Let´s play ball: MLB 2011 (American League)

Den nye baseball-sæson i Nordamerika står for døren: 31. marts går det løs. I den anledning har BetXperts nye MLB-mand Martin Meyer skrevet en grundig optaktsartikel om de 2 ligaer der udgør MLB, American League og National League.

Her er del 1, en gennemgang af de 14 hold i American League....

(Link til optaktens del 1: National League)

(Hold øje med Martins MLB-tips på denne side).

American League kendetegnes ved, at der typisk scores flere runs end i National League, og det skyldes reglen om, at man i AL har det, der hedder en Designated Hitter. En spiller hvis eneste rolle i kampen er at batte, han har altså ikke nogen defensive opgaver.

AL-titlen gik sidste år til Texas Rangers, der i den afgørende playoffserie slog New York Yankees (derefter tabte Rangers dog World Series, dvs den store MLB-finale, mod NL-vinderne San Francisco Giants). Der er dog ikke noget, der tyder på en gentagelse af dette i denne sæson, hvor det er Boston Red Sox (nr 3 i AL East i 2010), der ser stærkest ud af alle hold i AL.

Sidste sæsons playoffdeltagere i American League var:

Tampa Bay Rays (AL East) : 96 sejre – 66 nederlag

New York Yankees (AL East): 95-67

Minnesota Twins (AL Central): 94-68

Texas Rangers (AL West): 90-72

American  League består af tre divisioner. Hver divisionsvinder opnår en plads i playoff-semifinalerne, den sidste semifinaleplads går til den bedste 2'er. I de seneste fire sæsoner er denne plads gået til et hold fra AL East.

Optakt: de 14 hold

I det følgende vil jeg tage et kig på de 14 hold i ligaen og komme med et bud på hvordan 2011-sæsonen kommer til at gå for hvert hold.

Bemærk: ExW er det wins som undertegnede estimerer holdet til at få i denne sæson. Bemærk i samme forbindelse, at det ikke er et tal, der nødvendigvis er value i, hvis det afviger fra bookmakernes linje; der er blot tale om et umiddelbart estimat.

AL East

Red Sox

Yankees

Rays

Jays

Orioles

Boston Red Sox (AL East, ExW: 93 wins)

Det er kun blevet til to championships indenfor de sidste 100 år. De har til gengæld begge været i dette årtusinde. Kernen af de hold er sådan set stadig i Boston, idet den primære del absolut er manager Terry Francona, der har formået over en del år at omvende Red Sox fra at være et lige ved og næsten-hold til at være faste Championship contenders. Det kiksede dog med at kvalificere sig til playoff i sidste sæson.

Red Sox har en fremragende pitching rotation, der hører til i den absolutte elite i MLB. Det er dog samtidig pitchere, der har en større usikkerhed, end vi ser det hos eksempelvis Phillies. Men Jon Lester, Clay Bucholz, Josh Beckett, John Lackey, Tim Wakefield og Daisuke Matsusaka er alle pitchere, der kan sætte solide 6-7 innings pr. aften, og hvis de gør det, så står Red Sox uhyggeligt godt.

For den største styrke ved dette Red Sox hold ligger nok i deres bullpen, hvor man har White Sox tidligere closer, Bobby Jenks, som setup guy, og så Jonathan Pabelbon som closer. Vi har dog tidligere set dygtige closers gå ned i niveau, når de ikke har den afsluttende rolle længere, så det bliver en interessant faktor for Red Sox i denne sæson.

Battingmæssigt står man altid solidt. Carl Crawford er kommet til fra Rays, og kan tilfører holdet et stærkt venstrehåndet bat til en ballpark, der faktisk favoriserer lefthanded bats. Samtidig tilfører Crawford holdet en god andel af speed, som kun kan være en bonus for holdet. Bortset fra ham har man stærke bats, der blandt andre rummer Dustin Pedroia, David Ortiz og så det nyeste skud på stammen Adrian Gonzalez, der er hentet til holdet fra San Diego Padres, hvor han stod som den eneste offensive trussel. Nu får han reel beskyttelse af sit bat, og står til enten at få et peak eller et flopår.

Det er svært ikke at se Red Sox nå playoff i denne sæson med en god mikstur af batting og pitching.

Ballpark mentioning: Fenway Parks primære kendetegn er "The Green Monster" i left field, og derfor har man måske en tilbøjelighed til at tro, at parken så favoriserer højrehåndet bats, dette er dog ikke tilfældet, da dimmensionerne og de meget lave walls i right field, gør det langt lettere med homeruns i denne retning. Især down the line.

