Ardennerklassikeren Liège-Bastogne-Liège køres denne søndag. Læs cykelekspert Jesper Sørensens gennemgang af rute samt favoritter...
Liège-Bastogne-Liège er den sidste rigtige endags-klassiker i dette forår, og dermed også den sidste Ardenner-klassiker (efter Amstel og Flèche Wallone). Fra og med næste uge er det atter etapeløbene, der er på kalenderen igen.
Tips
Tips fra BetXperts cykeleksperter Jesper Sørensen og Jacob Nordestgaard kan følges her (hvor man kan skrive sig på deres mailinglister og dermed få et praj når nye tips lægges ud):
http://www.betxpert.com/ekspert/jesper-sorensen
http://www.betxpert.com/ekspert/jacob-nordestgaard
BetXperts nye samarbejdspartner, Feltet.dk, er også klar med tips:
http://www.betxpert.com/ekspert/feltetdk
Vinder-odds
(Hentet fra Ladbrokes og Unibet*)
Gilbert: 3,75 Unibet*,
Joaquim Rodriguez: 9,0 Ladbrokes
Cunego: 11,0 Ladbrokes, Unibet*
Sanchez: 16,0 Unibet*
Valverde: 17,0 Ladbrokes
F. Schleck: 17,0 Ladbrokes
Vanendert: 21,0 Ladbrokes
Nibali: 21,0 Unibet*
Ruten
Med 257,5 kilometer har den også den normale klassikerlængde. Starten er ikke synderligt hård, og det er primært de sidste 100 kilometer, der for alvor giver problemer for rytterne – men modsat Amstel Gold Race og Fleche Wallonne, så bør løbet åbne sig længere udefra, og ikke på den afgørende stigning – den er nemlig ikke særlig hård i Liège-Bastogne-Liège, og i stedet ser vi et løb, hvor angrebsivrige ryttere bør belønnes.
Efter 185 kilometer støder rytterne på Col du Rosier, og det er her, man kan forvente, at løbet for alvor åbner sig op. Den måler 5,9 % over 4,4 kilometer. Favoritterne angriber næppe så langt fra mål, men favoritternes hold kan sætte pres på her, således at de mindre stærke hold mister flere af deres vandbærere. Hernæst følger Côte du Maquisard (2,5 kilometer, 5 % efter 198 kilometer) og Mont-Theux (2,7 kilometer, 5,9 % efter 208 kilometer). Det er ikke de hårdeste stigninger, men hvis de kører dem hårdt, så åbner det op for et smukt løb senere på dagen.
For efter 223 kilometer kommer der en virkelig udfordring. Her resterer der endnu ca. 35 kilometer til mål. Det drejer sig om Côte de La Redoute (2,0 kilometer, 8,8 % efter 223 kilometer). Uanset hvordan rytterne kører her, så kommer denne stigning til at blive et nøglepunkt i løbet: Enten trækker den vanvittigt meget energi ud af benene af rytterne, eller simpelthen organiserer en reel favoritgruppe.
Den næste udfordring hedder Côte de La Roche aux Faucons (1,5 kilometer, 9,3 % efter 238 kilometer). Og her kan favoritterne næppe skjule sig længere: Her bør der simpelthen ske noget, især hvis ryttere som Schleck-brødrene vil have en chance for at vinde løbet. Med andre ord bør der komme angreb på denne stigning. Den store sortering finder som regel sted her.
Den sidste stigning i løbet er Côte de Saint-Nicolas (1,2 kilometer, 8,6 % efter 252 kilometer). Og hvis man ikke har spurten, så er det her, man bør angribe – for efter denne stigning resterer der ikke meget mere. Faktisk er der kun den afsluttende spurt i Ans, der stiger svagt, men ikke som vi kender det fra Fleche Wallonne eller Amstel Gold Race.
Storfavoritten
Philippe Gilbert, BMC
Det er helt afgjort svært at se bort fra Philippe Gilbert i Liège-Bastogne-Liège. Formen har i den grad været opadgående på det seneste, og forleden endte han på podiet i Fleche Wallonne. Forveksl ham dog ej med den rytter, der vandt Liège-Bastogne-Liège sidste år: Den form er han ikke i, men mindre kan også gøre det for at give ham prædikatet ’storfavorit’.
Hvis han har bygget videre på formen i samme udvikling, som han har gennemgået den seneste halvanden uge, så bør han have timet formen helt perfekt til Liège-Bastogne-Liège. Ikke uovervindelig, men helt afgjort den rytter, der har favoritskeen i sin hånd.
Øvrige favoritter
Joaquim Rodriguez, Katusha
Selv om han var stærk og vandt i Fleche Wallonne, så holder jeg ikke Joaquim Rodriguez som favoritten her i Liège-Bastogne-Liège. Det er et andet løb, hvor han ikke på samme måde får noget ud af sin gode spurt: Løbet starter lidt længere udefra, og det er ikke her, at han har sin styrke: Han er bedst, når løbes køres som i Fleche Wallonne, hvor det hele skal afgøres i en spurt på de sidste kilometer.
Når løbet åbnes udefra, så har han førhen vist svagheder: Dog ikke større svagheder, end at han stadig kan være med fremme, men han har før misset de afgørende ryk i lignende løb. Hvis han sidder med i finalen, så har han stadig spurten på den let stigende afslutning i Ans, og han har vist at formen er til stede. Han er bestemt en farlig mand i dette løb, som han i den grad gerne vil vinde.
