Halo-effekten: Richie Porte og de mange off-days

Er det nu også rigtigt, at cykelrytteren Richie Porte altid har en off-day i løbet af et stort etapeløb? Svaret får du i denne artikel om "halo-effekten," som er en psykologisk mekanisme, de færreste nok kan se sig fri for at være påvirket af - og som netop derfor kan være guld værd at være bevidst om, inden du overfortolker "åbenlyse sandheder" i sport og betting.

Halo-effekten - også kendt som glorie-effekten - er kort fortalt en psykologisk mekanisme, der gør, at vi ofte tillægger vores første indtryk langt større værdi, end de indtryk der følger efter.

Men hvad har det så med betting at gøre? En hel del faktisk. Det skal vi snart komme ind på.

Først starter vi lige med "confirmation bias", som jeg tidligere har skrevet om her på siden (Læs her: Confirmation Bias: Tipperens skyklapper). Det handler – kort fortalt – om hvordan man har en tendens til at søge efter information, der underbygger ens egen formodning fremfor at forsøge at afvise samme formodning.

Det kunne for eksempel være, at man havde en formodning om, at Barcelona ville slå Chelsea på Stamford Bridge, hvorefter mange har en tendens til at finde informationer, der underbygger denne formodning, hvorfor man vil være tilbøjelig til at blive mere og mere sikker på værdien i det spil.

I samme boldgade har vi halo-effekten, som man kender fra psykologiens verden. Den går kort sagt ud på, at man har en tendens til at lade én egenskab – gerne den første man støder på – danne grundlag for hvordan man opfatter en bestemt person. Hvis personen for eksempel ser godt ud, så kan man hurtigt komme til at konkludere, at personen også har en flot personlighed – og det går ikke altid hånd i hånd.

Sjusket og påståelig

Møder man fx en person, der ser lidt sjusket ud, så kan det hurtigt farve ens opfattelse af den person uforholdsmæssigt meget.

Det kan herefter være svært at komme af med det indtryk igen. Hvis først du har set en person, som er sjusket og måske også virker lidt påståelig, så er det ofte de indtryk, der hænger ved. I højere grad end hvis du efterfølgende finder ud af, at personen også er både intelligent og ærlig.

Man kan stille det op på følgende måde:

Lad os sige at du skal ansætte en ny mand til din virksomhed. Manden er kendetegnet ved en række karakteristika. Nogle gode og andre dårlige - som det nu er med mennesker.

Manden er udover at være sjusket og påståelig også ærlig, intelligent, hårdtarbejdende og en-sporet. Mandens chancer for at blive ansat i din virksomhed vil dog typisk være afhængig af, i hvilken rækkefølge du oplever og erfarer disse karakteristika.

Lad os sige, at du opdager dem i denne rækkefølge:

Hårdtarbejdende, intelligent, ærlig, sjusket, påståelig, en-sporet.

Du vil nu have tendens til at huske ham som hårdtarbejdende, intelligent og ærlig og tillægge det større betydning end, at han samtidig også er lidt sjusket, påståelig og en-sporet.

Oplever du derimod ham på denne måde:

En-sporet, påståelig, sjusket, ærlig, intelligent, hårdtarbejdende.

Så vil din underbevidsthed vægte de dårlige sider tungere end de positive sider.

Det er netop derfor, at førstehåndsindtrykket er så vitalt, for det kan være pokkers svært at ændre igen. Ligesom vi altså har en tendens til at tillægge de ting, vi hurtigst kan huske en større værdi end de ting, der tager længere tid at få frem på hukommelsen. 

Test en statsminister

Inden vi går videre, så lad os lige lave et tankeeksperiment:

Vi tager eksemplet med den danske statsminister Lars Løkke Rasmussen. For mange danskere vil de første indtryk - qua en masse møgsager - være, at han er: 

en fadølsdrikkende, skødesløs og smålig partiformand, der lader skatteydere betale for både jakkesæt, undertøj og sjusser. Særligt hvis du tilhører venstrefløjen.

Men det er altså bare ikke hele billedet af den danske statsminister Lars Løkke Rasmussen. For hvis man skal vurdere og bedømme ham på retfærdig vis, så bør man også have med, at han regnes for at være en stor politisk begavelse, en pragmatiker og samfundssnedker, som har stået i spidsen for adskillige store reformer.

Han er derudover kendt for at være enormt godt inde i den politiske substans og vil kunne holde politiske brandtaler uden manuskript og uden tid til forberedelse, hvis det var opgaven.

Og i betting har vi simpelthen ikke råd til at forkaste den anden side af historien. Mere om det til sidst i artiklen.

Riche Porte har altid en off-day - eller?