New York Yankees (AL East, ExW: 91 wins)

Hvis man ikke kender Yankees af navn, så har man nok heller ikke hørt om baseball. For Yankees – der med 27 World Series-titler (senest i 2009) har rekorden - er om nogen blevet indbegrebet af baseball, og er sportens svar på Manchester United og Barcelona.

Men alt er måske ikke som det har været i New York, for havde det været det, jamen så havde Cliff Lee været Yankees spiller på nuværende tidspunkt. Yankees er IKKE the team to beat længere, men derfor hører de stadig til i den absolutte elite i baseball, og er da også en Championship contender i denne sæson, men det største faremoment for deres muligheder ligger i deres pitching.

På pitchingfronten har man endvidere måtte sige farvel til Andy Pettitte, der valgte at stoppe karrieren, og derfor står man nu tilbage med en ung og lidt tynd rotation. Esset på holdet er absolut CC Sabathia, der inden sidste sæson scorede sig Baseballs største kontrakt, og han er da også en pitcher, der kan stække de fleste modstandere. Desuden har man AJ Burnett og relativt unge Phil Hughes, der er de sikre kort i rotationen, men som så sandelig har svingende præstationer, hvilket dels skyldes ballparken, men også generelle svingninger i deres niveau.

Bagenden i rotationen er til gengæld et større problem, og der har gennem spring training været stor kamp om pladserne her. Det ligner i skrivende stund, at det bliver Ivan Nova og Freddy Garcia, der nupper pladserne, og det er pitchere, der på nuværende tidspunkt må karakteriseres som de svageste led hos Yankees, omend de sandsynligvis får gode vilkår i form af god run support fra MLBs mest scorende hold i 2010.

Battingcrewet for Yankees er nemlig uhyggeligt. Alex Rodriguez, Derek Jeter, Robinson Cano og Curtis Granderson med mange flere er navne, som vil gøre de fleste pitchere lidt nervæse, da det for alles vedkommende gælder, at de kan batte fint for average, men samtidig har masser af speed i benene, så de kan blive farlige. Samtidig er Yankee Stadium den mest homerunvenlige ballpark i ligaen, hvor der nærmest er en jetstrøm, der giver boldene ekstra længde. Så vilkårene er rigtig gode for holdet, men det kommer også til at gælde deres modstandere.

Fører Yankees efter 6 innings af en kamp er det ret svært at se dem tabe. Med Joba Chamberlain, Rafael Soriano og Mariano Riveira har Yankees en af de absolut stærkeste "closing" bullpens i ligaen. På papiret altså.

Ballpark mention: Nr. 2 i battingvenlighed. Der er især gode homerunmuligheder til left-center og right-center. Og det er den park, hvor der har været flest homeruns siden det nye Yankee Stadium åbnede for et par år siden.

Tampa Bay Rays (AL East, ExW: 86)

Det er svært, hvad man skal forvente af Rays i denne sæson. Farvel til nogle nøglespillere, blandt andet Carl Crawford og Carlos Pena kan gøre sæsonen udfordrende for et af ligaens bedste offensive hold i sidste sæson.

Ind er kommet de lidt aldrende bats i Johnny Damon og Manny Ramirez, og det bliver interessant at se, hvad de kan bringe til et hold, der slet ikke ser ud til at have de samme offensive kvaliteter i denne sæson, som det hold, der scorede godt 800 runs sidste år. Hvis det skal blive en succes kræver det store præstationer fra Evan Longoria, John Jaso og Ben Zobrist, men om de også kan gøre det i praksis i de svære kampe mod Red Sox og Yankees er mere tvivlsomt. Der er kommet en afstand til de hold igen, efter Rays ellers har gjort et godt arbejde de senere år med at få det udlignet.

Til gengæld ser man meget solide ud på pitchingfronten. David Price er esset. Det tidligere USA Top prospect er trådt ind på den store scene med manér, og havde altså sidste år en ERA på mindre end 3.00 med 19 wins til følge. Man har også andre gode unge arme i rotationen. James Shields, Wade Davis, Jeff Niemann og ikke mindst Jeremy Hellickson har alle formatet til at bringe kvalitets outings til holdet. Men igen skal det siges, at der jo også skal runs på tavlen for at vinde kampe. De skal nok også komme langt hen af vejen.

I bullpenen er man ærligt sagt ikke så godt besat. Closer er Kyle Farnsworth med Joel Peralta som den umiddelbart største konkurrent til denne position. Pladsen virker dog ret åben på Rays holdet, og der kan ske mange ændringer i begyndelsen af sæsonen her.

Ballpark mention: Tropicana Field rangerer som nr. 7 i battingvenlighed. Det er en indendørs bane i Tampa Bay, og det giver en del specielle ground rules, der kan give anledning til nogle lidt mærkelige doubler til tider. Der er masser af plads til homeruns i denne ballpark, og der kommer ganske vist også i den høje ende i denne sæson.