Damiano Cunego, Lampre
Damiano Cunego har været i god form det meste af sæsonen, men har manglet det sidste i stort set samtlige løb: Men i den seneste uge har han vist markante formforbedringer. I Amstel Gold Race sad han i fortrinlig position, men røg i asfalten sammen med Lars-Petter Nordhaug. Han sprang Fleche Wallonne over og kørte i stedet Giro del Trentino, hvor han tog løbets andenplads.
Spørgsmålet er så, om det var et smart valg at køre Trentino. Han har sprunget det italienske etapeløb over i de senere år for at køre Fleche Wallonne, men det har som regel givet et skidt resultat i Liège-Bastogne-Liège, hvor hans bedste placering har været som nummer 7 i 2009. Kigger man i stedet på de år, hvor han har kørt Giro del Trentino, så blev han i 2007 nummer 7 efterfølgende i Liège-Bastogne-Liège, og i 2006 blev han nummer tre i løbet efter Trentino-deltagelse. Og kigger man på de seneste par år, så blev Roman Kreuziger sidste år nummer fire efter Trentino-deltagelse, mens Vinokourov vandt i 2010 efter deltagelsen i det italienske etapeløb: Så helt skadeligt kan det nu ikke være at deltage i det italienske løb.
I Trentino var formen rigtig god, så der er realistiske forventninger til den lille prins – men han mangler nok lidt i forhold til en som Gilbert.
Samuel Sanchez, Euskaltel
Også Samuel Sanchez stod over i Fleche Wallonne og planen var også Liège-Bastogne-Liège, men han udtalte, at hvis benene var der, så ville han køre flere løb i denne uge. Og deltagelsen i Liège-Bastogne-Liège burde dermed betyde, at han er formstærk.
Og det tror jeg også, han er. I Amstel Gold Race var han uheldig på et dumt tidspunkt, og blev afskrevet helt og aldeles, men alligevel formåede han at køre sig flot tilbage på en flot syvendeplads – det er en ret stærk præstation, og bliver han forskånet for uheld i Liège-Bastogne-Liège, så er han bestemt et godt bud på en topplacering.
Fränk Schleck, RadioShack-Nissan
Fränk Schleck har vist de bedste ben, mens Andy Schleck har været helt og aldeles væk.
Derfor skal man formentligt holde øje med Fränk, der har vist god form, og som passer bedst til et løb som Liège-Bastogne-Liège, hvor en mere angrebsivrig rytter belønnes: Han har ikke spurten til Cauberg og Mur de Huy, men derimod passer han godt til de stigninger, som vi kommer til at se i Liège-Bastogne-Liège, der er hårdere og længere.
Sidste år sad han med helt fremme i det her løb, men skønt han sad i overtal med brormand Andy mod Philippe Gilbert, så havde de ingen chance i finalen – i år er styrkeforholdet lidt anderledes, og Fränk bør have fornuftige chancer med den styrke, som han trods alt har vist.
Vincenzo Nibali, Liquigas
Italienske Nibali har haft en flot sæson indtil videre, med en sejr i Tirreno-Adriatico og en tredjeplads i Milano-San Remo. I Amstel Gold Race var han dog ikke i nærheden af noget som helst, men i Fleche Wallonne formåede han at blive 8’er på Mur de Huy: Så formen bør være der. Og mon ikke også han – ligesom Fränk Schleck – er noget gladere for Liège-Bastogne-Liège frem for de to andre løb?
Italieneren har chancer i dette løb, men meget skal flaske sig for ham, hvis han skal køre af sted med sejren: Især fordi han har vist meget god form meget længe, og spørgsmålet er om han så småt er ved at mærke trætheden?
Alejandro Valverde, Movistar
Spanske Alejandro Valverde startede sæsonen godt, men hans resultater i Ardennerne vidner om, at træerne ikke vokser ind i himlen: Han mangler stadig rytmen i de helt store løb. Han blev nummer 22 i Amstel Gold Race, 46 i Fleche Wallonne.
Levner jeg ham mange chancer? Nej. Men han har trods alt vundet løbet to gange tidligere i 2006 og 2008, takket være en god spurt, og skønt Liège-Bastogne-Liège er et relativt hårdt løb, så bør han have en god chance i spurten, hvis der kommer en lidt større gruppe til mål (det er sket før – køres løbet ikke offensivt nok, så kan der kommer en større gruppe samlet til mål). Men hvis der køres hårdt på stigninger, så virker det til at han endnu ikke helt er kommet sig ovenpå styrtet i Volta a Catalunya.
Jelle Vanendert, Lotto-Belisol
Belgiske Jelle Vanendert har kørt meget flot i dette års Ardennere – ligesom han gjorde for et år siden, for øvrigt. En andenpladse i Amstel Gold Race og dernæst en fjerdeplads i Fleche Wallonne er bestemt godkendt af en rytter, der skulle tage over efter Gilbert.
Han får en oplagt mulighed for at fuldende en perfekt uge, ved at køre efter et godt resultat her i Liège-Bastogne-Liège: Umiddelbart rangerer jeg ham lidt højere end folk som Valverde og Nibali, men jeg samtidigt også ser ham en smule efter femmandsgruppen, Fränk Schleck, Damiano Cunego, Samuel Sanchez, Joaquim Rodriguez og Philippe Gilbert.