Det er nok de færreste, der kan sige sig fri for at være ramt af halo-effekten i en vis grad. Heller ikke undertegnede, der er cykelekspert ved BetXpert. Et af de eksempler, som hurtigst kommer frem, er nemlig Richie Porte. Cykelrytteren fra Team Sky. I forbindelse med Giro d’Italia, hvor jeg på forhånd skulle vurdere hans sejrschancer, skrev jeg – og mange andre for øvrigt – at Richie Porte havde en tendens til altid at gå ned og have én stor off-day i et etapeløb.

Her var der særligt ét eksempel, der stod klart i hukommelsen. Nemlig 9. etape af Tour de France 2013. På forhånd var Richie Porte nummer to i klassementet, men efter en horribel dag mistede han 18 minutter.

Men hvor er de andre offdays så? I Tour de France 2014 gik han også ned med flaget, men det var ikke som følge af én off-day, men derimod en virus. Ligeledes skulle han have kørt Giro d’Italia samme år, men her måtte han opgive at stille til start.

Med andre ord var det altså ikke en off-day, der førte til hans manglende succes, men derimod helt andre årsager som sygdom. Alligevel lød ordlyden i min optakt – og mange andres – at Porte jo altid havde denne off-day. Fordi de fleste af os simpelthen husker 9. etape af Tour de France så soleklart, at det er det billede, der tegner sig af Richie Porte.

Men hvad med alle de andre etapeløb, han har kørt, hvor han har vist sig at være særdeles langtidsholbar? Og god i de sidste uger? Det glemmer man hurtigt, fordi nedturen fra 2013 sidder så klar og tydeligt i os. Og det er jo herligt som optaktsskriver - og menneske i al almindelighed - at kunne sætte mærkater på folk.

Pozzovivo og Hesjedal

Et andet eksempel er cykelrytteren Domenico Pozzovivo. I hans yngre år havde han en tendens til at stråle i Giro del Trentino for dernæst at fejle i klassementet i Giro d’Italia. Det ændrede sig i 2012, hvor han vandt Giro del Trentino, og derfor af mange blev afskrevet i Giro d’Italia.

Fordi sådan havde det jo været tidligere, så i stedet for at kigge på den isolerede sæson, hvor han havde set lidt bedre ud end normalt, så var det halo-effekten, der for alvor satte ind.

Pozzovivo kørte en glimrende Giro og vandt bl.a. 8. etape.

Jeg husker også, da Ryder Hesjedal vandt Giro d’Italia i 2012. Dengang sad jeg dagligt med en tanke om, at Hesjedal snart ville knække, fordi han aldrig tidligere havde kørt på det niveau. I stedet for at kigge på det niveau, han udviste lige i øjeblikket, fokuserede jeg altså i højere grad på, at niveauet aldrig tidligere havde været sådan.

Sådan forestiller jeg mig også, at mange havde det med Atletico Madrid i 2013-14-sæsonen. Man ventede blot på, at de ville falde tilbage i stillingen igen – men det skete jo som bekendt ikke. Derfor kan man altså let komme til at misse nogle tendenser, fordi ens hjerne er en tand for doven.

Det går også den anden vej

Det foregår naturligvis også den anden vej, hvor man måske lige er et år eller to for lang tid om at opsnappe, at en spiller eller en rytter er ved at være færdig. Det har vi set utallige eksempler på, hvor en spiller har braget igennem i de yngre år, men hvorefter han – efter at have fejlet i nogle år – blev overvurderet i forhold til de evner, han havde på det tidspunkt.

Spillere som Fernando Torres og Ronaldinho kommer ind på nethinden her. Begge havde stor succes som forholdsvis unge spillere, men da deres karrieres efterår kom forholdsvist tidligt, blev de stadig hypet. Fernando Torres var jo en bomber, og Ronaldinho var jo en troldmand – og flere klubber betalte dyrt, fordi de ikke helt havde luret tendensen.

Naturligvis er det også let for mig at drage disse konklusioner nu. Et skifte kunne jo have sat skub i karrieren igen. Det har man set før. Men ikke desto mindre blev en som Fernando Torres solgt for et astronomisk højt beløb fra Liverpool til Chelsea på grund af noget, han i høj grad havde præsteret tidligere i karrieren, fremfor hvad han reelt leverede i 2010-11-sæsonen.

Det er altså de informationer, betragtninger og fortolkninger, som man foretager først, der synes at holde ved i længst tid, og lige præcis dét er halo-effekten. Det kan godt være, at man senere får andre informationer, men de første holder ved i længere tid.

Medierne elsker fortællingerne

Det er ikke kun dig og mig, der er præget af halo-effekten. Lige præcis den her effekt er også noget, der i høj grad præger medierne, der elsker de gode fortællinger om, hvordan en rytter som Porte altid har en dårlig dag, eller om hvordan en spiller som Fernando Torres bare venter på at vende tilbage til fordums styrke.