Baltimore Orioles (AL East, ExW: 80)

At AL East er stærk er egentlig godt illustreret ved dette Orioles hold, der sidste år var det 4.dårligste hold i hele MLB. Man har dog lavet en del stærke ændringer, primært hvad angår battingcrewet.

Big Bat Vladimir Gurrerro, Derek Lee, JJ Hardy og Mark Reynolds er ankommeet til holdet. Alle spillere der er vant til at batte midt i lineuppet hos andre hold, og bliver nu spredt lidt ud hos Orioles. Det er dog samtidig spillere, der kan have tendens til at tænke for meget på det store sving, hvilket vil resultere i en del strikeouts til netop disse spillere.

Der har Orioles øvrige spillere langt bedre plate control, samtidig med at der er pop i battet. Brian Roberts og Nick Markakis er nøglebattene af de "gamle" spillere, og hvis alt kommer til at fungere, har O's potentialet til at blive et af de mere potente lineups i Major League Baseball i denne sæson.'

Men at man har offense betyder ikke nødvendigvis en god sæson, og Orioles mangler ganske enkelt pitching til at det kan blive godt i år. Når holdets "Ace" er Jeremy Guthrie, der sidste år havde en ERA på 3,83 med en 11-14 record, så er linjen sat. Han var dog bedre end statsne antyder, da han dels spillede på et dårligt O's hold, og dels blev ødelagt lidt af at tillade for mange store hits.

Men det kræver mange overpræstationer, hvis succesen skal komme til Baltimore, blandt andet fra Brad Bergesen, Chris Tillman og Brian Matusz. Der er dog hentet forstærkning ind på pitcherfronten også i skikkelse af Justin Duschchere, der har slået sine folder i Oakland hidtil. Hans pitchingstats kan dog være præget af en pitcherfriendly ballpark, men en career ERA på 3,13 fordelt over 213 kampe (heriblandt 32 starter) viser at han kan noget med bolden.

Bullpenen hos Orioles rangerede sidste år i den nederste tredjedel, og her er det et par tidligere Jays spillere, der skal forbedre den. Kevin Gregg (tidligere closer hos blandt andet Marlins) og Jeremy Accardo er begge habile pitchere, der dog har tendens til meltdowns

Gregg er da også udset til at være closer i denne sæson, men der går stadig snak om man måske skulle lade manden, der afsluttede sidste sæson som closer Koji Uehara fortsætte med tjansen i denne sæson. Han nåede 13 saves på 15 muligheder i sæsonen, og lukkede sæsonen af med tre saves på stribe, så han har vist han kan præstere i denne rolle.

Samlet ser det dog ud til, at Orioles går en sæson med store forbedringer i møde, og kan måske endda slippe væk fra den sidsteplads i divisionen, de ellers har haft patent på i en del år. Holdet har faktisk ikke vundet over 70 kampe i seks år, og ikke nået op på det tal, jeg har noteret i Expected Win siden 1997

Ballpark Mention: Oriole Park at Camden Yards rangerer som den 10. mest battingvenlige ballpark i ligaen. Og det er i særdeleshed en battingvenlig park i sommerperioden, hvor temperaturen kan bære boldene længere end ellers. Normalt er det bare en "fornuftig" ballpark.

Toronto Blue Jays (AL East, ExW: 76)

Sidste sæsons homerun leader kom fra ligaens eneste canadiske hold, og det var Jose Bautista, der satte 54 homeruns på tavlen (hele 12 mere end den næstbedste), og når ret skal være ret, så kan det godt være en af de situationer, hvor man godt kan forestille sig, at der kunne være steroider forbundet, idet han gik fra 13 til 54 homeruns på blot ét år. Men når det så er sagt, så fejler hans powerswing intet, og et så stort antal homeruns kommer ikke uden god teknik, og det skal han forsøge at bringe videre ind i den nye sæson.

Hvis Jays skal have succes kræver det dog hjælp til Bautista, og det er nok her Jays største problem ligger, for med al respekt for Adam Lind, så er han ikke den fødte cleanup hitter (nr. 4 i battingorderen), og der er ikke andre mulige cleanup hitters udover netop Bautista. Men der skal dog også gives ros for nogle udmærket talenter på holdet. Aaron Hill troede man var godt på vej, men så skuffede han fælt i sidste sæson. Travis Snider kan godt gå hen og blive det helt store Jays bat i denne sæson.

