og Hradecka blev turneringens overraskelse med en semifinale.


Turneringen anno 2013 – fakta

Der spilles som altid både single og double i turneringen.

Antal spillere: 64

Præmiesum: 4,033,254.00 euro

Underlag: Grus

Top 8 seedninger (uofficielt):

1. Serena Williams

2. Sharapova

3. Azarenka

4. Radwanska

5. Li Na

6. Kerber

7. Errani

8. Kvitova

Wild Cards:

1. Hantuchova

2. Halep

3. Medina-Garrigues

4. Soler-Espinosa

5. Dominguez-Lino


Lodtrækningen

Lodtrækningen foreligger endnu ikke, men den vil være tilgængelig lørdag eller søndag på WTA’s hjemmeside. Den vil også være at finde på den fremragende ATP/WTA-applikation til smart phones, så snart den er foretaget. Hvis muligt kommenteres der på lodtrækningen af undertegnede enten direkte i denne optakt eller i kommentarfelterne hertil, ligesom det selvfølgelig også anbefales tennisinteresserede brugere af BetXpert.com at give deres besyv med.


Favoritterne

I mine øjne er der to store favoritter i turneringen; Serena Williams og Maria Sharapova.


Den helt store favorit til efterhånden samtlige turneringer, hun stiller op i, er naturligvis selveste Serena Williams, som topper verdensranglisten pt. Hun er god under de her hurtige forhold, hvad enten det er hurtige grusbaner eller turneringernes placering i højderne, så bolden flyver en del hurtigere. Så snart der er fart over feltet, så er Serena klar.

Sidste år spillede hun en rigtig fin turnering bortset fra første sæt mod Wozniacki i tredje runde, hvor danskeren vandt 6-1 over en Serena, som slet ikke var til stede. Bortset fra den lille misere, vandt Serena samtlige sæt i turneringen, og hun sluttede endda af med at køre Azarenka over i finalen med de knusende cifre 61 63 (samme cifre slog hun Sharapova med i kvartfinalen!).

Serena har kun spillet én turnering på grus i år, og det foregik også under ganske hurtige forhold i amerikanske Charleston, hvor hun vandt turneringen relativt problemfrit. Hun smed dog et enkelt sæt mod Jankovic i finalen, men det var én af de kampe, hvor motoren lige skulle blive varm, og da det først kørte, så kørte det…

Serenas form er god, konkurrenterne ser måske ikke helt lige så skarpe ud pt., hun er forsvarende mester, hun kæmper for verdensranglistens førsteplads, der er hurtige forhold i Madrid. Serena er fortjent og helt naturligt turneringens klare favorit.


På alle måder er Maria Sharapova største konkurrent til Serena pt. Vinder hun turneringen i Madrid, så overtager hun førstepladsen på verdensranglisten og ift. form og generelt niveau, er det også hende, der presser Serena mest i øjeblikket.

Tidligere lignede hun Bambi på glatis på grus, men i dag har hun fået bedre styr på sine bevægelser på underlaget, og selv om det stadig ser lidt akavet ud for hende, når hun skal glide, så har hun så megen power i sit grundspil, at de fleste spillere slet ikke formår at få hende bevæget.

Hun har ikke tabt i ét år på grus, hvilket betyder, at hun har vundet sine 16 seneste kampe på underlaget. Sidst hun tabte var i kvartfinalen her i Madrid til Serena i 2012.

Sharapova kommer lige fra et titelforsvar i Stuttgart, hvor hun bare blev bedre og bedre under turneringen. Hun sluttede af med at vinde sikkert i to sæt over Li Na, som bestemt ikke er fremmedgjort på grusunderlaget, og jeg ser det som en klar fordel for Sharapova ift. Serena, at hun har spillet og vundet turneringen i Europa, mens Serena kun har spillet Charleston og i øvrigt også været travlt beskæftiget med Fed Cup på hard court.


Konkurrenterne

Det er ikke fordi, jeg synes, det ligefrem vrimler med konkurrenter til titlen, men hverken Serena eller Sharapova er uovervindelige, så det er klart, at der findes spillere, som kan true dem alvorligt. Fire spillere skal nævnes i denne sammenhæng.