Det fungerer som en forstærkende effekt, og det er med til, at man i endnu højere grad lader sig overbevise. Det smitter så igen af på os, hvis man hele tiden får fortalt det samme om og om igen, og dermed øges chancen, for at vi husker det første og tillægger det størst værdi.

Et konkret eksempel kunne være landsholdsfodbold. I årevis var Spanien kendt som et landshold, der aldrig rigtigt kunne præstere, når det gjaldt. Under VM 2006 røg man ud af 1/16-finalen til Frankrig. Måske derfor var kritikken hård forud for EM 2008. Det var således 44 år siden, at de sidst havde vundet EM-guld, så hvorfor skulle de vinde netop nu?

Det var dog i princippet ligegyldigt for den pågældende turnering. Spanien gik hen og vandt EM det år, men en gennemgang af de fleste optakter fra den tid nævner blandt andet det faktum, at man aldrig har vundet VM.

Brasilien og Don Quijote

Omvendt var Brasilien en af de allerstørste favoritter til VM 2014, blandt andet fordi de er gode til at levere talenter, de havde vundet Confederations Cup året før og de havde mange stærke profiler – men måske var den største årsag, at Brasilien historisk set havde vundet mange VM-titler og altid leveret store profiler.

Nuvel, der var andre årsager til, at Brasilien var at finde blandt favoritterne. De var på hjemmebane, og de havde spillet godt i Confederations Cup året forinden, hvor man gik hen og vandt turneringen, men set i bagklogskabens så evindeligt klare lys, så var det ikke just et hold, der var fyldt med profiler – i al fald ikke hvis man for eksempel sammenligner med 2002-holdet, hvor Rivaldo, Ronaldo og Ronaldinho tryllede.

Det er dog ikke kun i sportens verden, vi ser eksempler på halo-effekten. Inden vi går videre og ser på, hvordan vi kan undgå at blive ramt af halo, skal vi se på et udtryk som meget fint indkapsler halo-effekten:

Vi skal tilbage til romanen om Don Quijote fra år 1605. Her beskriver den spanske forfatter Miguel de Cervante, at har man først fået et ry for noget, så er det svært at komme af med igen. For som en af romanens hovedpersoner, Sancho Panca, fremfører:

"Har man først fået ord for at stå tidligt op, kan man godt blive liggende til middag."

Undgå af blive offer for halo-effekten

Så langt, så godt. Men hvor kommer betting-relevansen så ind?

Som bettor indsamler man konstant information om et givent hold, et givent væddemål. Men det væsentlige er ikke, hvor meget information, man indsamler. Det væsentlige er, hvordan man bearbejder og vægter det – og her er halo-effekten en klar modspiller. Man er nødt til at forholde sig kritisk hele vejen igennem processen.

For lader man sig drive rundt i manegen af halo-effekten, så vil man få klø af bookmakerne. Man skal hele tiden forny sig, fange de nye tendenser og sortere støjen fra – for det gør bookmakerne.

Men i og med at halo-effekten er et (betting)psykologisk begreb, er det ikke noget, man bare lige kan fjerne fra ens tankegang. Det er simpelthen bare sådan, hjernen fungerer – den foretrækker de lette og dovne løsninger.

Men ved at stille sig kritisk og gennemarbejde ens mulige spil, kan man stille og roligt få frasorteret disse ”dovne” konklusioner. Halo-effekten er dog ikke noget, man bare kan lukke ned for, for som nævnt arbejder hjernen bare på denne måde. Men man kan modarbejde den ved slavisk at gennemarbejde sine argumenter og stille sig selv kritiske spørgsmål.

Hvis man for eksempel har den konklusion, at Richie Porte altid har én offday i et stort cykelløb, så er det en god idé at forsøge at modbevise denne konklusion.

Gå i dybden

For man bør måske i højere grad anvende videnskabens metoder i bettingverdenen. Som nævnt i artiklen om confirmation bias (Læs her: Confirmation Bias: Tipperens skyklapper) har man en tendens til at undersøge ting, der underbygger ens formodninger, men i virkeligheden ville det smarte træk være, at man forsøgte at falsificere argumenterne – altså simpelthen forsøge at skyde dem ned.

Hvis man kan skyde dem ned, så holder argumentet ikke, og modsat holder det, hvis man ikke kan skyde dem ned. På den måde får man virkelig sat sine argumenter på prøve.

Man kan sagtens relatere til virkeligheden, for halo-effekten er så nært beslægtet til førstehåndsindtrykket, at det er komparativt. Hvordan kan man få undersøgt om ens førstehåndsindtryk også er det korrekte indtryk? Eller om de første hele tre indtryk nu også giver et retvisende billede af den person, man møder?

Det kan man kun, hvis man for alvor lærer en anden person at kende. Det samme gør sig gældende i betting – kun ved at gå i dybden med argumenter og "sandheder" som Richie Portes mange off-days, finder man ud af, om de holder vand eller ej.