Det ser mere fornuftigt ud på pitcherfronten, hvor man har en relativt ung og talentfuld flok, der alle har ganske få år i ligaen, hvor de har haft mulighed for at udvikle sig på højeste nuveau. Ledt an af Ricky Romero, men med Brett Cecil og Kyle Drabek der følger tæt efter i niveau, Lidt længere nede i rotationen er Jo-Jo Reyes og Jesse Litsch, hvor sidstnævnte faktisk var batboy hos Jays for få år tilbage inden han fik sin debut i MLB. Men altså generelt en rotation præget af talent, men også hvor holdeets unge alder ( i særdeleshed i MLB sammenhæng) kan betyde en del udfald i løbet af sæsonen.

På sigt i sæsonen bliver Frank Francisco closer for Jays, men han åbner sæsonen på disabledlisten, og det bliver nok en omvæltning for ham at vænne sig til at blive everyday closer, han har 32 saves i karrieren med hele 17 blown saves. Han havde dog en fornuftig tid som closer hos Rangers i 2009 uden for alvor at imponere.

Men til at åbne sæsonen er closer Joe Rauch, den tårnhøje højrehåndet pitcher havde sidste år 21 saves i Minnesota som erstatningscloser, og det er altså lidt den samme rolle han skal åbne denne sæson i.

Ballpark mention: Rogers Centre rangerer som nr. 9 i battingvenlighed, hvor især left field spiller ret småt, og det er da også en forklaring på Bautistas mange homeruns. Der er dog samme afstand mod right field, så et godt venstrehåndet bats har de samme muligheder på en bane uden dårlige vindforhold af naturlige årsager.

AL Central

Minnesota Twins

Chicago White Sox

Detroit Tigers

Cleveland Indians

Kansas City Royals

Minnesota Twins (AL Central, ExW: 87)

2010 blev en stor omvæltning for Twins, da man flyttede til en ny udendørs ballpark. Det viste sig faktisk at give Twins en så stor fordel, at de havde en af ligaens absolut bedste hjemmestatistikker sidste år.

Noget andet, der var overvældende for Twins var, at de vandt 47 af 72 kampe mod divisionsrivaler, og mest af alt var det nærmest uhørt, at Twins var 13-5 mod deres direkte konkurrent og største rival i Chicago White Sox. Noget, der bliver svært at gentage i denne sæson.

Men forsøget skal selvfølgelig gøres, og det gøres med et hold, hvor battingen er i højsædet. Med Joe Mauer (Tidligere batting champ (Best average)), Justin Morneau (Tidligere MVP) og så lige store bats i Michael Cuddyer og til dels Jason Kubel, så står holdet fra søernes stat rigtig godt.

Til gengæld kan det se lidt mere problematisk ud på pitcherfronten, hvor man har mange huller. Som opening day starter og Ace har holdet Carl Pavano, der egentlig altid er rimelig store forventninger til, men som alt for ofte har skuffet. Det er blevet til en god sæson hvert 3-4. år, og Pavano havde sidste år sin bedste sæson i karrieren, hvad angår WHIP (Walks and Hits pr. Innings pitched)

Det ser også nogenlunde ud i 2'er og 3'er slottet, hvor der dog er den tvivlsomhed, at især Fransisco Liriano som nr. 2 pitcher godt kan være et spørgsmålstegn, da han sådan set har evnerne til at være et Major League Ace, til gengæld er hans fysik stadig lidt en udfordring, (Mistede 2007 til stor operation, efter et fremragende 2006) og har aldrig helt genfundet sit oprindelige niveau.

Mens Brian Duesing, Nick Blackburn og Scott Baker er spændende, men nok også lidt for ustabile pitchere til, at Twins kan gå hele vejen til et World Series trofæ. Battle om divisionstitlen kan de dog fint.

I closer Joe Nathan har holdet dog en af gamets bedste, og han må formodes at hive en del saves i land, når han for alvor er klar igen. Indtil da vil Matt Capps supplere ham.

Ballpark mention: Ét år er ikke meget at bygge statistik på i MLB, men Target Field i Minnesota rangerer umiddelbart som nr. 16 i battingvenlighed i ligaen. Det er primært på baggrund af det normalt kolde vejr i Minnesota, at rangeringen ryger så langt ned, da dimensionerne sådan set er ganske fornuftige.

Chicago White Sox (AL Central, ExW: 86)

2005 verdensmestrene fra White Sox har efterhånden haft meget tæt på fuld udskiftning af holdet, men nogle af nøglefigurerne er stadig på holdet. Især kendetegnet ved Paul Konerko, der sidste år havde 39 homeruns og 111 RBIs. Noget der nogenlunde matcher hans tal i hans rigtig gyldne år i 04-05.

Så der er håb om en stor sæson for ham, men det er der så sandelig også for holdets nyedesignated hitter, Adam Dunn, der godt kan komme til at putte rigtig store tal på tavlen i år. godt nok får vi måske et par hundrede strikeouts af ham i denne sæson, men han har altid været en stor leverandør af doubler og homeruns, at det ikke betyder noget alligevel. Sidste år havde han således 38 homesuns og 104 RBIs på et svagt Nationals hold i en svær ballpark.