Først og fremmest er Azarenka den helt naturlige outsider i Madrid, men hvor står hun fysisk pt.? Jeg aner det ikke, for der kommer ingen udmeldinger, men så vidt jeg er orienteret, så planlægger hun at spille turneringen, og så står vi med samme situation som med Djokovic i Monte Carlo.

Kan hun spille sig i form i løbet af turneringen, så vil hun med største selvfølgelighed være en alvorlig trussel for både Serena og Sharapova. Jeg tvivler dog på, at hun kan være i god nok form til det, for hun skal i forvejen spille på sit maksimale grusniveau, hvis hun skal have en chance mod de bedste. Hun er 17-0 i år, så man må ikke afskrive hende, men hun har ikke spillet i snart to måneder…


Li Na har haft en fin sæson, hvor hun dog lidt skuffende måtte forlade Australian Open, som tabende finalist for anden gang i karrieren. Da hun tabte AO-finalen i 2011, var hun jammerlig i de efterfølgende turneringer, men hun vendte meget stærkt tilbage til den europæiske grussæson, som hun kronede med at vinde sin første og eneste Grand Slam-titel; French Open.

Siden har hun været lidt af et ikon, og for tennissportens skyld er det vigtigt, at Kina har en spiller, som kan levere præstationer på højeste niveau. Li Na virker dog ikke som den store nationalist og har ofte udtalt, at hun kun spiller for sig selv. Uanset hvad hun gør så virker det. Hun ser ud til at være i meget fin balance med sig selv på banen, og hun har fået meget bedre tålmodighed i sit spil. Der kommer stadig fejl, men jeg synes ikke, det vælter med dem i lange stimer, som vi tidligere har set.

Hun var i kvarten her sidste år, og med den store power hun har fra baglinjen, så skal hun bestemt heller ikke afskrives som en seriøs bejler til titlen.


Den tredje af mine konkurrenter til titlen er tjekkiske Petra Kvitova. Hun er ganske vist nat og dag i 2013, men jeg en formodning om, at forholdene passer hende ganske godt her i Madrid. Får hun først ram på kuglerne, så ved vi, at hun kan slå alle, fordi hun spiller mindst lige så tungt som både Serena og Sharapova.

Problemet for hende er, at det meste sejler i år. Hun har ikke haft nogen særligt god hard court-sæson i vinteren/foråret, og man kan vel heller ikke ligefrem tillade sig at kalde hende naturlig grusspiller. Men det til trods, så vandt hun alligevel turneringen her i Madrid for to år siden, og hun har også været i en French Open-semfinale.

Kvitova er en konkurrent, hvis - og kun hvis - hun rammer det hele. I modsat fald er hun en i alvorlig fare for at vælte ud allerede i de indledende runder. Hold øje med hende og gå imod hende, hvis hun ser ud til at være i unforced error-humør, og gå med hende, hvis hun er tændt og sætter boldene indenfor linjerne.


Sidst men nok egentlig ikke mindst tror jeg på en rigtig god grussæson for australske Sam Stosur, som chokede så fælt i Australien for 117. gang tidligere i år, men som typisk præsterer godt i de europæiske grusturneringer.

Hendes forhånd er som designet til grusbaner, og kickserven passer mildest talt også vældigt fint ind. Hun har spillet Fed Cup på grus, hvor hun slog formstærke Oprandi og Voegele, og så få dage efter tabte hun til Jankovic i Stuttgart. Det nederlag lægger jeg ikke alverden i, og selv om jeg ikke tror, hun vinder i Madrid, så må man ikke afskrive en Grand Slam-vinder og tidligere French Open-finalist fuldstændigt.

Som ved de andre spillere handler det også her om, at Stosur skal ramme bolden perfekt hele ugen, og så skal lykken selvfølgelig stå hende bi, når der trækkes lod.


Hold øje med…

Der er ikke mange seriøse bejlere tilbage i feltet, men jeg synes alligevel, det er værd at holde et skarpt øje med Ana Ivanovic i lodtrækningen. Hun var fremragende i Fed Cup mod Tyskland på udebane, hvor hun stod for presset hele vejen, og så leverede hun også varen i Stuttgart den efterfølgende uge, hvor det blev til et nederlag i tre sæt til Sharapova.

Ivanovic ser skarp ud for tiden, og har hun fået styr på nogle af sine indre dæmoner, så ved vi, at hun er fremragende på grus.


