Superliga-oprykkerne fra Lyngby Boldklub har fået en ny hovedsponsor. Spiludbyderen Jetbull har landet en aftale med Lyngby, der løber frem til udgangen af 2020.
Jetbull bliver ny hovedsponsor for Lyngby BK, der netop er rykket op i Superligaen. Det er dog først fra januar 2020, når Superliga-sæsonen er cirka halvvejs overstået, at Jetbull vil være at finde på fronten af Lyngbys spillertrøjer. Resten af 2019 fortsætter FN's Verdensmål med at være på fronten af trøjerne.
"Vi er rigtig glade for at kunne præsentere Jetbull som vores nye hovedsponsor. Jetbull har store ambitioner for deres indtog på det danske marked, og det bliver vores fornemmeste opgave at hjælpe dem på vej med værdiskabende aktivering samt ved at udnytte de eksponeringsmuligheder, der er i 3F Superligaen," siger Kristian Maimann, kommerciel chef i Lyngby Boldklub, i en pressemeddelelse.
Jetbull får også navnerettighederne til Sydtribunen på Lyngby Stadion som en del af aftalen. Jetbull bliver også hovedsponsor for senior 2 og senior 3 i moderklubben Lyngby Boldklub 1921.
"Et oplagt match"
Ifølge pressemeddelelsen så ser Jetbull opalgte synergier i samarbejdet, og hovedsponsoratet af Lyngby Boldklub er i tråd med Jetbulls strategi om at være et aktivt bettingbrand.
"Både Jetbull og Lyngby Boldklub er brands i vækst og på vej fremad, og deri har vi set et oplagt match i forhold til at hjælpe hinanden på vej. Som hovedsponsor kan vi tage Jetbull ind på det danske marked og introducere Jetbull på en måde, hvor vi kombinerer de lokale initiativer og værdiskabende aktivering med landsdækkende eksponering. Lyngby Boldklub er et stærkt brand med en stolt historie og en ambitiøs 3-årsplan, som vi køber ind på og gerne vil være en del af," fortæller Mads V. Jørgensen, der er bestyrelsesmedlems hos AMGO iGaming, der ejer og driver Jetbull-brandet.
Han suppleres i pressemeddelelsen af Kristian Maimann:
"Lyngby Boldklub og Jetbull er en stærk enhed, og vi har lige fra vores første snak haft indtrykket af, at vi her har at gøre med en ambitiøs partner, der er klar på at udfordre os og spille bold i forhold til aftalens indhold. Det er i samspillet magien opstår – særligt omkring aktiveringsdelen, hvor vi glæder os til at overraske og eksponere Jetbull på nye måder."
Jetbull blev i maj måned opkøbt af AMGO iGaming for to millioner euro.