At holdet så også besidder Alex Rios og Carlos Quentin er så bare bonus. Quentins rolle på holdet er så et spørgsmålstegn, da Dayan Viciedo viser meget lovende takter, så det er absolut ikke usandsynligt at Quentin er fortid hos Sox inden vi når Juni.

Pitchingfronten kan blive alt mellem uhyggeligt skræmmende og ordinær. Jeg hælder dog mere til det første udtryk. Med en Mark Buerhle og John Danks, der altid holder højt niveau er scenen sat, og så må et bounceback year fra Jake Peavy også være ganske muligt, efter en skuffende første sæson væk fra San Diego. Et år, der dog også var plaget af skader, og håbet for White Sox må være, at man får gjort ham helt rask til en god sæson i år. Han starter formodentlig sæsonen med begrænset starts.

I bullpenen er Matt Thornton den umiddelbare closer. Intet er givet, men det tegner til at blive ham, ifølge holdets smarte manager Ozzie Guillen. Lidt urutineret i den rolle, men erfaring fåes gennem erfaring.

Ballpark Mention: US Cellular Field er ligaens 3.mest battingvenlige ballpark, og favorisere nogenlunde venstre og højrehåndet battere lige godt, omend der er en lille edge mod, at leftfield er det letteste sted at hente homeruns på dette stadion.

Detroit Tigers (AL Central, ExW: 83)

Det er altid svært at vide, hvad man får fra Tigers, men normalt har man vidst, hvad man får fra Miguel Cabrera. Desværre var det sidste år en kold pilsner og noget sprut. I hvert fald blev holdets absolut største stjerne taget for spirituskørsel, og det var på den baggrund spændende, hvordan han ville blive taget imod i Tigers lejren i år. Man har valgt at være storsindet, og lade ham deltage på helt lige fod med de øvrige spillere, og mon ikke at vi så får en Cabrera at se, der vil vise, at han er en stærk baseballspiller.

Der er andre stærke battere på Tigers holdet i skikkelse af Magglio Ordonez, der efterhånden har rundet de 37 år, og ikke har den samme power som tidligere i karrieren. Han har dog stadig en god figur ved platen, og kan give en god On Base percentage og et battingaverage omkring de 0.300.

Øvrige nævneværdige battere er Ryan Raburn og Victor Martinez.

På pitchingfronten er holdet ledt an af Justin Verlander, der er røget lidt ned i niveau, i forhold til da han kom ind i ligaen for fem år siden, men har alligevel efterhånden fundet et stabilt højt niveau. Og holdets 2'er Max Scherzer holder også et rigtig højt niveau.

Men det kniber mere på de øvrige pladser i rotationen, hvor spillere som Rick Porcello og Phil Coke skal pitche over niveau, mens Brad Penny skal vise de kvaliteter han havde tilbage i tiden hos Dodgers, og det kan godt være tvivlsomt, om han kan genfinde det.

Men når rotationen måske ikke er verdens bedste, så er bullpenen det muligvis. Jose Valverde er closeren, men han er suppleret af mange store bullpen navne. Joaquin Benoit, Joel Zumaya (Der dog er skadet til at åbne sæsonen) og et kæmpe talent i Ryan Perry.

Alt skal flaske sig for Tigers, hvis de skal i playoff, men i den tætte AL Central er alle døre åbne, spørgsmålet er blot, om manager Jim Leyland og Tigers holder har husket at lukke vinduerne.

Ballpark mention: Comerica Park rangerer som nr. 24 i ligaen i battingvenlighed. Den har en stor mur for enden af straight away centerfield, der godt kan være svært at hente homeruns ved, men bortset fra den er mulighederne der. Og det er i hvert fald en ballpark med masser af plads til singler, doubler OG tripler.

Cleveland Indians (AL Central, ExW: 71)

Hvor toppen af AL Central ser uhyggeligt tæt ud, kan der godt se ud til at være et stort spænd ned til de resterende to hold. Det skyldes især at de øvrige hold i divisionen er ret tyndt besatte, og vi starter her med Indians, der sidste år hev 69 wins i land.

Ser man på battingfronten er der dog potentiale for en lille forbedring, da man formodentlig får Grady Sizemore i spil i mere end de 33 kampe han deltog i sidste år. Han starter dog sandsynligvis sæsonen som reserve, men mon ikke vi ret hurtigt får ham at se som starter, når man mener hans knæ er helt fit. Og er han klar kan han bidrage med doubler, homeruns og forhåbentlig speed, hvor han dog kan være hæmmet af knæet.

