NordicBet har netop forlænget navnesponsoratet af 1. Division med yderligere en sæson, således at aftalen nu gælder til sommeren 2020.
Siden marts 2017 har NordicBet været navnesponsor for landets næstbedste række, og det kommer de til fortsat med at være i yderligere en sæson frem til sommeren 2020. Divisionsforeningen og NordicBet har i dag offentliggjort, at de aftalen er forlænget, og dermed hedder 1. Division NordicBet Liga endnu en sæson.
"Vi er i samarbejde med NordicBet lykkedes med at sikre et højt kendskabsniveau for NordicBet Liga, og har samtidig implementeret en række fantiltag, hvor klubbernes fans ved udvalgte kamp sikres en ekstra værdi via NordicBet "tailgate-aktiviteter," siger Claus Thomsen, direktør i Divisionsforeningen, i en pressemeddelelse.
"Det er derfor meget glædeligt, at NordicBet ønsker at forlænge samarbejdet, og at vi med den nye aftale får lagt yderligere tyngde på samarbejdet omkring fanaktiveringerne. Det er til gavn for begge parter, men i høj grad også til gavn for de mange fans, der møder op på stadion hver weekend i sæsonen," fortsætter Claus Thomsen.
Naturligt med en forlængelse af aftalen
Partnerskabet mellem Divisionsforeningen og NordicBet skal være med til at øge fokus på at skabe flere tilbud til fans af klubberne i ligaen, og det skal koncentrere sig om at øge interessen for at komme på stadion og se kampene.
"Gennem de sidste to år har vi haft et rigtigt godt samarbejde med Divisionsforeningen og klubberne, hvor vi i fællesskab har arbejdet på at skabe de bedste rammer for danske fodboldfans. Vi agter at fortsætte det positive samarbejde, hvorfor det har været naturligt for os at forlænge aftalen med endnu et år," siger Ronni Hartvig, kommerciel direktør for Betsson Group, der står bag NordicBet.