Radwanska skal naturligvis også nævnes som én af de spillere, vi skal holde øje med, men jeg ser hende egentlig ikke som en alvorlig konkurrent til selve titlen, fordi hun næppe kan slå hverken Serena, Azarenka eller Sharapova, hvis én af disse tre rammer topniveauet, hvilket det vil kræve for at ende i en finale.

Flasker lodtrækningen sig og Radwanska ungår de værste hurdler, så kan hun dog håbe på, hardhitterne slår hinanden ud, og så viser der sig måske en åbning for hende. Jeg tvivler på, hun når længere end sin seedning, men større overraskelser har før indtruffet.


Kerber var god i Stuttgart, hvor hun pressede Sharapova ud i 7-5 i tredje, og kan tyskeren bære den form med sig ind i Madrid, så kunne hun godt gå langt. En titel bliver det næppe til, men mindre kan også gøre det for Kerber, som ellers har kæmpet lidt med niveauet i år.


Hold fingrene fra…

Af top 10-spillerne er der vel egentlig kun to spillere, som jeg synes, underpræsterer pt. Errani og Wozniacki.

Errani har spillet godt i perioder i år – rigtigt godt endda – men hun skuffede mig stort mod Kvitova i Fed Cup, og hun virkede meget uinspireret mod Mattek i sidste uges turnering i Stuttgart.

Wozniacki får det bare ikke til at spille for tiden, hvilket naturligvis er vildt ærgerligt med danske briller. Det var ellers begyndt at gå den rigtige vej, og hun skal da på ingen måde afskrives generelt, men jeg tror bare ikke på, hun har niveauet til at blande sig med de bedste på grus i Madrid.

Nederlag til Suarez-Navarro i Stuttgart, Muguruza i Miami og Voegele i Charleston borger ikke ligefrem for kvalitet, og en ellers opadgående formkurve synes desværre vendt. Både Errani og Wozniacki kan kun overraske positivt i denne turnering efter min mening.


Kampen om førstepladsen

Som en lille positiv krølle på denne historieløse turnering, skal der i år tillægges, at verdensranglistens nr. 1 og 2, Serena og Sharapova, er i direkte duel mod hinanden om førstepladsen på ranglisten fra næste mandag.


Grundlæggende skal Sharapova vinde turneringen, hvis hun skal overtage hæderspladsen, men mindre kan også gøre det, hvis Serena intet rammer og ryger hurtigt ud af turneringen. For de interesserede kan de forskellige scenarier ses via dette link.


SVÆRDSIDEN

Fortsætter Djokovic i Madrid, hvor han slap i Monaco?

Endnu en Masters 1000 står for døren, og helt ærligt så havde jeg regnet med, Nadal ville være min klare favorit i samtlige grusturneringer i år. Sådan er billedet ikke længere efter Djokovic slog ham ret overlegent i finalen i Monte Carlo – den turnering, som Nadal har domineret allermest gennem sin karriere.

Kan Nadal ikke slå Djokovic i Monte Carlo, hvordan skal han så næsten kunne slå ham i grusturneringen i Madrid, som han historisk har mindst succes ved? Nu vil jeg ikke gå fra den ene yderlighed til den anden ved først at krone Nadal som alle tiders gruskonge og den mest overlegne spiller på underlaget anno 2013, for derefter at afskrive ham i rivaliseringen med Djokovic, men jeg er faktisk ved at nærme mig et skifte i favoritværdighed – måske ikke ift. French Open, men i en turnering som denne i Madrid, ser jeg egentlig Djokovic have lige så store muligheder for samlet sejr som Nadal.

Bolden flyver lidt hurtigere i højderne i Madrid, og grusbanerne plejer samtidigt være ret hurtige. Derfor skal vi også til at medregne andre spillere i det samlede regnskab. Federer vandt på det blå grus sidste år, og selv om det forhåbentlig er noget helt andet i år, så plejer Federer at have godt styr på denne turnering, og som jeg ser det, begår man en stor fejl, hvis man tror, Federer er helt færdig i en turnering som denne.

Derudover er der ret mange spillere, som potentielt kan nyde godt af forholdene i Madrid, og jeg tror, vi får en noget tættere turnering med lidt flere oddsmæssige overraskelser, end vi f.eks. gjorde i Monte Carlo.

