Tilskuerrekorder. VM-titler. Eftermæle på spil. Historiske implikationer. Spørgsmål. Lørdagens brag mellem den unge løve, Anthony Joshua, og den tidligere alfahan, Wladimir Klitschko, har det hele. BetXpert har allerede et tip på selve kampen, men vi har slet ikke berørt, hvorfor du som almindelig sportsinteresseret simpelthen er nødt til at se med.
Der er absolut ingen tvivl om, at Joshua vs. Klitschko bliver årets event i boksning. Kampen bliver bokset på Wembley Stadium i London, som har dannet ramme om mange store sportsbegivenheder. De 90.000 billetter er blevet revet væk, så dette bliver den europæiske boksekamp, som vil blive set af flest mennesker live nogensinde.
Wembley kan ikke helt følge med Estadio Azteca i Mexico City, som i 1993 husede over 130.000 tilskuere, da krigeren Julio Cesar Chavez knockoutede Greg Haugen. Selv hvis 40.000 ekstra billetter havde været til rådighed nu her, så er jeg ikke et sekund i tvivl om, at der stadig ville være udsolgt – dette er nemlig meget større end dengang.
Kamp om to VM-titler
Joshua er indehaver af IBF-bæltet, som er en af de fire store VM-titler i sporten. Han vandt dette efter sin sekstende knockout i streg mod Charles Martin sidste år.
Derudover er en anden af de store titler, WBA-bæltet, også på spil. Begge bælter havde i flere år siddet sikkert om livet på Klitschko, sammen med andre titler, men dette endte brat, da ukraineren i 2015 tabte på point til gavflaben Tyson Fury.
Kampen var i sig selv ikke noget særligt, men resultatet var højest overraskende, da Klitschko ikke havde tabt en kamp i mere end elleve år. Siden nederlaget har han hungret efter at revanchere sig selv.
Eftermæle på spil
Klitschko har cementeret sin plads i historiebøgerne. Han er blandt de største sværvægtsmestre, som sporten nogensinde har set. Derudover er han sikret økonomisk, han er ved godt helbred, han har en god familie, og han er veluddannet med en doktorgrad i idræt. Der er således ingen grund til, at han bliver ved med at kæmpe – bortset fra hans besættelse om at genvinde sværvægtstronen.
Man kan mene, hvad man vil om Klitschko. Hans metodiske stil i ringen har til tider medført meget negativ omtale. Uanset hvad er man dog nødt til at respektere, hvad han har udrettet i sporten. Han er den bokser, som sammenlagt har været verdensmester i længst tid i sværvægtsdivisionens historie. Han ville også have haft den længste sammenhængende regeringsperiode, hvis ikke det var for Joe Louis, som var mester under 2. verdenskrig, hvor sporten reelt set stod stille.
Klitschko har med 28 allerede haft flest VM-kampe i sværvægtsdivisionens historie. Hvis han vinder over Joshua lørdag aften, så bliver det desuden sejr nummer 26 i en titelkamp, hvilket vil bringe ham op på siden af Louis i forhold til flest sejre i titelkampe nogensinde. Til sammenligning med dette havde Muhammad Ali 22, Larry Holmes havde 21, Lennox Lewis havde femten, Mike Tyson havde tolv, og Holyfield havde ”kun” ti.
Onde tunger vil sige, at Klitschko har regeret i en svag periode. Det er skam sandt, at den eneste reelle udfordring, mens han var på tronen, formentligt var hans storebror, Vitali Klitschko. Desværre for fansene lovede de to mænd, da deres mor lå på dødslejet, at de aldrig ville mødes i ringen, hvilket er fuldt forståeligt. Selvom Klitschko generelt aldrig oplevede problemer, da han var på toppen, så er dette bestemt ikke ensbetydende med, at hans udfordrere ikke var værdige. Ukraineren har bl.a. slået prime-udgaver af Samuel Peter, Ruslan Chagaev, David Haye, Alexander Povetkin og Kubrat Pulev, hvilket sandelig ikke er at kimse af.
Udover dette har Klitschko haft flere af de bedste sværvægtere som sparringspartnere, før de selv brød rigtigt igennem. Peter hjalp Klitschko med at forberede sig på sine titelforsvar, før han selv blev udfordrer. Foruden det nigerianske mareridt har Klitschko bl.a. også sparret med contenderen Dillian Whyte, de to nuværende verdensmestre Deontay Wilder og Joseph Parker, samt Joshua. De fortæller allesammen, hvordan ukraineren, da de var yngre, viste dem, hvad det krævede, hvis man skal klare sig på dette niveau. Klitschko er altså ikke blot en stor mester. Han er samtidig mentor for hele den næste generation, som nu forsøger at tage over for ham.
Det lader til, at rigtig mange fans op til denne kamp glemmer, hvor stor en betydning Klitschko har haft for sporten. Desværre er der inden for kampsport en tendens til, at man udelukkende bliver dømt på, hvor god man var, sidste gang man var i kamp. Klitschko er fuldstændig klar over dette, så han hviler på ingen måde på laurbærrene. Han ved godt, at han skuffede mod Fury, så han har ikke råd til, at Joshua slår ham, hvis han skal forblive relevant. Ukraineren ser det som om, at hans eftermæle er truet, så han er parat til at efterlade alt, hvad han har, i ringen nu her!