Desuden har man rutineret Travis Hafner i offensiven, hvis bat dog ikke har helt den samme power som tidligere, og så er der sidste års altdominrende Indians spiller, hvad de offensive statistikker angår, nemlig Shin-Soo Choo, der havde 22 homeruns, og altså også ledte holdet an i samtlige de øvrige statistikker.

For to år siden havde Indians et 1-2 punch på pitcherfronten, hvis navne er Cliff Lee og CC Sabathia. Fælles for dem er, at de nu er stjerner på championship contenders, mens Indians er røget hen i "ingenting". Således hedder 1-2 punchet nu Fausto Carmona og Justin Masterson, og med en kombineret WHIP på 1,40 er det milevidt det de to andres kombinerede 1,15 i Indians seneste playoff sæson tilbage i 2007.

Så hvis der reelt skal fremskridt til, så skal der være andre pitchere, der leverer varen fremadrettet, og her kan Carlos Carrasco være en mulighed. Han har dog ikke imponeret under spring training.

Det er to gange Perez, der skal bærer Indians' svage bullpen i denne sæson. Og det er Rafael Perez, der får closertjansen i denne sæson. Han gjorde det fint i den rolle i slutningen af sidste sæson med 23 saves på 27 muligheder.

Ballpark Mention: Proggresive Field rangerer som den 9. mest battingvenlige ballpark i ligaen. Den favoriserer venstrehåndet battere, qua en stor mur i right field, og Indians lineup er da også skabt på den baggrund. De tre spillere jeg nævnte i starten er således alle venstrehåndet bats.

Kansas City Royals (AL Central, ExW: 68)

Der er næsten ikke et hold i ligaen, jeg hellere vil skrive noget positivt om end Royals. Det er bare ikke let, for der er ikke meget positivt at sige. Holdet så for to år siden ud til virkelig at kunne peake, ja faktisk omkring i år, men de talenter, der skulle være slået igennem kiksede, primært illustreret ved Alex Gordon, der har været en slem skuffelse. Han befinder sig dog stadig på holdet.

I år kan det så være et nyt stort prospects tur til at tage turen op. Mike Moustakas har i nogle år været et af Royals' og MLBs største prospects, og mon ikke at det bliver i år at han får chancen på højeste niveau.

Men indtil da er det spillere som Billy Butler, Jeff Franceur og Melky Cabrera. Alle spillere, der er udmærket som roleplayers, men som ikke kan karakteriseres som decideret stjerner, og på den baggrund ser battingcrewet ikke for godt ud.

Luke Hochevar blev for 5 år siden taget som den absolut første i MLB Rookie Draftet. Her fem år senere har han tre hele sæsoner bag sig uden succes overhovedet. En ERA på 5,60 over 69 kampe (65 starter), og det bliver ikke meget bedre af, at det absolut ikke er en battingvenlig ballpark, der bliver spillet på i Kansas City.

Men alligevel er han esset på holdet, og det fortæller en del om pitchingstaffet. Det eneste rigtige store alternativ er Jeff Francis, der har slået sine folder hos Colorado Rockies med rimelig succes, hvor hans statistikker måske har været lidt hæmmet af en dårlig ballpark for pitchere.

Hvor starting pitchingen ikke er god, har man til gengæld en fremragende closer i Joakim Soria. I sidste sæson havde han 43 saves (Royals vandt 67 kampe i alt), og pitchede i det hele taget fremragende. Dog er der ikke meget bullpen bag ham, og til trods for Sorias succes rangerer bullpenen kun som nr. 25 i ligaen.

Ballpark Mention: Kauffman Stadium i Kanas City er rangeret som den næstmest pitcherfriendly ballpark i ligaen. Det er en fin ballpark, hvis man kan lide springvand. Men temperaturen i KC kan dog gøre, at flere bolde flyver ud af parken, dog er det ikke ligefrem en ballpark, der indbyder til det store offense.

AL West

Oakland Athletics

Texas Rangers

L.A. Angels of Anaheim

Seattle Mariners

Oakland Athletics (AL West, ExW: 85)

Der er noget særligt over Athletics, og så alligevel ikke. På nogen måder er det et af de mere intetsigende hold i MLB, og alligevel er der en eller anden charme over dem på den anden side af Bay Area.

Athletics er mere eller mindre forbundet med pitching i dag, holdet har ikke så meget andet at byde på, til gengæld har man så også en fremragende ung flok, og på den måde minder det faktisk om verdensmestrene fra sidste år lige på den anden side af Golden Gate Bridge.