Madrid Masters 1000

Turneringen i Madrid er vel nok tourens mest omskiftelige turnering ift. underlag og nye tiltag, og i det lys synes jeg personligt, det er irriterende, den har så høj rang. Prestigen er naturligvis høj – hvem vil ikke gerne vinde en Masters 1000 – men ligesom ved WTA-udgaven af turneringen fornemmer jeg heller ikke hos herrerne, at der helt er den samme aura omkring turneringen, som der er ved de fleste af de andre turneringer af samme størrelse.

Der er dog den forskel ift. kvindernes turnering, at de spanske tilskuere er meget mere dedikerede til ATP-tennis end til WTA-tennis, og det skyldes naturligvis, at der er en lang historie af spansk dominans i verdenstoppen. Bruguera, Ferrero og Nadal har haft hver sin æra på grusbanerne, mens de spanske damer aldrig rigtigt har leveret noget, der minder om dominans på WTA-touren.

Sådan noget forplanter sig hos tilskuere, medierne og sponsorerne, hvilket nok også har været den primære årsag til, at turneringen i 2009 overtog Hamburgs status som Masters 1000-turnering.

Turneringen blev fra 2002 til 2008 spillet på et hårdt indendørsunderlag, hvorefter det fra 2009 skiftede til grus. Sidste år testede man det famøse blå grus, men pga. et hav af spillerklager afviste ATP, at turneringen må afholdes på det underlag igen. Nu er vi så tilbage ved det klassiske røde grus.

Turneringen er udelukkende blevet vundet af store koryfæer: Agassi, Safin, Ferrero, Nalbandian, Murray, Djokovic, Nadal (2) og Federer (3). Federer, Djokovic og Nadal har hver vundet én gang på det klassiske grus, mens Federer formentlig ender som historiens eneste vinder af en Masters 1000 på blåt grus.

Hvordan gik det i 2012?

Sidste års udgave af denne turnering var en kæmpe farce. Både Nadal og Djokovic truede med aldrig at vende tilbage til turneringen, hvis ikke det blå underlag blev udskiftet, og mens de kæmpede mod turneringsledelse og ATP, så koncentrerede Federer sig om at vinde turneringen med en finalesejr over Berdych i et meget tæt opgør.

De fleste fra verdenstoppen fik sig dog spillet ret langt i turneringen, men Nadal stod for turneringens negative chok, da han i anden runde smed en stor føring mod Verdasco og røg ud til stor frustration for ham selv og vel nok flertallet af det spanske publikum. Djokovic tabte i kvartfinalen til sin serbiske landsmand og ven, Tipsarevic, som vel nok må betegnes som turneringens overraskelsespræstation med sin semifinaleplads.

Turneringen anno 2013 – fakta

Der spilles som altid både single og double i turneringen. Bryan-brødrene har vundet fire gange her i Madrid, men jeg vil koncentrere mig om singleudgaven af turneringen.

Antal spillere: 56

Præmiesum: 3,368,265.00 euro

Underlag: Grus

Top 8 seedninger (uofficielt):

1. Djokovic

2. Murray

3. Federer

4. Ferrer

5. Nadal

6. Berdych

7. Del Potro

8. Tsonga

Wild Cards:

1. Andujar

2. Robredo

3. Marti

4. Copil (!)

Lodtrækningen

Lodtrækningen foreligger endnu ikke, men den vil være tilgængelig lørdag eller søndag på ATP’s hjemmeside. Den vil også være at finde på den fremragende ATP/WTA-applikation til smart phones, så snart den er foretaget. Hvis muligt kommenteres der på lodtrækningen af undertegnede enten direkte i denne optakt eller i kommentarfelterne hertil, ligesom det selvfølgelig også anbefales tennisinteresserede brugere af BetXpert.com at give deres besyv med.

Favoritterne

Nadal er vel nok turneringens favorit. Jeg har ham som ultrakneben favorit i min bog, og jeg kan heller ikke tro, at det forholder sig anderledes hos bookmakerne. Så snart der spilles på grus, så er Nadal naturligt oddsmæssig favorit.