Historiske implikationer
Det siger næsten sig selv, at Klitschko vil være tilbage på toppen, hvis han vinder lørdag aften. Han er dog oppe mod en ung løve, som har taget boksesporten med storm, siden han blev professionel. Joshua vandt OL-guld i 2012, ligesom Klitschko gjorde det i 1996. Foruden disse to mænd har bl.a. Ali, Joe Frazier, George Foreman og Povetkin også vundet ved OL. Amatørboksning er skam ikke det samme som de professionelle rækker, men olympiske medaljer vidner om et enormt potentiale, så dette medfører altid en masse interesse omkring en ung bokser.
Joshua er af mange eksperter blevet beskrevet som det største talent på sværvægt siden Tyson. Dette er selvfølgelig ikke ord, som bare bliver slynget ud i flæng i boksekredse. Englænderen er en anden type end Tyson, men begyndelsen på hans karriere med den ene knockout efter den anden vækker minder om en ung ”Iron Mike”.
Det er meget muligt, at Joshua kan blive en af de helt store, men før han har været i ringen med modstandere som Klitschko, så er det svært at sige. Det siger meget om Klitschko, at han er villig til at gøre comeback mod en sulten bokser som Joshua. Det siger dog samtidig meget om englænderen, at han allerede efter 18 kampe føler sig klar til at springe ud i den dybe ende af bassinet.
Hvis Joshua, som mange forventer, kan klare en modstander som Klitschko allerede, så er der ingen grænser for, hvor langt han kan nå. Englænderen har nogle fantastiske gaver fra naturens side, men han lever ikke blot på sin størrelse og power. Det virker som om, at han har et tankesæt, som minder en del om Klitschkos – han er intelligent og ydmyg, men han har samtidig et drive, som er sjældent i sporten.
Størstedelen af de boksere, som har mange gaver fra naturens side, besidder ikke den store motivation, som der kræves, hvis man vil blive en legende. Omvendt har mange af de mest dedikerede fightere ikke fysikken til at nå deres mål. Joshua lader til at have begge dele. Han bokser hverken for penge, berømmelse, damer eller hurtige biler – han vil være en af de helt store.
Mange ubesvarede spørgsmål
Jeg kan ikke rigtigt komme i tanker om, hvornår sværvægtsdivisionen sidste gang har haft en kamp som denne. Vi skal formentligt helt tilbage til 1980, hvor Holmes mødte en aldrende Ali, eller tilbage til 1988, hvor Tyson mødte en nu aldrende Holmes. Lidt ligesom med Joshua nu her, så var Holmes sparringspartner for ”The Greatest”, før han selv brød igennem. Holmes stoppede Ali efter en meget dominerende præstation, hvilket ingen andre har formået. Ali fik siden en slags hævn, da han, ifølge en af sportens mange røverhistorier, hviskede: ”get him for me” til en ung Tyson, før kampen mod Holmes. Herefter knockoutede Tyson selvfølgelig Holmes, hvilket heller aldrig skete siden.
Fælles for ovenstående kampe er, at de begge var imødeset med store forvetninger. Desværre endte de som rene mismatches, hvor den gamle fighter slet ikke kunne hamle op med den unge løve. Det er muligt, at det samme vil gøre sig gældende lørdag aften. Klitschko er blevet 41 år, han kommer tilbage efter en lang pause, hvilket aldrig gavner fightere, og han leverede en meget skuffende præstation, sidste gang han var i kamp. Der er altså mange røde lamper, som blinker.
Klitschko har dog aldrig været i de samme krige i ringen som Ali og Holmes, så han er ikke ligeså slidt. Han er desuden en af de mest dedikerede sportsmænd, som jeg har fulgt, der aldrig kommer ud af form. Klitschko-brødrene er begge kendt for at tage på i muskelmasse, når de træner op til en kamp, frem for at skulle slås for at forbedre deres kondition, som det er tilfældet for mange andre fightere. Der er altså ret meget, som taler for, at Klitschko sagtens kan gøre det spændende.
Jeg synes, at der er flere spørgsmål omkring denne kamp. Er det for tidligt for Joshua, eller er det for sent for Klitschko? Joshua besidder selvfølgelig de fysiske fordele, formen med 18 knockouts i streg og hjemmebanen. Klitschko har til gengæld en formidabel teknik og en enorm rutine fra knap 70 professionelle kampe. Der er samtidig flere ligheder mellem de to mænd. Vigtigst er, at de er cirka lige store, og at de med al sandsynlighed ikke kan tage hinandens power, hvis der bliver ramt rent. Dette er på mange måder elev vs. læremester, som om det var en dårlig samuraifilm. Som seere ved vi bare ikke, hvem der er helten, og hvem der er skurken-
Hvordan får man kampen at se?
I første omgang er det værd at nævne, at bookmakerne generelt lukker for spil på kampen omkring kl. 23.00. Det er dog sandsynligt, at kampen først begynder lidt senere pga. tidsforskellen, walkouts og nationalsange. Viasat har sikret sig rettighederne til kampen i Danmark.
Man kan altså bl.a. følge med på Viaplay, hvis streams på sport efter mine erfaringer virker upåklageligt. Så vidt jeg kan se, så er der ikke tale om PPV, så man slipper formentligt for at skulle betale for mere end et almindeligt abonnement, hvis man ikke allerede har et.
Nu er jeg ikke stråmand for Viasat, selvom det måske kan virke sådan, men jeg tror bestemt, at det bliver det hele værd, hvis man ser kampen. Jeg forventer, at den vil blive set tilbage på som en af de helt store i sværvægtsdivisionen om mange år.
Byd gerne ind med kommentarer, spilforslag og spørgsmål. Jeg vil hellere end gerne diskutere nærmere om selve kampen, hvis nogle skulle være interesserede.