Trevor Cahill, Dallas Braden (Der havde et Perfect Game i 2010), Gio Gonzalez og Brett Anderson havde kombineret en ERA på omkring 3,20 sidste år. Altså en helt uhyggelig kvalitet, og noget de faktisk har niveauet til at gøre igen i år. De bliver suppleret af Brandon McCarthy som udgangspunkt, men det er ganske realistisk, at når Rich Harden vender tilbage fra sin skade på et tidspunkt i sæsonen, så nupper han en plads i rotationen, og her kan A's håbe på, at han lever op til det niveau han havde i sit første stint i Oakland for nogle år siden, hvor han holdet en ERA på mindre end 3 i to sæsoner.

Man kan have et lille problem på closerfronten, hvis Andrew Bailey ikke kan holde sig skadesfri. De har godt nok den tidligere Rockies Closer Brian Fuentes på holdet, men han var noget rystende i afsluningen af sin karriere der, og funger måske i dag bedre som setup guy.

Battingfronten er til denne sæson blevet forstærket af Japaneren Hideki Matsui, der får en fin mulighed for at præstere stort i Oakland med en relativt god homerunmulighed i Right-centerfield.

Holdet har desuden fået tilføjet Josh Willingham og David DeJesus, der begge kan forstærke et batting crew, der ellers har været båret frem af Mark Ellis og Daric Barton.

Et par andre spillere, der kan blive en faktor, er Coco Crisp og Kevin Kouzmanoff, begge har gjort det ganske godt i spring training, og hvis de kan bærer det ind i sæsonen, så ser tingene måske pludselig meget lysere ud for A's.

Ballpark Mention: Nr. 12 i battingvenlighed officielt set, og det vidner så også om, hvor svage A's egentlig har været på battingfronten, da de samtidig var det hold med næstfærrest homeruns i sidste sæson. Men det ballparken giver mulighed for er en masse mindre hits, den er utroligt svær at dække op i outfielden på, da der er masser af område at dække.

Texas Rangers (AL West, ExW: 84)

Jeg kan måske være lidt for positivt anlagt på dette Rangers hold, for de er ikke desto mindre svækket i forhold til deres 2010 World Series ridt. Når man siger farvel til sit absolutte Ace, Cliff Lee, så kan det være svært at leve op til de 90 wins man præsterede i sidste sæson.

Alt det er blevet af erstatning for Cliff Lee, er et eksperiment med Brandon Webb, der tidligere var et stort Ace i Diamondbacks, han har dog været hårdt ramt af skader de seneste to sæsoner, og har heller ikke været helt fit under Spring training.

I stedet åbnes sæsonen med en rotation bestående af primært C.J Wilson og Colby Lewis, der begge kan holde et højt niveau, men faktisk er relativt unge i gamet som MLB startere. Wilson har gjort det som closer tidligere, mens Colby Lewis har slået sine folder i Japan. Selvom niveauet i Japan er rigtig højt, så er der alligevel en forskel. Han tog dog springet fint i sidste sæson.

De pitchere, der så skal leverer, hvis Rangers skal nå playoff i år er Derek Holland og Matt Harrison. To pitchere, der har noget tvivlsomme meritter hidtil i karrieren, men der er da potentiale i dem til at indtage disse middle starting jobs.

Som closer har man en 100MPH fastball, egentlig burde den bare stoppes der, men det må hellere tilføjes, at det er den unge dominicaner Neftali Feliz, jeg her omtaler. Sidste år havde han 40 saves i sin rookie sæson. Også han har i øvrigt været nævnt som mulig starter, men Rangers har valgt at holde ham i bullpenen.

Når starting pitchingen er tvivlsom, så er det batterne, der skal leverer varen, og det kan Rangers batterne da også. Rangerende som 5'er i 2010, hvad angår runs scored, og samtidig holdet med absolut flest hits og det højeste batting average i MLB.

Det fortæller historien om en del gode average hitters, og det kan også skæres helt kort. Det har man i allerhøjeste grad. Josh Hamilton, Michael Young, Nelson Cruz og Ian Kinsler besidder alle disse kvaliteter, og så har man ovenikøbet signet Adrian Beltre, der havde en stor afslutning på 2010. Omkring Beltre skal det dog med, at han tidligere har præsteret stort i contract year (Hvilket var sidste år), for så at falde igennem, når han har fået sin store kontrakt.

Men battingfronten i Arlington, Texas fejler absolut ingenting, og på den baggrund kommer de også til at battle om divisionstitlen.

Ballpark mention: Jeg fik nævnt, at Rangers står højt i statistikker, men omkring homeruns er de lidt længere nede. Det skyldes blandt andet at ballparken i Arlington blot er rangeret som nr. 22 i battingvenlighed, men temperaturen gør i Texas gør, at de egentlig burde være rangeret højere. Men dimensionerne taler ned for homeruns, vejret taler kraftigt op.