Alligevel er han på ingen måde så klar favorit, som han har været de senere år i enhver grusturnering, han har deltaget i. Nederlaget til Djokovic på favoritbanen i Monte Carlo har helt sikkert gjort ondt, og selv om triumfen i Barcelona er et fint plaster på såret, så kan det vel næppe have helet det åbne sår, som Djokovic gav ham i Monaco.

I forvejen er forholdene i Madrid ikke ideelle for Nadal, og i de fire sæsoner, der har været spillet grustennis i Masters-regi her, har Nadal kun vundet én gang. Jeg tror, Nadal er meget opsat på at få revanche mod Djokovic, og han vil komme blæsende på hjemmebanen, men jeg er bare ikke sikker på, han er god nok.

Djokovic bør på mange måder være favorit her i Madrid. Han vandt turneringen, da de spillede på det almindelige røde grus sidst, og det var endda Nadal, der blev tæmmet i finalen tilbage i 2011.

Serberen var halvskadet op til Monte Carlo-turneringen, men de massive skadesrygter fik han hurtigt manet til jorden med god fight og fin bevægelse. Da timingen først sad i skabet, var der ingen slinger i valsen, og han var uhyggeligt godt spillende i finalen mod Nadal, hvor det var ret tydeligt, hvem der var bedste spiller på banen. Det virkede som om, Djokovic kunne skrue op og ned for niveauet, som det passede ham, og særligt til sidst i kampen, hvor Nadal kunne serve andet sæt hjem ved *6-5 viste klasseforskellen sig. Djokovic vandt 11 af de sidste 12 bolde.

Jeg tror det hurtige spil her i Madrid passer ham fint, og rammer han niveauet, skal de andre stå ekstremt tidligt op for at have den mindste chance mod ham.

Federer bør måske ikke ligefrem tilhøre det åbenlyse favoritfelt, men jeg har valgt at tage ham med, fordi han har en så god historik i turneringen, og det er én af de få store grusturneringer, som han rent faktisk har vundet ved at slå Nadal undervejs.

Han er forsvarende mester, men titlen kom i hus på det blå underlag, og det bliver noget andet i år. Alligevel har han ofte bevist sit værd under forhold som disse. Er der én, der kan styre boldene i højderne, så er det vel Federer, som er kendt for at mestre de betingelser, han nu engang bliver præsenteret for.

Jeg tror faktisk, han har en god chance for at slå igennem Nadal her, men jeg tvivler mere på, det lader sig gøre mod Djokovic. Federer ved godt, hvordan han skal slå Nadal – han er bare ikke god nok til det i de ”almindelige” grusturneringer, men jeg fornemmer ikke rigtigt, han har fundet Djokovic’ kryptonit endnu.

Ryger Djokovic på en eller anden måde tidligt ud af turneringen, så vil Federer lugte blod, og selv om han her spiller sin første grusturnering i år, så er det nøje planlagt, og han skal nok være klar.

Konkurrenterne

Af mangel på bedre medtager jeg Berdych i dette selskab af farlige konkurrenter til de tre favoritter, og det gør jeg primært fordi, han var i finalen her sidste år og dermed har en masse point at forsvare.

Han har ikke leveret resultater i Madrid bortset fra sidste år, så det skræmmer da lidt, når nu forholdene sidste år netop var så meget anderledes.

Jeg tror ikke, han løber med titlen her, men kan han først komme langt, og det kan han sagtens med en smule lodtrækningsheld, så har han før vist sig yderst konkurrencedygtig på de hurtige grusbaner. Han spiller sindssygt tungt og han kan blive svær at have med at gøre i duellerne. Jeg tror dog ikke på, han kan slå to af favoritterne i semifinale og finale, så han har formentlig brug for, at de ryger ud, før de møder ham.

Det vil selvfølgelig være en kæmpe sensation, hvis han ender øverst på podiet, men han kan om ikke andet blive en meget farlig modstander for favoritterne, når de møder ham.

Del Potro er endnu en hardhitter, som skal fremhæves under hurtige forhold, og der kan drages ret mange paralleller til Berdychs muligheder i turneringen. Han spiller også voldsomt tungt og nyder godt af hastigheden på banerne, men formmæssigt virker han måske ikke helt på 100%. Han var meget shaky mod Nieminen i Monte Carlo og spillede et rædderligt parti, da han havde muligheden for at serve kampen hjem ved 5-4 i tredje sæt. Tiebreaken var om muligt endnu værre, og så vandt den sympatiske finne kampen.

Har argentineren fået trænet godt igennem siden Monte Carlo, så kan det kun gentages igen og igen: Hans topniveau er skræmmende højt, og han kan i endnu højere grad end Berdych slå alle spillere, hvis han toppræsterer. Jeg tvivler på, han gør det her i Madrid, men han ligner en skrækmodstander at få i sin fjerdedel, hvis det viser sig, at han rammer bolden godt.

Raonic er ikke ligefrem nogen klassisk grusspiller, men hans serv og opfølgende dræbende forhånd vil give enhver problemer under disse forhold. Han spillede godt i Barcelona sidste uge, indtil han løb tør for benzin mod Nadal, men han efterhånden bevist flere gange, at han ikke er helt ueffen på underlaget. Tag så oven i købet med, at han får en masse point foræret på serven her, og så har vi en potentiel kritisk modstander for favoritterne.

Raonic slog Nalbandian og pressede Federer til det yderste sidste år, og jeg tvivler på, at favoritterne hepper på Raonic som mulig modstander denne uge.

Hold øje med…

Jeg synes, det er en anelse svært, hvem vi skal holde lidt ekstra øje med i denne turnering, men jeg har valgt at kigge på et par hjemmebanespillere.

Først og fremmest ser det ud til, Almagro er i fin form, og han er i forvejen top 5 på grus efter min mening. Han server virkelig godt, og jeg kan godt se ham blomstre under de hurtige forhold. Han var i semifinalen her i 2010, hvor han tog sæt fra Nadal, og sidste år på det blå grus burde han have slået Ferrer.

Almagros problem er, at han ikke rigtigt tror nok på sig selv, når han møder top 5-spillerne. Han har en elendig statistik mod dem alle, og det vil helt sikkert forhindre ham i at kunne vinde en turnering som denne, hvis ikke han får styr på de mentale dæmoner. Han spillede godt i Barcelona, hvor det var helt tæt mod Nadal i finalen i første sæt, men han gik ned, da han lidt skuffende tabte det. Typisk Almagro.

Den anden spanier, som jeg har lidt fidus til her i Madrid, er Ramos. Han bliver bedre og bedre, synes jeg, og i denne uge i Oeiras var han meget tæt på at slå Wawrinka. Det her er ikke noget bud på en turneringsvinder, men jeg synes, hans form ser fin ud, og da han samtidigt har en masse spansk ære at spille for, så forestiller jeg mig ham levere rigtig god tennis og skabe en overraskelse eller to, hvis lodtrækningen flasker sig for ham.

Hold fingrene fra…

I optakten til Monte Carlo Masters 1000 skrev jeg, at man skulle holde nallerne fra David Ferrer, fordi han alligevel aldrig slår de bedste i disse store turneringer. Han endte med slet ikke at stille op, men siden spillede han sidste uge i Barcelona, hvor han sensationelt røg ud til Tursunov, og i portugisiske Oieras denne uge har han indtil nu haft store kvaler med at slå den upåagtede grusspiller, Roger-Vasselin.

Jeg har måske nok en idé om, at han spiller sig op i den resterende del af turneringen, men der er et eller andet galt med den ellers så stabile fighter. Serven var helt væk mod Tursunov, og hvordan han overhovedet kan ende i problemer mod Vasselin er mig en gåde. Forholdene passer ham ikke specielt godt i Madrid, så jeg ser ham ikke udgøre nogen trussel for eliten.

Det er måske lige hårdt nok mod Andy Murray at smide ham i denne kategori af spillere, man ligefrem skal gå helt udenom, men jeg forestiller mig ikke, der vil være noget særligt at hente på ham i denne turnering. Han vil være stor favorit mod dem, som han formentlig kun slår med nød og næppe, og jeg kan ikke se ham slå nogen som underdog.

Han kan dog nyde godt af de hurtige forhold, og spiller han sig i form undervejs i turneringen, så kan man naturligvis ikke afvise ham. Han var dog rædderlig mod Wawrinka i Monte Carlo, og spiller han ikke bedre end det, så risikerer han at ryge ud mod første top 20-spiller, han står ansigt til ansigt med.