L. A. Angels of Anaheim (AL West, ExW: 79)

Hvis det skal blive godt i år for Angels, så skal deres pitching leverer, og det er der faktisk en realistisk mulighed for at de kan. En rotation med Jered Weaver, Dan Haren, Scott Kazmir, Joel Piniero og Ervin Santana hører faktisk til i den bedre ende. Især Dan Haren bliver spændende at følge i en full season hos Angels. Stor succes har han haft tidligere i karrieren, især tilbage da han spillede hos en divisionskonkurrent til Angels, nemlig i Oakland Athletics, her pitchede han på et meget højt niveau kamp efter kamp. Han åbnede da også ud med en ERA på under 3 i de 14 kampe, han pitchede for Angels sidste år.

Som closer har man en rutineret herrer i Fernando Rodney, der dog kan være meget svingende i sit niveau. Det vurderes faktisk, at enhver gennemsnitlig erstatning i ligaen kunne gør det på samme niveau som Rodney. Sidste år havde han 14 saves for Angels, men også hele 7 blown saves. Det er altså absolut ikke usandsynligt at Angels skifter closer i løbet af sæsonen, og skulle det ske, så er Scott Downs favorit til at overtage rollen. Downs indleder dog sæsonen skadet.

På Battingfronten har Angels også et par spændende navne, men til gengæld er dybden på holdet meget ringe. Hvis vi først tager det positive, så er spillere som Bobby Abreu, Torii Hunter og Vernon Wells spillere, der har bevist deres værd i ligaen gennem mange år. Den bedste offensivspiller er dog nok Kendry Morales, men han åbner sæsonen som han sluttede 2010, nemlig på skadeslisten.

Problemet ligger dog som nævnt i dybden. Uden Morales ligger der et langt større ansvar på Howie Kendrick, og måske endda den direkte erstatning til Morales, nemlig unge Mark Trumpo, der har gjort det udmærket uden at blænde gennem sin Minor League karriere.

Ballpark Mention: Angels Stadium rangerer som nr. 19 i battingvenlighed i ligaen. Det er straight away Centerfield, der er det letteste sted at hente homeruns, mens dybden i hjørnerne godt kan være svær at bryde med. Så det er ikke forkert at sige, at parken virkelig indbyder til de store power hitters.

Seattle Mariners (AL West, ExW: 65)

Nu har vi været igennem en tæt top på AL West, men bunden ligner at være sat på forhånd, for der kan ikke levnes de helt store chancer til Seattle Mariners i denne sæson. Det er sådan lidt et hold uden noget særligt. Man har en af gamets og den japanske baseballhistories bedste spillere i Ichiro til at være leadoff batter, og være holdets hurtige fyr, men bortset fra det, så mangler offensiven en del.

Milton Bradley og Jack Cust i den midterste del af lineuppet kan praktisk talt alle hold i ligaen gøre bedre, og de dybere spillere på holdet som Justin Smoak eksempelvis ligner ikke spillere, der kan gøre det godt her og nu for Mariners.

Til gengæld ser det langt bedre ud på pitcherfronten, hvor holdet faktisk besidder ganske pæn kvalitet. Især Esset Felix Rodriguez har bevist sit værd gennem mange år efterhånden, og vil da nok også i denne sæson være pitcheren for Mariners med flest strikeouts og wins og den laveste ERA. Han er bare i en klasse for sig selv.

Men der er nu finde pitchere ellers. Eric Bedard var således for nogle år siden udset til at være den helt store pitcher for Mariners, men han glippede en del. Han blev hentet til holdet efter stor succes hos Orioles, men Bedards største problem er hans manglende evne til at holde pitchcounten nede.

Skal Mariners have bare lidt succes skal disse pitchere, og de udmærket øvrige pitchere Jason Vargas og Doug Fister, der begge havde deres første full season i MLB sidste år, med udmærket statistiske tal til følge. At de så ikke fik så mange wins er en anden side af sagen.

Mariners closer ser ud til at blive Brandon League i indledningen af sæsonen. Han får denne rolle, da holdets egentlige closer Danny Aardsma er ude med en skade de første par måneder, og det kan godt tænkes at koste wins. League er en meget habil pitcher, men han har været noget skrøbelig som closer. Sidste år formåede han at lukke 6 af 12 kampe. Til sammenligning havde Aardsma 5 blown saves på 36 chancer.

Men det bliver ikke nogen stor sæson for Mariners, så meget bør ligge fast, dertil kommer holdet til at score for få runs.

Ballpark Mention: SAFECO Field i Seattle rangerer som nr. 13 i homerun battingvenlighed i ligaen. Den er relativt assymetrisk og der er således en fordel mod right field. Og så er det jo vist også noget med, at det regner og er koldt i Seattle, så det trækker også en del ned på battingfronten.